KULTURLISTEN – Dokumentarfestival og ord, musik, verdenspremiere, garnkunst, genialt gys med naturlige replikker, soldater på skøjter, poesi, børnelitteratur og filmisk mord. Også i denne uge orienterer POV om udvalgte perler på kunstens og kulturens snor.
CPH:DOX 2022 har vokseværk og sender udvalgte film landet rundt
Det var i 2003, at denne filmfestival første gang slog dørene op, og efter de seneste halvlukkede udgaver kun med online-adgang, er den tilbage i den virkelige verden, som jo er festivalens egentlige eksistensgrundlag.
De første mange år lå festivalen om efteråret, men drevet af ambitionerne om at blive toneangivende flyttede man den til foråret for ikke at karambolere for meget med andre store dokumentarfestivaler i Europa. Det lykkedes, og publikumstallene steg fra gang til gang. Både branchen og københavnerne tog festivalen til sig, og i år er den udvidet således, at man i 21 kommuner rundt om i landet kan se enkelte udvalgte film fra programmet.
Som sædvanlig er programmet temmelig uoverskueligt, når man først kigger på det. Mit råd er at skimme allerede nu, sætte kryds ved de film, begivenheder eller koncerter, der lige springer i øjnene, og så ellers lade dagsformen råde, når først festivalen er i gang. De mere populære events har dog en tendens til at blive udsolgt, men så er det heldigt, at man ofte kan få en inspirerende oplevelse ved at vælge noget mere obskurt og “hemmeligt”. Der er også (næsten) altid sjovt at vælge film, hvor instruktøren er til stede.
Skuespillerne skøjter derudad i sørgelig svensk soldaterfilm
Sjældent har jeg set noget så sørgeligt som den svenske action-thriller Sort Krabbe. Den eneste grund til, at sjasket har krabbet sig ombord på ugens liste, er det syrede syn af soldater på skøjter i skærgården. Ligesom filmen selv er også soldaterne på selvmordsmission. Skandinavien er hærget af krig og seks soldater skal skøjte over den tilfrosne skærgård til øen Ødø – med mystiske ampuller, som vil afgøre krigen mod en ukendt fjende.
Castet er helt kogt. Noomi Rapace er ok god i action. Bedst er David Dencik, som spiller med så stort tilbagelænet overskud, at han øjeblikkelig gør sin karakter levende og troværdig i modsætning til Oftebro og Salim. Jacob Oftebro er en slags discount Coster-Waldau, når han laver en Dan Jørgensen og kniber de små øjne sammen og gør munden lille. Sej som en fjortenårig. Dar Salim minder mest af alt om Kim Bodnia, som spiller Kim Bodnia. Det er synd for dem, og for os.
Flotte billeder, hér, af soldater på glatis, synes at være mantraet for mange af samtidens spillefilmsproduktioner. Teknisk flotte, mens alt andet sejler. Sort Krabbe er en endeløs parade af ligegyldig ordveksling. Den rummer ingen humor, ingen indsigt, ingen interessante betragtninger, ingen pråser, ingen finurligheder. Ikke andet end seks idioter i uniformer på glatis i en lorteverden og i krig mod en anonym fjende. Minder det læseren om noget?
”Vi måste ku drømme, hvis vi skal overleve det her”, væver en morfinskæv Salim på underligt svensk-dansk, inden han stempler ud af filmen ved at skyde sig selv, siddende op af en søjle med en stor diskokugle. Drømmen mislykkes for den sorte krabbe.
Verden væves i eksistens med magisk japansk garnkunst i Cisternerne
Lige nu er der en magisk og foruroligende udstilling i Cisternerne. Japanske Chiharu Shiota har skabt et kæmpestort, hvidt spind af tråde og midt i dem en hvide kjole som en krop uden krop, fravær i nærvær. Derfra går man videre ind i det dybe mørke som vores eget indre eller langt ud i rummet med umenneskeligt lange kjoler, der hvirvler rundt og skaber bevægelse i vandet, og uroer af rødt garn, som skaber glødende reflekser i vandet og sorte skygger på væggene.
Værket er skabt specielt til Cisternerne, og når udstillingen slutter, bliver det hele klippet ned og smidt væk. Siden 2019, hvor corona lukkede verden, har Chiharu Shiota på trods af alt lavet over 50 nye værker. Hun skaber værkerne, mens hun rejser rundt i verden i jagten på sin egen identitet, fortæller hun.
Hun bruger ofte røde tråde (forholdet mellem mennesker) og sorte (adgangen til det ubevidste). Det er først de seneste år, hun er begyndt at ’væve’ med hvide tråde, som står for en ny begyndelse og for renhed. Da hun blev spurgt, hvorfor det blev hvide tråde i Cisternerne, svarede hun, at det skyldtes mørket. Så her har farven altså også en praktisk betydning.
Lad Brimheim falde sammen for øjnene af dig
Dette album er en saltvandsindsprøjtning af en lytteoplevelse. Komponenterne er storslåede, uforglemmelige omkvæd, der tatoverer sig fast til bevidstheden. Mørke, dybfølte tekster, der spænder fra eksistentielle overvejelser til anekdotiske hverdagsfortællinger. Alt med en skarp poetisk pen. Det er en poppet, støjrocket, storslået og inderlig – og frem for alt hudløst ærlig – rejse gennem depression.
På åbningsnummeret “Heaven Help Me I’ve Gone Crazy”, starter vi således ved begyndelsen:
”In an old handheld pocket mirror / I have noticed that I am see through”, synger Brimheim, og vi forstår, at det her altså ikke er noget, der kan klares ved at lægge lidt makeup i lommespejlets skær. Ordene svæver rundt i et lydunivers, der leder tankerne hen på Radioheads “In Rainbows” eller “A Moon Shaped Pool”.
Vi får symbolsk nok titelnummeret ”Can’t Hate Myself Into a Different shape” med et storladent, fængende og uimodståeligt omkvæd, der begynder sådan her: ”If I could just shave off another piece of myself / Would you / Watch me fall apart / Right in front of your eyes”. Det er et fuldstændig uafrysteligt billede, der har poetisk ballast og står krystalklart på samme tid.
Og tilståelserne i ”Baleen Feeder” svøbes i skøn shoegazet guitar, der i bedste My Bloody Valentine-stil bliver dejligt levende.
Brimheim er hele vejen igennem helt eminent til at trække poesi ud af de små hverdagsfortællinger. Vildt god til det at forene det storslåede og det dybfølte, og det er ellers en øvelse, der for mange bliver kikset. Der er ikke andet for end at tage hatten af for Brimheim. Jeg vil æde min gamle Avril Lavigne-CD på, at albummet bliver en af årets bedste danske rockplader.
– Kristoffer Nørager Møller, side33.dk
Rub-a-dub-dub – That’s what friends are for
Danskere og briter har det tilfælles, at vi går til livets store spørgsmål med humor og (selv)ironi. Også alderdom og død. Ligesom Maddiker behandler Rub-a-dub-dub (three men in a tub) alderdommens langsomme forfald mod … tæppefald, og som en maskulin parallel handler det om, hvordan tre gamle venner bearbejder det.
Når venner – kammerater – er sammen, går krigen i gang: Altid skal de hævde sig, drille hinanden, vinde over hinanden. Specielt slemt er det, når der er et styk kønt hunkønsvæsen i nærheden. Nuvel, hun er en robot med Artificial Intelligence, for handlingen foregår et sted i nær fremtid. Hun hedder i øvrigt SiSi (lyder som … – og er lejlighedsvis lige så irriterende).
Fergal O’Byrnes stykke er måske en bagatel, men en hyggelig en af slagsen, og det er og bliver en luksus, at København har 3-4 engelsksprogede teatre. I dette tilfælde er der endda tale om en verdenspremiere på Krudttønden.
Det er netop for at nyde godt og korrekt engelsk (undtaget figuren Neil og hans amerikanske accent, naturligvis), at man skal se Rub-a-dub-dub. For et par gode grin. Og et par sandheder om mænds venskaber. Følelser taler vi ikke om, vel?
Klovn møder Antichrist i uhyggeligt præcist gyserportræt af storbydansk svaghed
Der er langt imellem snapsene for godtfolk, som holder af gyserfilm, og specielt på dansk savner genren kompetente udøvere. Nu er der godt nyt. Instruktøren Christian Tafdrups debutgyser, Speak No Evil, evner at efterlade et blivende aftryk og en knude i maven, længe efter rulleteksterne er forbi.
Tafdrup fik inspiration til filmen i skydebaneparken på Vesterbro, hvor synet af storbyens unge og kaffelattedrikkende fædre fik ham til at tænke på, om det konfliktsky og hæmmede storbymenneske er i stand til at forsvare sig i mødet med ondskab. Konklusionen var et rungende nej, som nu er omsat til det, instruktøren selv kalder Danmarks væmmeligste film.
Uden at spoile fornøjelse eller plot handler filmen om verdens mest irriterende par og deres overbeskyttede datter, som begår den fejl at tage til Holland for at besøge et andet par, de har mødt på en ferie i Italien. Her stilles de gradvist over for ondskabens store lakmustest, som de naturligvis fejler så pinagtigt eklatant, at det næsten ikke er til at holde ud. Speak No Evil viser os præcist, hvor dræbende hensynsbetændelse og selvhad er. Derfor er det stor, klam, væmmelig filmkunst, som i Klovn møder Antichrist. Ikke mindst er gyseren båret i musikalsk verdensklasse af rising star-komponist, Sune ’Køter’ Kølster.
Ord i små og store doser – Fred og poesi
Foto: Pexels
I begyndelsen var ordet, og uden litteratur og bogstof, ingen kunst og kultur. Det gælder om at starte tidligt, og for mange små læsere bliver litteraturen en livslang ledsager. Er du i København i weekenden, og har du 0-12-årige i dit liv, kan du med fordel tage dem med til børnelitteraturfestival på Københavns børnebiblioteker. Festivalen hedder ’Vi elsker bøger’, og årets tema er ’forunderlige familier’.
Skulle du blive søndagsbogtørstig efter mere, byder byen på det første af tre forårsloppemarkeder i Literaturhaus på Møllegade, hvor Haus Market byder indenfor til billig kaffe, loppefund og god musik.
En søndagsudflugt til Prins Jørgens Gård er også en oplagt mulighed. Her afholder Foreningen af ukrainere i Danmark nemlig ”Forsvar Ukraine sammen”, hvor man kan møde op og udtrykke sin protest mod Ruslands fortsatte bombardement af det store centraleuropæiske land.
Mandag fejres den internationale mærkedag, Poesiens dag, med et storstilet arrangement på Københavns Hovedbibliotek, og – hvis du synes, det er for meget af det gode – kan du altid holde dig hjemme indtil på torsdag og nøjes med at gå til Psykedelisk Samfunds arrangement om praksis og forskning i mikrodosering med efterfølgende debat og musik på Café Bobuska på Rømersgade. Uanset om du er til små eller store doser, er kulturen til for dig. God fornøjelse. Vi ses i næste uge.
Kulturlisten – Hver uge får du en samling af korte, skarpe omtaler af kulturen omkring os, skrevet af POV’s kulturskribenter.
Aktuelle bøger, film, forestillinger, udstillinger, koncerter og tv-programmer anmeldes engageret men kortfattet, så du på kort læsetid får essensen og overblikket.
Find Kulturlisten her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
