KULTURLISTEN – Inspiration til litteratur, smalle film og sære serier, dokumentar, teater og musikudgivelser. POV’s kulturredaktion er på banen med omtaler af udvalgte kulturnyheder.
Annas sang er et brag af en Koppeldebut
Det undrer mig ikke, at min venlige bekendte Benjamin Koppels Annas Sang på halvanden uge er kravlet op på tredjepladsen på Saxos Bestsellerliste. Der hører den hjemme i mange måneder, og jeg spår den et rigt liv i udlandet. Der må være filmproducerforespørgsler på vej.
Det er simpelthen lykkedes Benjamin Koppel at debutere med et lydefrit romanværk, ret tæt på en klassiker, vil jeg sige, oppe i nærheden af Alt det lys, vi ikke ser af Anthony Doerr eller Alan Hollinghursts The Stranger’s Child.
Jeg blev færdig med den i går morges og lukkede den lange fortælling med tårer i øjnene. Trods længden er den økonomisk, man spilder ikke tiden og hviler i tryg forvisning om, at forfatteren har et formål og en retning. Det sker altså ikke tit med en roman, skal jeg hilse og sige.
Til det sidste sidder man med hovedpersonens dramatiske liv i hænderne og forlader hendes skæbne med ét spørgsmål, som jeg håber, hr. Koppel får lejlighed til at udfolde i en toer. Bare det ikke kræver en verdensomspændende pandemi, som åbenbart var, hvad der skulle til, for at han skrev denne.
229,- kr. for 505-siders gedigen læseglæde synes jeg nærmest er billigt. Den roman kunne vanskeligt være mere helstøbt.
Sanselig, sær og ‘kvørky’ – Se Esthers Orkester før din nabo
Denne film har ikke en chance i biograferne, men jeg blev rørt, jeg smilede og grinede endda højt en enkelt gang. Kort sagt, jeg nød den, og jeg fik fornemmelsen af et kunstnerisk temperament hos instruktøren og holdet bag, hvilket altid luner.
Men den har ikke en chance, for den vil få lunkne anmeldelser, fordi den har sin helt egen tone, som er svær at håndtere rent lanceringsmæssigt. Traileren giver indtryk af en skæv komedie med den let quirky Annika Aakjær i hovedrollen, som vil sige os noget om livet. Og så er det i virkeligheden en tragedie, som vil sige os noget om døden og med Johannes Lilleøre i hovedrollen.
Eller nej, det passer heller ikke helt, og filmen er da heller ikke helt uden mislyde og detaljer, som jeg undrede mig over. Men den besidder alligevel en sanselighed og en tro på sig selv, der overrasker og får mig til at holde vejret undervejs. Lydsporet er behageligt fri for de sædvanlige stemningsflader, som tonemestre får sneget ind i snart sagt alle film, og filmen stoler i stedet på både dialogen, spillet, stilheden og så den melodiske musik af Aakjær og Aske Bode.
Så du skal ikke tro din nabo, der siger, at filmen ikke er værd at se, for det siger hun bare fordi, at hun er vant til streamede eller strømlinede film, der ligner alle de andre.
Stranger Things er tilbage
Tre år og en masse hårdt arbejde har det altså taget Netflix, at kunne byde deres store fandom på nyt indhold. Jeg satte mig til at se sæsonen med et medlem af min husstand, som er 16 år og aktiv i denne fandom, ved min side.
Personligt var jeg meget begejstret over sæson 1, skuffet over sæson 2 og nogenlunde venligt sindet i forhold til sæson 3. Den dedikerede fan og jeg var enige om, at alle, der overgav sig til sæson 1’s blanding af uhygge og 80’er-nostalgi bør give sæson 4 en chance. Den når måske ikke samme højder, men der masser af underholdning både til den midaldrende seer, der selv var teenager i 80’erne og til 2022-teenageren, der har brugt timer online på at diskutere karaktererne og teorier med fans fra hele verdenen.
Monstrene er lige så skræmmende som altid, komikken måske en smule mere anstrengt, men 80’er-stemningen rammer bedre end nogensinde. Både på godt og ondt. Et eksempel på denne dobbelthed oplever jeg helt tæt på, når teenageren veksler mellem at gå rundt og synge Kate Bushs fantastiske “Running up that hill” og Musical Youths ikke helt lige så fantastiske “Pass the Dutchie”.
Kender du Carlin? Amerikas sjoveste systemkritiker
Guderne skal vide, at vi hører meget om, hvad der foregår ovre i den bananrepublik, hvor de har over 30 forskellige cereals at vælge imellem til morgenmad men kun to partier at vælge imellem til at lede deres land. Men giv alligevel denne dokumentar i to afsnit en chance – også selvom du ikke er interesseret i stand-up eller aldrig har hørt om George Carlin. Hvis du har, er serien et must.
Carlin døde i 2008 og regnes for en af USA’s mest indflydelsesrige komikere, og på en måde er serien traditionelt opbygget med en kronologisk skildring af hans liv og karriere, fortalt med både arkivbilleder, private optagelser, interviews og masser af lyd- og videobidder fra hans optrædener.
Men den virker alligevel utroligt frisk og energisk og giver et nuanceret billede af en kunstners udvikling over adskillige årtier. For Carlin var en ordkunstner, og hans rejse fra massernes tv-entertainer i sort-hvid til sorthumoristisk satiriker af de samme masser er virkelig fascinerende.
Mod slutningen laves en kobling mellem nogle Carlin-citater på lydsiden og nyere arkivbilleder af forskellige voldsomme scener fra Amerika efter hans død, og viser os derved, at han stadig er relevant. “Bullshit is the glue that binds us as a nation” siger Carlin i sit sidste show, og vi sidder her i Europa og undrer os – og griner.
Hamlet & Ophelia – Shakes i Ørstedsparken
Hvad sker der, hvis vi lægger kærlighedshistorien om Romeo & Julie ned over plottet i Hamlet? Prinsen af Danmark skal stadig hævne sin far, men i virkeligheden handler det om den tragiske kærlighedshistorie … og lidt rock’n’roll med Shakes’ 4-personers versioner af Shakespeare.
Som mine ledsagere og jeg blev enige om, så forstår man ikke en bjælde af plottet, hvis man ikke i forvejen kender lidt til Hamlet. På den anden side: Hvilken dansker har ikke hørt om dette stykke, der er så uløseligt forbundet med Helsingør og Kronborg? Og hvem kender ikke bare overfladisk til ”at være eller ikke” og ”den med kraniet”.
I samme gruppe fik vi derfor spruttet af grin, hujet og klappet i takt til den alternative tolkning af tragedien. Hamlet er egentlig for lang og for traurig (der er en joke) til det korte, uhøjtidelige Shakes-format, men de spiller det morsomt.
En del af fornøjelsen er, at vi kan se Sofia Čukić i dialog med sig selv som både Ophelia og Polonius, og Tue Lundings Hamlet trippe utålmodigt, mens Ari Alexander skifter fra den morderiske farbror Claudius til den jysk-affekterede ven Horatio.
Shakes’ Hamlet er vidunderligt, tilgængeligt teater under åben himmel. I Ørstedsparken ovenikøbet ganske gratis.
Ydmyg søgen efter et ståsted – Ny og voksen hverdagscountry
Countryartisten Maren Morris er nok mest kendt fra The Highwoman, en feminin hyldest til outlaw country firspandet The Highwaymen – Cash, Kristofferson, Nelson og Jennings.
Det nye album, Humble Quest, hendes sjette soloalbum, er skrevet og indspillet efter en turbulent fase i Morris liv, påvirket af en fødselsdepression, dødsfaldet af den faste producer og mentor, Michael Busbee og så corona.
Nu har hun arbejdet sammen med Greg Kurstein (Adele, Sia og Beck), og sammen har de skabt et album med et delikat countryesque udtryk, baseret på en stribe gode – og et par kedelige – sange, med tydelig inspiration fra den retro Laurel Canyon/Fleetwood Mac-bølge, der har hærget Nashville de senere år. Sagt på en anden måde: klassisk country med diskrete noter af 70’er rock-pop og moderne popiscenesættelse.
Lag på lag væver klassiske Hill Billy-instrumenter som pedal steel og dobro, digitale klangflader, medlevende rock-bund sig sammen til et vellydende udtryk, hvor drama, sårbarhed og skæringspunkter i country-prinsessens udtryk skabes af ærten under madrasserne – nemlig Morris let nasale, udtryksfulde og alsidige vokal. Deri ligger en nerve, der igen og igen får mig til at lytte.
Humble Quest vil ikke gå over i historien, men er præcis, som det ligger i titlen, en ydmyg søgen efter et sted at stå i voksenlivet, hvor det er hverdag hver dag.
Frederiks hits: De fem fedeste musikudgivelser i maj
Der udkom syv ret gode danske plader i fredags, så det blev nær umuligt at koge maj måneds mange gode plader ned til en top fem. Shout out til bl.a. Sofie Birch, Bagland, Blood Sweat Drum + Bass samt Jada, hvis nye er bedre end anmelderne siger, men dårligere end jeg havde håbet.
5. Cotton Candy af First Hate
Sangskrivning er i top, og lyd på f.eks. titelnummeret forener stærkt pop og eksperiment. De lyder lidt som ret mange andre i dansk rock, og det ville klæde pladen, hvis der blev givet mere los, f.eks. i acid breakdownet i Vampire Boi.
4. Kilogram af Tvivler
Kan man andet end elske en plade med sange som “Michael Strunge som neoliberal”, “Mænd der hader dyr” og “Der er for få borgerlige i det her land”? Tvivler er hardcore men også bedste danske udgave af den britiske sprechgesang-bølge.
3. Babygirl af CTM
Måske CTM’s bedste? Numrene er meget som dansk elektronisk a la Clarissa Connelly, men de klassiske instrumenter hæver den en klasse op – fra de indledende cello-klange til den afsluttende dissonante ”Menuet”.
2. At kende bølge fra hav af Natjager
Hvordan bliver metalcore så hypnotisk blot ved at drukne alle stemmer i autotune? Tja, den robotagtige klang fjerner genrens aggressivitet, og i stedet bliver det shoegazet psykotisk og MGP-agtigt poppet. Bravo!
1. Life In Life af Randi Pontoppidan & Povl Kristian
Avantgarde vokalist Randi Pontoppidan laver minimum én god plade om året, men den her er måske hendes bedste. Det improviserede sammenspil med pianist Povl Kristian er pop-dekonstruktion på højeste plan.
Find tidligere udgaver af Kulturlisten her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
