KULTURLISTEN – Alting flyder og er under forandring, når vi spejler os i hinanden for at se os selv. I filmiske og museale tidsbilleder fra det nære og fjerne i tid og rum, fra busturen til Paris og slædefart i Grønland i skærmens verden, til et stykke om alderdommens anatomi på de skrå brædder. Denne uges kulturliste byder på omtale af film, teater, dokumentar, udstilling, digte, design og science fiction genudgivelse. Velkommen til. POV orienterer.
Rose – et rørende og troværdigt filmisk tidsbillede
Jeg nyder at sidde der i mørket foran det store lærred. Og jeg bliver ved med at nyde det, selvom alt det, der sker i filmen om en bustur til Paris med en skizofren kvinde, sådan set er vildt forudsigeligt, og hvor alle set-ups får deres pay-off. Men det er lige meget, for det hele fungerer, hvis man overgiver sig: blandingen af humor og drama, replikkerne, tempoet …
Vi er så tæt på karaktererne, at vi bare må føle og følge med, bl.a. hjulpet af Rasmus Videbæks smukke kameraarbejde, hvor en lav dybdeskarphed går igen. Farvetonen og teksturen ligger tæt op ad mine egne Kodak-papirbilleder fra 1997, hvor filmen foregår, og det er i det hele taget et veltunet tidsbillede, vi får. Der er en charmerende lethed i både manuskriptet og instruktionen, og alle spiller godt, men læg alligevel mærke til Anders W. Berthelsen. Også i de scener, hvor han “bare” er til stede.
I min biograf (Skibby Kino) fortalte instruktøren inden filmen i en lille videobid lidt om filmen og også lidt om, hvad budskabet er. Det sidste lukker jeg altid ørerne for, men det er, hvad jeg vil kalde for en “menneskelig” film, der både rører og luner.
Against the Ice – Coster-Waldau på glatis og hundeslæde i arktisk drama
Nikolaj Coster-Waldau ser godt ud. Også som grønlandsfareren Ejnar Mikkelsen i Against the Ice, som skuespilleren både har været med til at skrive og producere. Historien foregår i 1909. Den bygger på Mikkelsens beretning, Farlig tomandsfærd, og handler om to mænd på hundeslæder, som leder efter Mylius-Erichsens efterladte optegnelser efterladt i en varde et sted på isen. Beviset på at Grønland er én ø og dermed kan forblive på dansk hånd.
Hovedparten af filmen følger Coster Waldau som Mikkelsen og væbneren, Iver Iversen (Joe Cole), på rejsen tværs over isen og tilbage til skibet Alabama. Coster-Waldau ryger pibe og ser myndigt mod målet i det fjerne. De kører slæder. Coster-Waldau ser mod horisonten. De kæmper og lider i tosomhed. Iver Iversen bevarer fatningen, mens Mikkelsen, altså Coster-Waldau, mister forstanden og egentlig kun overlever takket være den trofaste Iver Iversen.
Filmen er god for nationalfølelsen og et fint udgangspunkt for samtaler om Grønland, Ejnar Mikkelsen og Nikolaj Coster-Waldau, naturligvis. Nikolaj Coster-Waldau ser virkelig godt ud. Også rødmosset i pels. Fik jeg sagt det? James Dance spiller køligt som konseilspræsident Niels Neergaard, og islandske Heida Reed er på samme tid både bedårende blikfang og magisk muse som Mikkelsens elskede Naja, når hun optræder i grønlandsfarerens desperate fatamorgana og drømmesyn.
Klodernes kamp: Sørgeligt aktuel genudgivelse er et must read
”Ingen ville i begyndelsen af det 21. århundrede have troet, at et europæisk land ville blive overfaldet og flygtningestrømme presse sig over grænserne” … Hvis det må være mig tilladt at omskrive den indledende sætning i H.G. Wells Klodernes kamp.
Hvis vi ser bort fra Wells’ banebrydende (og i det endeløse kopierede) idé om en invasion af aliens, der sætter sig for at undertvinge sig Jorden, så handler Klodernes kamp i vid udstrækning om almindelige mennesker reaktion, når det gælder liv eller død: panisk flugt, kamp om de sidste pladser på toget væk fra masseødelæggelsesvåbnene, plyndringer, vanvid.
Men også mod og opofrelse.
Romanen er fra 1898. Sjovt at læse stednavne, vi opfatter som forstæder til Storlondon, beskrevet som landlig idyl. Den er skrevet uden kendskab til 1. verdenskrigs slagterier, men dog med en meget profetisk beskrivelse af giftgasangreb. Selv døde Wells i 1946 – efter at have oplevet Hitlers raketvåben og have hørt om atombomben.
Klodernes kamp kan læses som den klassiker, den er, men den er sørgeligt aktuel i lyset af begivenhederne i Ukraine. Om det er vikingerne, der kommer. Mongolerne, tyskerne, russerne. Når vores trygge verden styrter i grus, viser vi vores sande menneskelighed.
Maddiker – forfaldets skønhed
Foto: Thomas Petri
Bodil Jørgensen, Jannie Faurschou og Rikke Wölck er de tre postklimakteriemakreller i Maddiker, som vi følger fra cirka de 60 år og til … nå ja, til den bitre ende.
Det starter med, at de tre kvinder er på vej ind i ”den usynlige alder”. Sygdomme, almindeligt slid, falmende sexappeal og manglende værdsættelse på arbejdsmarkedet. Nå ja, hvis de har fået børn, sætter de i det mindste pris på deres arbejdskraft som børnebørnspassere.
Det lyder ikke voldsomt ophidsende … men tænk på alternativet.
Replikkerne er knivskarpe. Satiriske. Selvironiske. Der bliver virkelig grinet meget. Lidt ad mændene, mere ad kvinderne selv. Men samtidig får smerten plads, tragedien, vemoden. Var det virkelig det hele?
De tre skuespillere illuderer med parykskifte og nedstigen fra de smarte Roccamore-stiletter til fornuftige Ecco-sko og tøfler tidens gang. De nævner et par gange, at nu har de tid til at læse bøger – og gå i teatret. Det afspejles nok i publikum, men skal på ingen måde afholde personer med både et x- og et y-kromosom også at more sig over forestillingen. Også hos dem sætter alderen ind – og vi kan måske lære at være lidt mere underholdende selskab.
Se den, siger Sean Penn
Selvom Evgeny Afineevskis dokumentar om Maidan-opstanden, Winter on Fire, er fra 2015, er den absolut værd at se. Den er ikke kun anbefalet af det amerikanske filmikon Sean Penn, som netop har forladt Ukraine efter at have optaget en dokumentar om den aktuelle russiske invasion. Winter on Fire er også prisbelønnet og en af de mest sete film på Netflix i disse dage.
Filmen er voldsom, rørende, medrivende og alle klichéer til trods, meget mere uhyggelig end enhver action-thriller. Historien om opstanden fortælles og vises helt fra allerførste dag, hvor ganske få studerende samles på Maidan-pladsen, mødes med hård politivold og vokser i styrke, til den tæller millioner af demonstranter.
Via optagelser fra pladsen og utallige øjenvidners beretninger møder man et bredt udsnit af helt almindelige ukrainere. Studerende, journalister, lønmodtagere, præster og kunstnere bidrager til indtrykket af folkesjæl, kampgejst og sammenhold i det store land, som er så langt fra og så tæt på.
Winter on Fire giver et andet og absolut nødvendigt indtryk af, hvem ukrainerne også er.
Med vikingetidens truckere ad de russiske floder
Moesgaard Museum giver med særudstillingen ”RUS – vikinger i øst” en lækkert iscenesat og oplysende museumsoplevelse med æstetikken i højsædet. Udstillingen fortæller historien om Rusvikingerne, som søgte lykken mod øst, hvor de forsynede Konstantinopel og Kalifatet i Bagdad med pels fra nord og skabte en flod af sølv den anden vej til Østersøens kyster.
Rusvikingerne var handelsfolk og vikingetidens truckere, som med fare for eget liv og lemmer drog ad de flere tusind kilometer lange floder, som forbandt Østersøen med Sortehavet. De ikke blot rejste, de bosatte sig også. De skabte handelskolonier. De skabte det magtfulde Rus-rige, der blev til Rusland og fyrstesædet i Kyiv, som flere gange udfordrede datidens supermagt Konstantinopel.
Hvor danske vikingeudstillinger næsten altid fokuserer på vikingernes hjemlige verden og vestlige forbindelser, så er det forfriskende at se Moesgaard tage chancen med fortællingen om de hovedsagligt svenske vikinger, der var drivkraften i den handel, som også vikingetidens Danmark nød godt af.
At gå gennem udstillingen er som at sejle ad de russiske floder og gå i land i montrerne fulde af unikke sølvskatte og guldsmykker, våben og prægtigt gravudstyr indlånt fra blandt andet Ukraine – de genstandes fremtidige skæbne, set i krigens lys, kan man som gæst ikke undgå at blive berørt af.
Løs billet. Stig ombord, og tag med på rejsen. Den er alle pengene værd.
Designfund, forskerslam, støttekoncert og digte om følesans – storbyen har det hele
Er du i storbyen i den første forårsweekend, byder byen blandt andet på gensyn med det populære designermarked, Finders Keepers i Øksnehallen. Efter to års tvungen pause er markedet tilbage med et mekka af muligheder for at finde finurlige designergoodies. Ikke mindst nyt fra den superhippe jordanske avantgardedesigner, Fadi Zumot. Når du alligevel er på de kanter, byder en slentretur i den brune og hvide kødby altid på lidt artig peoplewatching.
I Planetariet er der Science Slam med naturvidenskabelige forskere som træder op og rapper på slap line under kyndig vejledning af rap-maestro Per Vers.
Søndag skal du selvfølgelig et smut forbi Københavns Domkirke hvor der er støttekoncert for Ukraine med københavnerfilharmonikerne, Copenhagen Phil og internationale ukrainske og russiske stjernesolister.
Søerne er aldrig langt væk, og skulle du føle dig lidt følelsesløs, kan du med fordel sætte dig på en bænk og slikke lidt forårssol, mens du mærker dig selv og verden gennem Pia Tafdrups spritnye digtsamling, Berøringen af hud. Denne samling af digte om følesansen afslutter Tafdrups kvintologi af digtsamlinger om de fem sanser.
Vi ses i næste uge.
Kulturlisten – Hver uge får du en samling af korte, skarpe omtaler af kulturen omkring os, skrevet af POV’s kulturskribenter.
Aktuelle bøger, film, forestillinger, udstillinger, koncerter og tv-programmer anmeldes engageret men kortfattet, så du på kort læsetid får essensen og overblikket.
Find Kulturlisten her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
