KULTURLISTEN – Se sagen om detroniserede Jon Stephensens fald som fuldfed virkelighedsfiktion, hør hemmelighedens anatomi afdækket i podcastserien, Væggene har ører, læs William Blake og forstå alting bedre, se forfatterfilm om Shirley Jackson og tag en tur i teateret og se Grease. I denne uge med og om bl.a. Jon Stephensen, Stig Vendelkær, Frank Jensen, Zetland, Theis Molin, FE, John le Carré, William Blake, Inger Christensen, The Doors, Allen Ginsberg, Shirley Jackson, Neel Rønholt, Joakim Tranberg og Sara Gadborg.
Virkelighedens fiktion – Mere spændende end nogen kriminalroman
Mere spændende end nogen kriminalroman. Sådan var det slogan, som stod under forlagsnavnet på Stig Vendelkær Forlags højt skattede science fiction-udgivelser. Med serien SV Science Fiction udgav forlaget en ganske betragtelig del af verdens fineste scifi-litteratur i årene 1969-74. Bagerst i mange af bøgerne reklamerede forlaget for, at man kunne vinde en tur til månen i førstgående raket.
Som alle sci-fi nørder og science fiction-forfattere ved, er virkeligheden enhver fiktions moder, og derfor har jeg tænkt på SV Science Fiction, hver gang jeg i ugens løb har læst og hørt nye kapitler i bogen om den detroniserede teatermand Jon Stephensens storhed og fald. For man skulle nærmest tro det var løgn. Det meste af branchen har åbenbart tålt og tiet om en stærkt forhadt og foragtet direktør i mere end 20 år, mens dette branchefyrtårn har levet og virket urørligt som en anden macchiavellisk fyrste.
Nu da ballonen er sprunget, og fortidens skeletter løber om kap for at komme først ud af skabet, laver teatermanden, som nu spiller rollen som Christiansborgpolitiker (med et ikke ubetydeligt sving-mandat i baglommen) en klassisk Frank Jensen. Med en noget forblommet undskyldning fastholder Stephensen et fugloidt magert martyrium om mange års selvopofrende virke i teatrets tjeneste. Han beklager ofrenes oplevelser, men kan ikke genkende beskrivelserne af sig selv i dem. Øh, okay, så, Hr. fuglekonge.
Imens inviterer Deadline en amerikansk stjerneforsker i studiet for at fortælle, at psykopater i lederstillinger er hyppigt forekommende, og at de, heller ikke, er gode til deres job.
Hele sagen er gruopvækkende og ganske underholdende i al sin absurditet. Ved Stephensen noget, vi andre ikke ved? Vil det endnu engang lykkes ham at løbe hurtigere end sit rygte, og hvad skal han være, hvis han ikke skal være politiker?
Da væggene havde ører
De fleste anmeldelser her på listen handler om oplevelser med film, koncerter, bøger, teaterstykker, museumsudstillinger, festivaler, performances og andet godt fra kunst- og kulturverdenen. Noget man kan sanse og se med egne øjne. Da jeg lyttede mig igennem Zetlands podcastserie Væggene har ører om den verserende spionsag med Findsen, FE, Hjort og et væld af mere eller mindre gennemskuelige hoved- og bipersoner, sad jeg tilbage med oplevelsen af, at journalistik i det format nærmer sig kunst.
Det er ganske enkelt megagodt lavet. Vi taler en serie på indtil videre 11 afsnit, researchet, skrevet og fortalt af journalisterne Frederik Kulager og Theis Ehler Molin med kolleger, som med stor faglig dygtighed og integritet forsøger at gnave sig ind på den mest lukkede sag af alle: sagen om det skjulte og unævnelige, om storpolitik og nationens sikkerhed, om magtudøvelse, whistleblowere, kontrol og tillid i samfundet. Det er ånden fra le Carré og fortællingen om elefanten i rummet, som nærer nysgerrigheden – men også en historie, nogen af os helst ikke vil vide alt for meget om…
Hvornår er noget en hemmelighed? Hvem vidste hvad hvornår? Hvem havde ansvaret for læk af fortrolige oplysninger? Hvor meget har sagen skadet Danmark? Hvem har i sidste ende sandheden på sin side? Om nogen overhovedet? Ikke alle spørgsmål besvares ned i mindste detalje. Men serien giver et både kvalificeret og sobert indblik i en mystisk, afsondret verden.
Det er Zetland Classic: Konstruktiv og nuanceret, reflekteret og perspektiverende journalistik, hvor læseren/lytteren fordomsfrit tages hele vejen rundt om den varme grød – og mulighedsrummet alligevel står åbent.
Ægteskabet mellem himmel og helvede
William Blake (1757-1827) er digterfilosof og Ægteskabet mellem Himmel og Helvede er af omfang lille, men kolossalt som inspiration. Blakes formuleringer ligner ikke rigtigt noget andet, fordi de er så komprimerede og højenergiske. Hans form er dialogisk. Blake søger frigørelsen og sætter det på spidsen, når han skriver ordsprog som disse: ”Den der begærer, men ikke handler, avler pest” og ”Overdrivelsens vej fører til visdommens palads” eller ”Fængsler bygges af Lovens sten, Bordeller af Religionens”.
Han er på én gang provokerende og stimulerende, fordi han beskriver samfundets krop og de fælles overdrivelser og fælles svagheder. Han har et skarpt øje for de fælles anliggender, det vi alle må forholde os til, stadigvæk. Blake skrev værket i 1790.
Samtidig gør han op med spaltningen i godt og ondt, krop og sjæl. Han mener i stedet, at der er forskel, og det er noget helt andet. Livet består af modsætninger, og uden modsætninger er der ikke noget fremskridt, tiltrækning findes og frastødning, had og kærlighed.
Blomsterbørn og beatgenerationens digtere, blandt andet Allen Ginsberg, tog ham til sig. Ægteskabet mellem Himmel og Helvede er først og fremmest en krævende manual til livet, og samfundets veje og vildveje – og inspirationen fra Blake er fortsat på tværs af kunstarterne og ind i vores tid, fra rockgruppen The Doors til digteren Inger Christensen og forfatteren Olga Tokarczuk.
No shit. Shirley. Spekulative sandheder
Shirley (2020) er en film lige efter mit hjertes begær. Den bevæger sig mellem virkelighed og fiktion, mellem hallucination og symbolsk repræsentation, den undersøger forholdet mellem almagt, afmagt, køn, kropslighed og mulighed.
Og så er den fortalt smukt, sanseligt og intelligent, en auteur-film, prisbelønnet ved Sundance filmfestival 2020.
Filmen er en fiktiv beretning om den periode i Shirley Jacksons liv, hvor hun skrev Hangsaman (1951) få år efter Jacksons perfekte novelle, The Lottery (1948).
Hangsaman er i sig selv en fiktionaliseret beretning om virkeligheden: Med udgangspunkt i Paula Welden, der forsvinder sporløst i 1946, handler bogen om en kvindelig collegestuderende underlagt en arkaisk kultur på Bennington College, hvor professorernes udenomsægteskabelige affærer med purunge studiner er systematisk iscenesat. Præcist som tilfældet var med Jacksons real-life ægtefælle, Stanley Hyman, der selv var professor på Bennington College.
I fiktionen bliver et ungt par, Fred og Rose Nemser, installeret hos Jackson/Hyman, og den unge kvinde tjener som model for Jacksons version af Paula Welden. Forholdet mellem Rose og Jackson udvikler sig til et besynderligt kærligheds-misundelsesforhold med erotiske undertoner og en besynderlig aura af hallucination. Findes de overhovedet, eller er de en del af Jacksons vanvid i arbejdet med sit værk? Hvad er virkeligt?
Rendyrket, veludført nostalgi
Det er lidt som erindringen om en candyfloss, der smager bedre, end den virkelige candyfloss nogensinde gjorde. Sceneversionen af Grease er veloplagt sjov og musik, som vi kender, og som (måske) minder os om endnu ældre numre, som slet ikke tilhører vores generation.
Langt de fleste forbinder Grease med filmversionen fra 1978, hvor kærlighedshistorien om Danny og Sandy fyldte mest. På scenen er det langt mere en ensembleproduktion, hvor Kenickie (Joakim Tranberg) f.eks. får hittet ”Greased Lightning” tilbage.
Alle får lov til at stråle, synge og danse, alle får lov til at forelske sig, og der er en boblende, ungdommelig livslyst, der netop ligner vores erindring om teenageårene på high school/gymnasiet. Med vennerne. Med forelskelserne. Med fester og ballade.
Skuespillerne er alt for gamle til teenagerollerne, hvilket underligt nok fungerer. Der er et blink i øjet, og alle synger fremragende – også musicaldebuterende Neel Rønholt. Med ganske mundrette og sjove danske tekster.
Og så kommer Sara Gadborg og laver en reel showstopper med sin udgave af ”Beauty School Drop Out”. I sig selv en grund til Grease 2023.
Jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde fik den candyfloss. Men jeg føler mig godt underholdt med den falske erindring i Grease.
Læs Kulturlisten i POV hver fredag.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
