Kulturelitens maveplasker – træd nu i karakter, vær ærlige og tag debatten

af i Debat/Klumme/Kultur

KULTUR // KOMMENTAR – I de seneste uger er det endnu engang lykkedes socialdemokraten Henrik Sass Larsen at få opmærksomhed i kredsen af kulturfolk – uden at røre en finger – og igen via citater fra den et år gamle bog Exodus – vejen frem for centrum-venstre”, hvor budskabet kort sagt er, at kulturpolitikken fokuserer for meget på opera og for lidt på popmusik og bingo. Før påske blev Sass’ kultursyn akkompagneret af partifællerne, boligordfører Kaare Dybvad og formand for ungdomspartiet Frederik Vad Nielsen i Magisterbladet. Men den kulturelle fortælling om ”eliten contra den almindelige kulturforbruger” er uskøn uskøn højrepopulistisk retorik, siger Ole Blegvad, der efterlyser en ny debat om, hvad god kunst er. Selv tager han udgangspunkt i, at kunst og kultur bør være en samlende faktor i et moderne demokratisk samfund – ikke et politisk greb, som bruges til at sprede befolkningen.

Så er vi i gang igen. Henrik Sass Larsen og co. er ude med riven efter den elitære kulturpolitik, hvis budskab i den stramme model lyder, at der er for meget fokus på opera og for lidt på popmusik og bingo.

I Magisterbladet lyder det sådan:

“Flere socialdemokrater mener, at der er gået for meget overklasse og storbyelite i den danske kultur. Kunstnere og kulturradikale skal i fremtiden tilpasse sig nogle mere folkelige rammer, hvis S vinder valget, siger Socialdemokratiets boligordfører, Kaare Dybvad, som ønsker et opgør i kulturen.”

Kaare Dybdal efterlyser projekter i provinsen, hvor kunst begynder at rime på havetrampolin og parcelhus, fremfor et kultursyn med epicenter på Kongens Nytorv i København

Artiklen i Magisterbladet slutter med:

“Hvis det står til Henrik Sass Larsen og Kaare Dybvad skal der altså ske et opgør med det eksisterende kulturbegreb, så alle danskere, rige som fattige, føler sig inkluderet i de kulturelle tilbud. I spørgsmålet om hvorledes det eksisterende kulturliv skal forholde sig til denne holdning, svarer Kaare Dybvad således:

“Den kreative klasse bestemmer selv, om de vil gå i dialog med Socialdemokratiet, hvis vi skulle vinde valget. Regeret bliver der alligevel”.”

Kaare Dybdal efterlyser projekter i provinsen, hvor kunst begynder at rime på havetrampolin og parcelhus, fremfor et kultursyn med epicenter på Kongens Nytorv i København.

Plask

Men det var som om dén kreative kulturklasse, som Sass, Dybvad og Vad Nielsen angriber for at have et problematisk kulturbegreb, hoppede i med begge ben. I hvert fald røg direktøren for Kunsthal Charlottenborg, Michael Thouber, direkte på sin Facebook, hvor han blandt andet skrev:

“Som sagt tager jeg gerne imod jeres invitation til dialog, så lad os i den socialdemokratiske ånd lave en kaffeklub på Kunsthal Charlottenborg, hvor vi på tværs af partier og institutioner taler om, hvordan vi får kunsten ud til endnu flere!”

Derefter gik det – næsten – amok i likes fra, ja, den københavnske kulturelite. Ligesom Kulturen på P1 copy-paster historien fra Michael Thoubers Facebook-side og sammen med socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen er Michael Thouber i studiet til debat om socialdemokratisk kulturpolitik, kaffeklub og dialog mellem politikere og kulturfolket.

Langt de fleste som liker, og langt de fleste der ”gerne vil deltage i kaffeklubben” er folk, som i forvejen har snablen ok langt nede i de offentlige kulturkasser

Men det sjove er, at langt de fleste som liker, og langt de fleste der ”gerne vil deltage i kaffeklubben” er folk, som i forvejen har snablen ok langt nede i de offentlige kulturkasser, i forvejen sidder godt placeret med chefjob på diverse kulturinstitutioner, i forvejen er vellønnede journalister fra etablerede medier, i forvejen deltager i kunst-og samfundsdebatten.

Med andre ord folk, der i forvejen så rigeligt lever op til Henrik Sass Larsens, Kaare Dybvad og Frederik Vad Nielsens fordomme om, at dansk kultur bliver styret af en indspist overklasse- og storbyelite.

Michael Thoubers reelle og ædle mål om dialog og kaffeklub i lokaler på Kongens Nytorv blev en kollektiv kulturmaveplasker, fordi den ramte så langt fra afsenderne, som den overhovedet kunne.

Selv Mogens Jensen hopper i vandet og byder sig til i forhold til kaffeklub på Charlottenborg – desværre bliver det så som en slags kulturens gidsel. For så tæt på en valgkamp og så tæt på at Mogens Jensen måske bliver landets nye kulturminister, skal der ikke laves kulturkaffeklubber mellem politikerne og kulturfolket. Debat, ja tak. Klubber, nej tak.

Plask!

Hvis jeg var Henrik Sass Larsen, Kaare Dybvad og Frederik Vad Nielsen ville jeg tænke: Der kan I selv se. Det er Tordenskjolds kultursoldater, der marcherer igen og igen i Københavns gader. Men hvem marcherer de for?

Efterlysning

Jeg er absolut ikke tilhænger af Sass Larsens kultursyn og mener slet ikke, at han rammer skiven i flere af analyserne om dansk kultur. Faktisk mener jeg helt modsat, at en kultur med mere “popmusik og bingo” er forældet.

Lige nu er der – hvis det offentlige skal betale – mere brug for Carl Nielsen, Lars von Trier og Karen Blixen i vores kulturbevidsthed end for Grand prix, modetøj og bøger fra YouTubere.

Elitesportsfolk er positivt ladet, det burde kulturelite også være som de bedste og dygtigste. Man kan så lidt ironisk fundere over, hvorfor det er den politiske elite, der ynder at misbruge ordet kulturelite….?

Meget modsat det synspunkt Sass Larsen forfægter, så er kunsten og kulturen de seneste mange år gået på kompromis og har i alt for mange tilfælde leflet for laveste fællesnævner. Når kunst bliver til ligegyldig underholdning, så skal pengene hentes i Erhvervsministeriet og ikke i Kulturministeriet. Det kunne være ny socialdemokratisk kulturpolitik.

Det er uskønt at se og høre, hvordan Henrik Sass Larsen, Kaare Dybvad og Frederik Vad Nielsen bruger kendt højrepopulistisk retorik i deres kulturfortælling om ”eliten contra den almindelige kulturforbruger”. I et moderne demokratisk samfund er kunst og kultur en samlende faktor, ikke et politisk greb som skal bruges til at sprede befolkningen.

Jeg efterlyser:

  • En debat om, hvad god kunst er? I angst for ikke at modtage kulturstøtte har vi glemt at diskutere ”den gode og nødvendige kunst” sat op imod ”den kommercielle kunst og kultur.” Hvorfor tør kulturfolket ikke tage hul på den debat? Det er faktisk ok at være uenige om svaret.
  • Et Socialdemokrati og måske især en Mogens Jensen, der tør og VIL en ny progressiv 2020-agtig kulturpolitik. Jeg tror, det er vigtigt – og det vil være demokratisk mest ærligt – hvis Socialdemokraterne melder deres kulturpolitik ud før valget. Gerne en nytænkende, progressiv kulturpolitik fremfor en tilgang, hvor noget kultur er for eliten og andet for masserne.
  • Nogle kulturinstitutioner, der tør stå ved vigtigheden af kunst. Og ikke kulturfolk der den ene dag lefler for kulturpenge og publikum, for næste dag at tale om kultur som dannelse. Det ER to forskellige verdener, som det af eller anden grund er lykkedes nogle folk at mixe sammen med argumentet om ”gynger og karuseller”.
  • En (for at gå Henrik Sass Larsen, Kaare Dybvad og Frederik Vad Nielsen lidt i møde) indspist, overklasse og storbyelite, der engang imellem enten turde trække sig og give plads til kulturfolk fra Fyn/Jylland eller alternativt tude sige: Luk røven Fyn/Jylland og Sass med venner – god kunst har epicenter i København. Det er uskønt, når de københavnske kulturinstitutioner også vil ”styre” parcelhusDanmarks kulturforbrug – giv plads (og ikke maveplask.)
  • En kultur- og kunstdebat, hvor kulturmiljøet ikke hele tiden er enigt, men hvor der er en reel debat om vilkår, forandringer og betydning. Gerne en debat, hvor ærligheden vinder over ærgerrigheden efter prestige og offentlige penge.
  • At vi enten dropper brugen af kulturelite, eller vi bruger ordet som noget positivt. Elitesportsfolk er positivt ladet, det burde kulturelite også være, som de bedste og dygtigste. Man kan så lidt ironisk fundere over, hvorfor det er den politiske elite, der ynder at misbruge ordet kulturelite….?

Illustration: Wikimedia Commons, Dykkerens grav i Pæstum.

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet.
Ole kom til DR i 1989, og var der i 25 år. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m.
Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000.
Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur.
Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk
Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste artikler om Debat

Arbejdet kalder

KOMMENTAR – Pressede sprogarbejdere uden rettigheder modtager i disse dage trusselsmails fra