I 2013 rejste den rutinerede eventyrer, forfatter, filmjournalist og kunstanmelder Karen Hammer til Madagaskar, verdens fjerdestørste ø ud for Afrika i Det Indiske Ocean. Det tog hende lang tid at få bearbejdet sin lange rejse på kryds og tværs gennem landet, men her er hendes rejsebrev til POV’s læsere. Følg i Karens fodspor og bliv klogere på madagaskernes liv, lemurerne, elefantfuglens kæmpeæg, de fantastiske baobabtræer samt den elendige infrastruktur og dens mange genvordigheder. Rejsen rummede også adskillige personlige udfordringer med en besværlig rejseledsager – men dog flest smukke øjeblikke, som kan ses i de mange billeder, som vi bringer her.
I januar 2012 mødte jeg Gisela i Mandalay. Hun var fra Schweiz og havde allerede – sagde hun – rejst i mange sydamerikanske lande og i Indien. Nogen havde fortalt hende, at hun ville få alvorlige problemer på rejser i Afrika. Derfor bad hun mig ”åbne” Afrika for sig. Vi svingede fint sammen og mødtes flere gange på min tur rundt i det dejlige og venlige Myanmar, så jeg slog til, uden at ane, at også jeg sammen med hende ville få problemer i Afrika. Vi aftalte at rejse til Madagaskar.
I mange år drømte jeg om at komme til Jordens fjerdestørste ø, Madagaskar. I 2001 var det lige ved at lykkes, idet Danida tildelte mig et rejselegat for at studere Madagaskars filmproduktion. Der havde i 60’erne og 70’erne været en spinkel filmproduktion på Madagaskar, og jeg havde sågar mødt en enkelt madagaskisk filminstruktør (Raymond Rajaonarivelo) i Paris i 1988; det ville have været interessant at se nærmere på, men i hele 2001 var der borgerkrig på Madagaskar, og jeg måtte opgive og ærgerligt nok returnere de bevilgede penge til Danida.
I april 2002 blev Marc Ravalomanana udnævnt til Madagaskars præsident. Han indførte økonomiske reformer, der tiltrak udenlandske investorer, han indførte en ny valuta, ariary, og han tillod udlændinge at købe jord. Han vandt uden problemer det næste demokratiske valg i 2006, og handlen blomstrede. Det lykkedes endda for Ravalomanana af få Verdensbanken til at stryge 20 milliarder dollar af Madagaskars gæld.
Men da han i 2008 underskrev en leasingkontrakt med det sydkoreanske selskab Daewoe Logistics, der gav dem rettigheder over et område på 13.000 kvadratkilometer frodig jord for en periode af 99 år, betragtede man det som forræderi, og Andry Rajoelina, hovedstadens borgmester, satte i februar 2009 hæren ind mod præsidentpaladset. Hårdt presset tog Ravalomanana sin afsked 17. marts og flygtede til Sydafrika. Allerede samme dag overdrog hæren al magt til Rajoelina og udnævnte ham til Madagaskars nye præsident.
Kun fordi jeg blev træt af Giselas brok og ikke orkede som sædvanligt at tjekke prisen med de andre passagerer, lykkedes det for den smarte chaufør at skaffe sig en 50 procent ekstrafortjeneste
FN, USA og EU nægtede at acceptere Rajoelina som Madagaskars legitime præsident og lukkede af for økonomisk hjælp; mange donorer trak sig, og mange udenlandske projekter lukkede. Madagaskar blev pludselig et fattigt land med en enorm arbejdsløshed – mange måtte klare sig ved kriminalitet, og plat og svindel. Vi mærkede det hurtigt, da vi på vej sydpå blev afkrævet voldsomme taxa- og buspriser. Kun fordi jeg blev træt af Giselas brok og ikke orkede som sædvanligt at tjekke prisen med de andre passagerer, lykkedes det for den smarte chaufør at skaffe sig en 50 procent ekstrafortjeneste.
Smart klædte “sexslaver”
Under præsident Ravalomananas styre havde landet også haft et velfungerende skolesystem. Mange yndige unge kvinder var nu i stand til at forsørge sig selv ved at fungere som franskkyndige guider og elskerinder for mere eller mindre unge franske og canadiske turister. Man så dem overalt, utroligt kønne og langlemmede, smart klædte ”sexslaver”.
De rejste rundt på Madagaskar med deres udvalgte turist og sørgede for at vedkommende fik en perfekt rejseoplevelse. Når vedkommende så rejste væk, gjaldt det om at finde en ny. Ellers kunne de jo blive nødt til at arbejde som en af de mange meget unge prostituerede, der sværmede omkring hotellerne.
Jeg var hjemmefra blevet advaret mod Antananarivo, men jeg kom faktisk til at holde af byen på trods af banditter og forurening. Det er hårdt arbejde at gå rundt i byen, der breder sig op og ned ad fem mindre bjerge. Øverst oppe på toppen af Haute Ville ligger i små 200 meters højde dronningens palads Manjakamiadana, designet i begyndelsen af 1800 tallet til dronning Ranavalona I – nedbrændt og bygget op igen flere gange. Et kæmpe skrummel af et palads, der kan ses fra næsten ethvert punkt i Antananarivo.
Byen har en fin busservice. For ganske få ariary kan man komme rundt i den store by, der vrimler med mennesker, hvoraf mange hænger efter turisterne med spændende varer som broderede stofstykker forestillende farvestrålende landskaber med mange endemiske dyr – forstenede blæksprutter og eksotiske musikinstrumenter.
25 km nord for byen ligger Ambohimanga, der oprindelig var den kongelige Merina-families hovedstad. I 2002 blev hele højen udnævnt til Unesco World Heritage Site som et ”vigtigt symbol for Madagaskars befolknings kulturelle identitet”. Øverst oppe ligger paladset omgivet af kraftige palisader og hvide borgmure, bygget af en lokal cementblanding bestående af sand, muslingeskaller og æggehvide! Inde bag murene står en sort træbygning, kong Andrianampoinimerinas ”palads”, og tæt ved står en elegant lille toetagers dronningebolig. Bag disse bygninger står adskillige lukkede kasser indeholdende Merino-slægtens afdøde konger og dronninger med undtagelse af dronning Ranavalona III, der i 1897 blev sendt i eksil i Algeriet, da Frankrig havde overtaget og koloniseret hendes rige.
Disse skønne halvaber
Når man tænker på Madagaskar, tænker man imidlertid først og fremmest på lemurer. BBC og David Attenborough har udsendt tre prægtige DVD’er med Madagaskars lemurer; mange af disse skønne halvaber findes kun på Madagaskar.
Men fordi den fattige befolkning fælder løs i de fordums så prægtige regnskove, for at dyrke afgrøder og holde kvæg langt op ad bjergsiderne, eller for at brænde trækul til salg på markedet, står det sløjt til med lemurernes leveområde, så de bliver mere og mere sjældne. Vi havde ikke råd til at betale hundredevis af dollar for at komme ind i de nordøstlige Naturreservater, hvor højtbetalte guider ville kunne præsentere os for de vidunderlige dyr.
Vi opholdt os tre døgn i Jalatana Lemur Forrest – en lille privatejet skov, hvor vi så to lemurer og snesevis af energiske brændehuggere, der arbejdede i udkanten af vores skov og åbenlyst transporterede de fældede træer ned ad bjergvejene.
Det er forbudt at fælde træer uden en regeringsaftale, men det er der under det nuværende regime, ingen der tager højtideligt; politi og militær modtager gerne bestikkelse. Langs vejene i højlandet syd for Antananarivo passerede vi ofte store murstens-teglovne – opvarmet med trækul – interessant og sørgeligt at skue, men sikkert nødvendigt for lokalsamfundets trivsel.
Silken kom fra vilde silkesommerfugle-pupper som hendes 80-årige bedstemor indsamlede oppe i bjergene
Mellem Antananarivo og Fianarantsoa – Madagaskars næststørste by – ligger Ambositra en lille fredelig bjergby med kun 38.000 indbyggere; her havde jeg tre dejlige dage til i fred at kunne opsøge de mange små lokalbutikker, køre med rickshaw og få lokale venner og her traf jeg Judithe og hendes familie.
Hun levede af at sælge hjemmevævede silkesjaler på gaden nær mit hotel. Silken kom fra vilde silkesommerfugle-pupper som hendes 80-årige bedstemor indsamlede oppe i bjergene. Jeg købte et violet sjal farvet med Djakaranda træets blomster for 20.000 ariary, ca. 10 dollar, og blev straks inviteret hjem til frokost. Hun boede lidt oppe ad bjerget sammen med sin elektrikermand Huga, der på grund af krisen havde måttet stoppe som jurastuderende, og to små døtre. Hun var gravid og håbede meget at næste barn ville blive en dreng, så hun kunne ”blive snøret sammen” og stoppe børneproduktionen.
Jeg besøgte familien tre gange og nød freden, for Gisela var taget tilbage til Antananarivo for at veksle resten af sine schweizerfranc i de store banker. Hun havde ikke lyttet til mine gode råd om dollar som rejsevaluta, og medbragte derfor kun et schweizisk kreditkort, som ingen på Madagaskar ville anerkende.
En overdådighed af frisk frugt
Det regnede meget i den beskidte storby Fianarantsoa, der ligger på en bjergside. Nederst ligger jernbanen, busholdepladsen og de mange mere eller mindre civiliserede butikker. Længere oppe ligger et par store markeder, biblioteket og flere internationale banker, og øverst oppe ligger en vidunderlig lille ”landsby” med 1800-tals huse og mange kirker.
Her traf jeg den unge kunstner Edouard Ramarolahy, der solgte fine tuschtegninger og postkort og kunne leve af det. Jeg købte en charmerende lille tegning af en hønsesælger. Giselas far sendte hende penge svarende til en million ariary, og hun var glad i et par timer. At leve med hendes negative attituder gjorde mig mange år ældre.
Næsten alle de gamle jernbaner er nedlagt på Madagaskar, men man kan stadigvæk tre gange om ugen køre med tog fra Fianarantsoa til havnebyen Manakara ved Det Indiske Ocean. Den torsdag, vi ville rejse, gik toget ikke, for nu op mod jul havde man brug for alle vognene til at transportere varer fra havnebyen til storbyen. OK, vi tog en pickup-taxabus og kørte ad rædsomme veje i timevis gennem små frodige landsbyer med markeder og nysgerrige børn, der solgte en overdådighed af frisk frugt.
Efter ni timer var vi fremme; min venstre fod var næsten gået i krampe, så jeg haltede den første halve time. Efter denne oplevelse reserverede jeg altid forsædet (undertiden til dobbelt pris).
Næste dag tog vi på tur rundt i lagunen i piroque. Det var en dejlig dag med sejlads forbi små fiskerlandsbyer indrammet af kokospalmer, brødfrugttræer og jackfruittræer. I en turistlandsby nær havet solgte de hajkæber, naturmedicin og honning. Vi passerede en fisker, der havde fanget en enorm havskildpadde. Den var selvfølgelig fredet, men det gælder ikke her, og både vores guide og Gisela var lykkelige over fiskerens held. Vi passerede under en kæmpestor knækket jernbro – opført engang for længe side af franskmændene.
Det burde have været sket længe før. Nu kunne jeg endelig begynde på min eventyrrejse
For 54 år siden kørte en lastbil med fem ton salt over broen fra havnen mod markedet. Broen brød sammen under lastbilen, der dog slap over uden problemer og uanfægtet fortsatte sin færd. Siden da kan kun fodgængere, der er indstillet på et vist mål af klatring komme over. Man reparerede den ikke; man byggede bare en anden bro i nærheden.
Søndag morgen skulle toget køre tilbage til Fianarantsoa. For at være sikker på at få en siddeplads på den 12 timer lange tur, havde jeg dagen i forvejen reserveret en plads på første klasse til dobbelt pris. Da vi endelig fem timer forsinket i regn og mørke kom frem til Fianarantsoa, sad vi alle som sild i en tønde.
Der er meget langt tværs over den sydlige ørkenagtige provins, og jeg ville have foretrukket at standse op i en mindre landsby undervejs f.eks. for at se på juvel-minedrift. Men står man først af en minibus-taxa, risikerer man at skulle vente i dagevis på en ny chance for at komme op at køre, for alle busserne er stopfulde, næsten ingen står af her. Der var store kvægflokke langs vejene, og vi passerede lige gennem den meget berømte ørkencanyon, et sted for rige turister i egne firhjulstrækkere.
Mørket var faldet på, da vi endelig kl. 19 var fremme i Tulear. Mange rickshawførere og taxachauffører stod tæt omkring os, men takket være Gisela, der endnu ikke havde bestemt, hvor vi skulle overnatte, blev situationen noget pinlig. Endelig! Hun valgte et udmærket lille hotel nær havet, og jeg tog en pousse-pousse, mens hun insisterede på at gå.
Undervejs fik hun nok af mig. Nu ville hun ikke længere rejse sammen med mig. Nu ville hun rejse sydpå for at træffe ”unge mennesker”. Fra nu af måtte jeg betale dobbelt takst for logi, men jeg kunne atter være mig selv og bestemme over min egen rejse – samt være fri for hendes tavse surmuleri. Det burde have været sket længe før. Nu kunne jeg endelig begynde på min eventyrrejse.
Den sidste elefantfugl
Når man betragter et kort over Madagaskar, fremgår det tydeligt, at den asfalterede vej stopper ved Tulear. Hvis man derfra skal sydpå eller op langs vestkysten findes der kun sandede sæsonprægede småveje. Det kunne ikke skræmme mig, men langt værre var det, at man ikke kan køre på disse primitive veje mellem november og april på grund af meget regn, hævet vandstand i floderne og utilstrækkelige broer.
Jeg ville se Baobab-alléen nord for Morondava. Det er en af Madagaskars største seværdigheder; fra denne turist-havneby går der en fin asfalteret vej øst- og nordpå tilbage til Antananarivo, en vej der fungerer året rundt. Men at køre hele vejen tilbage! Nej det ville spilde for megen tid.
Grunden til at jeg ville besøge Tulear var museet. Engang i 1700 tallet døde den sidste elefantfugl; den største fugl, der nogensinde har gået på vores planet. Den mere end tre meter høje fugl (aepyornis) vejede 4oo kg og havde nogle enorme æg, hvis skaller i massevis kan samles op på stranden ved Cap Saint Marie. Man kender kun til ganske få hele aepyornis æg, men jeg vidste, at der var ét på Cedratom-museet i Tulear.
Det lykkedes mig at få et billede af ægget, som ses på billedet ovenfor, og adskillige fotos af de etnografiske rariteter vedrørende de lokale kulturer. Makafale folkets begravelsesriter mindede mig meget om en begravelse, jeg i 2001 deltog i på det centrale Sulawesi. Den afdøde opbevares i flere år, til familien har sparet penge nok op til at kunne ofre mange køer. Der holdes begravelsesfest i fire dage, hvor alle smovser i kød; der sættes høje totemstatuer op ved graven.
Et andet folk, mineas, lever som samlere og lavere jægere; de er ikke et etnisk folk, men et sammenren af folk, der for 4-500 år siden flygtede ind i skovene for at undgå slaveri og at betale skat til datidens konger. Fordi de i nyere tid er begyndt at dyrke majs ved svedjebrug, hvilket er forbudt af hensyn til de sjældne dyr og planter, forsøger man at få dem lokket ud og legaliseret.
Uden for skovene må de gerne dyrke majs, men så skal de også betale skat! Andre folk sydpå har af religiøse grunde forbud mod at spise skildpadder, hvilket desværre ikke kan forhindre, at de fredede radiated- og spider-turtles bliver færre og færre.
Der var enkelte Baobabtræer omkring Tulear, men jeg ønskede at se de 5oo år gamle træer nord for Morondava. Der var 5oo km derop, og der var regntid og begyndende cykloner! Efter seks dage i Tulear, hvor jeg bl.a. fejrede 1. juledag med masser af grillet kød sammen med en lokal madagaskisk familie, kørte jeg mod nord i en kæmpelastbil de 230 km til Morombe.
Engang i 1700 tallet døde den sidste elefantfugl; den største fugl, der nogensinde har gået på vores planet. Den mere end tre meter høje fugl (aepyornis) vejede 4oo kg
Jeg betalte dobbelt pris for at kunne sidde på forsædet, men havde ikke noget ryglæn! Det var meget hårdt at klare 26 timer uden ryglæn, for passageren bag mig brokkede sig voldsomt, hver gang jeg var ved at falde i søvn og gled baglæns.
Vi passerede små landsbyer, der solgte røgede fisk og frisk frugt, og kørte igennem mindst 100 vandpytter af varierende størrelse. Midt om natten i buldermørke røg lastbilens højre forhjul ned i et enormt hul – over en meter i diameter! Takket være mange passagerer og lastbilens stærke motor tog det kun en halv time at komme op igen.
Klokken 7 om morgenen var vi fremme i Morombe. Herfra gik der tidligere et fly nordpå, men Air Madagaskar havde sløjfet destinationen på grund af krisen, og de små hurtiggående skibe, der nu og da transporterede varer langs vestkysten, havde p.t. indstillet sejladsen, måske på grund af den kommende cyklonsæson. Jeg var kommet frem – kun 3oo km fra mine Baobabtræer … Hvad nu??
Ingen talte til mig
En medrejsende forretningskvinde lejede mig en hytte, så jeg kunne få sovet ud, sørgede for at jeg fik noget at spise, og fremskaffede en onkel – en Piroq-skipper, der gav mig et tilbud: For 90 euro ville han sejle mig til Morondava. Det ville tage to døgn og jeg skulle selv medbringe mad og vand til rejsen. Jeg slog til.
Næste morgen startede vi kl. 3. Piroqen var knap en meter bred og måske fem meter lang. Min kuffert blev anbragt som rygstøtte, og jeg sad på min rygsæk. Solen strålede ned på bølgerne og på mig, der fik meget ringe skygge fra det store sejl. Ingen talte til mig i de næste otte timer.
Da vinden blæste op sent på eftermiddagen, og det ville være for farligt at holde aftalen om at overnatte i Belo sur Mere, gik vi ind i en meget lille fiskerby med et par overnatningshytter for rejsende. Skipperen og hans døvstumme assistent tændte bål på stranden for at stege fisk til deres private middag. Jeg tog et bad, drak meget vand uden at have tid til at spise, og faldt hurtigt i en dyb søvn.
Aldrig før har jeg haft så god tid til at tænke over mit liv og mine mange valg undervejs; var der mon noget at fortryde
Klokken 3 vækkede skipper mig, de bar min baggage ned til båden, og vi fortsatte mod Belo-sur-Mer. Det var stadigvæk ingen, der talte til mig; først tredjedagen fandt jeg ud af, at skipper Dorondo faktisk talte fransk, da han forklarede mig, at hans ”søster” skulle sejle videre sammen med os. Hun demonstrerede for mig, hvordan man som kvinde i en så lille båd kan klare at tisse ud over rælingen, uden at falde i eller blive set. Rart at vide til næste gang. På hele denne 300 km lange sejlads så jeg hverken fugle, hvaler eller fisk.
Undertiden var vi så langt fra kysten, at jeg end ikke så land. Ved få lejligheder så vi andre piroquer på afstand eller store gule plastikdunke, der flød på bølgerne. Aldrig før har jeg haft så god tid til at tænke over mit liv og mine mange valg undervejs; var der mon noget at fortryde? Skulle jeg have satset på andre mænd, end dem jeg havde valgt? Var det på tide at blive skilt fra min mand i Mali? Jo det var spændende dage, hvor der slet intet skete udenfor mit hoved.
På tredjedagen kom vi frem til Morondave. Der var lavvande, så piroqen kunne ikke lægge til. Jeg blev losset af i lavt mudder og måtte hjælpes i land, da mit højre knæ nægtede at samarbejde de første 2o minutter. Skipper tilkaldte en pousse-pousse; vi tog en hjertelig afsked med hinanden, og jeg tjekkede ind på Hotel Bougainvillea.
Hotellet lå lige ud til en kæmpestrand; her var en stor overdækket restaurant og mange europæiske turister. Allerede næste dag dukkede guiderne op, umiddelbart var jeg ikke interesseret, for det var hundedyrt at komme de 25 km nordpå – ud til Baoabab-alléen.
Baobabtræerne var fantastiske
Men jeg måtte give mig, og lavede derfor en aftale med Sonny, der havde en japansk kunde, der skulle besøge nogle særligt magiske træer, for at bede for sin kræftsyge veninde. Disse baobabtræer lå længere væk end alléen, så jeg kunne komme med for halv pris, hvis jeg ville vente en times tid under træerne, mens han kørte den japanske kvinde ud til træerne ved havet.
Det var på trods af finregn en prægtig aftale: jeg kunne i fred og ro uden nogen andre turister opholde mig på mit drømmested i flere timer. Baobabtræerne var fantastiske og hele rejsen værd; de skuffede mig ikke. Begejstret tog jeg op imod 50 fotos af dem – i solskin – i finregn – og i silhuet mod den dalende sol.
De kæmpestore baobabtræer, der står lidt syd for Dakar i Senegal er også fantastiske, men det er en helt anden art med kæmpebrede stammer og ret mange grene, der udspringer op af stammen. Madagaskars baobabtræer har en meget høj pølseformet stamme uden nogen grene, først helt oppe stritter grenene ud, så man godt kunne tro, at nogen havde vendt op og ned på træet, der nu står med rødderne op mod himlen. Nytårsaften kom og gik; jeg sov fra diverse festligheder.
Dagen efter havde Sonny inviteret mig hjem til familien til nytårsmiddag. Her traf jeg hans meget søde kone Violette, hans far, flere brødre og to af hans tre sønner. Vi spiste os igennem en større spaghettiret med bønner, løg og gulerodssalat og fortsatte med en lækker ret af kogt ged med ris. I den stærke varme forsynede man mig med adskillige flasker Tonic.
Det er dejligt, når man kan falde ind sammen med lokale familier og få diskuteret politik og eller lokale problemer. Lige nu var turistsæsonen næsten slut, så Violette, der arbejdede som stuepige på et af de større hoteller, var nu på tre måneders tvungen ferie uden løn. Nu fik hun da tid til at rejse hjem til sine forældre og besøge sin ældste søn (13 år), der boede hos dem i hovedstaden. Cyklonstormene havde allerede i flere uger hærget østkysten, nu- natten mellem 1. og 2. januar oplevede jeg min første cyklon med heftig regn og vind og masser af torden og lyn; imponerende.
Efter de hektiske dage i Tulear trængte jeg til at tilbringe mine sidste dage inden Antananarivo på et fredeligt sted uden andre turister, og valgte at rejse til den lille bjergby Miandrivazo nær Tsiribihina floden; primært fordi der i Lonely Planet stod: ”Unless you are joining on of the popular rivertrips, there is really no reason to stop here.”
Vi måtte blive i bilen fra kl. 2 morgen til kl. 6, for udenfor ventede banditterne på deres chance. Jeg var helt smadret efter først 10 timers kørsel og derefter fire en halvtime lukket inde i en lille bus
Undervejs passerede taxa-bussen gennem frodige områder med mange rismarker og spredte baobabtræer. Det regnede ret kraftigt, og vi punkterede hele to gange. Det var en af turens varmeste dage; jeg orkede ikke at spise, men drak mig igennem 1½ liter kold Coca Cola.
Miandrivazo var en meget lille by, med èn hovedgade, der stødt op til byens benzintank og busholdeplads. Byens største hotel var gået ned, så jeg indlogerede mig på Papaya Hotel, der havde seks værelser og kørte på solenergi.
Om morgenen drev hyrderne kvæget op til toppen af bjerget, hvor man for længst havde fældet fortidens skove, så der nu kun var nogle sørgelige spredte buske tilbage, og ved 7 tiden kom de hjem igen og passerede mit lille hotel. Ellers skete der intet.
Jeg tilbragte flere formiddage med at gå op og ned af hovedgaden; købe lidt grøntsager hist og her – tage en skål nudelsuppe – fotografere folk og lede efter en bager. Det viste sig, at der ikke fandtes en bager i byen, man måtte klare sig med oliestegte kager. Folk var meget glade for at blive fotograferet, og især meget glade for at se sig selv i mit kamera. Her følte jeg mig meget velkommen.
Den 7. januar kom jeg efter en lang tur gennem bjergene endelig tilbage til Antananarivo og Hotel Lambert. Det tordnede og lynede kraftigt den nat, men det var buldermørkt, da Taxa-bussen ankom til endestationen og gjorde holdt inde bag det beskyttende gitter. Chaufføren tog sin madras og forlod os.
Vi måtte blive i bilen fra kl. 2 morgen til kl. 6, for udenfor ventede banditterne på deres chance. Jeg var helt smadret efter først 10 timers kørsel og derefter fire en halvtime lukket inde i en lille bus. Det er ikke sådan man holder ferie, så nu er I advaret, hvis I efter dette skulle få en brændende lyst til at se denne særprægede ø.
Den gamle skildpadde
Jeg fodrede vidunderlige små tillidsfulde lemurer med honning i Timbassas dyrepark på min sidste dag på Madagaskar, og jeg mødte den største og ældste skildpadde, jeg nogensinde har truffet. No. 2 stod der malet på ryggen af den 2oo år gammel Seycheller-skildpadde.
Den var i sin tid som ung og flot blevet foræret til dronning Ravalona II. Den havde kendt to Madagaskar dronninger og havde gået oppe på bjerget i paladsets store have, den havde overlever franskmændenes kup og kolonisering, havde i nogle år gået i guvernørens have og var så efter selvstændigheden endt her i et tørt og håbløst indelukke sammen med No 1.- 3.- og 4.
Jeg prøvede at kommunikere med den og vise den min sympati. Det virkede som om den registrerede en form for kontakt, på samme måde som dengang jeg i december 1975 ”snakkede” med Old George på Galapagos øerne. Han kom fra øen Pinta—en af de nordligste øer. Han var eneste overlevende efter en invasion af titusinder af planteædende geder. Han døde i 2012 150 år gammel uden nogen form for arvinger, frygtelig sørgeligt.
Hvis man er naturelsker, så er Madagaskar en trist oplevelse, og det ser ikke ud til at man kan nå at redde resten af de skove, der engang dækkede det hele. Det er nok også tvivlsomt, om man kan redde de mange sjældne kamæleoner, lemurer, skildpadder m.m. Bønder og kvægfolk aner ikke, hvilken skade afbrænding og skovhugning gør, mange tror, at når skovene afbrændes, vil der snart skyde fint nyt græs op, som vil være godt for kvæget. Hvis ingen snart oplyser den fattige befolkning om de meget sørgelige fremtidsudsigter, så kan det hurtigt blive meget meget værre.
Samtlige fotos. Karen Hammer
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
