DE DØDE DRENGE OG UNGE MÆND, DEL 2 // ESSAY – I statistikkerne over unges død i 2024 gemmer sig virkelige historier. I Vejle døde fire unge mænd inden for ét år – ikke samtidig, ikke af samme årsag. De kendte ikke hinanden, men deres død peger på en virkelighed, vi sjældent ser i øjnene: drenge, der glider ud af fællesskabet, uden at nogen griber dem.
Jeg bruger mine sommerferier på at indhente de bøger jeg ikke har nået at læse, den obligatoriske læsning. Jeg er et par år bagud, så det er blandt Katrine Marie Guldagers trilogi om vrede kvinder. Jeg kan godt se, at bøgerne handler om mig – dvs. de handler om ”sådan nogle” som mig.
Ikke fordi jeg er særlig vred.
Men jeg er en kvinde midt i eller på den anden side af overgangsalderen, alene-mor og eneforsørger i mange år med et barn, der led af voldsom skolevægring med flere besøg i børne- og ungepsykiatriens diagnosejungle som konsekvens, dog uden noget resultat. Pludselig dimitterede hun så fra gymnasiet som tolvtalspige og flyttede hjemmefra.
Som modvægt til den kantede kvinde bruger Guldager den unge mand, den store dreng, der hele tiden balancerer på kanten af samfundet, hele tiden er ved at tabe balancen og falde ud over kanten
Min egen forældrerelation har været flakkende, med en længe syg, nu død, far og en mor, der sørger, kræver, lever og giver på skift.
Jeg har arbejdet i mere end tyve år i et af statens utallige menneske- og relationskrævende jobs. Jeg har været omgivet af et venindenetværk af både arbejdende, stressramte og jobskiftende kvinder, der, ligesom mig, bare har forsøgt at få det hele til at hænge sammen.
Dermed har jeg, som så mange kvinder med lignende historik, været vidne på første balkon til velfærdsstatens svigt med de omkostninger til følge for både nære, kære og fjerne relationer til følge, som det har haft.
Det er ikke synd for mig
Men Guldagers bøger handler ikke kun om velfærdsstatens gradvise udhuling med os, let overskuede, oversete og ignorerede kvinder som vidner.
Det skal nemlig her tilføjes, at selvom vi har knoklet, kæmpet, stresset, segnet, resigneret, spist, drukket og røget for meget, lidt på skift, – så har vi også overlevet. Vi er slet ikke så underkuede, som vi selv og andre tror.
Sammenlignet med de mænd, der symptomatisk har manglet i vores tilværelse, så har vi endda formået at overleve og ”come out on top” – hvor en del af ”vores mænd” er havnet i pulterkammeret, på bunden, eller endda, som Michael i Guldagers ”Endnu en dag i Guds skaberværk”, i en kiste to meter under jorden.
Når jeg omtaler ”vores mænd”, undtager jeg de få procent, der er havnet øverst i samfundet. Jeg har længe holdt netop disse ansvarlige, med en vis berettigelse: De sidder på magten i form af magt, økonomi, moralsk frirum og fortællerret.
Hverken eller, uden svar, men ikke tilfældigt. Sørgeligt forudsigeligt, hvis nogen havde set efter. Hvis jeg havde set efter
Med læsningen af Guldagers trilogi er det begyndt at gå op for mig, at helt så enkelt er det ikke. Som modvægt til den kantede kvinde bruger Guldager den unge mand, den store dreng, der hele tiden balancerer på kanten af samfundet, hele tiden er ved at tabe balancen og falde ud over kanten. Mindst tydeligt i den første Birgithe med h, mest synligt i Jeg hører hvad du siger.
Det er en overraskende interessant sammenstilling. Det virker som om sammensætningen af netop disse to roller, den ”post-seksualiserede” kvinde og den unge, lidt umodne ”præ-etablerede” mand, afslører noget centralt om de sociale og kulturelle mekanismer, vi ligger under for. Det afslører vigtigheden af en oftest overset, men meningsfuld relation. Begge roller er outsidere i vores samfund og kun belyst i nogle stereotype forestillinger om ensomhed og oprør. De færreste har fantasi til at forestille sig, at de skulle have noget at tilbyde hinanden, måske andet end i en fjern smålummer ”milf/gilf/cougar” forførelsesfantasi, der virker ret søgt.
Det er slet ikke der, det spændende opstår.
I samspillet mellem den post-seksualiserede kvinde og den præ-etablerede mand, får vi hos Guldager – men også hos f.eks. Dorthe Nors i Spænd – et bud på en smuk, medmenneskelig relation, der fortæller noget om, at livet og eksistensen rummer flere muligheder for at opleve forløsning, end den traditionelle fortælling giver mulighed for.
De døde drenge, jeg har kendt
Men det skal ikke handle om dem. Det skal handle om de andre gange, når det går galt. Jeg vil sige noget om fire døde drenge. Indenfor et år var der fire drenge, der døde i Vejle. De var alle en del af det Vejlensiske ungdomsmiljø, som jeg dengang var tilknyttet som underviser på en ungdomsuddannelse. Jeg havde været lærer for to af dem, min datter gik på årgang med en, nogle af mine elever var vokset op med en.
Det er stadig alt for tæt på til at det kan forvandles til en opbyggelig historie.
En tidlig morgen i november hænger en gymnasiedreng sig i et træ i den skov, der er allestedsnærværende i Vejle. Dagen efter skulle han have været til terminsprøve i matematik. Om der var en sammenhæng, gisnede eleverne om. Rygtet lød blandt min datter og hendes gymnasiekammerater, at det var det sidste, han havde googlet, terminsprøve i matematik, inden han gik ud i skoven. Måske var det Googles skyld?
Den anden var en af mine tidligere elever, han var blevet færdig to år før. En dreng, S, der på grund af voldsomme hovedpineanfald havde fravær, men ellers deltog aktivt på sin egen stilfærdige måde. Han havde fundet ind i et godt samarbejde med to andre unge mænd. En af disse studiekammerater kom en dag forbi skolen og småsludrede. Så fortalte han mig, at S var død et par måneder før. Han havde taget noget af sin medicin mod den hovedpine han led af. Han havde drukket lidt og så var han faldet i søvn uden at vågne op igen.
Oliver fra Vejle var flyttet til Aalborg for at starte sit studium. Efter en tur i byen forsvandt han. Det var i alle aviserne. Familie og venner organiserede eftersøgninger. Nogle af mine elever havde kendt ham, siden han var barn, de tog derop for at lede. Han blev fundet druknet, skyllet op på en strand ved Limfjorden nogle dage senere.
Det helt ubærlige var dog den dreng, der blev knivdræbt i en gyde ved Nørretorv midt i Vejle. Det var en lun nat i forsommeren, mens han lå der og forblødte og ikke gav en lyd i den stille, Corona-tomme nat. Klokken var mellem halv et og et om natten, og mens han forblødte, gik jeg forbi busstoppestedet 25 meter væk, det eneste menneske i miles omkreds.
Jeg havde travlt, jeg var på vej hjem, mit tog havde været forsinket, det var blevet sent.
Han havde været en af mine elever indtil en måned før. Jeg havde været hans kontaktlærer. Vi havde siddet overfor hinanden og talt om fremtidsplaner og karakterer.
Han blev slået ihjel af en af sine kammerater, efter de havde været ude og spise på en af byens cafeer nogle timer forinden. Ingen vidste, hvad der var sket mellem dem, men sagen blev hurtigt opklaret, jeg nåede ikke at melde mig som vidne.
Jeg husker, hans modvillige smil. Jeg husker, hvordan det ændrede hans vrede ansigtsudtryk.
De fire drenge var ikke venner, de var ikke i familie. De kendte ikke hinanden. De havde intet tilfælles, der er intet statistisk sammenligningsgrundlag.
Der var ikke andet end det, at de levede og så døde de. Dramatisk, overskriftsfængende, rygtedannende, tragisk, brutalt, eller i fuldkommen stilhed, uden nogen sagde noget.
Hverken eller, uden svar, men ikke tilfældigt. Sørgeligt forudsigeligt, hvis nogen havde set efter. Hvis jeg havde set efter.
Det er ikke sikkert, men måske kunne jeg have gjort en forskel.
Hvis jeg havde været bedre til at lytte, havde jeg måske hørt noget.
Skyldfølelsen over at leve, mens andre dør.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og