MEDIER & #METOO // KRONIK – “Mit spørgsmål til den danske mediebranche er: Hvornår sætter I jeres dygtigste undersøgende reportere ind og retter søgelyset mod de kendte og magtfulde chefer i vores egen branche?” Chefredaktør for POV International, Annegrethe Rasmussen, skrev tidligere på ugen en kronik til Berlingske om #MeToo i mediebranchen, som kun kunne læses af avisens abonnenter. Kronikken bringes efter aftale i sin fulde længde her, så POVs læsere også har mulighed for at læse med.
Jeg har med undren fulgt min branche i det danske fra USA, hvor jeg har boet og arbejdet som journalist i 12 år, og hvor fortællinger om seksuelle overgreb og efterfølgende sanktioner over længere tid har fået renset ud i en beskidt medieverden. Chefer er blevet fyret på stribe fra agtværdige medier som NPR, Washington Post, New York Times og mange andre efter #metoo bevægelsen skyllede hen over Amerika.
For i Danmark sker der intet.
Problemet med #metoo-bevægelsen er snarere, hvis man skulle tro den danske mediedækning, at de mange beretninger kan føre til »folkedomstol«, »heksejagt« eller til »kriminalisering« af uskyldig flirt eller frivillig sex på arbejdspladsen
Alt er OK i medieverdenen, hvis man skal tro de fleste, mestendels mandlige, chefer. Bevares, der har måske være en lidt for frisk »skurvognsjargon« før i tiden, siger nogle, men de fleste siger niks, ikke nu og ikke hos os og tilføjer, at deres dør står åben, hvis der alligevel skulle være det mindste.
Problemet med #metoo-bevægelsen er snarere på den ene side, hvis man skulle tro den danske mediedækning, at de mange beretninger kan føre til »folkedomstol«, »heksejagt« eller til »kriminalisering« af uskyldig flirt eller frivillig sex på arbejdspladsen.
Eller på den anden side det stik modsatte problem, nemlig at når kvinder beretter anonymt om, hvad de har været ude for – som bl.a. sker i den helt store stil i øjeblikket i POV, det netmedie, jeg selv er chefredaktør for, som har åbnet en whistleblowerlinje i samarbejde med organisationen Everyday Sexism Project Danmark, hvor alle, der har oplevet overgreb indenfor medier, kommunikation eller politik, kan fortælle om deres oplevelser under fuld kildebeskyttelse – ja, så kan man ikke finde frem til synderne, og så har man bare gjort alt værre.
Herreklubben ved navn Presselogen
Der er talrige eksempler på dette damned if you do – damned if you don’t-dilemma fra den seneste uge, siden TV-vært Sofie Linde modigt stillede sig op og berettede om sin egen historie, hvor en mandlig TV-kendis (forgæves) forsøgte at true hende til at give sig oralsex.
Men én ting er den bizarre medlidenhed med mændene og kritikken af kvinder, som tør stå frem. I det mindste kommer der en diskussion, selvom den er sært fordrejet. Noget andet er fortielser og arrogance i loge-lignende herreklubber, der holder sammen som ærtehalm, mens de bedyrer, at alt er i skønneste orden.
For det første går visse arbejdspladser igen. For det andet går visse mandlige chefer også igen
Intet sted er det mere tydeligt end i den herreklub, der går under navnet »Presselogen«, hvor kvinder er sjældnere gæster. I søndags havde vært Jens Gaardbo sin nyhedsdirektør Mikkel Hertz i den varme stol. Eller varm er nok for meget sagt, med mindre man tænker på de kærlige vibes, man kan sende til mennesker, som er rørende enige med en selv.
Kritisk journalistik var der i hvert fald ikke tale om. Gaardbo holdt venligt mikrofonen under størstedelen af programmet, mens nyhedsdirektøren – flankeret af en anden mandlig chef – forklarede, hvorfor de nu langt over 1.500 kvinder, der har været medunderskrivere på et fælles debatindlæg mod sexisme og overgreb i medieverdenen, fremover vil blive anset som inhabile på TV 2, hvis emnet skal dækkes.
Det samme budskab kom fra Jyllands-Posten, hvorimod DRs nyhedschef efterfølgende til fagbladet Journalisten sagde: »For os er det fuldstændigt ukontroversielt, at man er for ligestilling eller gerne vil bekæmpe sexchikane i en branche eller på en arbejdsplads. Det er ikke et farligt synspunkt, og det står vi også på mål for som hus«.
Mette Østergaard: »Ikke videre imponeret«
Berlingskes chefredaktør, Mette Østergaard, der heldigvis også deltog i Presselogen, var ene om at protestere i udsendelsen:
»Jeg var ikke videre imponeret over visse mediechefers tilgang. Det virker helt paradoksalt at udstede en fatwa mod alle kvinder, som har underskrevet brevet og dermed straffe dem for at råbe op,« tweetede hun, mens kommunikationsrådgiver Anne Kirstine Cramon sendte et live-spørgsmål til Presselogens deltagere om, hvorvidt en mand, der f.eks. tidligere var blevet fyret for sexchikane, mon kunne dække #metoo-sager?
Et relevant spørgsmål, som der imidlertid ikke kom noget svar på. Hvorfor kan man kun gisne om.
Selvfølgelig kan HR-afdelingerne på danske medier sørge for, at mænd, der er blevet fyret for seksuelle overgreb, ikke igen ender i fremtrædende stillinger … det kaldes ordentlig ledelse
I et efterfølgende interview med Mediawatch understregede Mikkel Hertz sin pointe med at sige, at det ikke var hans »indtryk, at vi har en sexistisk kultur på TV 2«.
Han tilføjede som verbal kattelem, at der selvsagt kunne være hændelser på arbejdspladsen, som cheferne ikke kendte til, men at ledelsen på TV 2 ikke kan reagere på episoder, der »foregår under radaren«.
Men for det første er det lige præcis det, I kan som chefer. Selvfølgelig kan I reagere. I kan rose de mange kvinder på TV 2, der har fortalt, at de kender til overgreb eller selv har oplevet dem ved at sende nogle entydige signaler ovenfra.
»Bravo« er svaret (hvilket chefredaktør for TV 2 News Ulla Pors i øvrigt gjorde). I skal gå forrest, ikke fortie eller formindske det som noget, der hører fortiden til, og som I forresten da er dybt overraskede over.
Og selvfølgelig kan HR-afdelingerne på danske medier i det hele taget sørge for, at mænd, der er blevet fyret for seksuelle overgreb, ikke igen ender i fremtrædende stillinger.
Begge dele er udtryk for ordentlig ledelse.
Der er et mønster
Ledere skaber som bekendt også kultur, og her har vi just problemet. For i takt med at henvendelserne er væltet ind til POVs whistleblowerlinje, kan jeg se et mønster. For det første går visse arbejdspladser igen. For det andet går visse mandlige chefer også igen.
Kunne det tænkes, at der i toppen af medieverdenen sidder nogle chefer, der selv har forgrebet sig på nyansatte, projektansatte eller andre midlertidigt tilknyttede yngre kvinder, praktikanter eller studentermedhjælpere?
Selvom POV ikke deler navnene, vil jeg inderligt håbe, at de mange kvinder, som har oplevet seksuelle overgreb og overskridende opførsel, der spænder fra det at blive gramset på uden at have sagt ja, slibrige tilbud over email, SMS eller mundtligt eller blive afkrævet seksuelle ydelser – mediechefer har en forkærlighed for blowjobs, ser det ud til – over egentlige voldtægter, vil kontakte hinanden, eller at journalister vil kontakte dem.
For der er noget grundlæggende forkert i, at al fokus og opmærksomhed lige nu ligger på ofrene. Som om det er deres ansvar alene at få ryddet op i en branche, hvor de er blevet udsat for overgreb, mens gerningsmændene går fri.
Så mit spørgsmål til den danske mediebranche er: Hvornår sætter I jeres dygtigste undersøgende reportere ind og retter søgelyset mod de kendte og magtfulde chefer?
Mesterlig journalistik – hvornår sker det i Danmark?
I USA var det de Pulitzervindende undersøgende reportere Jodi Kantor og Megan Twohey fra New York Times samt Ronan Farrow fra the New Yorker, der sammen fik mange rædselsslagne kvinder, som havde tiet i årevis, til at fælde Harvey Weinstein og derved sætte #metoo på den globale dagsorden.
Det var mesterlig journalistik, der tog over et år, og det var i højere grad mængden af beretninger, der gjorde udslaget, eftersom langt de fleste af overgrebene ikke kunne dokumenteres.
Men her glimrer de danske journalister ved deres fravær, selvom mange i den notorisk sladrende medieverden glad udveksler navne på »vaneforbryderne«. Og mens undersøgende journalister har travlt med at afsløre råddenskab i plejesektoren, sundhedssektoren og bankverdenen, viger de tilbage fra at rette søgelyset mod medierne.
Kunne der være en sammenhæng med, at 90 pct. (mindst) af undersøgende journalister er mænd? Tror de ikke, man kan vinde en Cavlingpris på #metoo sager? Eller kunne det tænkes, at der i toppen af medieverdenen sidder nogle chefer, der selv har forgrebet sig på nyansatte, projektansatte eller andre midlertidigt tilknyttede yngre kvinder, praktikanter eller studentermedhjælpere?
Her har jeg et forslag: før kvinderne selv finder sammen, eller før du bliver ringet op af en journalist med et spørgsmål, kunne du selv stå frem og forklare, hvorfor du handlede, som du gjorde, da du f.eks. forsøgte at presse en yngre kvinde til at give dig et blowjob.
Det ville være interessant.
Måske du endda kan få kildebeskyttelse.
Siden kronikken blev skrevet mandag har Berlingske talt med syv tidligere, kvindelige ansatte i TV 2s nyhedsafdeling, som alle mener, at der har været massive problemer med et sexistisk arbejdsmiljø. TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, har efterfølgende lovet at varetage en grundig undersøgelse af tv-stationens kultur, ligesom flere andre arbejdspladser har taget lignende initiativer. På TV2 starter man med journalistpraktikanterne. Det er ikke udelukkende men også sådanne initiativer, kronikken efterlyser.
Hvis du vil dele din #metoo fortælling i POV om overgreb i medierne, kommunikationsbranchen eller dansk politik med fuld kildebeskyttelse, kan du skrive til metoodk_medierpolitik@protonmail.com
Topillustration: Hvornår undersøger journalisterne #metoo historierne i de danske medier og retter søgelyset mod deres egne chefer, spørger Annegrethe Rasmussen. Foto: Stine Heilmann
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
