KLIMAPOLITIK // KRONIK – Spørgsmålet om frihed eller tvang ligger og ulmer under næsten alle fremtidens mest betændte politiske emner: klimaforandringer, pandemier, besparelser på velfærden og internationale konflikter. Er der nogen, som har lyst til at medvirke til løsningen af disse problemer og et par stykker til? Sådan kan spørgsmålet lyde, selv om problemernes kollektive konsekvenser vel også burde resultere i kollektive svar, hvor alle, frivilligt eller tvungent, bidrager til løsningen – eller hvad?
I sidste uge annoncerede Storbritanniens premierminister, at det i hvert fald ikke var hans regering, som ville tvinge folk til noget på klimaområdet. På trods af stor modstand fra den politiske opposition, klimaorganisationer, erhvervsliv og selv bilproducenterne, vil regeringen nu bremse op og neddrosle ellers planlagte klimatiltag.
I begrundelsen advarede premierminister Rishi Sunak om, at “klimapolitikken falder til jorden, hvis ikke befolkningen bakker op”. Rundtomkring i verden har det da også vist sig, at selv en klimapolitik med tiltag, som ligger et godt stykke fra det, som FN og videnskaben anbefaler, kan skabe uro i befolkningen.
Protester mod klimapolitikken
I Holland resulterede klimapolitikken i gadekampe, hvor det såkaldte bondeoprør gik til kamp mod kravene om at skulle nedbringe landbrugets udledninger af kvælstof og reducere antallet af køer og svin.
I USA trues støtten til præsident Bidens grønne omstillingsprojekt af bl.a. det, som fagforeningerne og modstandere kalder for statsstøttede jobforringelser, hvor bilindustrien får tilskud til produktionsomlægninger, som kræver 40 procent færre medarbejdere. I Financial Times lyder en kommentar, at de rige og progressive demokrater med en Tesla i garagen, “går mere op i at stoppe klimaforandringerne end i arbejdernes rettigheder”.
Også i Danmark er dobbeltheden i klimaproblemerne ved at vise sig i form af et fodslæbende tempo i de grønne reformer, manglende opfyldelse af klimamål osv. Årsagen bliver ofte præsenteret som behovet for folkelig opbakning. Klimapolitikken skal være skånsom for både landmændene, kødproducenterne, fiskerne og erhvervslivet m.m., ligesom der skal være social balance i eventuelle klimaafgifter, som ikke må flænse familiernes økonomi, siger regeringen.
Hvad med den forudsigelige konfrontation mellem dem, som vil, og dem som ikke vil, eller som frygter, at deres livsform vil bukke under, allerede i klimaomlægningernes første faser?
Det er ellers ikke, fordi danskerne ikke tager klimaforandringerne alvorligt. En undersøgelse fra august viser, at 61 procent anser klimaændringerne for det alvorligste problem, verden står over for.
Men så viser indholdet i det politiske dilemma sig: “78 procent af danskerne har ifølge samme måling ikke indtænkt klimaet, når de det seneste år har valgt mål for ferierejsen, 46 procent ved ikke, hvordan man lever klimavenligt, 37 procent synes, det er for dyrt at gøre det, 24 procent oplever, at klimahandlinger ikke gør nogen forskel, 17 procent kan ikke få øje på et klimavenligt alternativ, og 11 procent har bare ikke tid.”
Klimapolitikken står ikke kun over for det gigantiske problem at skulle imødegå truslen fra klimaforandringer, som man dybest set er kommet alt for sent i gang med at tage seriøst, men vil i stigende grad også blive mødt af det problem, at store befolkningsgrupper (vælgere) ikke stemmer i og accepterer de dybtgående forandringer, som helt lavpraktisk truer deres hverdag her og nu.
Klima-tvang?
FN’s generalsekretær, António Guterres, kalder klimaforandringerne for et helvede, som vi nærmer os med foden på speederen. Der er imidlertid et andet ulmende politisk tema, som næsten ikke bliver adresseret, men som kan skabe seriøse brandfælder, når det kommer til, hvordan og om problemerne kan løses:
Hvad nu hvis en “grøn og klimavenlig omstilling” skaber akutte og meget livsnære problemer for store dele af de fleste landes befolkninger i form af forringet økonomi, manglende beskæftigelse, social deroute og i det hele taget truer hele eksistensgrundlaget for deres livsformer?
Eller hvis folk simpelthen er ligeglade? “Vi står i et valg mellem klimasolidaritet eller kollektivt selvmord,” sagde FN’s generalsekretær. Intet tyder desværre på, at han overdriver, men hvad med den forudsigelige konfrontation mellem dem, som vil, og dem, som ikke vil, eller som frygter, at deres livsform vil bukke under, allerede i klimaomlægningernes første faser?
Mens frihed, selvbestemmelse o.l. har været ledestjernen for de politiske partier i de seneste årtier, kan det pinagtige spørgsmål om tvang imidlertid blive det uønskede, men store politiske dilemma i de kommende årtier
På en og samme tid handler dette om de centrale forudsætninger for overhovedet at nærme sig nogle bæredygtige løsninger på klimaforandringerne, men anfægter også nogle af nutidens mest fejrede værdier, ikke mindst forestillingen om individets suveræne selvbestemmelsesret og frihed. I det borgerlige demokrati har det private opnået en forrang over for det offentlige. Det betyder også, at de individuelle frihedsrettigheder opnår forrang i forhold til de kollektive forpligtelser. Mens frihed, selvbestemmelse o.l. har været ledestjernen for de politiske partier i de seneste årtier, kan det pinagtige spørgsmål om tvang imidlertid blive det uønskede, men store politiske dilemma i de kommende årtier.
Mens man kun i meget begrænset omfang taler højt om at bruge lovgivning til at fremtvinge borgernes ansvar på klimaområdet, tematiseres det imidlertid ofte, når det drejer sig om økonomi og velfærd. Løsningen på velfærdsproblemerne behøver fx ikke at have nogen social balance, men må bare ikke forhindre skattelettelser til de højere indkomster eller ramme erhvervslivet. For regeringen er det tilsyneladende ikke noget problem, at vælgerne ikke bakker op om skattelettelser. En undersøgelse op til weekendens socialdemokratiske årsmøde viser således, at 2/3 af danskerne mener, at pengene burde bruges på velfærd og ikke på skattelettelser.
Senest blev borgernes ansvar for velfærdsområdet tematiseret af økonomiprofessor Nina Smith, som i et interview til Jyllands-Posten bl.a. sagde, at “Flere og flere danskere glemmer deres samfundspligt”. Det var i forbindelse med et interview om den danske velfærdsmodel, som efter Nina Smiths vurdering “lever på lånt tid, fordi flere og flere er begyndt at tage den for givet”. Men hvad med klimaområdet? Her leves der også på lånt tid. Her er det ikke alene fremtidens velfærd, som sættes over styr, men de fremtidige generationers livsmuligheder, som indskrænkes.
Regeringen er gang på gang parat til at pålægge borgerne konsekvenserne af forringet velfærd, nedskæringer på skoler, uddannelser o.l., kombineret med skattelettelser til de høje indkomster. Den samme villighed til at lade borgerne bære et tvungent ansvar for klimaforbedringer er derimod ikke-eksisterende. Klimaforandringerne vil nemlig kræve ændringer, som kommer til at række langt ind i det enkelte menneskes private sfære og udfordre det, vi har betragtet som ukrænkelige rettigheder til at tilrettelægge og udleve vores egen livsform.
Samfundssind – virkelighed eller utopi?
Et af fremtidens varmeste politiske emner bliver derfor spørgsmålet om det, som med forskellige ord er blevet kaldt for borgernes samfundssind, samfundspligt, borgerpligt eller den sociale kontrakt, kan aktiveres på det klimapolitiske område uden store konflikter til følge?
Det handler med andre ord om, hvorvidt der overhovedet er opbakning til de enorme ændringer i borgernes forskellige livsformer, som er nødvendige, hvis problemerne skal kunne håndteres. Eller om politikerne overhovedet tør gennemføre disse forandringer; eller om der kommer populistiske regeringer til magten, som vinder på ikke at tage klimaforandringerne alvorligt; eller om det bliver forskellige livsformers kamp mod hinanden for at få det bedste ud af de forskellige katastrofer og andres ulykke?
Statsministerens appel til danskernes samfundssind under covid-19-pandemien skabte en bemærkelsesværdig forvirring, vrede og diffus modstand. Men dette er kun begyndelsen og en bagatel i forhold til det samfundssind, der skal vises i forhold til klimaforandringernes enorme konsekvenser.
Hvad vil politikerne sige og gøre, når klimapolitikken kræver, at det enkelte individ begrænser sig af hensyn til helheden og fremtiden, når borgere rammes økonomisk, mister forbrugsmuligheder, skal tilsidesætte egne interesser til fordel for fællesskabets sikkerhed og fremtidige generationers overlevelsesmuligheder?
Eller der skal gennemføres tvungne omprioriteringer af velstanden i samfundet for at støtte dem, som rammes hårdest? Når et maskepåbud kan få demonstranter på gaden, hvad kan de påbud, som klimapolitikken må tage i anvendelse, så ikke resultere i?
Samfundssind kræver et bånd af praktiske ønsker eller behov for at realisere følelsen af, at man er i samme båd, både nationalt og globalt. Hvilke bånd findes der, eller kan der findes? Bliver det i sidste ende panikken som bliver dette bånd? Men hvordan vil kampen mod klimaforandringerne komme til at se ud, hvis den udelukkede er drevet af personlig frygt eller panik?
Kan vi, som den italienske filosof Roberto Esposito inviterer til, begynde at tænke fremtidens livsnødvendige fællesskaber på en anden måde end traditionelt, hvor et fællesskab paradoksalt nok ofte er det, der holder de andre ude og på afstand? Vil klimaændringernes tid kunne få os til at se de andre, ikke kun som nogen, vi ikke har noget tilfælles med, men også som nogen, vi i hvert fald har fællesskabet tilfælles med. Er der mulighed for at se fællesskabet som noget, vi alle er fælles om at skylde noget, og ikke kun som en størrelse, der tager noget fra os?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her