DANSK POLITIK // DEBAT – “Skønt hele det politiske spektrum på nær den yderste højrefløj ryster på hovedet af Brexit, praktiserer Danmark en form for Daxit light inden for Unionen – som Dansk Folkeparti ønsker det – så selv om Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti måske går sin undergang i møde, kan han ranke ryggen, for hans politik er stort set overtaget af Mette Frederiksens Socialdemokrati,” skriver Per Clausen.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I de sidste par år har politiske iagttagere karakteriseret Dansk Folkepartis hastige nedtur som udtryk for Kristian Thulesen Dahls fejlslagne strategi, hvor han under Lars Løkke Rasmussens seneste regeringsperiode gennem sin romance med Mette Frederiksen, forsøgte at blive dansk politiks kongemager.
Men hvor han endte med at anerkende og dermed give legitimitet til Socialdemokratiets nye stramme udlændingepolitik, hvorved mange tidligere socialdemokratiske vælgere vendte tilbage til partiet.
I stedet for at komme til at blive den centrale spiller i dansk politik blev Kristian Thulesen Dahl med valgnederlaget i 2019 den stor taber, og kommentariatet mener, det kun er et spørgsmål om tid, før Kristian Thulesen Dahl er fortid i dansk politik.
Men dette er en overfladisk betragtning.
For hvis vi analyserer Socialdemokratiets udvikling, kan partiet under Mette Frederiksen ses som en tilbagevenden til socialdemokrati-classic forstået på den måde, at man har forladt den neoliberale linje, som partiet startede med under Poul Nyrup Rasmussen. Det kulminerede under Helle Thorning-Schmidt, og som dels førte til store spændinger i forhold til partiets støttepartier på venstrefløjen, dels førte til voldsomme spændinger med partiets arbejdervælgere.
Den nye linje kommer til udtryk på flere måder, idet den for det første lægger vægt på at forhindre tab af industriarbejdspladser, hvorfor partiet har været fodslæbende i forhold til at indføre generelle energiafgifter, hvis disse skønnes at ville føre til udflagning af arbejdspladser.
For det andet forsøger Socialdemokratiet at understøtte udviklingen i provinsen bl.a. gennem udbygning af uddannelsesinstitutioner uden for de store byer. Denne del af strategien er indenrigsminister Kaare Dybvad eksponent for, ligesom han for det tredje gennem indgreb over for kapitalfondes indtog på lejeboligmarkedet har varetaget en klassisk socialdemokratisk beskyttelse af lejerne.
For det tredje kan den stramme udlændingepolitik ses som en beskyttelse af ufaglærtes interesser, dels i forhold til velfærdsstatens ydelser, dels i boligområderne hvor de forskellige kulturer støder sammen.
Endelig for det fjerde vil Arne-pensionen for mange arbejdere udgøre et plaster på såret i forhold til afskaffelsen af efterlønnen, som var et værn for tidligt nedslidte arbejdere. Den eneste del af Socialdemokratiets ”nye” linje, der adskiller sig fra tidligere, er udlændingepolitikken, omend dele af partiet allerede i 1980’erne som vist af Udlændinge- og Integrationsminister Mathias Tesfaye i bogen ”Velkommen Mustafa” ønskede en stramning af udlændingepolitikken.
Holdningen er, at lande, der er i krise, selv er skyld i deres skæbne, hvorfor de selv må trække sig op ved hårene
Denne socialdemokrati-classic politik er samtidig også en politik, der langt hen af vejen ligner Dansk Folkepartis politik, der kort kan karakteriseres som en velfærdsstat for danskere, og hvor alt udefra anses som uønsket og farligt.
Der, hvor man har kunnet iagttage den tydeligste ændring i forhold til tidligere i den socialdemokratiske politik, er i udenrigspolitikken især i forhold til EU, hvor regeringen fører en markant mere EU-skeptisk linje, hvilket først kom til udtryk i forhold til det nye EU-budget, hvor regeringen sammen med andre ’sparsommelige’ medlemslande vægrede sig ved at bidrage mere til det fælles EU-budget.
Da coronakrisen ramte, var regeringen også imod, at EU optog fælleslån for at hjælpe især sydeuropæiske lande, der var hårdt ramte af krisen. En socialdemokratisk kerneværdi har altid været solidaritet, men den har været ganske fraværende i forhold til EU, som man i andre sammenhænge lovpriser.
Regeringen overser, at Danmarks velfærd også afhænger af den økonomiske udvikling i resten af EU, og hvis Italien går bankerot eller forlader euroen – fordi Matteo Salvini og den italienske højrefløj vinder det kommende valg – så kommer hele EU-konstruktionen i fare, og så vil Danmark blive hårdt ramt!
Regeringen ønsker ikke at bidrage til løsningen af krisen i Sydeuropa, hvis det koster Danmark noget. Holdningen er, at lande, der er i krise, selv er skyld i deres skæbne, hvorfor de selv må trække sig op ved hårene.
Hvis denne holdning og mangel på solidaritet skulle gælde i Danmark, kunne hovedstadsområdet forlange de kommunale udligningsordninger afskaffet, for hvorfor skulle man her bidrage til svagere stillede områder, ligesom overklassen kunne nægte at bidrage til underklassen gennem skatter, for underklassen kunne bare tage sig sammen!
Statsministerens rejse til Israel sammen med Østrigs kansler, Sebastian Kurz, er udtryk for samme mangel på solidaritet med de andre lande i EU, selv om det er svært at se formålet med rejsen, for selv om Israel er verdensmester i vaccinering af sin befolkning, så producerer landet ikke vaccinerne – de produceres i EU- lande og i USA.
Det symbolpolitiske mediestunt, som også gik ud på sammen med Østrig og Israel ad åre at etablere en alternativ vaccineproduktion, er irrationelt, da der inden for EU arbejdes på højtryk på at forøge produktionskapaciteten
Mette Frederiksen vendte ikke hjem med vacciner, og det havde hun ikke behøvet at rejse til Israel for at finde ud af, for det ville de berørte myndigheder i landene sikkert på forhånd kunne have udredet, og vacciner ville heller ikke kunne være nået frem i en mængde, der ville have gjort en forskel. Besøget i Israel ville kunne bruges af den trængte Benjamin Netanyahu i valgkampen, hvilket statsministeren ikke kan have været uvidende om.
Socialdemokratiet har traditionelt stået det israelske arbejderparti nært, så man må spørge, hvornår det er blevet socialdemokratisk politik at støtte en korrupt, højreorienteret israelsk
premierminister. Rejsen var markering over for befolkningen, som skulle vise, at statsministeren vil gøre alt for at bekæmpe virussen, og samtidig kunne hun drille venstrefløjen, som hun vidste ville være modstander af hendes projekt, og som ville blive udstillet som magtesløse.
Samtidig kunne hun også over for befolkningen ride med på bølgen af frustration over EU’s langsommelige håndtering af køb af vacciner, og hendes sololøb sammen med Sebastian Kurz var samtidig en markering af sin utilfredshed over for EU.
Det symbolpolitiske mediestunt, som også gik ud på sammen med Østrig og Israel ad åre at etablere en alternativ vaccineproduktion, er irrationelt, da der inden for EU arbejdes på højtryk på at forøge produktionskapaciteten, så Unionen har lært af krisen. Og hvis EU-landene begynder at konkurrere om køb af vacciner, vil de små lande let komme bagerst i køen, så Danmark kunne let blive dårligere stillet, end hvis man agerer samlet.
I sit nederlag har han sejret!
Mette Frederiksens egoistiske politik går dybest set imod danske interesser, da små landes interesser bedst varetages inden for EU. Og Danmarks enegang er blevet bemærket af andre statsledere, som, må man forvente, ikke vil være særlig velvillige til at støtte Danmark, næste gang vi har for brug for støtte til en af vores mærkesager.
I en vis forstand kan man karakterisere Danmark som Storbritanniens afløser inden for EU, idet Danmark hele tiden indtager særstandpunkter og agerer som stopklods for integrationen.
Skønt hele det politiske spektrum på nær den yderste højrefløj ryster på hovedet af Brexit, praktiserer Danmark en form for Daxit light inden for Unionen – som Dansk Folkeparti ønsker det – så selv om Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti måske går sin undergang i møde, kan han ranke ryggen, for hans politik er stort set overtaget af Mette Frederiksens Socialdemokrati. I sit nederlag har han sejret!
LÆS FLERE ARTIKLER AF PER CLAUSEN HER
Alle billeder er taget af Klaus Holsting.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
