HVERDAGSDANSK – Danskerne får diagnoser som aldrig før i historien. Aspergers syndrom, ADHD, autisme, angst. Men også selvdiagnoser som særlig sensitiv, anorektiker, depressiv og psykopat bruger vi til at forklare en uhensigtsmæssig adfærd hos os selv eller andre. Hold din diagnose for dig selv. Ellers bliver det grænseoverskridende og fremmedgørende, skriver idéhistoriker Mette Bærbach Bas.
Det startede med, at en bekendt fik en diagnose. Det ændrede hans selvopfattelse fuldstændigt, og han fandt den forklaring på sin egen adfærd, som han havde manglet hele sit liv. Fedt for ham. Han skulle bare have ladet det blive ved det. Men i sin iver efter at hjælpe andre, som måske var i samme situation, kontaktede han mig og luftede sine tanker om, at en af mine nære måske var kandidat til samme diagnose. Det var knap så fedt.
Der var også dengang en veninde i bedste mening fortalte mig, at jeg måske havde en depression. Jeg tog til lægen, som bekræftede mig i min egen opfattelse – jeg havde ikke nogen depression. Til gengæld havde jeg ikke lyst til at hænge så meget ud med den veninde længere.
Endelig var der en forklaring
Diagnoser kan være sendt fra himlen og være en stor hjælp til de, der har kæmpet hele livet med at forsøge at passe ind i samfundets kasser. Det var det f.eks. for min bonussøster, da hendes lille dreng blev diagnosticeret med autisme. Endelig var der en forklaring, endelig kunne de få hjælp fra systemet, endelig, endelig, ENDELIG var der nogen, der talte samme sprog.
Det samme gælder for min gode veninde, da hun blev diagnosticeret med ADHD. Hun oplevede for første gang, at der var plads til hende. Hun havde fået en kasse, der passede lige til hende, og fra den kasse kunne hun vokse og blive stærk, for det var der plads til.
Det er menneskeligt at søge forklaringer på det, vi ikke kan forstå. Men det skaber afstand og fordomme at sætte folk i bås.
De gode diagnoseoplevelser er dem, hvor den diagnosticerede genkender sig selv – måske for første gang nogensinde. De dårlige diagnoseoplevelser er dem, hvor den diagnosticerede måske er blevet diagnosticeret mod sin vilje, ikke kan genkende sig selv i det og slet ikke finder kassen passende.
Hold din diagnose for dig selv
Den sidste slags er ofte diagnosticeringer, der finder sted uden hjælp fra lægefagligt personale. Det kan være moren, der har læst en bog om særligt sensitive mennesker, og nu mener, at det må være det, hendes søn lider af. Måske er det korrekt, måske ikke. Det kan være den ansatte, der ikke trives på sin arbejdsplads og har læst om psykopater i jakkesæt og nu er overbevist om, at chefen hører til den kategori. Måske er det korrekt, måske ikke.
Det er menneskeligt at søge forklaringer på det, vi ikke kan forstå. Men det skaber afstand og fordomme at sætte folk i bås. Selvdiagnosen står alle frit for, men sørg for Gud skyld for kun at diagnosticere på dig selv, og lad fagfolkene om resten.
Foto: Flickr.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
