ISRAEL/GAZA // NYHEDSANALYSE – For at forstå den aktuelle krig mellem Israel og Hamas på Gazastriben er det vigtigt at have øje for, at Hamas og de salafistiske grupper er kommet tættere på hinanden. Det kan endda formodes, at elementer med tilknytning til Islamisk Stat nu sidder tæt ved de operationelle beslutninger. Det skriver POV’s udlandsredaktør, Hans Henrik Fafner, som fra Tel Aviv har set nærmere på de forskellige aktører i krigen, der vil få dybe konsekevenser i flere dele af Mellemøsten.
TEL AVIV – Siden flere hundrede palæstinensere fra Gazastriben lørdag morgen trængte ind i Israel, har verdens opmærksomhed været rettet mod regionen, som nu er dybt begravet i noget, der slet ikke ligner de normale konfrontationer, men mere svarer til en decideret krig.
Det er efterhånden en kendt sag, at Hamas valgte at indlede angrebet på en lørdag morgen, netop i de dage, hvor man kunne markere 50-året for begyndelsen på Yom Kippur-krigen i 1973.
Hamas har gennemgået en lang udvikling, og i de seneste par år er der sket nogle skift, som er en af grundene til, at der lige nu er blevet sat en helt ny dagsorden
Også dengang kom angrebet som en massiv overraskelse for israelerne, og det er klart, at det i sig selv rummer en enorm symbolværdi for de igangværende krigshandlinger.
Men herudover er spørgsmålet, hvad Hamas ønsker at opnå, ligesom en række politiske omstændigheder kan have bidraget til, at krigen brød ud netop nu.
Udviklingen for og i Hamas
Det store spørgsmål er, hvordan Hamas har været i stand til at gennemføre et så omfattende angreb og anrette så store skader. Et par døgn inde i den aktuelle krig var over 700 israelere blevet dræbt, hvilket er betragteligt flere end i de første par dage af krigen i 1973, som israelerne ellers husker som et blodigt traume.
Hamas har gennemgået en lang udvikling, og i de seneste par år er der sket nogle skift, som er en af grundene til, at der lige nu er blevet sat en helt ny dagsorden.
Normalt hedder det sig, at Hamas blev dannet i december 1987, da den første palæstinensiske intifada startede på Gazastriben. Men reelt kan man spore bevægelsen tilbage til 1973, da den opstod under navnet Mujama al Islamiya – Det Islamiske Center.
Han oprettede sit Islamiske Center som hjælpeorganisation, og han mente, at et islamisk indhold kunne give flygtningene et vist mål af selvrespekt
En af hovedkræfterne var sheikh Ahmed Yassin, der var lærer i Shati flygtningelejren, og han arbejdede på direkte inspiration fra Det Muslimske Broderskab i Egypten.
Det var opstået i 1928, hvor en af de centrale skikkelser var Hassan al Banna, der var skolelærer i byen Ismaliya, hvor den britiske administration af Suezkanalen havde hovedkvarter. Al Banna så, hvordan de lokale arbejdere blev udnyttet af briterne, så han oprettede Broderskabet som en humanitær organisation med et klart islamisk budskab.
Mere eller mindre det samme gjorde Ahmed Yassin i kølvandet på krigen i oktober 1973. Den endte med at blive endnu et alvorligt slag for de palæstinensiske flygtninge på Gazastriben, så han oprettede sit Islamiske Center som hjælpeorganisation, og han mente, at et islamisk indhold kunne give flygtningene et vist mål af selvrespekt.
Med dette apparat ved hånden stod Ahmed Yassin stærkt, da intifadaen brød ud i 1987, for han havde allerede et stærkt netværk af aktivister til rådighed, som kunne gå på gaden og demonstrere – i den anledning omdøbte han organisationen til Hamas.
Ved det palæstinensiske parlamentsvalg i 2006 vandt Hamas faktisk et beskedent flertal. Det nægtede verdenssamfundet at anerkende og lod Fatah tage magten på Vestbredden, mens Hamas greb styret på Gazastriben
Gennem årene var Hamas fortsat temmelig pragmatisk. Organisationens ideologi anerkender ikke Israels eksistens, men den har flere gange vist sig villig til en dialog.
Igen skabte udviklingen dog ændringer. Ved det palæstinensiske parlamentsvalg i 2006 vandt Hamas faktisk et beskedent flertal. Det nægtede verdenssamfundet at anerkende og lod Fatah tage magten på Vestbredden, mens Hamas greb styret på Gazastriben, og året efter lagde Israel en blokade om den smalle stribe sandjord, som er hjem for godt to millioner mennesker.
Kort efter gjorde Egypten det samme. Styret i Cairo lukkede grænsen mellem Gazastriben og Sinaihalvøen, og her ligger noget af kernen til forståelse af den aktuelle situation. Egypten har nemlig et problematisk forhold til Sinai, hvor en stor del af lokalbefolkningen end ikke har statsborgerskab, og i lang tid har ørkenen været hjemsted for islamistiske grupper og ikke mindst klare udløbere af Islamisk Stat.
Dén ideologiske strømning har lidt efter lidt bredt sig ind på Gazastriben. Bevægelsen Islamisk Jihad har længe været til stede, og den er kendt for sin opposition mod den relativt ”bløde” kurs, som Hamas gennem årene har anlagt i forhold til Israel. Og hertil kommer en række mindre og endnu mere radikale grupper, som man ofte lægger under samlebetegnelsen salafisterne.
Den israelske højredrejning
Gennem årene har der være talrige episoder, hvor der fra Gazastriben er blevet affyret raketter mod Israel. Ofte har det været en eller flere af de mindre grupper, som har stået bag, og enten har Hamas undladt at kommentere, eller de har påtaget sig ansvaret for ikke at tabe ansigt over for befolkningen.
I de første timer af den aktuelle krig mente mange, at det samme var tilfældet, men ganske hurtigt viste det sig, at det rent faktisk ér Hamas, som sidder ved roret.
Det er velkendt, at der inden for Hamas gennem længere tid har udspillet sig en strid mellem forskellige fløje, og det er ret tydeligt, at radikalisterne nu har fået et større ord at skulle have sagt
Dette giver er en tydelig indikation af, at der er sket en dramatisk ændring i bevægelsen, og idet det er velkendt, at der inden for Hamas gennem længere tid har udspillet sig en strid mellem forskellige fløje, er det ret tydeligt, at radikalisterne nu har fået et større ord at skulle have sagt.
Man kan sige, at Hamas og de salafistiske grupper er kommet tættere på hinanden, og det kan endda formodes, at elementer med tilknytning til Islamisk Stat nu sidder tæt ved de operationelle beslutninger.
Dette gør selvsagt dialog langt vanskeligere. Men hertil kommer, at der også har fundet et skred sted i israelsk politik. Som beskrevet i POV her har landet gennem en årrække undergået en udvikling, der ofte beskrives som en gradvis højredrejning.
I hvert fald er den nuværende Netanyahu-regering uden tvivl den mest højreorienterede i landets politiske historie, og ministre som Bezalel Smotrich og Itamar Ben Gvir fra den yderste højrefløj er på forhånd stærkt imod nogen form for dialog med palæstinenserne.
Smotrich og Ben Gvir har været tavse siden krigens start, men de er allerede blevet en del af det indre opgør, som venter, når den væbnede konflikt igen har lagt sig.
Andre fra deres partier har allerede rettet anklager mod den militære ledelse, som beskyldes for ikke at have været tilstrækkelig beredt på den opståede situation. Omvendt retter israelske sikkerhedseksperter skytset mod netop politikere af deres skuffe.
Gidslerne vil komme til at indgå i enhver form for forhandling, hvor det allerede nu meldes, at Hamas vil kræve 5.000 palæstinensere løsladt fra israelske fængsler
Folk, som tidligere har siddet på vigtige strategiske poster og i efterretningstjenesten, har advaret mod, at noget kunne trække op, og højrefløjen har i sin magtfuldkommenhed valgt at overhøre den slags – det samme har Benyamin Netanyahu tilsyneladende.
Imens bliver der bombet på Gazastriben. Natten til mandag blev der rettet angreb på mindst 500 mål, og dette forventes at fortsætte.
Ved tidligere lejligheder har dette på et eller andet tidspunkt ført til en form for forhandlet våbenhvile, men den udvikling kan være lidt svær at få øje på i denne omgang. Dels har vi et andet Hamas, som vil være mindre tilbøjeligt til at forhandle, og dels blev over 100 israelere bortført lørdag morgen, og de sidder nu som gidsler på ukendte steder rundt om på Gazastriben.
Gidslerne vil komme til at indgå i enhver form for forhandling, hvor det allerede nu meldes, at Hamas vil kræve 5.000 palæstinensere løsladt fra israelske fængsler.
Saudi-Arabien og UAE
Alt dette er meget højt spil, og ingen kan sige, hvor det ender. Hertil kommer, at konfrontation også har mulige regionale konsekvenser.
Hamas har givetvis valgt at angribe nu, og med så stor voldsomhed, fordi den israelske forsvarsminister, Yoav Gallant, og andre centralt placerede analytikere har advaret om, at Israels forsvarsmæssige kapacitet er reduceret.
Som en del af protesterne mod Netanyahu-regeringen har et stort antal officerer af reserven nemlig valgt at udeblive fra den i øvrigt frivillige træning, og det gælder ikke mindst et betragteligt antal piloter. Det har ført til flere advarsler om, at forskellige parter kunne benytte sig af situationen til at rette angreb mod Israel.
Der er ingen tvivl om, at Hamas med sit angreb håber på, at lande som De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Bahrain, der begge indgik normaliseringsaftaler med Israel i september 2020, vil føle sig foranlediget til at afbryde samarbejdet igen
Som en del af denne logik har man også set, at den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse i Libanon har affyret mortergranater mod Israel og tilsyneladende står på spring til at rette et decideret angreb. Flere iagttagere har også nævnt den mulighed, at de igangværende krigshandlinger kan føre til en regional krig i større dele af Mellemøsten.
Der er heller ingen tvivl om, at Hamas med sit angreb håber på, at lande som De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Bahrain, der begge indgik normaliseringsaftaler med Israel i september 2020, vil føle sig foranlediget til at afbryde samarbejdet igen.
Og endelig er der Saudi-Arabien, der i den seneste tid ses som sandsynlig kandidat til at indgå en aftale med Israel.
Der er ikke kommet nogen reaktion fra Riyadh, og udenrigsministeriet i UAE lod søndag vide, at man er ”forfærdet” over, hvordan Hamas har optrappet konflikten: ”Civilister på begge sider skal til enhver tid nyde fuld beskyttelse under international menneskeretslovgivning og må aldrig være et mål i konflikten,” hedder det fra ministeriet.
Den eneste arabiske stat, som ubetinget har placeret skylden for krigen hos israelerne, er Qatar, som længe har ydet økonomisk støtte til Hamas, men som på ingen måde har kapacitet til at blande sig i konflikten militært.
Hamas har skudt sig selv gevaldigt i foden ved at tage initiativ til krigen. Men på israelsk side venter også et dramatisk indre opgør, hvilket i sig selv kan være med til at gøre det meget vanskeligt at finde en vej ud af krigens dødelige morads
Tilmed har verdensopinionen vendt sig massivt til fordel for Israel, så man kan godt sige, at Hamas har skudt sig selv gevaldigt i foden ved at tage initiativ til krigen. Men på israelsk side venter også et dramatisk indre opgør, hvilket i sig selv kan være med til at gøre det meget vanskeligt at finde en vej ud af krigens dødelige morads.
Vi står med andre ord med et regnestykke, der har mange ukendte faktorer, hvilket peger i retning af en meget fastlåst situation i den kommende tid.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
