AFGHANSKE FLYGTNINGE // REPORTAGE – Det gik hurtigt. Pludselig var de afghanske affaldssamlere en del af gadebilledet i den tyrkiske metropol Istanbul. Nærmest fra den ene dag til den anden. Før var det kurderne, der tog skraldet, siden var det de syriske flygtninge. Nu er det de afghanske flygtninge, der har jobs i bunden af samfundet i Istanbul.
ISTANBUL – International politik har skubbet afghanske flygtninge rundt i Mellemøsten, og nu er de endt bl.a. i den tyrkiske hovedstad.
Hvad bliver næste stop? EU eller Iran? Hjemlandet Afghanistan er tvivlsomt, nu hvor Taliban har overtaget præsidentpaladset og manifesteret amerikanernes, briternes og danskernes nederlag.
Aaban har snavs og smog i sit knap 20-årige ansigt, men mandeløjnene er hvide og rare
“Jeg kom til Istanbul for halvandet år siden. Før det arbejdede jeg i Iran, men jeg er født i Afghanistan. Jeg har arbejdet i hele Teheran, hvor der var masser af jobs i byggebranchen. Der var vores forhold bedre.”
Sådan lyder det fra Aaban (hans fulde navn er kendt af redaktionen), som har snavs og smog i sit knap 20-årige ansigt, men mandeløjnene er hvide og rare.
Han stopper op, da vi henvendte os til ham, men han slipper aldrig sin store metaltrækvogn med den tykke hvide sæk i. Der stikker sammenpressede papkasser op af åbningen. Det er hans levebrød, han trækker rundt på.
“Vi kunne rejse ind og ud af Iran, besøge familien i Afghanistan og tage tilbage og arbejde. Vi kunne tale sproget og havde rigtigt arbejde. Men siden Irans rials er blevet værdiløse, har vi måttet tage hertil. Da sanktionerne kom til Iran igen, stoppede meget af byggeriet, og iranerne tog de jobs, der var tilbage.!
“Vi kunne ikke leve af de penge, vi kunne tjene, og vi kunne slet ikke sende penge hjem til Afghanistan. Jeg samler pap, plast, glas og metal fra syv om morgenen til de sene nattetimer. Jeg får 25 lira (18,47 kr.) for 100 kilo pap, og hvis jeg er heldig, kan jeg samle det fire-fem gange på en dag.”
De kunne hverken få deres egen hverdag til at køre rundt eller sende de fornødne penge hjem til familien i det krigshærgede Afghanistan. Et land hvor kun de ældste har oplevet fred
Ifølge UNHCR lever der 780.000 registrerede afghanske flygtninge i Iran, men op til 2.5 millioner, som ikke er registrerede. Indtil for få år siden mentes det, at de sendte 500 millioner hårdt optjente dollars hjem til Afghanistan om året. Aaban har været en af dem. Han er født i Herat i Afghanistan, men arbejdede i Iran i flere år.
Da Donald Trump trak USA ud af atomaftalen med Iran i 2018, påførte han også landet endnu flere og endnu hårdere sanktioner. Det forkrøblede ikke bare iranernes økonomi, men ændrede også Aabans liv. Pludselig var der stort set ikke flere jobs til Aaban og hans landsmænd, og de kunne hverken få deres egen hverdag til at køre rundt eller sende de fornødne penge hjem til familien i det krigshærgede Afghanistan. Et land, hvor kun de ældste har oplevet fred.
Ved en motorvejsfrakørsel i Maltepe langs Istanbuls asiatiske kyst, møder vi den næste afghanske samler. Vi bliver dog hurtigt afbrudt i snakken. Soykan kommer os hastigt i møde og finder os tydeligvis suspekte. Han mistænker os for at være fra det forbudte kurdiske parti og milits PKK, men ender med alligevel at følge os til det nærmeste depot, hvor affaldet sorteres og videresælges.
Han er tyrker og arbejder som mellemmand i depotet. Han har et dybt og stort ar i panden, og på den ene albue har han fået tatoveret et edderkoppespind, der i russiske fængsler betyder, at man sidder inde for tyveri. Efter megen forvirring og et telefonopkald til sin overordnede kommer vi ind ad porten til depotet, nær en gravplads.
Der lugter sødt af skrald og 15-20 personer går rundt og sorterer, flytter og adskiller affald. Vi bliver mødt af Demir, manden der bestyrer depotet og betaler affaldssamlerne for det, som de kommer med. Han er ikke meget for at tale om de illegale afghanere.
“Her er primært kurdere. De er slægtninge, dem vi har her. Vi har ikke rigtigt afghanere, for de kommer ikke med det rigtige genbrugsmateriale. De kan ikke finde ud af det.”
Jeg hilser på persisk, og uden undtagelse svarer de mig alle sammen med afghanskklingende svar på flydende persisk. Demir og Soykan ser utilpasse ud, da vi på vejen ud kort hilser på flere afghanere
Vi er blevet henvist til en beskidt sofa i et mørkt, skrabet, snusket rum og får serveret te. “Jeg har haft stedet siden 2004. Herfra sorterer vi selv affaldet og sælger videre til fabrikker, som kan genbruge materialerne. De folk jeg har til at arbejde for mig, er folk der tidligere har arbejdet med landbrug ude på landet.
Når det så er gået skævt for dem derude, er de kommet ind til mig. Vi har vores egne ruter, men konkurrencen er stigende. Kommunen er også en konkurrent og har sat nye skraldesystemer op. Der er flere eksempler på, at folk har været desperate, er kravlet ned i de skraldespande, der fører til underjordiske containere, og er kommet alvorligt til skade dernede.”
Vi takker for teen og snakken. Rejser os fra den ækle sofa, der senere viser sig at have være væggelusbefængt, og går ud mod gården, hvor samlerne står og sorterer dagens hidtidige fund. Jeg hilser på persisk, og uden undtagelse svarer de mig alle sammen med afghanskklingende svar på flydende persisk. Demir og Soykan ser utilpasse ud, da vi på vejen ud kort hilser på flere afghanere.
Alle mændene i gårdhaven er fra Afghanistan. En af dem kommer hen og fortæller: “Jeg har været her i et år. Forinden var jeg i Iran, men det blev for svært der. Vi er mange afghanere her i Istanbul. Vi samler skrald her, det er en svær tilværelse. Før i tiden, da den iranske økonomi var stærkere, var det langt bedre at være der. Det var tæt på Afghanistan, vi tog frem og tilbage. Her er det dyrt at leve, og omstændighederne er svære.”
To andre afghanere er også kommet hen og stemmer i: “Det er meget hårdere og sværere her”. Vi bliver gelejdet ud, får at vide, at vi ikke må tage billeder, og når ikke at høre mere.
Men der er flere at tage af. Tyrkiet er et af de lande i verden med flest flygtninge. Omtrent fire millioner, hvoraf 3.6 millioner af dem er fra Syrien. Men afghanerne er den næststørste flygtningegruppe. Langt de fleste af dem er illegale, og indtil for nylig blev hver anden afghaner, der ankom, deporteret tilbage til Afghanistan, ifølge Afghan Refugees Association. Omtrent 200.000 af dem lever i Istanbul.
Vi møder Fariburz ved en affaldscontainer, hvor han har fundet en masse tomme plastikflasker, som han er ved at presse sammen. Han er langhåret, har overskæg, en åbenstående polo og omvendt kasket på – en kasket fra Tyrkiets præsident Erdogans valgkampagne.
“Jeg har været i Tyrkiet i et års tid. Afghanistan er usikkert på grund af krig og konflikt, og i Iran var pengene værdiløse på grund af sanktionerne, så jeg tog videre. Jeg er her for at tjene nogle penge og drømmer om en dag at have penge til at bygge mig et hus i Afghanistan. Men der er lang vej. Jeg samler pap, glas, jern og plastik og får 25 lira (18,47 kr.) for 100 kilo pap og 70 lira (51,72 kr.) for 100 kilo plastik. Men hvor meget jeg samler, afhænger af mit held.”
Diktafonen er fuld af historier om afghanerne, der bliver skubbet fra land til land af storpolitik. Langt de fleste afghanere har aldrig oplevet fred
Fariburz fortsætter: “Der er flere og flere om buddet, så det bliver sværere og sværere. Plastik er mest værd, men det er primært pap, jeg kan finde nu. Der kan gå 10 timer, før jeg finder nok og kan vende tilbage til depotet med 100 eller 150 kilo til min chef. De fleste af os er afghanere, og vi overnatter forskellige steder. Forladte bygninger og den slags. Det er nogle andre forhold her. Det er mere barskt.”
Vi overlader Fariburz til arbejdet og tager videre. Diktafonen er fuld af historier om afghanerne, der bliver skubbet fra land til land af storpolitik. Langt de fleste afghanere har aldrig oplevet fred.
Vi har opgivet Afghanistan og trækker os ud, præsidenten Ashraf Ghani er flygtet, og Taliban har overtaget Kabul og præsidentpaladset. Afghanerne er overladt til en dyster fremtid, der ligner deres fortid til forveksling. Iran lider stadigvæk under sanktioner, og som den tidligere præsident Hassan Rouhani sagde, vil svækkelser af Den islamiske Republik lede flere afghanske flygtninge til Europa.
Ifølge UNHCR er mere end 270.000 afghanere flygtet fra deres hjem siden januar, og der er nu 3.5 millioner internt fordrevne i Afghanistan. Kan de blive i landet?
Iran har opsat midlertidige modtagestationer nær grænsen, men hvis ikke der er arbejdspladser og økonomi der, hvor skal de så kigge efter muligheder?
LÆS MERE OM FLYGTNINGE HER
LÆS MERE OM AFGHANISTAN HER
Fotos: Özgün Nergiz
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
