NY BOG // ANMELDELSE – Den svenske islamforsker Magnus Ranstorp har skrevet en let tilgængelig bog om Hamas, som er både klar i spyttet og akademisk vederhæftig.
På en råkold decemberdag i 1992 tog Israel det kontroversielle skridt at deportere 415 ledere af Hamas til Libanon. Det var nogle år inde i den første intifada, hvor Hamas var blevet dannet og spillede en meget aktiv rolle, og på den måde mente israelerne at kunne tage brodden af organisationen.
De deporterede ledere blev sat af på en bakketop umiddelbart nord for den israelsk-libanesiske grænse, og det var formodningen, at de derfra ville sive ind i Libanons palæstinensiske flygtningebefolkning og dermed komme på afstand af konflikten.
Det skulle dog gå helt anderledes. Selv om Israel på det tidspunkt havde etableret sig med en såkaldt sikkerhedszone i det sydlige Libanon, var de libanesiske myndigheder i stand til at forhindre, at de 415 mænd flyttede sig nordpå, så de blev hvor de var.
Ikke mindst Hizbollah rakte dem en hjælpende hånd, og snart havde man etableret en teltlejr på stedet, og den fungerede lige til israelerne i løbet af 1993 bøjede sig for det internationale pres og lod de deporterede komme tilbage.
Marj al-Zuhur
Affæren er et af de mange nedslag, den svenske islamforsker Magnus Ranstorp har gjort i sin seneste bog, der er en topaktuel indføring i Hamas og bevægelsens historiske og ideologiske baggrund. Forfatteren er docent ved Försvarshögskolan, hvor han har forsket i voldelig radikalisering i mange år, så emnet er i kompetente hænder.
Hans analyse af Marj al-Zuhur, som er navnet på den sydlibanesiske landsby hvor teltlejren befandt sig, er interessant. Netop fordi de deporterede var tvunget til at blive på stedet, opstod der et ideologisk og operativt fællesskab mellem en række personer, som ellers ikke havde haft synderlig kontakt med hinanden.
Iblandt dem var folk som Abd al-Aziz al-Rantisi og Mahmoud al-Zahar, der begge skulle blive markante ledere i Hamas, og ikke mindst bevægelsens senere generalsekretær Ismail Haniyeh, som israelerne dræbte i Teheran den 31. juli.
I lejren rendyrkede de deporterede bevægelsens grundprincipper om sabr (tålmodiged, udholdenhed og evnen til at tåle modgang), og det hele blev indeholdt i en kombination af muqawama (modstand) og sumud (standhaftighed).
Ranstorp konkluderer, at oplevelsen omdannede en nogenlunde løst forbundet gruppe mennesker til et fasttømret fællesskab med en dyb indre solidaritet, og dermed er det nærliggende at betragte Marj al-Zuhur som en eklatant israelsk fejlhandling.
Det er en yderst betimelig bog, der på let tilgængelig vis skildrer, hvordan Hamas lidt efter lidt er blevet til en helt central faktor i den palæstinensiske sag
Bogen bygger på et omfattende feltarbejde og herunder også interviews med centrale Hamas-folk, der tegner det samme billede igen og igen. Det gælder således også den mangeårige israelske praksis med at opdele palæstinensiske politiske fanger, eller sikkerhedsfanger som det hedder i israelsk terminologi, efter organisatorisk tilhørsforhold. Tanken bag dette er nok at begrænse forbindelsen mellem eksempelvis Hamas og Islamisk Jihad, men rent faktisk har det ført til en styrkelse af de enkelte grupper.
”Fængslerne er i dag opdelt efter tilhørsforhold til organisationer som Hamas, Fatah og andre grupper. De kræver, at du erklærer dit tilhørsforhold, når du bliver sat ind. Det bliver som én stor familie for mange. Hvis du ikke er Hamas, når du kommer i fængsel, er du helt sikkert en del af familien, når du forlader det,” fortæller således Hassan Yousef, der i øvrigt også blev deporteret til Marj al-Zuhur. Fra hans mund lyder det, at ”de vidste ikke, hvad vi havde gang i, og at de ville komme til at betale en høj pris for denne fejltagelse i fremtiden.”
Tre koncentriske cirkler
Det er en yderst betimelig bog, der på let tilgængelig vis skildrer, hvordan Hamas lidt efter lidt er blevet til en helt central faktor i den palæstinensiske sag, og ikke mindst er den en fin kilde til at forstå, hvad der helt aktuelt udspiller sig i Gaza og flere andre steder i regionen.
Ranstorp sporer udviklingen helt tilbage til landsbyen Deir Yassin, hvor over hundrede civile palæstinensere mistede livet da de jødiske paramilitære grupper Irgun og Lehi udførte massakren den 9. april 1939.
Ahmed Yassin var endnu ikke fyldt tre på det tidspunkt, men det blev et omdrejningspunkt i hans liv, og navnlig efter at han og hans familie i 1948 endte som flygtninge i al-Shati lejren i den nordlige ende af Gazastriben. Her hentede han viljestyrke til at gøre modstand og kæmpe for palæstinensisk selvstændighed, og han fandt inspiration hos Det Muslimske Broderskab, som var meget markant til stede i Gaza under egyptisk besættelse.
For Yassin blev essensen af dette, at tabet af Palæstina i 1948 var et tegn på det muslimske samfunds forfald
Broderskabet organiserede nødhjælp, uddannelsesprogrammer og religiøse aktiviteter for at støtte de nye flygtninge og den eksisterende befolkning. Dette engagement formede en stor del af Gazas sociale og politiske struktur i de år.
For Yassin blev essensen af dette, at tabet af Palæstina i 1948 var et tegn på det muslimske samfunds forfald. Efter hans mening lå løsningen i at genopbygge islam som en samlende politisk kraft for at vælte de herskende arabiske sekulære regimer, som han anså for at være enten ikkeislamiske eller fjendtlige over for islam.
Dette blev til den kompromisløse ideologi, da Hamas i 1982 opstod på grundlag af andre islamiske sammenslutninger med Ahmed Yassins tydelige aftryk, og det var også dette, der blev kernen i Hamas’ holdning til Israel.
”Palæstina fra havet til floden er den palæstinensiske nations private ejendom og en uadskillelig del af det arabiske hjemland og den islamiske nation. Palæstinensernes rettigheder skal opretholdes, hvilket inkluderer alle palæstinenseres fulde tilbagevenden til al palæstinensisk jord,” sagde Yassin således til forfatteren, da de i 1998 mødtes i Gaza. Det skete i øvrigt under ledsagelse af lederens personlige assistent, Ismail Haniyeh, der også fungerede som tolk.
I den forbindelse henviser Ranstorp til Khaled Hroub, en stor autoritet på feltet, der selv har flygtningebaggrund og som forsker ved Cambridge University har skrevet indgående om Hamas. Hroub beskriver Hamas’ ideologiske arbejde som bestående af tre koncentriske cirkler, som repræsenterer modstanden mod den zionistisk-vestlige aggression mod Palæstina, den arabiske verden og den islamiske region. Hver cirkel har sin egen unikke rolle og sit eget ansvar i kampen for befrielse.
Et yderst kvalificeret bud
Khaled Hroub har skrevet en forbilledlig lille introduktion, ’Hamas. A Beginner’s Guide’ (Pluto Press, 2006), men med Ranstorps bog har vi fået en Hamas-bog, hvor man som læser føler sig informeret på et niveau, der er fuldt på højde med Hroub. Og så er den oven i købet på dansk.
Det skal i den forbindelse siges, at Ranstorp – ligesom islamforskeren Thomas Hoffmann fra Københavns Universitet – er kommet i søgelyset hos det kontroversielle The Bridge Initiative, der angiveligt søger at delegitimere en række forskere. Aktiviteten har stået på i længere tid, men er aktuelt blevet en del af den betændte debat i forbindelse med Gazakrigen.
Det er en kompliceret debat, og langt hen ad vejen er det et holdningsspørgsmål. Naturligvis skal man da heller ikke bygge sin opfattelse på en enkelt kilde, og da slet ikke i forbindelse med Mellemøsten, som er en kompleks affære, men i denne bog fremstår Ranstorp som både klar i spyttet og akademisk vederhæftig.
”Der er ingen tvivl om, hvad Hamas ønsker at opnå strategisk,” skriver han således. ”Hamas mener, at løsningen på det palæstinensiske problem ligger i at afskaffe og ødelægge staten Israel og etablere en islamisk stat i stedet. Med andre ord nægter Hamas at anerkende staten Israels ret til at eksistere og opfordrer til en uophørlig hellig krig mod Israel, samtidig med at de gør det klart, at de er totalt imod enhver aftale, der ville anerkende dens ret til at eksistere.”
Hamas stræber efter at holde det palæstinensiske spørgsmål øverst på verdens prioriteringsliste på trods af det internationale samfunds intense optagethed af og fokus på krigen i Ukraine
Det er barske ord, men Ranstorp argumenterer lødigt for sin fremstilling af Hamas som en tæt sluttet kreds med meget klare og ubøjelige ideologiske og strategiske mål. I bogens afsluttende kapitler beskriver han, hvordan Hamas’ nuværende leder, Yahya Sinwar, ved at iscenesætte en dramatisk og voldelig konfrontation den 7. oktober sidste år håbede at trække verdens opmærksomhed tilbage på den palæstinensiske kamp. Han ønskede at underminere de mellemøstlige normaliseringsprocesser i forhold til Israel, hvilket ifølge Hroubs koncentriske cirkler kan ses som forræderi mod de palæstinensiske interesser.
For Sinwar var det også vigtigt, fordi Hamas stræber efter at holde det palæstinensiske spørgsmål øverst på verdens prioriteringsliste på trods af det internationale samfunds intense optagethed af og fokus på krigen i Ukraine. Og alt dette har nok kun været muligt, fordi Hamas gennem årene er blevet den magtfaktor som den er – og muligvis vil fortsætte med at være. Der kan naturligvis være flere andre tolkninger af situationen og styrkeforholdene, og det ser vi en del af i disse tider, men i det mindste kan man sige, at Ranstorps anbefalelsesværdige bog giver et særdeles kvalificeret bud.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og