FILM // FESTIVAL – Kan dokumentarfilm få os til at sanse det uforståelige? Som f.eks. hvordan planter og skove opfatter verden? På årets DOX er der en del naturfilm, som arbejder med sansning og uforståelighed, og eftersom de veksler meget i kvalitet, er det fristende at lære noget af forskellene, skriver Frederik Bové. Hvad gør f.eks. danske Pia Rönickes film Drifting Woods så vellykket?
Den nok væsenligste fremdrift, der er sket i dokumentarfilmen siden årtusindskiftet, skyldes amerikanerne fra Harvard Sensory Ethnography Lab, der særligt med filmen Leviathan (2012) fuldstændig genopfandt, hvordan genren kan fungere. Selv den mest eksperimenterende dokumentar havde hidtil et ønske om at få sine tilskuere til at forstå et eller andet, hvilket så kunne være nok så abstrakt. Men de nye sanse-etnografer forsøgte i stedet at kreere sansninger, følinger, oplevelser og dermed kunne formidle nogle helt andre slags temaer.
Så i Leviathan spændte man et utal af digitale kameraer på en fiskerbåd, så man virkelig kunne mærke havet, bølgerne, vejret. I Manakama kørte man i små svævevogne op til et buddhistisk kloster og mærkede virkelig clashet mellem gammel religion og moderne teknologi. I år er laboratoriet repræsenteret med De Humani corporis fabrica, der viser kikkertundersøgelser ind i menneskets indre, så vi sanser mennesket fra den forkerte side.
Idéen om at bryde grænsen for det menneskelige perspektiv har bredt sig i hele filmverden og er noget, man altid kan dyrke på DOX. I år er der særligt mange film, der forsøger at være, hvad man kan kalde ‘naturfilm’ – film om planter, træer og skovområder. Det slap nogle filmmagere heldigere fra end andre.
Light Needs (Jesse McLean)
CPH:DOX har gerne noget af den her type film i hovedkonkurrence, såsom The Mushroom Speaks i 2021 og Becoming Animal i 2018. I år er turen så kommet til stueplanter, som den amerikanske instruktør Jesse McLean forsøger at give en større forståelse for.
Min tommelfingerregel er, at de bedste af de her film ikke kommer i Hovedkonkurrence, og det er Light Needs et godt eksempel på. Den er cute, forsimplet, vil underholde, ikke forvirre og ender derfor med bare at være kedelig. Så interessante er stueplanter nemlig heller ikke.
Man skal virkelig tænke kunsten ind i skabelsen af de her film, ellers bliver det komplet fejlslået
Hvordan skildrer man rent filmisk en stueplantes liv? Ja, det må være noget med stationære billeder, som holdes rigtig længe, ikke? Langsommeligt, tålmodigt. Men det er alt for meget én-til-én tænkning, som ikke lærer os noget som helst, vi ikke kunne lære ved, altså, bare at kigge på en stueplante, som mange af os jo har stående i hjemmet. Der er tilsat informativ voiceover, men det er ikke mere interessant end en mellemgod podcast.
Den her én-til-én tankegang er alt for forsimplet og glemmer altid, at filmmediet ikke er en direkte gengivelse af virkeligheden. Kamera og klip er selvstændige processer, der påvirker, hvad det er, vi ser.
I Becoming Animal havde filmskaberne hængt nogle helt små digitale kameraer fast på trækfugle, men billederne lignede ikke naturbilleder, de var tydeligt digitale, og gav derfor mere fornemmelsen af teknologisk udvikling. Man skal virkelig tænke kunsten ind i skabelsen af de her film, ellers bliver det komplet fejlslået, som ret meget er tilfældet i Light Needs.
For eksempel hører vi på et tidspunkt, at bonsai-planters liv vel egentlig er virkelig stressende, fordi de har så lidt plads og altid bliver beskåret, men der er absolut intet gjort for at formidle stress i de scener, de er fuldstændig så ensporede og langsomme som alt andet i den her film. Det er ikke godt, det er overhovedet ikke godt.
Bruises (Ginan Seidl & Daniel Ulacia Balmasesa)
Så er der til gengæld mere tanke for det filmiske apparat hos Ginan Seidl (som ikke er i familie med Ulrich Seidl, instruktøren bag Paradis-trilogien, Rimini og mange andre film). Hendes film Spin blev vist på DOX i Next:Wave Konkurrencen i 2017, hvor jeg virkelig blev imponeret. Spin handlede om kvantemekanik, og hvordan elektroners ‘spin’ synes at udfordre de gældende forståelser for verden.
Bruises handler om animisme i et lille mexicansk samfund, en anden ting der udfordrer, hvordan vi forstår verden, og igen formår Seidl, med co-instruktør Balmasesa, at skabe filmiske effekter, der bringer os tættere på at forstå det uforståelige.
Seidl lånte i Spin meget fra den feministiske filosof Karen Barads kvante-baserede tanker om verden. Barad gav sit eget sprog til at beskrive, hvordan videnskab fungerer: Hun kaldte forsøgsopstillinger for ‘apparater’, som lavede visse tegn, som så kunne fortolkes til viden om verden. Mærkværdige apparater laver mærkværdige mønstre, og den kloge forsker konkluderer deraf, hvilke grundstoffer solen består af. Selvom de tolkninger er subjektive, så er tegnene objektive, så videnskaben kan da siges at kreere halvvejs objektiv viden om verden, på trods af hvad diverse postmoderne filosoffer hævder.
Jeg tror måske, Ginan Seidl har haft de her idéer i tankerne under arbejdet med Bruises. Den lidt mærkelige titel henviser nemlig til nogle mærker på landsbyindbyggernes kroppe – de hævder, at de en gang imellem bliver til dyr og strejfer rundt i området udenfor. Det er naturligvis nemt at afskrive som overtro, det er nemt at forklare på alle mulige måder, men… Hvor faen kommer de blå mærker så fra? Animismen sætter tegn, bruises, i indbyggerne på den ene eller anden måde.
Bruises er en særdeles tålmodig og langsom iagttagende dokumentar, der i høj grad blot beskriver blandingen af modernitet og gammel tro i det lille samfund. Så vi ser f.eks. en gammel, klog kone mærke på en gravid kvindes mave og fortælle om, hvordan barnet bliver, og den gravide kvinde siger, det ikke passer helt med, hvad ultralydsskanningen viser, men ved ikke om hun stoler på det ene eller det andet. Det er sammenfiltringen af forskellige verdener, som filmen forsøger at beskrive, og hvordan de sætter spor i hinanden.
Ginan Seidl har blik for filmmediet som ‘apparat’, som særligt instrument til at skabe nye tanker, følelser, sansninger, og det kommer der til tider virkelig spændende billeder ud af
Og i filmens bedste sekvens bliver film til en tredje verden, filtret sammen med de to andre. Først ser vi en af filmens karakterer se nogle af scenerne, vi tidligere har set, men så begynder det at flimre, og så pludselig klippes der over til ældre billeder fra området. Billeder af storvildtjægere og andre kolonialister, ret voldsomme billeder, og så klippes der til hjemmevideoer af ritualer og danse. Det er en slående sekvens, måske det bedste jeg har set på DOX i år. Det er som om de gamle optagelser også bliver til tegn, de gamle sort-hvide fotografier er selv ‘bruises’, som kolonialismen efterlod. Det er så voldsomt og overvældende, at man føler det.
Jeg er ved at blive ret stor fan af Ginan Seidl. Jeg forstår ikke hendes projekt endnu, og det virker som om, hun stadig har sit gennembrud til gode, men hun undersøger utroligt interessante emner og har blik for filmmediet som ‘apparat’, som særligt instrument til at skabe nye tanker, følelser, sansninger, og det kommer der til tider virkelig spændende billeder ud af.
Drifting Woods (Pia Rönicke)
Spændende billeder er der også i den danske kunstner Pia Rönickes Drifting Woods, der sætter fokus på skove i Sverige. Hun bruger særligt optagede billeder, bl.a. en masse satellitfotos og billeder lavet med laser, som staten laver for at hjælpe med skovdrift. Og det kombineres med helt klassiske og gerne langsomme billeder af træer. Forskellen til Jesse McLeans film er især, at Rönickes træbilleder er flotte og værd at bruge tid på. Men det er også, fordi hun i stedet for at forsøge at forklare alt om emnet lader det beholde en del af sin dragende mystik. Sin uforståelighed.
Det hjælper selvfølgelig også, at de mange ting, der bliver fortalt i voiceover, er fascinerende og spændende. Det er ikke så meget et forsøg på at forstå noget essentielt om træer, som det er fortællinger, der kredser om emnet. Så vi hører om, hvordan svensk skovbrug blev intensiveret efter 30-årskrigen, hvordan ‘skovfinner’ ankom til Sverige for at hjælpe med skovbrug, og ikke mindst hører vi om, hvordan skove bevæger sig, alt efter hvordan klimaet forandrer sig. De er ‘drifting’, hvilket kommer til at virke enormt mystisk, selvom det jo sådan set er forståeligt nok.
Vi kommer ikke tæt på at forstå naturen blot ved at se billeder af det. Men filmkunsten kan alligevel med sine mange virkemidler gøre os klogere på et eller andet
Rönickes film fortæller enormt meget interessant om emnet, omend det også er dejligt søvndyssende med kombinationen af stille billeder, langsom voiceover og et potpourri af skovlyde. Det er Slow Cinema er den fineste slags. Og så er det alligevel afvekslende. Der er slående kontrast mellem de mange menneskeskabte diagrammer, lavet med alskens højteknologi, der skal gøre skovene forståelige og dermed udnyttelige, og så skovbillederne, som emmer af uforståelighed. I den kontrast lever filmen.
Stort set alle film lever af kontraster – det er kun sådan noget som Birdman, der forsøger at virke helt sammenhængende. Du har to klip, og så klipper du dem sammen. Af den grund egner film-‘apparatet’ sig særlig godt til at skildre ting, der kontrasterer, verdener der støder sammen, forståelsesformer der rammer imod hinanden. Det er det, som Bruises og Drifting Woods forstår om naturen, som Light Needs ikke gør. Vi kommer ikke tæt på at forstå naturen blot ved at se billeder af det. Men filmkunsten kan alligevel med sine mange virkemidler gøre os klogere på et eller andet. Om ikke andet så forstå, hvor uforståelig anderledes det er.
Læs mere om film på CPH:DOX her i POV.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
