PRIDE // KRONIK – “I tolerancens og solidaritetens navn bliver det paradoksale faktum, at vi som flok ikke tolererer spørgsmål, refleksioner eller argumenter, der betvivler eller går imod det etablerede narrativ.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I anledning af Pride i København for nylig har jeg læst gang på gang i de seneste uger i alverdens opslag på de sociale medier, at influencers har tilpasset deres temaer og budskaber, ligesom virksomhedsledere og hjemmesider har skiftet deres profilbilleder ud.
Medierne har også været fulde af regnbuetemaer – ofte med en pro-woke vinkel. Der fejer med andre ord en bølge af akut-tolerance og -begejstring hen over det ganske land.
Så jeg vil også dedikere et indspark til Pride – dog på en anden måde end normalt.
Det ikke at være 100 procent for noget betyder ikke at være 100 procent imod. Det betyder bare, at du er et tænkende, spørgende og sansende menneske
Når du læser mine tanker – inklusive links til mennesker (m/k), der stiller eksistentielle spørgsmål til temaet, beder jeg dig huske en afgørende pointe: Det ikke at være 100 procent for noget betyder ikke at være 100 procent imod. Det betyder bare, at du er et tænkende, spørgende og sansende menneske.
Den pointe er essentiel i en debat, der de senere år er blevet kapret af en diskurs, hvor kritiske, reflekterende spørgsmål ofte defineres som sårende, politisk ekstreme eller endda konspirationsteoretiske. Intet af det kan være fjernere fra virkeligheden – og intet er i øvrigt mindre woke end netop den kommunikationsform.
Woke i sin oprindelige betydning
At være Woke betyder i sin oprindelige betydning at være vågen (awake – eller bevidst). I det at være vågen ligger – rent dybdepsykologisk – at kunne holde spændingen mellem to poler, dvs. ikke at lande i enten/eller, men at kunne se facetter og nuancer, som ikke ses i en fastlåst position.
Problemet med at være woke i dag er efter min mening, at det begreb selv er blevet ’en pol’, og at bevægelsen skaber både friktioner og fraktioner, fordi der ifølge den findes én sandhed, herunder ét blik på verden, på køn og på mennesker. Alt andet dømmes som enten transfobisk og/eller ultrahøjredrejet.
Mennesker udskammes for at udtrykke tvivl og italesætte andre modeller af verden. Andre ties ihjel, eller deres budskaber saboteres
Forfattere forsøges skrevet ud af historien (som med J.K. Rowling). Professorer fyres eller mobbes ud af deres arbejdsplads. Mennesker udskammes for at udtrykke tvivl og italesætte andre modeller af verden. Andre ties ihjel, eller deres budskaber saboteres (heri ligger også min egen risiko, hver gang jeg undlader at pudse glansbilledet og i stedet skaber sprækker i ’virkeligheden’).
I tolerancens og solidaritetens navn bliver det paradoksale faktum, at vi som flok ikke tolererer spørgsmål, refleksioner eller argumenter, der betvivler eller går imod det etablerede narrativ.
Masseformationens grimme ansigt
Den kollektive solidaritet og tolerance, jeg beskriver her, kaldes også masseformation. Masseformationens andet navn er gruppepsykologi og indebærer en psykologisk mekanisme, hvor individet mister sig selv og sit eget indre navigations-apparat for at være en del af en større gruppe eller bevægelse.
Den er ubevidst, hvilket betyder, at når ’sandheden’ anfægtes, sætter et stærkt forsvar i gang – ofte med en række ydre, ikke sjældent voldsomme, reaktioner som konsekvens. Det indebærer også cancelling og udstødelse.
Mekanismen kan ligefrem udvikle sig til en kollektiv ’psykose’, hvor fornuft, empati og medmenneskelighed i sidste ende mistes – det skete fx i Tyskland op til og under 2. verdenskrig, men tilløbene har også vist sig de seneste par år, så vi ved, at den i dag lever i bedste velgående i menneskers ubevidste lag: en ’anderledestænkende’ gruppe hænges stadig ud, hvorefter majoriteten (inklusive den største gruppe, som er dem, der ikke orker eller tør at tage stilling) kan hvile trygt i deres ståsted.
Dem, der virkelig er overbevist om ’sandheden’, er som regel et fåtal.
Dem, der virkelig er overbevist om ’sandheden’, er i øvrigt som regel et fåtal. Uerkendt masseformation i et samfund har imidlertid som konsekvens, at det kollektivt accepterer normaler, der før ikke var tænkelige, og som i længden kan få alvorlige følger, som vi i det kollektivt etablerede tunnelsyn ikke kan se, for så kan vi ikke længere stå skråsikre i vores position. Hvilket ikke mindst inkluderer bevægelsens sejrende stemmer og dem, som er gået med og derfor fremadrettet skal forsvare deres egne handlinger og valg.
Derfor insisterer jeg på at nuancere den nuværende fortælling og at påpege de sprækker i ’virkeligheden’, jeg ser – ikke fordi jeg har ret, men fordi der findes andre blikke på woke-bevægelsen i dens nuværende form.
Modet til at flytte blik og ståsted
Jeg har de sidste par år hørt og læst mange forskellige menneskers holdning til woke og transdebatten, og lidt efter lidt har jeg flyttet mit eget ståsted.
Dem, jeg har lyttet til, har haft vidt forskellige politiske ståsteder og syn på verden: spirituelle og faktuelle. Mænd og kvinder. Homo og trans. Højre- og venstreorienterede. Statistikker såvel som følelser.
Alle stiller på hver deres måde spørgsmål og løfter woke-debatten ud af den etablerede fortælling. Det interessante er, at deres forskellige udtalelser bygger en bro, der afdækker lag og nuancer, som jeg mener, vi må forholde os til både som samfund og individ uanset ståsted.
Woke er ikke ’godt nok’. Vi er nødt til at være ’awake’ – både som individ og som samfund
Her følger en liste med udvalgt inspiration:
- Douglas Murray & Julie Bindel taler med The Spectators Editorial Manager Lukas Degutis. Hun er lesbisk, venstreorienteret og feminist. Han er højredrejet, forfatter og hvid mand i sin bedste alder.
- Journalist og politisk satiriker Andrew Doyle gennemgår Pride flagets interessante udvikling i farver og budskaber på CBN Live. Se den, reflekter – måske kommer du til at smile?
- Formand for Dansk Regnbueråd, Marcus Dib Jensen, tager bladet fra munden og siger sin
nuancerede mening om den nuværende fortælling om køn – som menneske og transperson. - Den spirituelle aktivist Teal Swan analyserer forskellen på at være woke og awake og spidder
paradokser og dobbeltmoral i den nuværende fortælling. - Organisationen She Won lister alle de kvinder, som kunne have vundet vigtige sportskonkurrencer, hvis ikke en transkvinde havde fået adgang. Så hvis du hører det ofte brugte argument ’det gælder jo ikke særlig mange’, så har du her et modbevis, for listen er lang.
- J.K. Rowling forsøges cancelled og fjernet fra historien – bl.a. fra Pop Culture art Museum som en del af Harry Potter universet – fordi hendes (vedholdende) ståsted er, at en kvinde er et biologisk født hunkøn.
- Som det sidste inkluderer jeg også en udtalelse fra en transkvinde, Sarah Jane Baker. Hun var en af talspersonerne under denne Pride Parade i London, hvor hun (som er en tidligere voldsdømt mand med 30 år i spjældet) udtrykker: ’If you see a TERF (Trans-exclusionary Radical Feminist), punch them in the face.’ En TERF er bl.a. en lesbisk kvinde, der ikke ønsker sex med en transkvinde. En TERF er J.K. Rowling. En TERF er givetvis mig. En TERF
er alle de kvinder, overalt i verden, der ikke ukritisk accepterer den nuværende fortælling om køn.
Vi er alle nødt til – virksomheder og politikere, mænd og kvinder – at se dybere, så vi ikke ’surfer ureflekteret med på bølgen’. Det er nemt, indtil bølgen knækker, og så er det ikke sjovt længere. For lige der indser vi, måske, at woke ikke er ’godt nok’. Vi er nødt til at være ’awake’ – både som individ og som samfund.
Læs mere af Birgitte Baadegaard her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her