Nina Smith: Først tisser du på mig, og så siger du, jeg lugter

af i Debat/Medier

POV BUSINESS // DEBAT // MEDIEKRITIK – “Det er en bizar verden, hvis journalister ved en avis først kan bruge over tre timer på at snakke om foreningen, og så kan en anden afdeling af JP – nemlig debatredaktøren – efterfølgende beskylde mig for, at JP ikke stillede nogle andre spørgsmål”, skriver professor Nina Smith, der ikke er imponeret over Jyllands-Postens metoder efter at hun gav avisen et interview i sin egenskab af formand for Forenet Kredit og efterfølgende blev hængt ud af debatredaktøren.

Undskyld det ligefremme sprog, men dette ordsprog var det der faldt mig ind da jeg så Finans i Jyllands-Posten forleden.

Jyllands-Posten har gennem et halvt år spurgt til et langt interview, hvor jeg kunne fortælle om den turbulente periode, Forenet Kredit har været igennem. Nu er jeg genvalgt som formand, så det var for mig et fint tidspunkt at gøre status på tre år som formand – og de næste fire år.

Jeg lukker Jyllands-Postens to meget venlige journalister ind i min stue i privaten, og vi har en åben snak 3½ time. Tre og en halv time – og der var ikke nogle emner, jeg ikke ville tale om. Det er – synes jeg selv – en godkendt åbenhed over for journalisterne.

De to journalister skriver to fine artikler med to lidt vel skarpvinklede overskrifter, men det har et langt liv i medierne lært mig, at sådan en snak tit ender med, da overskriftsredaktøren jo typisk er en anden end journalisterne på selve artiklen.

Teksten er ét langt sammensurium af personangreb og stråmænd

Nu kommer avisens debatredaktør Magnus Barsøe så på banen med en kommentar til mit interview.

I indlægget med den for mig lidet klædelige titel, “Nykredit-formand Nina Smith forsøger at omskrive sit plettede eftermæle” beskyldes jeg for med en kejserlig selvopfattelse at tromle boligejere og kvæle demokratiet.

Teksten er ét langt sammensurium af personangreb og stråmænd.

Jeg har vistnok aldrig talt med Magnus Barsøe, som har interesseret sig mere end almindeligt for min person gennem mere end tre år, men jeg hælder til at være enig med min professorkollega fra CBS, der i en stærkt underholdende anmeldelse kategoriserer ham som et eksemplar af gruppen SUM, Selvsikre Unge Mænd.

Det er immervæk ikke småting, han mener at have gennemskuet fra sit skrivebord – vel at mærke uden nogensinde at spørge mig. Det kan undre, når han netop selv fremhæver Hal Kochs tanker om den demokratiske samtale, hvor man lytter til sine modstandere.

Kommentarens kerne er en anklage om, at jeg ’behændigt undlader at kommentere på hele forløbet, der rejser alvorlige spørgsmål ved formandens demokratiske sindelag’.

Undskyld, men det er journalisterne fra JP, der stiller spørgsmålene i et interview. Og dem, der skriver artiklen bagefter.

Jeg snakker hjertens gerne om demokrati og valg – hvis jeg bliver spurgt. Jeg har ikke noget at skjule

Hvis JP hellere ville snakke demokrati, skulle det selvsagt være det, der var spurgt om af JP’s journalister. Det er en bizar verden, hvis journalister ved en avis først kan bruge over tre timer på at snakke om foreningen, og så kan en anden afdeling af JP (nemlig debatredaktøren) efterfølgende beskylde mig for, at JP ikke stillede nogle andre spørgsmål.

Jeg snakker hjertens gerne om demokrati og valg – hvis jeg bliver spurgt. Jeg har ikke noget at skjule.

Hvis debatredaktøren så inderligt brænder inde med spørgsmål til mig og min demokratiopfattelse, skulle han være taget med til interviewet, eller give de udsendte JP journalister spørgsmålene med.

Debatartiklen virker som en intern efterkritik internt i JP, der formuleres som en forfejlet kritik af mig i stedet.

Det bliver en underlig avismølle, hvor man først skriver en historie, og så næste dag kan skrive en kommentar om alle de ting, ens kolleger ikke spurgte om.

Barsøes kommentar bygger også på en stråmand om, at jeg personligt tager æren for den udvikling, Nykredit og Forenet Kredit har været igennem

Nu kan jeg så skrive dette svar, og så kan det blive et efterfølgende emne for en podcast, som JP så efterfølgende igen kan skrive noget fordrejet om på Twitter.

Barsøes kommentar bygger også på en stråmand om, at jeg personligt tager æren for den udvikling, Nykredit og Forenet Kredit har været igennem. Det siger jeg sådan set ikke i interviewet. Jeg bruger faktisk ordet ’vi’ en del – og ikke i den royale tolkning.

For i Forenet Kredit er vi et hold. Jeg har haft fornøjelsen af en dygtig direktør, to næstformænd, en bestyrelse, et repræsentantskab – og et mylder af andre superdygtige mennesker, som har hjulpet hele vejen.

Jeg bliver også bebrejdet og beskyldt for at fornægte det faktum, at jeg selv var fortaler for en børsnotering.

Det står jeg fortsat gerne ved. Det var den klart bedste løsning i 2015 og 2016, hvor planerne blev lagt.

Myndighederne havde også understreget over for os, at det var ønskeligt med større kapitalfleksibilitet. Flere toneangivende økonomiske eksperter var også enige i, at det ville være ret positivt for den finansielle stabilitet, hvis vi blev børsnoteret.

Det erkendte Barsøe i øvrigt selv for to år siden, efter han ville have censureret en kronik fra min hånd, før den skulle bringes. Det afslog jeg, og efterfølgende måtte han erkende, at der ikke var noget forkert i det, vi skrev – tværtimod. Men, som han skriver i dag – man kan jo altid ændre mening.

Børsnoteringen var den mindst ringe løsning på et potentielt alvorligt problem, den bedste mulighed, der var på det tidspunkt. Heldigvis kom der en bedre løsning

Jeg har sådan set ikke ændret mening om børsnoteringen. Det var den mindst ringe løsning på et potentielt alvorligt problem, den bedste mulighed, der var på det tidspunkt.

Heldigvis kom der en bedre løsning. Og ja – jeg spillede personligt en rolle i, at den løsning blev til virkelighed. Hvis man vil dobbelttjekke det, så kan man spørge de involverede. Eller man kan sidde bag sit skrivebord og gætte på det modsatte.

Jeg synes, det er ærgerligt, at debatten ender her.

Jeg har haft mine op og nedture med Jyllands-Postens journalister, men jeg viser en mængde tillid, når jeg åbner døren til mit hjem i timevis. Så kunne jeg have det ønske, at man stiller sine spørgsmål og bringer sin kritik på bordet dér.

Den anden metode er oprigtig talt lidt for fej til min smag.


Topfoto: Manneken Pis, Wikimedia Commons.

Nina Smith er professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet. Hun er bl.a. bestyrelsesformand for Forenet Kredit og Næstformand i Nykredit.

Seneste artikler om Debat

Arbejdet kalder

KOMMENTAR – Pressede sprogarbejdere uden rettigheder modtager i disse dage trusselsmails fra