Nina Skyum-Nielsen: Lidt om humor

Nina Skyum-Nielsen 15.06.2020

HUMOR // KOMMENTAR – “Humor skal kunne noget andet og langt vigtigere og langt mere opløftende end bare at såre og provokere. Det betyder ikke, ar den skal være tam og ufarlig – det betyder bare, at dét at skabe noget magisk sjovt kræver så uendeligt meget mere end en racistisk joke og et publikum.”

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

‘Bruuns Stue’ er en skarp, aktuel og humoristisk quiz på DR2 med satiriker Rasmus Bruun som vært. Han udfordrer både seere og gæster på deres grænser – og på deres krænkelsesparathed.

Vi lever i en ’krænkelseskultur’, hvor det af og til kan være svært at navigere med krænkelseskulturen og politisk korrekthed uden at træde nogen over tæerne.

Vellykket humor skal i en eller anden grad tjene et formål … Humor, der kun håner og sårer uden formål, er ikke vellykket humor. Den er ondskab i sin egen lille perfide skal

Sådan lyder det ifølge Ekstrabladet i DR’s egen beskrivelse af det nye DR2-quizshow ‘Bruuns Stue’, som har Rasmus Bruun, der særligt er kendt fra ‘Den Korte Radioavis’ på Radio24syv, i front.

Onsdag 10. juni løb de første optagelser til programmet af stablen med et publikum, som DR havde efterlyst på sin hjemmeside. Så langt er alle med, men hvad der derefter skete, er der ikke helt enighed om. Bortset fra essensen: Et indbudt panel blev spurgt om, hvem af deltagerne, der var villig til at læse en grov racistisk vittighed op.

Komiker Huxi Bach meldte sig, og efter at have forsikret om, at han aldrig ville bruge sådan en vittighed, læste han den op. Og så brød en somalisk pige, der var inviteret ind som ‘testperson’ blandt publikum, sammen i gråd.

Programmet kollapsede, og DR overvejer nu hele formen, kan man forstå fra en hidsig mediedebat, hvor Huxi Bach også har opdateret på sin Facebook-side om sagen.

Og så kan man selvfølgelig sagtens spørge – som jeg kan se, at mange gør på sociale medier: hvad er forskellen egentlig på et tv-program, hvor man stiller (kendte) paneldeltagere den opgave at læse en ubehagelig, racistisk joke op for et publikum og en repræsentant for den gruppe, joken omhandler, og så al muligt andet humorgøgl derude?

For mig er forskellen, at vellykket humor i en eller anden grad skal tjene et formål.

Vi griner af Adam og Noahs selvudlevering og selvironi. Det er “os og dem”, men uden den villede, meningsløse ondskabsfuldhed

Den skal ramme noget, vi kan genkende og måske endda give os et andet perspektiv på det, vi tror, vi kender til bevidstløshed.

Eller den skal forløse det svære eller ligefrem smertefulde.

Hvorfor griner vi af Adam og Noah? Fordi de er et satirisk spejl – vi hører og ser os selv som de tosser, vi også kan blive set som, når øjnene er nogle andres end vores egne. Og så griner vi af Adam og Noahs selvudlevering og selvironi.

Det er “os og dem”, men uden den villede, meningsløse ondskabsfuldhed

Hvorfor griner vi af de store amerikanske satirikere (mine personlige favoritter er Trevor Noah og Stephen Colbert)?

Fordi de sætter fingrene på absurditeten i magthavernes beslutninger, på løgnene, på uretfærdigheden, på det, der gør mange af os oprørte. Og de gør det letfodet, elegant og morsomt, så vi igen tror på, at fornuften og retfærdigheden findes eller i hvert fald kan genskabes.

Hvorfor griner vi af Jonatan Spang eller Huxi Bachs ekvilibristiske søndagssatire?

Fordi de revser det åbenlyst urimelige, det løgnagtige og det hykleriske.

“Humor”, der kun håner og sårer uden formål, er ikke vellykket humor. Den er ondskab i sin egen lille perfide skal.

Og jeg vil meget gerne have lov til at sige nej tak til voldsomt grovkornede jokes uden at blive hængt ud som det ultimative krænkelsesparate “snowflake.

Måske skyldes min tavshed, at jeg ikke synes, at den nøgne, onde og udskammende provokation i sig selv er sjov

Måske skyldes min manglende latter ikke, at jeg er en nærtagende idiot. Måske skyldes min tavshed, at jeg ikke synes, at den nøgne, onde og udskammende provokation i sig selv er sjov.

Humor skal kunne noget andet og langt vigtigere og langt mere opløftende end bare at såre og provokere.

Det betyder ikke, ar den skal være tam og ufarlig – det betyder bare, at dét at skabe noget magisk sjovt kræver så uendeligt meget mere end en racistisk joke og et publikum.

Tak til alle dem, der evner at trylle med ord og fordomme og tabuer med det klare formål, at vi ser os selv knivskarpt – på den virkelig sjove måde.

LÆS MERE OM HUMOR – DET ER IKKE SÅ NEMT ENDDA – I POV HER

Nina Skyum-Nielsen

Nina Skyum-Nielsen er passioneret kommunikator og journalist med blik for både det groteske og det (ufrivilligt) morsomme i en særdeles broget verden. Professionelt solidt plantet i det strømlinede erhvervsliv, privat solidt plantet i en verden, der altid kan rumme det skæve. Nina er oprindelig fra Sydsjælland, nu Frederiksberg-borger.