I den forgangne weekend bragte POV International et indlæg fra Copenhagen Prides forperson, Lars Henriksen. Han gik først og fremmest i rette med Berlingske og avisens debatredaktør, men en del af kritikken var vist rettet mod sådan nogle som mig.
”Lad mig sige det igen: Copenhagen Pride har ikke fravalgt Nørrebro. Men vi modsætter os at blive spændt for en vogn af folk, som kører en personlig dagsorden af på vores bekostning – uden indsigt i hverken vores organisation, logistikken bag en parade af de dimensioner vores har, eller med nogen reel interesse i de sager, vi arbejder for.”
Jeg vil gerne have Priden til Nørrebro. Jeg bor her i det, som skulle være Danmarks mest mangfoldige bydel, og jeg synes, at Priden og Nørrebro ville klæde hinanden.
Lyder det som et fredeligt standpunkt? Så skulle I bare vide, hvad det har kostet af personlige venskaber og verbale øretæver fra folk, som jeg slet ikke kender, at jeg har prøvet at agere i overensstemmelse med mit standpunkt.
Det hører med, at når man står for noget, så bliver man udfordret, men det kan undre mig, hvor lille lysten til egentlig dialog synes at være hos dem, som har set sig sure på mig
Der er ingen grund til at beklage sig over de konsekvenser. Det hører med, at når man står for noget, så bliver man udfordret, men det kan undre mig, hvor lille lysten til egentlig dialog synes at være hos dem, som har set sig sure på mig.
Politiken bragte 6. december 2016 et debatindlæg med titlen, “Tag bagsædet i stedet for æren, hvis du vil kæmpe på vegne af minoriteter”, der handler om min person og mit projekt. Indlæggets to forfattere har så vidt jeg kunne bedømme misforstået, hvad jeg står for, og det ville jeg gerne råde bod på, så jeg afleverede følgende brev i den enes postkasse med ønsket om, at dette forsonende skridt kunne lede til en bedre forståelse mellem os:
Kære Mia,
Jeg skriver til dig for at ønske dig og dine et godt og lykkebringende nytår.
Du kender mig ikke. Alligevel har du i Politiken i din egenskab af sognepræst fyret en bredside af mod mig som person og mod mine hensigter med ’Regnbuen tilbage til Nørrebro’. Endda på trods af at du ikke kender mig, og aldrig har talt med mig om de hensigter og bevæggrunde jeg tillægges i indlægget.
Det undrer mig, og det ærgrer mig.
De mennesker der derimod kender mig, ved, at de hårde ord mod mig i debatindlægget er skudt helt ved siden af, hvad angår min person og det jeg står for.
Jeg tager i det nye år gerne i mod en invitation fra dig til en personlig snak over en kop te eller en kold cola på dit kontor, hvis du måtte have behov for at lære mig at kende, lytte til mine egne ord og holdninger om sagen, kritisere mig hvis du er uenig med mig, ytre dig med dine holdninger om sagen, eller blot møde mig så du da i det mindste kan se mig i øjnene når du nu offentligt har kritiseret min person ret så voldsomt.
I så fald kan du fange mig på facebook, på mobil eller på mail.
De bedste hilsner, med ønsket om et godt nytår.
Efter min opfattelse var min reaktion på deres indlæg, som målrettet gik efter at miskreditere mig, et fredeligt og konstruktivt skridt, og langt mere diplomatisk at man kunne forvente af en, der netop er blevet angrebet i en landsdækkende avis.
Jeg hørte aldrig fra min kritiker, men kunne konstatere at den respons, hun fandt passende, var at blokere mig på Facebook. Vi kommer nok aldrig hinanden meget nærmere, hvis det er måden, som vi behandler uenigheder på
Jeg hørte aldrig fra min kritiker, men kunne konstatere at den respons, hun fandt passende, var at blokere mig på Facebook. Vi kommer nok aldrig hinanden meget nærmere, hvis det er måden, som vi behandler uenigheder på.
Der, hvor folkene bag Copenhagen Pride og de to kritikere i Politiken tager fejl, er, at de ikke kan forestille sig andre motiver til at ville have Priden til Nørrebro, end at jeg vil ”tale deres sag” og ”spænde dem for en politisk vogn”.
Jeg vil bestemt ikke tale deres sag eller overtage den. Det er de helt givet bedre til end mig. Spørger de om hjælp, træder jeg gerne til, men det har de ikke gjort, så de har ganske ret i, at det ville være ekstremt upassende, hvis jeg stillede mig i spidsen for og hyldede mig selv som bannerfører for deres sag.
Men det er deres arrangement, jeg som beboer på Nørrebro gerne vil have til at fylde gaderne i min bydel. Ligesom byer kan byde ind på OL eller finalen i Champions League for deres egen skyld, fordi det vil gøre noget godt for byen, så vil jeg gerne samle kræfterne og byde ind på at få Copenhagen Pride igennem Nørrebro.
Det er til gengæld ikke helt forkert, at jeg også har en politisk dagsorden. Det ville glæde mig enormt, hvis Priden kunne vise de jødiske homoseksuelle, der har udtrykt bekymring ved at færdes på Nørrebro, at de ikke har noget at frygte
Det er til gengæld ikke helt forkert, at jeg også har en politisk dagsorden, som passer med det mål. Det ville glæde mig enormt, hvis Priden kunne vise de jødiske homoseksuelle, der har udtrykt bekymring ved at færdes på Nørrebro, at de ikke har noget at frygte.
https://www.facebook.com/Radio24syv/videos/1425406960821376/
“Det er desværre sådan det er. Vi vurderer selvfølgelig hele tiden risikoen, og politiet passer rigtig, rigtig godt på os under hele paraden. Men Nørrebro?! Det kommer ikke til at ske. Desværre. Vi vil ikke udfordre skæbnen mere end højst nødvendigt, og det ville vi gøre, hvis paraden trillede ind på Nørrebro.”
– Lars Aaron Jozefowicz Varming
Og jeg ville frydes indvendigt ved, at de intolerante kræfter, der også findes på Nørrebro, måtte acceptere, at gaderne tilhører alle, også dem, som de ikke kan lide.
Men hvorfor skal det hedde sig, at jeg ”vil spænde Priden for en politisk vogn”? Ja, jeg har indrømmet de to dagsordener, men er de så forfærdelige? Hvorfor kunne man ikke sige, at man ”allierede sig med dem”. Det ville lyde bedre, og endda passe bedre med virkeligheden.
Jeg antager, at folkene bag Copenhagen Pride er omtrent ligeså kede af, at jødiske homoseksuelle føler sig utrygge ved Nørrebro, som jeg selv er.
Som skaldet, hvid, midaldrende, heteroseksuel mand må jeg finde mig i, at min mening åbenbart er mindre gyldig end så mange andres, så snart vi taler om minoriteter, men som borger på Nørrebro vil jeg insistere på min ret til at påvirke bydelen i den retning, jeg synes, vi skal
Lad os nu tale sammen. Lars Henriksen er en rar mand, som jeg før har mødtes med, og selvom vi ikke er enige om alt i verden, burde vi holde os for gode til at tillægge hinanden skjulte motiver. Jeg tror fuldt og fast på, at Copenhagen Pride går den rute, der passer dem bedst, og at de har gode og fornuftige grunde til ikke at gå igennem Nørrebro.
Den samme tillid burde udvises den anden vej, hvilket betyder en accept af, at mit projekt ”Regnbuen tilbage til Nørrebro” er et stykke lobbyarbejde, hvis eneste formål er at få det fabelagtige arrangement til min bydel.
Som skaldet, hvid, midaldrende, heteroseksuel mand må jeg finde mig i, at min mening åbenbart er mindre gyldig end så mange andres, så snart vi taler om minoriteter, men som borger på Nørrebro vil jeg insistere på min ret til at påvirke bydelen i den retning, jeg synes, vi skal. Og jeg savner Priden.
Rigtig god Pride!
Topfoto: Foto fra Portland Oregon. Licens: CC BY-SA 4.0
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
