CORONAKRISE // KOMMENTAR – Når en alvorlig krise rammer et land, bliver det politiske lederskab udfordret. Det har allerede nu fået konsekvenser i mange lande, siger pensioneret brigadegeneral og historiker Michael H. Clemmesen, der også peger på en ubekvem parallel: tesen om flokimmunitet giver mindelser om Første Verdenskrigs dogmatiske stædighed og 30’ernes racehygiejne. Og spørgsmålet er her, hvilket eftermæle, svenske Anders Tegnell vil få, når epidemien er slut.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Som alle med alvorlige kriser blev den standende coronavirus-epidemi straks en direkte udfordring af landenes centrale ledelse.
Når ledelsen som den kinesiske manglede demokratisk legitimitet, reagerede man resolut overfor det oprør på de sociale medier, der tegnede sig med den døde øjenlæge som martyr. Og selv om krisen ikke er overstået, har regimet haft et betydeligt behov for at tegne den robuste indgriben som en sejr.
Krisen gør, at alle autokrater vejrer morgenluft, fordi krisen kan retfærdiggøre et direkte angreb på oppositionens muligheder
Det er også nødvendigt for den forstærkning af belejringstilstanden, der bliver nødvendig under den kommende økonomiske krise, som direkte anfægter det kinesiske kommunistpartis centrale legitimitetsgrundlag, der igen sættes lig med evnen til at kunne levere fortsat økonomisk vækst.
Coronapolitik og handlekraft
Krisen gør, at alle autokrater vejrer morgenluft, fordi krisen kan retfærdiggøre et direkte angreb på oppositionens muligheder.
Det sker i demokratisk umodne samfund som Rusland, Polen og Ungarn – sidstnævnte skrev Lykke Friis om i POV for nylig. Dette vil dog kunne skabe problemer for regimerne allerede på kort sigt, fordi oppositionen så ikke længere kan gives medansvar for kriseforanstaltninger, der mislykkes.
Sverige har valgt den stik modsatte linje i tacklingen af coronakrisen.
Her satser man på, at den snævre fagligt ansvarlige myndigheds chef, Anders Tegnells, stædige fastholdelse af en kriseplan uden vilje til læring kan lede til succes. Dette resultat kan så smitte af så at sige på landets svage regering og give den en popularitet og legitimitet, som ellers er udfordret.
I øvrigt er situationen som ved tidligere pestsituationer:
Magten bevæger sig ned til det politiske niveau, der demonstrerer sin evne til effektiv handling.
I USA fejlede den føderale magt så klart i udgangspunktet, at autoriteten er ved at blive overtaget af guvernører og borgmestre
Det er i Europa indtil videre staterne, hvor de klogeste regeringer er villige til at delegere resurser og myndighed til regioner og byer. I Tyskland er den arbejdsdeling en naturlig rutine pga. landets føderale struktur.
Trumps fejltagelser vil få konsekvenser til november
I USA fejlede den føderale magt så klart i udgangspunktet, at autoriteten er ved at blive overtaget af guvernører og borgmestre, hvilket dog også er tilfældet til daglig i fleste opgaver grundet supermagtens status som føderation.
Det Hvide Hus styrer herudover de føderale nødresurser gennem kontrollen med FEMA (The Federal Emergency Management Agency), som ligger ind under Department of Homeland Security.
Præsident Trump leder ikke formelt Det Hvide Hus’ såkaldte Coronavirus Tack Force, det gør vicepræsident Mike Pence, flankeret af ambassadør og læge Dr. Deborah Birx. Det står dog klart, at præsidenten høster det meste af spotlyset i de timelange daglige briefinger, som viderebringes af alle nyhedsmedier.
https://www.instagram.com/p/B9acO9qlN-K/
Trumps manglende evne til at lede USA’s indsats fra starten og hans insisteren på at tale krisen ned, har bl.a. haft den konsekvens, at de lokale ledere – især guvernørerne – har fået en tungere rolle ved valget til Kongressen og præsidentskabet til november.
Myndighedernes optræden før og under denne epidemi minder for meget om datidens militære og politiske lederes op til og under Første Verdenskrig til, at det bør ignoreres
Det bliver en spændende at se, hvilken af de to kandidater, der efter de næste måneders dramatiske, multimedieovervågede menneskelige og økonomiske katastrofer er i stand til at få mest ud af guvernør-niveauet.
Teorien bag flokimmunitet minder om racehygiejne
Lad mig derefter drage en parallel med en tidligere katastrofe, fordi menneskelig optræden før og under katastrofer er sammenlignelig uanset kalamitetens karakter. Det vil jeg gøre, selvom mit eksempel måske vil kunne støde nogle læsere.
Myndighedernes optræden før og under denne epidemi minder for meget om datidens militære og politiske lederes op til og under Første Verdenskrig til, at det bør ignoreres.
Man var i begge situationer uprofessionel i de logistiske forberedelser, hvilket førte til manglede effektivitet og unødvendige tab blandt nøglepersonel i de første faser. Dengang manglede man ammunition, nu er det respiratorer, værnemidler og manglende reservehospitalskapacitet, som landene kæmper om.
I nogle lande søgte kredse af intellektuelle et svar på epidemien, der var oplyst og styrket af, at man har set den enkle sandhed og måtte kæmpe for denne med næsten religiøst fokus. Bortset fra i Sverige er disse typer gradvist blevet fortrængt pga. den politiske virkning af den stadig mere dramatiske krise på landenes hospitaler.
Disse intellektuelle svarer for mig at se til den store gruppe, også intellektuelle, med støttende politikere, der i 1930’erne, også i de nordiske lande, søgte at fremme racehygiejne (eugenik). Den tilsvarende idé nu er at søge såkaldt ‘flokimmunitet’ uanset de menneskelige omkostninger.
Man lukkede hjertet og bed tænderne sammen, mens man nedsled fjendens hær, dens samfund og dens økonomi. Sammenbrud og revolution ville ske hos modstanderen, så der var ingen grund til læring og tilpasning
Man kan sammenligne nutidens beslutsomme, dogmatiske søgen efter flokimmunitet med de “frontale offensiver”, som generalerne ligeså dogmatisk fulgte fra 1914-18 uden nogen sans for taktisk fleksibilitet på trods af voksende tab, lidelser og traumatiske politiske eftervirkninger.
Man lukkede hjertet og bed tænderne sammen, mens man nedsled fjendens hær, dens samfund og dens økonomi. Sammenbrud og revolution ville ske hos modstanderen, så der var ingen grund til læring og tilpasning, hed det.
Hvad vil historiens dom blive over Anders Tegnell?
Hvis jeg har ret, vil Sveriges Anders Tegnells gerninger komme til at tegne eftertiden. Det eneste spørgsmål er på hvilken måde.
Her er det stadig uklart, om Tegnell ender som britiske Douglas Haig, der som bekendt fik ret til sidst, men ikke endte med det bedste eftermæle som ‘slagteren fra Somme’.
Eller om hans rolle bliver den, der blev den preussiske Erich von Falkenhayn, der som generalstabschef fra begyndelsen af 1915 i sommeren 1916 blev flyttet til anden tjeneste som ansvarlig for fiaskoen ved Verdun.
Eller måske snarere som den ansvarlige for den såkaldte “tyske forårsoffensiv”, general Erich Ludendorff, hvis stædighed udløste sit lands politiske systems sammenbrud
Det vil tiden snart vise.
Vi lever i interessante tider.
MICHAEL H. CLEMMESEN ER FORSVARSKOMMENTATOR VED POV – LÆS MERE AF HAM HER
Topillustration: Coronapolitik og aktiv handling, når det gælder. Foto fra The Federal Emergency Management Agency’s Facebook-page.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
