
KRIG I MELLEMØSTEN // ANALYSE – Meget tyder på, at Gazakrigen kan slutte med en våbenhvile, og forhandlingerne i Doha fortsætter. Der er dog stadig fare for, at Netanyahu eller Hamas i sidste øjeblik kan vælge at sabotere processen. Lars Løkke Rasmussen er på en diplomatisk rundrejse i regionen, hvor han bl.a. mødes med Israels udenrigsminister og Det Palæstinensiske Selvstyres premier- og udenrigsminister.
TEL AVIV – Efter et utal af forhandlingsrunder og skuffede forventninger om en våbenhvile i Mellemøsten har det i de seneste dage set ud til, at der for første gang er et håb om et resultat. Med Qatar og Egypten som bisiddere kanter israelerne og repræsentanter for Hamas sig lidt efter lidt tættere på en aftale, men alligevel kan man ikke være sikker på noget som helst, selv om det mandag aften forlød fra Doha, at 95 pct. af aftalen er på plads.
Israels premierminister Benyamin Netanyahu kan endnu trække sig i sidste øjeblik, ligesom det er sket en del gange før, og der er endnu ikke kommet noget endeligt okay fra Muhammed Sinwar, som står i spidsen for Hamas i Gaza.
Trump-effekten
Fra et israelsk synspunkt er et vigtigt element, at første fase af en våbenhvile ser ud til at ville omfatte løsladelse af 33 af de gidsler, som Hamas tog med sig ind i Gazastriben under det dramatiske angreb på det sydlige Israel den 7. oktober 2023. Det er omkring en tredjedel af de resterende gidsler, som stadig befinder sig rundtom i Gazastribens tunnelsystemer, og hovedparten af denne gruppe formodes at være i live. De kategoriseres alle som ”humanitære” gidsler, hvilket omfatter kvinder, børn, mænd over 55 samt syge.
Det er denne del af aftalen, som endnu ikke har fået endelig godkendelse fra Hamas-lederen Muhammed Sinwar, der trådte i sin bror Yahya Sinwars sted, da denne blev dræbt under et israelsk angreb den 16. oktober sidste år. Hidtil har det været en urokkelig holdning hos Hamas, at gidselløsladelsen først skulle komme i sidste fase af en våbenhvile, og under ingen omstændigheder før en total israelsk tilbagetrækning fra Gazastriben havde fundet sted.

Disse to vigtige elementer står i det våbenhvileoplæg, som nu er på bordet, i omvendt rækkefølge. Her hedder det, at den israelske tilbagetrækning først vil finde sted, når samtlige israelske gidsler er på fri fod. I første fase lægges der dog op til, at den palæstinensiske civilbefolkning i et vist omfang vil kunne bevæge sig frit i området, hvilket navnlig betyder, at de mange fra den nordlige del af Gazastriben vil kunne vende tilbage til de hjem, som dog i vidt omfang ikke eksisterer længere. Omkring 90 pct. af Gazastribens befolkning er internt fordrevne, og de fysiske ødelæggelser i området er enorme.
Det er også på denne baggrund, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i disse dage har været på en hurtig rundrejse i regionen
For Hamas vil dette som udgangspunkt være et pauvert forhandlingsresultat, i hvert fald sammenlignet med bevægelsens krav ved tidligere forhandlingsrunder. Men der er ingen tvivl om, at bevægelsen er trængt. Militært er der efter alt at dømme ikke meget tilbage. Ganske vist kostede fortsatte kampe mandag fem israelske soldater livet i Beit Hanoun, som ligger tæt på Jebalya i den nordligste del af Gazastriben, men de sidste ugers sporadiske raketangreb på Israel har tilsyneladende stort set alle været udført af Islamisk Jihad, som er langt mindre end Hamas og helt anderledes decentralt opbygget.
Det vigtigste element er dog nok, hvad man kunne betegne som Trump-effekten. Til stede i Doha, hovedstaden i Qatar, hvor forhandlingerne står på, er naturligvis Joe Bidens team, men det er nok så interessant, at Donald Trump også opererer i regionen. Steve Witkoff, der skal være den særlige mellemøstudsending i den kommende Trump-administration, mødte forleden Netanyahu i Jerusalem, og ved den lejlighed udtalte han, at Trump ønsker at se en gidselaftale og en våbenhvile på plads, inden han tiltræder præsidentembedet den 20. januar.
Det er også på denne baggrund, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i disse dage har været på en hurtig rundrejse i regionen. Han var i Libanon, Jordan samt Israel og det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden, og efter mødet med sin israelske modpart, Gideon Saar, understregede han to-statsløsningen som det endegyldige mål og vigtigheden af en øjeblikkelig afslutning på de mange menneskelige lidelser i Gaza. Og naturligvis tog udenrigsministeren også udgangspunkt i en gidselaftale, som kan være nært forestående.
At dette overhovedet kan lade sig gøre nu, hænger dog nok sammen med den geopolitiske situation i regionen efter mere end et års krig. Den såkaldte modstandsakse er mere eller mindre elimineret. Det er betegnelsen for det strategiske samarbejde, Iran i årevis har opretholdt med Hizbollah i Libanon som hovedanker. Men Hizbollah indgik allerede i november en våbenhvileaftale med Israel efter at have lidt voldsomme skader under krigen, og lige nu søger Libanons nye præsident, Joseph Aoun, at etablere en orden, hvor det militære ansvar udelukkende påhviler regeringen og landets forsvarsstyrker.
En anden del af modstandsaksen gik i sig selv med Bashar al-Assads fald den 8. december. Syrien har gennem årene været vigtigt som transitland for våbentransporter til Hizbollah, ligesom al-Assads regime stod centralt i den stejle modstand mod Israel.
Som en del af forhandlingerne har Hamas udarbejdet en liste over kandidater til løsladelse, og dér er det påfaldende, at navnet Marwan Barghouti slet ikke figurerer
Tilbage er således kun houthierne i Yemen, der opretholder kampen. Så sent som natten til tirsdag var der to luftalarmer i Tel Aviv og det centrale Israel, som følge af endnu en raket fra Yemen. Som følge af denne udvikling står Hamas derfor temmelig isoleret, hvilket kan være en meget god grund til at se den fortsatte krigsførelse som udsigtsløs.
Oven i dette lægger sig så Donald Trump, der på vanlig vis har lovet en hurtig afslutning på krigen. Der er ikke meget konkret indhold i hans udmelding, men blot antydningen af hans uforudsigelighed må betragtes som en vigtig faktor. Truslen om Trump, som man må kunne kalde det, vurderes i hvert fald at være en vigtig grund til, at det iranske styre besluttede at vælge en anden kurs og afholde sig fra yderligere angreb på Israel.
Noget af det samme gør sig givet gældende i Hamas-ledelsen, der sikkert – og med god grund – har bange anelser for, hvordan Netanyahu-regeringen med Trump i ryggen kan tænkes at fortsætte krigen. Her spiller den palæstinensiske civilbefolkning i Gaza også ind som en vigtig faktor. Her er den humanitære situation kritisk, og der er akut behov for en hurtig afslutning på krigen. Hadet til Israel er omfattende, men det er også en kendt sag, at den folkelige opposition mod Hamas og bevægelsens katastrofale krigsførelse er betragtelig.

Marwan Barghouti
Som en del af våbenhvilen kræver Hamas løsladelse af et antal indsatte palæstinensere i israelske fængsler. Antallet er et af de endnu uafgjorte punkter i forhandlingerne, men det vurderes at ville ende på omkring de 200 i aftalens første fase. Naturligvis er der også er udestående, hvad angår hvilken type fanger, der dermed skal løslades, men det er så godt som sikkert, at den endelige liste i givet fald også vil komme til at omfatte et antal, der afsoner domme for drab på israelere.
I den forbindelse insisterer israelerne også på, at samtlige løsladte fanger vil blive sendt direkte til Gazastriben, selv om en betragtelig del af den kommer fra og har familie på Vestbredden.
Som en del af forhandlingerne har Hamas udarbejdet en liste over kandidater til løsladelse, og dér er det påfaldende, at navnet Marwan Barghouti slet ikke figurerer. Han kan betragtes som den mest højprofilerede palæstinenser i israelske fængsler overhovedet, og det ville kunne ses som en betragtelig diplomatisk sejr at få ham ud.

Den nu 65-årige Barghouti har været politisk aktiv gennem hele livet, og under Al-Aqsa-intifadaen, der startede i september 2000, stod han i spidsen for Tanzim, den væbnede del af Fatah. I april 2002 blev han anholdt af israelske styrker, og siden da har han afsonet hele fire livstidsdomme. Tidligere i livet troede Barghouti på en to-statsløsning, og han er under den lange fængsling flere gange blevet nævnt som manden, der kunne samle den palæstinensiske nationalbevægelse og stå i spidsen for en forhandlingsløsning.
Efter det palæstinensiske valg i 2006 kom det imidlertid til et afgørende brud mellem Hamas i Gaza og Fatah, som fortsat har magten i det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden. De to grupperinger har siden da ikke været på talefod, og at Hamas i den aktuelle situation ikke satser på Marwan Barghouti, som kunne være et stærkt kort i en efterfølgende proces, viser måske, at man trods den yderst alvorlige situation ikke har opgivet denne indre strid.
Netanyahu i modvind
Samtidig kan det også undre, at Netanyahu – indtil videre – ikke har søgt at afspore våbenhvileforhandlingerne. Det har ellers været et fast tilbagevendende træk fra hans side. Gennem hele krigen har det været en nagelfast formodning, at Netanyahu, næsten uanset hvad, ønskede at fortsætte krigen. En gidselaftale, som faktisk viste nogle positive konturer af noget ved løsladelsen af de første 105 under den kortvarige våbenhvile i november 2023, har han hele tiden skudt til side for at gå efter, hvad han selv har betegnet som den totale sejr.
Men også her synes noget at have ændret sig. Det er en kendt sag, at han har været under, og til en vis grad fortsat er under stærkt pres fra den yderste højrefløj. Navnlig ministrene Bezalel Smotrich og Itamar Ben Gvir har insisteret på at fortsætte krigen, og deres trusler om at forlade regeringssamarbejdet har været nok til at holde Netanyahu til ilden.
Dette kan i sig selv være nok til, at han i sidste øjeblik vælger at afspore forhandlingerne – medmindre Trump giver ham klar besked på noget andet
Men dette pressionsmiddel har til en vis grad mistet sin effekt. Da den israelske finanslov skulle til afstemning i december, truede de to med at bryde med regeringen og dermed føre den til fald, hvis finansloven blev vedtaget. Men den blev vedtaget, selv om de stemte imod, og ikke desto mindre blev de hængende på deres ministerposter. Sagen er nemlig, at de to og deres partier har mistet en stor del af deres folkelige støtte, og hvis der blev udskrevet valg i dag, ville de begge stå i fare for at ryge under spærregrænsen, så dette har i sig selv lukket en del luft ud af denne ballon.
Også for Netanyahu stiller tingene sig noget anderledes. Hans største frygt for et regeringssammenbrud har længe været, at han dermed ville miste den politiske magt og dermed stå mindre beskyttet i forhold til retssagen, hvor han står anklaget for flere tilfælde af korruption i den tunge klasse. Som premierminister har han hele tiden kunnet bruge sin politiske magt til at udskyde og forhale retssagen, men dette kom også til en afslutning. I slutningen af 2024 insisterede Højesteret på, at sagen skal køre videre, krig eller ej, så Netanyahu har ikke længere dette dække, men må stille til retsmøder et par gange om ugen.
Derfor kunne noget tyde på, at Netanyahu nu sigter efter at kunne betragte en våbenhvile som den totale sejr, som han hele tiden har haft som mål. Om dette kan redde hans politiske skind, er dog langtfra sikkert, for hans popularitet i den israelske befolkning er på lavpunktet. Uanset udfaldet af de aktuelle forhandlinger vil han møde stærk kritik for, at gidslerne først bliver løsladt nu, og dette kan i sig selv være nok til, at han i sidste øjeblik vælger at afspore forhandlingerne – medmindre Trump giver ham klar besked på noget andet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.