ANALYSE // Egyptens præsident Abdel Fatah al-Sisi har travlt med at balance. Egypterne er frustrerede over, at der ikke bliver sendt mere nødhjælp til Gazas civilbefolkning. Samtidig frygter præsidenten, at åbningen af grænsen mellem Gaza og Egypten bliver en flugtvej for de civile og for Hamas. Krig og kaos i Gaza påvirker Egyptens indenrigspolitiske stabilitet.
Krigen i Gaza handler for Egypten om mere end en civilbefolkning, der er ramt af hungersnød. Den handler tillige om et tæt sikkerhedspolitisk samarbejde med Israel og de indenrigspolitiske tiltag, der strammer grebet om Sinai, som støder op til Gaza. Det sidste sker for at hindre, at palæstinensere – både de civile og folk, der er med i Hamas, flygter over grænsen.
Den egyptiske befolkning er i stigende grad frustreret over den manglende hjælp til Gazas civilbefolkning, i takt med at de ser, hvor desparat palæstinenserne har brug for mad og andre fornødenheder. Men ud over at forsøge at balancere hensynet til en palæstinensisk civilbefolkning, der officielt er ramt af hungersnød (deklareret 22. august), er der andre indenrigspolitiske og udenrigspolitiske hensyn for Egypten at tage på én og samme tid. For eksempel kritiserer det internationale samfund Egypten for den noget tøvende og drypvise humanitære hjælp ind til Gaza.
Ingen tvivl om, at egypternes frustration vil kunne antænde et større oprør mod præsident Abdel Fatah al-Sisi og hans regering. For at gøre situationen værre har præsidenten netop underskrevet en kontrakt på 35 milliarder amerikanske dollars med Israel om levering af gas til Egypten. En disposition, der ikke just har vakt glæde på den indenrigspolitiske linje. Først og fremmest fordi det gør landet endnu mere afhængigt af Israel, end det i forvejen er.
Så ud over den tøvende villighed til at hjælpe Gazas civilbefolkning har landets regering knyttet stærkere økonomiske og politiske bånd til netop Israel med den nye gasaftale. Det er to politiske dispositioner, der alt andet lige fremstiller Egypten som handlingslammet og som Israels lakaj. Ikke ligefrem en position, der vækker jubel i landets egen befolkning.
Samarbejde mellem Egypten og Israel om Hamas
Til trods for at præsidenten officielt har udtrykt frustration over Israels håndtering af krigen i Gaza, er sandheden imidlertid, at Egypten har haft et mangeårigt tæt samarbejde med Israel om blandt andet den sikkerhedsmæssige trussel fra Hamas. Præsidenten betragter Hamas som en trussel i forhold til Egyptens egen sikkerhed, især pga. risiko for infiltration og militante netværk i Sinai.
For den egyptiske præsident er Hamas en ubetinget fjende, som han ikke ønsker at få ind over landets grænser, og forholdet har længe været anstrengt. Hamas anses for at have været en massiv støtte til Det Muslimske Broderskab, som spillede en afgørende rolle i de kaotiske år efter den folkelige revolution i 2011.
Netop Sinai udgør et betændt politisk problem i Egypten og har gjort det i en lang årrække
Hamas bygger på Det Muslimske Broderskabs ideologi og betragter sig selv som en del af broderskabets globale bevægelse. Det er således ikke uden grund, at Hamas på linje med Det Muslimske Broderskab betragtes som en terrororganisation af en lang række arabiske lande, herunder Egypten.
Da Det Muslimske Broderskab var ved magten i Egypten fra 2012 til 2013, havde landets regering et tæt samarbejde med Hamas. Egypten åbnede grænsen mere, gav politisk støtte til Hamas og styrkede relationen mellem Gaza og Cairo. Flere af de eksisterende tunneller mellem Gaza og ind i Sinai blev åbnet igen.
Ved præsident al-Sisis magtovertagelse efter militærkuppet mod Det Muslimske Broderskab i 2013 blev en række af disse forhold hurtigt ændret. Således destruerede egypterne hurtigt hundredvis af smuglertunneller mellem Gaza og Sinai for at svække Hamas’ økonomiske base.
Netop Sinai udgør et betændt politisk problem i Egypten og har gjort det i en lang årrække på grund af tilstedeværelsen af en række forskellige islamistiske grupper. Nogle af dem er affilieret med IS, andre med al-Qaeda. Egypten har siden 2018 kørt en vedvarende kontraoprørskampagne kombineret med massiv militær tilstedeværelse, kontrolzoner og samarbejde med lokale stammer.
Egypten fremstår ofte tøvende eller restriktivt, selvom landet er en vigtig mægler og et logistisk knudepunkt.
Selvom de islamistiske gruppers betydning er blevet kraftigt svækket efter 2022, betyder det ikke, at truslen er væk. Slet ikke hvis Hamas skulle få adgang til Sinai nu. Dette er det afgørende skrækscenarie for den egyptiske regering. At få Hamas ind over grænsen og derved puste til de oprørsgrupper, der trods en svækket tilstand stadig befinder sig i Sinai. Det er tillige noget af et skrækscenarie for lokalbefolkningen, der i generationer har boet i Sinai.
Af samme grund har krigen i Gaza øget presset på grænsen ved Rafah, medført en forstærket militær kontrol og udløst bygge- og beredskabstiltag i Nord-Sinai for at håndtere en evt. masseflugt. Sinai er med andre ord efter en årrække med en de-eskalering af konflikten nu igen blevet til en de facto militærzone med adgangsforbud for udefrakommende monitorering.
Uagtet den igangværende krig i Gaza koordinerer Israel og Egypten fortsat det sikkerhedsmæssige samarbejde om Sinai og Gaza-kanten, selvom der officielt er diplomatiske spændinger.
En gordisk knude for Egypten
Dette samarbejde gør det i sagens natur krampagtigt svært for Egypten at håndtere Gazakrigen: Hele verden følger den stadigt tiltagende hungersnød, der kunne afværges ved Israels og Egyptens hjælp. Den hjemlige befolkning ønsker, at Egypten hjælper den palæstinensiske civilbefolkning. Den indenrigspolitisk anspændte situation i Sinai gør, at regeringen ikke ønsker den palæstinensiske civilbefolkning eller Hamas over grænsen. Og et sikkerhedspolitisk samarbejde med Israel om netop Hamas, samt en nyligt indgået milliardaftale om levering af gas fra Israel til Egypten, der om noget knytter de to lande tættere sammen.
Den palæstinensiske civilbefolkning betaler endnu en gang den ultimative pris.
Samtidig arbejder den egyptiske regering aktivt på et post-war-setup, eller et efterkrigsscenarie, uden Hamas ved at træne palæstinensiske sikkerhedsstyrker, som typisk er knyttet til Fatah, som er den palæstinensiske myndighed (PA) på Vestbredden, til at tage styringen i Gaza, hvis en våbenhvile falder på plads. Det øger mistilliden fra Hamas, men passer både til al-Sisis anti-islamistiske linje og til arabiske staters betingede støtte til en fremtidig PA-rolle.
Skåret helt ind til sagens kerne så balancerer den egyptiske præsident tre uforenelige mål: at være Gazas livline, modarbejde Hamas og holde Sinai sikkert — mens han beskytter forholdet til USA og sin egen indenrigspolitiske kontrol. Han navigerer på en smal sti, og Egypten fremstår ofte tøvende eller restriktivt, selvom landet er en vigtig mægler og et logistisk knudepunkt.
Det er i sandhed en politisk virkelighed og en gordisk knude af dimensioner for landets præsident al-Sisi. Om han kan lykkes ved at mestre denne balanceakt, vil ikke kun afhænge af præsidentens politiske talenter og formåen. Den vil tillige være betinget af, hvordan den egyptiske befolkning reagerer. Ligeledes vil det afhænge af Israels offensiv i Gaza – og hvor længe den vil fortsætte. Det er mange bolde at holde i luften og mange politiske agendaer, der hver især skal tilgodeses. For Egyptens indenrigspolitiske stabilitet hænger unægteligt tæt sammen med Gazas krig og kaos.
Alt imens betaler den palæstinensiske civilbefolkning endnu en gang den ultimative pris.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og