POV SPORT // KLUMME – Jeg savner Christian Eriksen. På skærmen. I Tottenham-udgaven for tre år siden, i landsholdstrøjen, ikke så særligt for Inter. Jeg er glad for, at han er live, at han har det godt og træner på livet løs. Han siger ikke noget. Det gør ingenting. Bare han snart viser sig på en fodboldbane i en klub- eller landsholdstrikot. ”Kom tilbage nu…”
Når jeg kigger tilbage på sportsåret 2021, er der mange højdepunkter at tage fat i, fordi der på trods af coronapandemiens fortsatte hærgen, var et væld af store danske præstationer, og dem vender jeg tilbage til i morgen i en A-Å-subjektiv gennemgang.
Men det er stadig dét isolerede moment, hvor verden gik i stå, i hvert fald min, da Christian Eriksen kort før pausen i EM-premieren mod Finland i Parken pludselig faldt umærkeligt og lidt kluntet forover med næsen direkte ned i græsset inden modtagelsen af et indkast fra Joakim Mæhle ovre foran C-tribunen.
Så holdt DR-signalet helt tæt på længe nok til, at man tydeligt kunne se Christian Eriksen ligge livløs i græsset med det hvide ud af øjnene
Kort efter dannede hele det danske landshold en ring om Christian Eriksen, så kameraerne ikke kunne trænge igennem. De fleste med ryggen til, nogle med ansigtet mod behandlingen af Eriksen. Et spontant værn og billede på det sammenhold og venskab, der hersker landsholdsspillerne imellem.
Og selvom flere efterfølgende slog på, at kameraerne zoomede ud fra situationen, eller gik over på oversigtsbillede og kommentatorer, så holdt DR-signalet helt tæt på længe nok til, at man tydeligt kunne se Christian Eriksen ligge livløs i græsset med det hvide ud af øjnene.
Klinisk død
De billeder er dog klippet ud fra masterbåndet sidenhen, men sekvensen ligger naturligvis i mange versioner på YouTube. Det undlader vi at bringe her.
For det skulle vise sig, at Christian Eriksen reelt var klinisk død i et øjeblik, sekunder eller minutter, indtil en hjertestarter kom på banen. Da havde Joakim Mæhle allerede haft et par fingre i munden på ham for at sikre, at han ikke slugte sin tunge, som man har set i den slags tilfælde. Anfører Simon Kjær kom spænende op ad banen i samme ærinde, mens resten af holdet kort efter dannede ringen.
Flere af spillerne stod og græd, andre kørte fortrængelsens stoneface. Parken var helt stille, vi var stille hjemme i stuerne. Vi kunne ikke høre, at Eriksen kom til sig selv og spurgte noget i retning af ”hvad fanden, der var sket”.
Hans kæreste Sabrina stod apatisk ovre ved den modsatte langside og fulgte mundlam med i distancens hjælpeløshed. Landstræner Kasper Hjulmand, den øvrige stab og reservespillerne ligeså. Simon Kjær løb spidsrod mellem Eriksen og Sabrina for at trøste hende, målmand Kasper Schmeichel og Kasper Hjulmand ditto.
Da de kørte ham ud på en båre med lagner og flag holdt op omkring hovedpersonen for at dække for ham, fik vi alligevel et skud af Eriksen, der med noget, der lignede et thumbs up fik signaleret, at han var her endnu. Nationen åndede lettet op, men helt sikre var vi stadig ikke, før han var nået frem til Rigshospitalet ovre på den anden side af Fælledparken, og både Simon Kjær og Kasper Schmeichel talte med ham over en mobil og kunne høre, at han var nogenlunde okay.
Nede under A-tribunen i Parken var forvirringen total og spillere og trænere blev stillet over for det umulige valg at spille videre eller genoptage kampen næste dag ved middagstid. Pest eller kolera, men det endte med, at danskerne spillede videre,
Det havde ligeledes været håbløst at køre til lejren i Helsingør, ligge og stirre op i loftet uden søvn og vende tilbage næste middag for at fortsætte opgøret
Christian Eriksen kunne høre larmen fra Parken ind igennem vinduet på sin stue på Riget. Ingen jubelbrøl, danskerne tabte 1-0, og Pierre Emile Højbjerg brændte et straffespark undervejs i ligegyldighedens landskamp, som aldrig burde være spillet til ende. I hvert fald ikke godt halvanden time senere, som hele pausen fra Eriksens fald til kampen blev genoptaget varede.
Og det havde ligeledes været håbløst at køre til lejren i Helsingør, ligge og stirre op i loftet uden søvn og vende tilbage næste middag for at fortsætte opgøret. Den skulle naturligvis have været udsat et par dage, og på trods af en den ene og tredje undskyldning fra UEFA, kunne det naturligvis sagtens logistisk have ladet sig gøre.
Hurtigt på benene igen
Christian Eriksen fik indopereret en avanceret pacemaker, en såkaldt ICD-enhed, som man giver efter hjertestop udløst af hjerterytmeforstyrrelse. Han var ret hurtigt på benene igen. Var endda oppe at hilse på i EM-lejren sammen med familien en uges tid senere.
Helt uforvarende havde han skabt en ny eufori, en forstærket nationalfølelse omkring landsholdet, som måske nok var på vej tilbage ovenpå spillerkonflikt og et par års tristhed i Olsen-regimet, som Eriksen fik sin debut under helt tilbage som 18-årig.
Hans fravær skabte så også en indædthed og styrkede sammenholdet endnu mere i truppen, så den nåede helt frem til EM-semfinalen og forlænget spilletid på Wembley. Sommeren ´92 var pludselig blevet til Sommeren ’21. Næsten, for vi vandt jo ikke det europamesterskab.
Og diskussionen begyndte at gå, var det for tidligt og ømtåleligt, men var landsholdet i virkeligheden bedre uden Christian Eriksen? Havde det fået mere fart, og var den lille Sampdoria-troldmand Mikkel Damsgaard svaret på hans afløser.
Flowmanden på midten
Christian Eriksen har aldrig været en eksplosiv spiller, har altid haft sit hyr med at sætte en mand på kort distance, men han kunne drible og aflevere sig ud af det. Havde og har et blik som de færreste, og så er han stort set altid den mand, der leverer det største løbepensum på de hold, han spiller.
Han skaber et flow i en midtbane, og havde i den grad været en kærkommen mand til at holde på bolden og få resten til at spare lidt på kræfterne i den semifinale. For min skyld kan han stå i midtercirklen fra i morgen og dirigere det hele, hvis han ikke kan holde til mere, men det kan han tilsyneladende, for han har trænet hårdt på OB’s baner den seneste måneds tid, og lige nu er det åbenbart i Schweiz, han kører på.
Jeg savner ham. Sådan helt ind til knoglerne, som en gammel ungdomskæreste, der gik og aldrig så sig tilbage. Bare hans blotte tilstedeværelse på banen og skærmen. Christian Eriksen har stort set ikke givet offentlig lyd fra sig siden den 12. juni, kun et enkelt billede hist og pist på SoMe og lyd på distancen, når han har været til stede i lejren eller til andre arrangementer. Blandt andre Lars Høghs begravelse.
Krammere rakte begge veje
Han har opholdt sig en del i familiens hus i Odense, og igennem sommeren og efteråret tog han et par ture til Kerteminde for at besøge netop landsholdets målmandstræner og sin gode ven, Lars Høgh, der kæmpede mod kræften indtil sin alt for tidlige død som 62-årige for ganske nylig. Kort forinden udkom hans selvbiografi ”Der er antal på alt”, hvori Lars Høgh skrev:
”Siden har Christian og jeg besøgt hinanden et par gange, og sammen med lille Alfred kørte han ned til Kerteminde en dag, hvor vi løb rundt og spillede fodbold i haven i en times tid og snakkede. Hver gang bliver jeg lidt lettere indeni, og hver gang har jeg lyst til at kramme ham en ekstra gang. Sådan har han det måske også med mig.”
Anføreren har på det seneste spillet med en Morten Olensk lethed og et overblik, så man kan se ham for sig blive ved lige så længe som sin gamle træner
Christian Eriksen spillede sin landskamp nummer 109 mod Finland, og jeg var fuldt ud overbevist om, at han lige så stille om et par år ville passere Peter Schmeichels landsholdsrekord på 129 kampe. Han fulgtes i kampantal med Simon Kjær, der er tre år ældre, og nu er oppe på 119.
Anføreren har på det seneste spillet med en Morten Olensk lethed og et overblik, så man kan se ham for sig blive ved lige så længe som sin gamle træner. Til han er 40. Om end han er korsbåndsskadet for tiden. I så fald smadrer han alle rekorder.
Jeg har faktisk savnet Christian Eriksen i Premier League lige siden, han spillede sine bedste sæsoner for Tottenham i årene op til Champions League-finalen. Så gik der kontrakt-fnidder og magtkamp i den, og han var lettere ved siden af sig selv, mens Jose Mourinho næsten ikke brugte ham, inden skiftet til Inter var på plads.
Og jovist, Eriksen fik sin titel i en af de store ligaer i de blå-sorte Inter-trøje, men at løfte Scudettoen som symbol på mesterskabet i Serie A for coronatomme tribuner var lidt fesent, og han havde heller ikke indfriet forventningerne til at blive den nøglespiller, man i tifosiland havde sat næsen op efter. Også fordi træner Antonio Conte ikke gjorde det store brug af ham i startopstillingen og ville modellere ham til at spille anderledes.
Man omformer eller modellerer ikke spillere af Christian Eriksens kaliber, og det fik Conte af EM’s ulykkelige årsager så heller ikke lov til længere. Alt imens Inter-fansene alligevel hyldede ham som den store dirigent i afskedens stund, da han forleden måtte rive kontrakten med italienerne over, fordi det ikke er tilladt at spille med pacemaker i Serie A.
Nu er Antonio Conte så i Tottenham. Var de to i virkeligheden ved at nærme sig hinanden i personlig og spillemæssig forståelse til sidst i Inter? Conte skriger efter forstærkning til sit mandskab med Pierre Emile Højbjerg på den defensive midtbane. I håbet om, at den enevældige Tottenham-boss, David Levy, vælger at lytte.
Levy gjorde alt, hvad han kunne for at holde på Christian Eriksen dengang. Er det mon den vej vinden blæser. Kan Eriksen holde til det? Vil han? Vil Tottenham? Nå, det var vist lige lovlig langt ud ad den personlige spekulations-tangent.
Landsholdet bag kulissen
For nogle dage siden sad jeg og så DR-dokumentaren ”Landsholdet bag kulissen”, som kiggede tilbage på et succesfuldt sportsligt fodboldår. I den grad. Alligevel var den gennemsyret af dirrende underlæber og den skæbnesvangre aften, der endte med livet i behold for Christian Eriksen, men satte sig dybt i hver enkelt spiller og træner. Og alle os andre, der så med. Alene at skrive det, genkalder billedet utvetydig tydeligt på nethinden, da indkastet rammer Eriksen på skinnebenet, og han snubler forover. Bare at tale om det for de seks spillere og landstræneren, der deltager i dokumentaren, er det den altoverskyggende episode i deres tilbagekig på et år, hvor resultaterne ellers har været så prangende, som de har.
Simon Kjær er ganske enkelt endnu ikke i stand til at sætte offentlige ord på forløbet her et halvt år senere
Landstræner Kasper Hjulmand siger ligeud, at han fortryder, at de spillede kampen færdig og ikke bare tog hjem til hotellet. Joakim Mæhle fortæller detaljeret og åbenhjertigt og meget bevæget om episoden, der udspillede sig lige foran hans øjne efter indkastet.
Simon Kjær er ganske enkelt endnu ikke i stand til at sætte offentlige ord på forløbet her et halvt år senere. Det er for følelsesladet, har sat sig så dybt, at han kun deler det med sine nærmeste.
Men Christian Eriksen træner igen. Åbenbart ikke kun for sjov eller for at holde sig i familiefaderlig naturlig god form. Han fylder 30 om et par måneder. Vi får jo ligesom ikke Michael Laudrup tilbage. Det havde jeg da gerne set. Han er 57. Eriksen kan nå det endnu. Fem-seks gode år måske. Luca Modric er 36.
Det tager sig i hvert fald ud som om, han har karriereplaner. Klubplaner. Hvis det kommer til at ske, er jeg 100 procent sikker på, at Kasper Hjulmand også på Eriksens vegne har landsholdsplaner.
Jeg er ikke særlig god til at danse. Ret ringe faktisk. Men jeg giver den et skud foran skærmen den dag, jeg ser Christian Eriksen derinde igen. Lige nu må jeg nøjes med Danseorkestrets ord:
”Kom tilbage nu…”
Og husk at like og følge POV Sports nye Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
