POV SPORT // KLUMME – Torsdag spiller det danske kvindelandshold i fodbold VM-kvalifikationskamp mod Bosnien-Hercegovina i Viborg. Interessen fra tilskuere, seere, og kommercielle aktører er eksploderet de senere år. Og flere kvinder har også vendt fokus mod herrelandsholdet.
Landskampen forrige tirsdag i Parken satte på ny de store følelser i gang. Fodboldglæde, fælleskab og nationalfølelse, tilsat et stænk tysk nostalgi med hyldesten af Sepp Piontek, gik det op i en endnu højere enhed.
Antallet af kvindelige tilskuere efter EM på hjemmebane i sommer er steget fra 16 til 30 procent
Som roligan, der tilbragte utallige timer med at tiljuble netop Pionteks 80’er-hold på den nu hedengangne Cementtribune, er det svært at overse, hvor voldsomt publikum har forandret sig. Dengang var vi kun ganske få piger og kvinder. Nu viser DBU’s seneste opgørelse, at antallet af kvindelige tilskuere efter EM på hjemmebane i sommer er steget fra 16 til 30 procent.
Naturligvis skyldes det fascination for fodboldsspillet. Men det er næppe hele forklaringen. Landsholdsfodbold er efter EM blevet et af de stærkeste nationale fællesskaber, som selv kvinder, der aldrig har sparket til en bold eller bare set en tipslørdagskamp tiltrækkes af.
Laudrup den største
Det gik for alvor op for mig i sommer, da tidligere ikke-fodboldinteresserede veninder pludselig blev storforbrugere af fodbold-podcasts. Og mon ikke fodboldfællesskabet også var medvirkende til, at Michael Laudrup i lørdags blev kåret til den største af alle danske sportskoryfæer i de sidste 125 år? Fodbolden rider ganske enkelt på bølge.
Det vil man forhåbentlig også se torsdag aften, når kvindelandsholdet løber på banen i Viborg for at spille VM-kvalifikationskamp mod Bosnien-Hercegovina.
EM 2017 var kvindefodboldens gennembrud, hvor alle kom på fornavn med Nadia Nadim, Sanne Troelsgaard og Pernille Haarder. Som det mest naturlige var Haarder da også blandt de 125 nominerede til det største sportsnavn i Danmark nogensinde.
Trods den ødelæggende konflikt mellem DBU og spillerne efter EM og den manglende VM-kvalifikation i 2019, er det lykkedes at skabe et stærkt fællesskab for kvindelandsholdet med Viborg og livetransmission på DR1 som base.
Samme udvikling ser vi i udlandet, hvor både landsholds- og klubfodbold gennemgår en rivende udvikling. Under VM i Frankrig i 2019 trak det franske kvindelandshold flere seere end deres mandlige kolleger i de indledende runder under VM i Rusland.
Som fodbold-turist måtte jeg sande, at alle hotelværelser var booket i byer som Lyon og Rennes, og at Airbnb også havde svært ved at huse de mange fans fra bl.a. Sverige, England og USA.
Internationale storklubber har for længst erkendt, at det svækker fællesskabsfølelsen og klubbens udviklingsmuligheder, hvis de ikke også har et kvindehold i toppen af ligaen. Tag bare Bayern München, Barcelona, Juventus osv.
Det hele hjælpes af, at tv og streamingkanaler nu sender kvindefodbold i bedste sendetid, vel at mærke med topkommentatorer og mange kameraer. De tider, hvor for eksempel DR i min teenagetid kun ved ganske store fodboldbegivenheder placerede en (1!) kameramand bag det ene mål, er for længst forbi.
Den største fest nogensinde
Forude venter nu, hvad der tegner til at blive den største fest inden for kvindefodbolden nogensinde, nemlig EM i England. Hvor der ved EM i Holland i 2017 blev solgt 240.000 billetter, er englændernes mål 700.000.
Ifølge turneringsdirektør Chris Bryant går englænderne efter at ”bryde alle rekorder og forene fodboldfællesskaberne med fyldte stadion og en fantastisk atmosfære”. Lodtrækningen finder sted 28. oktober, og da Danmark er i tredje seedningslag, kan Danmark komme til at spille åbningskamp på Old Trafford mod England.
I givet fald er der lagt op til en slags revanchekamp for herrernes EM-semifinale på Wembley. I hvert fald kan anfører Pernille Haarder godt låne Kasper Schmeichels allerede legendariske sætning – ”has it ever been home?”. De engelske kvinder har nemlig lige som deres mandlige kolleger aldrig vundet et EM.
Når slutrundekalenderen ligger klar, kan man godt begyndt at planlægge den kombinerede sommer og EM-ferie i England. Og man skal skynde sig, for der bliver rift om billetterne. De, der tager afsted, vil uden tvivl blive ramt af samme fællesskabs- og nationalfølelse, som når Hjulmands hold spiller.
I modsætning til et herre-EM er der dog væsentlig flere familier og børn på lægterne. Ligesom man næppe behøver at frygte samme hooligan-lignende tilstande som på Wembley, da fans stormede og tiltvang sig adgang til EM-finalen uden billet.
Endelig vil et kvinde-EM også adskille sig ved, at der ikke bliver polemik om regnbueflag på lægterne eller diskussion om, hvorfor ingen herrelandsholdsspiller er erklæret homoseksuel. Ved sidste VM i 2019 var der nemlig 40 homoseksuelle spillere.
Eller som USA’s anfører Megan Rapinoe har udtrykt det:
”Du kan ikke vinde en titel uden at have homoseksuelle på holdet”.
Ganske tankevækkende var én af de landsholdsanførere, der hævede stemmen mest, da UEFA blokerede for, at Allianz Arena i München under herre-EM måtte oplyses i regnbuefarverne – Pernille Haarder.
De andre landes satsninger gør, at vi ikke kan regne med, at vores seks semifinalepladser siden 1984 let bliver suppleret med en syvende
Endelig vil kvinde-EM også være forskånet for sponsorer fra Rusland og Qatar, der også havde særligt problemer med regnbuefarvede bandereklamer.
Kvindefodboldens udvikling bevirker, at en stærk kvindefodboldnation som Danmark i stigende grad bliver udfordret. De andre landes satsninger gør, at vi ikke kan regne med, at vores seks semifinalepladser siden 1984 let bliver suppleret med en syvende.
Konkurrencen er ganske enkelt blevet langt hårdere og flere nationer som førnævnte England investerer massivt i deres kvindelandshold. Skal Danmark klare sig, kræver det derfor, at vi holder skarpt øje med, at vi investerer lige så meget i alt fra analytikere over assisterende trænere til stab omkring holdet.
Tre alvorlige knæskader på det seneste (Nadia Nadim, Frederikke Thøgersen og Nicoline Sørensen) giver anledning til selvstændig bekymring.
Fælles nordisk bud på EM
Lige så klart er det, at kvindefodbolden er blevet for stor til, at Danmark kan gøre sig håb om, at afholde den europæiske fodboldfest alene. Dertil er den danske stadionkapacitet for beskeden.
I stedet for at byde på EM 2025 alene har DBU’s bestyrelse derfor besluttet, at der bliver tale om et fælles nordisk bud. Lykkes det, vil der blive lagt op til endnu et fodbold-EM på hjemmebane for hele Fodbolddanmark – forhåbentlig med den officielle åbningskamp i Parken.
Som fodboldelsker behøver man i øvrigt ikke engang at skifte sommerens slogan ”Vi skal ikke hjem, vi skal videre” ud. Sætningen, tyvstjålet fra ”Olsen-banden i Jylland”, går nemlig tilbage til kvindelandsholdets sølv-triumf i ved EM i Holland i 2017…
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
