Tour de France: Et cykelløb med stort C

i Sport af
17. ETAPE // POV SPORT – De seneste dage har det danske cykel-kommentariat, anført af folk som Bjarne Riis (TV2) og Michael Rasmussen (Ekstra Bladet), debatteret Tour de France på en helt særlig national facon. Jonas Vingegaard nu nummer to i Tour de France.

For det første har det, som min medskribent hr. Per Bausager omtalte i sin fine artikel tirsdag aften, handlet om Jonas Vingegaard og hans hold Jumbo-Visma. De to førstnævnte notabiliteter har påpeget, at det hollandske hold burde slutte fuldt op om thyboen, akkurat som man tidligere har set Sky-holdet gøre i forhold til sine skiftende kaptajner, som Discovery Channel/U.S. Postal gjorde det om Lance Armstrong, og som både Riis og Rasmussen godt kunne have tænkt sig det i højere grad, da det for henholdsvis 25 og 14 år siden var dem, der kørte i gult.

For det andet har der været rejst debat om de mange danske rytteres indsats i Tour de France indtil nu.

Hr. Overgrosserer Bausager påpegede korrekt, at Jumbo-Vismas taktik som minimum er todelt, og det er blevet til to smukke etapesejre til holdet. Samtidig har Vingegaard udtrykt fuld tillid til holdets taktik, og han har løbende – eller cyklende – illustreret, at han føler sig som blommen i et æg lige nu.

Ingen etapesejre

For det andet har der været rejst debat om de mange danske rytteres indsats i Tour de France indtil nu. Der har været nogle meget store udbrud, som ikke har haft dansk deltagelse, og det er hidtil heller ikke blevet til etapesejre.

Og når nu TV2 for mere end 30. gang viser Tour de France og i løbet af alle disse år har gjort det til noget nær en national begivenhed, med Dannebrog i ruden og stor, professionelt gennemført folkelighed via skikkelser gennem tiden som Mader & Leth, Rolf & Ritter og indkaldte eksperter fra fortid og nutid, kan det sagtens forsvares ud fra en redaktionel virkelighed at søge konflikten i det nationale.

Det virker med andre ord som en opstillet konflikt, der ikke har meget at gøre med den virkelighed, som rytterne og mandskaberne gennemlever i Frankrig

Sagen er vel bare, at uanset hvor meget vi kunne håbe, det var anderledes, så er ingen af de 11 deltagere (Søren Kragh/Team DSM er dog udgået) holdkaptajner. De skal underlægge sig dagens og holdets taktik, og som et etapeløb skrider frem, bliver spændvidden indskrænket, hvis man er på et hold med en rytter i top 10 eller i kamp for én af trøjerne.

Det virker med andre ord som en opstillet konflikt, der ikke har meget at gøre med den virkelighed, som rytterne og mandskaberne gennemlever i Frankrig.

En virkelighed, som i øvrigt onsdag betød, at der virkelig var en god grund til at flage med Dannebrog, eller i hvert fald være stolt af, og behørigt imponeret over, en præstation af den unge danske Jumbo-Visma rytter Jonas Vingegaard.

Pyrenæernes Tour-tag

Målet for 17. etape var placeret på Col du Portet, ved hvis indgang byen Saint-Lary-Soulan ligger – derfor var bynavnet det navngivne etapemål, men ret beset endte ruten i det rene ingenting og oppe på en i Tour-forstand tagterrasse i Pyrenæerne.

Det var den højeste mål-adresse i årets Tour de France, og det er den næsthøjeste placering for en etapeafslutning i Pyrenæerne i hele løbets historie. Kun Andorra-Arcalis er med sine 2240 meter højere beliggende end de 2215 meter, som målstregen befandt sig i onsdag.

Og forud for denne ”udenfor kategori-stigning” (den absolut sværeste kategori) var der to kategori 1-stigninger (næsthårdeste) i form af Col de Peyresourde og Col de Val Louron-Azet – og alle tre bjerge lå på løbets sidste tredjedel, efter en lang og relativt flad transport dertil.

Tid til en lur

Det fik tidligt på eftermiddagen flere cykelnørder på det sociale medie Twitter til at joke med, at man sagtens kunne nå en middagslur, inden løjerne startede. Og lidt sandhed var der i det, for det udbrud, der kørte afsted, og som undervejs mod det første bjerg fik et forspring på 8 minutter, endte sine dage i atomer og langt efter dagens hovedpersoner.

Og blandt disse var Jonas Vingegaard. Nærmest fra etapens start sad han i baghjulet af den gule trøje, som Tadej Pogacar bar. Som tredjeplaceret i den samlede stilling før starten, men på sekundet presset af de andre ryttere i toppen, havde han en helt naturlig interesse i at forsøge at følge med den førende – og indtil videre stærkeste – mand så længe som muligt. Og så kan man lige så godt gøre det fra start.

Hen over de to kategori 1-bjerge skete de forventelige to ting: Dels indhentede topfolkene udbruddet (de allersidste dog først på vejen op til målstregen på tredje bjerg), dels fandt der en udtynding af hovedfeltet sted. Det skrumpede stadig mere ind, og på sådan en etape bliver det til sidst et ganske enkelt spørgsmål, de svageste ryttere skal besvare: Kan jeg overleve den her etape?

Tre duellanter er én for mange

Det lykkedes for alle, der fuldførte løbet, at komme i mål inden for tidsgrænsen. Men at se ”den tunge ende” komme i mål med alle tegn på lidelse uden på kroppene og ansigterne giver selvfølgelig mindelser om, når man selv har nogle af de allermest trælse og tunge arbejdsdage at komme igennem.

En rytter som Jonas Vingegaard ligner ikke en mand, der anstrenger sig andet end i nogle få momenter af etapen

Sådan er metieren som cykelrytter jo også: Der er en ny dag i morgen, og i overmorgen og dagen efter, og der er måske 100 løbsdage for hver enkelt af dem på et år, så det nytter ikke noget at give op som følge af manglende lyst. Der foregår på den måde en form for åbenlys MUS-samtale mellem cykelrytteren og hans ledelse hver eneste dag, og opgaverne skal løses – apropos ovennævnte diskussion om de danske rytteres udeblevne succes i Tour de France.

Oppe i front, hvor motorcykelkameraerne og helikopterbillederne er flest, er det straks en anden sag. En rytter som Jonas Vingegaard ligner ikke en mand, der anstrenger sig andet end i nogle få momenter af etapen. Det var, når han enten selv angreb lidt nede ad bjerget, eller når han – mod toppen og målstregen – skulle besvare forceringer fra henholdsvis Richard Carapaz (Ecuador/Team Ineos Grenadier), som var placeret 1 sekund foran Vingegaard i den samlede stilling før etapen, og fra den førende Pogacar (Slovenien/Team UAE).

På de sidste 6 kilometer mod toppen, hvor tågen hang tæt og solen ikke kunne komme igennem til den våde og grusede bjergvej, var det nemlig mand mod mand mod mand. En duel med 3 er én for mange, og det var i meget lang tid ecuadorianeren, der så ud til at lide mest og ikke have overskud, mens Pogacar og Vingegaard skiftedes til at udbygge føringen til forfølgerne.

Det stod hurtigt klart, at Vingegaards placering på podiet ville blive cementeret denne onsdag, men det stod også hurtigt klart, at Pogacars udsigt til gul trøje i Paris ville blive meget tydeligere. Til gengæld var det for de fleste – men ikke for TV2’s Rolf Sørensen, det skal siges til hans ros – en overraskelse, at det netop var fra Carapaz, at det hårdeste angreb blev ført igennem.

Det kom med godt 1 kilometer til stregen. I sammenhængen kort før mål, men på den del af Col du Portet, der var allermest stejl. Her faldt hammeren – men det var i fortsættelse af dét hug, at Vingegaard demonstrerede sin klasse, der er kommet som en overraskelse for de fleste.

Knus mellem kolleger

Over 700-800 meter hentede han nemlig Carapaz og Pogacar tråd for tråd, og da sloveneren satte det sidste stød ind, formåede Vingegaard at kile sig ind på andenpladsen på etapen. Den danske succes var hjemme, og det var smukt at se billederne efter etapen, hvor danskeren gik hen til en aldeles udmattet slovener i gult og lykønskede ham med sejren med et knus mellem kolleger.

Torsdag vil det vise sig, hvor dybt de tre duellanter er gået. Her kommer nemlig årets sidste bjergetape, som både rummer forcering af den traditionsrige Luz Ardiden og afsluttes på Col du Tourmalet, begge uden for kategori.

Andenplads i sigte

Mens det er Carapaz’ sidste mulighed for at tage tid på Vingegaard, vil det være denne signaturs påstand, at danskeren til gengæld nu ligger rigtig fint i svinget til at tage andenpladsen i løbet, hvis han vel at mærke kan holde trit torsdag. Lørdag afvikles løbets anden og sidste enkeltstart, og med en tredjeplads på den første for et par uger siden kan Jonas Vingegaard godt tillade sig at tænke på den som et trumfkort mod de andre duellanter ved Tourens pokerbord.

Til gengæld kan Pogacar nu, med en stor bjergtriumf på sit CV og en ren og uforstyrret udsigt til sin anden samlede Tour-sejr, torsdag være mere afventende og reagerende. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det ligger godt til hans natur…


LÆS MERE I POV OM Tour de France HER

LÆS FLERE TEKSTER I POV AF LARS WERGE  HER


POV Sport følger den væsentligste historie i Tour de France hver dag.

Følg resultater og stillinger i Tour de France her på sport.tv2.dk, der er rettighedshaver.


Topillustration: Jonas Vingegaards hvide trøje følger Tadej Pogacar i tykt og tyndt henover Tourens tinder. Onsdag kørte danskeren sig op på andenpladsen i klassementet. Foro: Getty Images.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Lars Werge (f. 1966) er uddannet journalist og har skrevet for Ritzaus Bureau, Berlingske Tidende og Ekstra Bladet
Næstformand (2011-2015) og formand (2015-2019) for Dansk Journalistforbund Han er i dag direktør i brancheorganisationen Danske Biografer (2020 - ) og kandidat til Folketinget for Socialdemokratiet i Københavns Storkreds.

Seneste artikler om Sport