kolde gys

Det kolde gys, det søde liv

i Liv & Mennesker/Klumme af
MIDTVESTLIV // KLUMME – For få uger siden virkede det kolde gys som en skarp kontrast til det søde liv. For når man først har vænnet sig til et subtropisk klima med tilsyneladende uendelige sommerdage, kan det være svært at forestille sig nogensinde at trives i andet. Men det kan man. Man kan endda nyde det, mener Julie Bendtsen, der udskiftede varmen i en amerikansk sydstat med Midtvestens mere udfordrende vejrlig.

“I kommer jo til at blive miserable deroppe!” Reaktionen kom fra en af vores nu forhenværende Raleigh-naboer, da vedkommende hørte om vores forestående flytning, eller rettere lokationen for den. Årsagen til det patosladede udbrud var, at vi med flytningen til Chicago skulle overleve i et helt nyt klima – et koldt et.

Snemængderne fx. Hold nu kæft. Natten til tirsdag faldt der næsten 30 centimeter sne

Nu er jeg sådan overordnet set ikke beundringsværdigt rummeligt anlagt, når det kommer til at tolerere andre mennesker, der synes, de skal fortælle mig, hvordan jeg føler, har følt eller kommer til at føle. Det er ingen hemmelighed for folk, der kender mig, og min stædighed gør absolut ingen undtagelser, når bedrevidenheden kommer fra en emsig genbo. Så alene af den grund bliver vi selvfølgelig ikke miserable her i Chicago.

kolde gys
Hele familien nyder baghavens lille ‘winter wonderland’ – især den firbenede elsker det kolde gys.

Men hvis jeg skal tage de lidt større briller og ditto sko på, så kommer grundlaget til vores fremtidige ‘u-miserabilitet’ til at bestå af andet og mere end viljen til at vise arrogante mennesker, at de tager fejl.

Snemængderne – hold nu op!

Vi har boet her i godt to uger nu og på trods af, at jeg nu har lært genvejen til det gode supermarked og den endnu bedre slagter, at både min hund og jeg kender nabolagets vejnavne og snemænd, og at vi har fundet en stambiks til at levere vores hyppige thaimad-fix, så er meget andet stadig helt, helt nyt. Snemængderne fx. Hold nu kæft. Natten til tirsdag faldt der næsten 30 centimeter sne, og selvfølgelig skete det, som det plejer, når vi har orkaner, strømsvigt, Wifi-strejker og andre husholdningskriser i vores familie, mens min mand var på forretningsrejse. Det slår aldrig fejl. Ting går altid galt, når han ikke er her.

Men at tro, at et skift til et koldere klima skulle føre til en familiedepression hos os, er helt igennem forfejlet

Vi har stadig ikke fået anskaffet os vores egen sneblæser, så jeg måtte låne den ene nabos om morgenen og den anden nabos ved middagstid. Oven i blæsningen kom skovlingen, og da jeg var gennem dagens anden snerydning af vores anseelige indkørsel (note to self: husk at skælde den forretningsrejsende husbond ud for at insistere på et hus med en trebils-garage), var jeg uhyre tæt på at afbestille det løbebånd, Amazon stod til at levere senere på ugen. Snerydning er en full body workout, venner.

kolde gys
Indkørslen: ‘full body workout’ og karakteropbygning for voksne og børn.

Ikke mindst fordi snerydning jo ikke bare er skovle, skovle, feje, feje og salte, salte (sidstnævnte er i øvrigt en kategori for sig selv, for saltning er en videnskab, når man har sarte hundepoter både i husstanden og i nabolaget). Det er to-tre ture med sneblæseren, et par med skovlen og en arbejdsbyrde, der bliver tungere for hvert kast, fordi bunken man skal ramme, bliver højere og højere. Det er første gang siden vores Chicago-ankomst, at jeg har svedt så meget. Og så mange gange på en dag. Heldigvis er der noget, der hedder karakterskabende børnearbejde, så næste morgen blev den 10-årige sendt ud.

Ingen snow days her

30 centimeter sne ville have lukket skolerne, vejene og samfundet i Raleigh i flere dage. Bare fem centimeter sne lukker skolerne i Raleigh. Min irritation har været tilbagevendende hver vinter, når vejrudsigten meldte om et par centimeters snefald over natten, og jeg allerede aftenen før vidste, at det ville betyde en snow day – nul skole næste dag.

Vi er jo danskere, for faen

North Carolina er ganske enkelt ikke gearet til store (eller små) snemængder, og bare den mindste vinternedbør betyder lukkedage og trafikuheld. Også selvom sneen sjældent lægger sig mere end et par timer og som regel er blevet til trist sjap ved frokosttid.

kolde gys
Sommmerdagene og poolsæsonen syntes uendelige i North Carolina. Vi elskede det og kommer til at savne det. Men ægte snefald og røde kinder har sin egen charme.

Og fred nu være med det. Noget af det, vi elskede ved North Carolina, var jo netop det milde klima, den ultralange sommersæson og de fuldstændig fantastiske efterårsdage og -aftener. Men at tro, at et skift til et koldere klima skulle føre til en familiedepression hos os, er helt igennem forfejlet.

Det ideelle frikvarter

Vi er jo danskere, for faen. For tre ud af fire familiemedlemmers vedkommende er vi 100% eller delvis opvokset i Danmark, og mantraet om fornuftig påklædning er lige så indgroet som hygge og sort humor. Da vores datter gik i børnehave i Danmark, var der ikke en eneste dag, der ikke blev tilbragt udendørs, og der var ikke noget, der hed for koldt, for vådt, for blæsende eller for sneet. På børnenes skole i Raleigh – som vi ellers elskede gennem alle fem år, og som jeg stadig vil vælge, skulle vi begynde forfra – vidste vi, at hvis det regnede bare en smule, ville børnene ikke komme udenfor den dag. Pga. mudder, pga. snavs og pga. besvær og frygt for alskens vejrbragte sygdomme.

Min elskede year round tan har forladt mig for bestandig, mine hænder og læber er tørre som flæskesvær

Når jeg hver morgen får en besked fra børnenes nye skole om dagens skema, og hvad der skal medbringes, er snow gear en fast bestanddel. Det er et krav, at de har vinterstøvler, skibukser, store jakker, hue og vanter med hver dag, og frikvartererne bruges i sne og frisk luft. Kald mig bare en dansk romantiker, men det er altså sådan, jeg synes, at et frikvarter skal se ud. Og når dét, der så venter, er – hvad en sød dansk veninde længselsfuldt kaldte ‘ægte’ snefald, da hun så billedet af den slags, man går i til knæene, man falder så blødt i, og som man leger i timevis i – så er det jo alt arbejdet værd.

kolde gys
En af de mange nyerhvervelser. Gider ikke rigtig koldbrand i næsen.

Det kolde gys, det søde liv

Jeg brugte den første uge på trin for trin at erhverve mig ting, jeg ikke anede, jeg havde brug for. Således går jeg nu tur med hunden i bukser med fleece-inderside (eller den flyverdragt, en kær dansk ven tog med til mig fra Danmark, da beslutningen om vores flytning lå fast) og en huehalsedisse-agtig ting, der kan hives op, så den dækker næsen. Belært af virkelig bitter erfaring, skulle jeg hilse og sige. Gåture i 12 minusgrader er altså ikke sjove, når de er akkompagneret af frygten for, at en frostinduceret Tycho Brahe-skæbne kan indfinde sig hvert øjeblik.

Så ja. Vi fryser, og vi pakker os ind, og vi skovler sne, og vi skøjter rundt på is, der ikke er smeltet. Min elskede year round tan har forladt mig for bestandig, mine hænder og læber er tørre som flæskesvær, og der kommer sgu nok til at gå mere end et par måneder, før vi skyder grillsæsonen i gang. Men vi har allerede tilbragt mere tid udendørs, end vi ville have gjort i januar i North Carolina, og vi er meget langt fra miserable. Vi er faktisk ret tilfredse.

kolde gys
At falde i sne, der allerede går en til knæene: ren lykke!

LÆS FLERE KLUMMER I POV AF JULIE BENDTSEN HER


Topillustration: Det kolde gys, det søde liv i Chicago. Julie Bendtsen med røde kinder. Alle fotos af Julie Bendtsen.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Julie Bendtsen, f. 1978
Cand.mag i engelsk og retorik. Et år i Costa Rica, et semester i Amsterdam samt jobs som forlagsredatør, kommunikationskonsulent, journalist og redaktionssekretær.
Tog springet til Raleigh, North Carolina, og livet som sydstatsmama i 2015 og byttede i 2021 Sydstaternes sol og baptistkirker på hvert gadehjørne ud med Chicago og nye midtvestvaner og -venner (men går stadig ikke vejen for et velplaceret “y’all”). Deler hus og have med mand, to børn og en hund og bruger dagene som SAHM (stay at home mom for de uindviede) på observation og integration, lejlighedsvis hjemve, weekendture til Nashville (præ-covid, forstås), kunsten at mixe den perfekte margarita og ishockey.

Seneste artikler om Liv & Mennesker