Det klinger hult, når Donald Trump gang på gang udstilles som halv-psykopat i medierne. Ligeledes, når pilen rettes mod Stein Bagger, den fiktive figur Walter White fra Breaking Bad eller – for så vidt – Hitler. Ingen af dem er efter min opfattelse hel- eller halvpsykopater. Men nok karaktersvage og hensynsløse opkomlinge, der sandsynligvis engang selv har været dét, de opfatter som ‘tabere’.
Hvilket også er en af grundene til at de slæber rundt på et mentalt underskud, som får dem til at knokle for at indhente det forsømte – og intet andet. De orker ikke rigtig andre, men mangler ’all the way down’ en generøs horisont, hvorfor de er endt som følelseskolde, ustyrlige, iltre, hæmningsløse, kortsigtede, overivrige og mekanisk opsvulmede.
Forvirringen råder
Alligevel vælger vi ofte at kalde disse mennesker for ‘psykopater’. Formentlig fordi vi ikke kan få øje på en egentlig moralsk begrundelse for at anklage dem for slet og ret at være dårlige mennesker. I den forstand er psykopati-diagnosen et tegn på, at vi godt kan se, at det står skidt til og efterfølgende stirrer os blinde på, at videnskaben kan redde os. Vi håber på, at en hær af psykiatere og terapeuter kan ‘behandle’ de mange såkaldte psykopater og måske få dem tilbage på rette spor.
Men spørgsmålet er: tilbage til hvad? For hvad er det, vi mener med betegnelsen “et godt menneske?” Det aner vi ikke. Og af den grund tager psykopati-diagnosen sig mest af alt ud som en halv-forvirret moralsk anklage, rettet mod personer, vi aner for grænseløse og hjerteløse i deres underskudsagtige iver.
Af den grund er der også mere på spil end blot, at der skulle være gået inflation i psykopati-diagnosen.
Det er selve begrebet ’psykopat’, den galt med. Ordet er en hul skal, der blot indikerer, at der er noget galt med den pågældende persons psyke. Psyken er med andre ord sygelig: ‘psykopatologisk’. That’s it. Og det var først efter, at lemfældige tyske psykiatere i starten af 1900-tallet tillagde ordet dets nuværende betydning i form af ekstrem magtiver og samvittighedsløs kynisme, at det for alvor vandt indpas.
Nøglen til begrebets succes var, at det udfyldte et tomrum, der opstod i takt med at vores kristne moral smuldrede. Vi kom til at mangle et ord for ’ondskab’: for de glubske ulve, der var alt andet end ydmyge, samvittighedsfulde, nøjsomme og hensynsfulde i deres fremfærd.
Kristendommens modsatte grøft
Siden da er det kun gået én vej. Vores overhæmmende og sløvsindige kristne moral er kollapset, og dét med god grund: den fik os til at gå i stå og afsværge livet. Efterfølgende er vi imidlertid – også takket været nyliberalismen – havnet i modsatte grøft. Vi har smidt dyderne ud med badevandet, og har brugt al energi på at holde sammen på de sørgelige rester af det kulturkristne fundament fremfor at udvikle en ny moral.
Resultatvis slæber vi os godt nok ikke længere igennem livet alt imens vi venter på at komme i himlen, nu slæbes vi snarere gennem det. Vi giver den fuld gas med karriere og det materielle. Og hvis ikke vi gør, sørger den medieskabte virkelighed, samt et bureaukrati-helvede af en anden verden for, at vi kommer til det. Det er endt med, at vi lever hver dag, som var det den sidste: vi er tæt på at være i konstant alarmberedskab. Vi går all-in på stort set alt. Vi jagter kvantiteten på en så overivrig facon, at vi glemmer alt og alle omkring os.
Vores spæde moral
Det er i denne kontekst, at nutidens eksplosion i pseudovidenskabelige diagnoser opstår. Vi bruger den såkaldte psykiatriske ’videnskab’ som krykke eller erstatningsmoral. Diagnoserne egner sig til at give os afløb for vores diffuse frustrationer over den grasserende normløshed: herunder – hvad vi før i tiden opfattede som – karakterbrister i kombination med mistrivsel.
Ikke desto mindre vidner tendensen om, at vi faktisk higer efter et moralsk fundament – ofte blot uden rigtig at være klar over det. Vores kunstige opdeling af folk i ‘psykisk sunde’ og ‘psykisk syge’ udgør en spæd (dyds)moral, der endnu ikke har taget konkret form.
Igennem diagnoserne afviser vi således både det uhæmmede – og altså ’psykopatiske’ – menneske, såvel som det overhæmmede menneske. Ligeledes afviser vi både rastløs overivrighed og fodslæbende mismod. Både frygtsomhed og frygtløshed. Både regelfikseret overkontrol og overdreven spontanitet. Både det overtrænede og det utrænede. Det overbeskyttede og ubeskyttede. Og så videre.
Den krypto-moralske tendens vidner om, at vi er på jagt efter balance og vejledning, fordi vi har vristet os fri fra datidens forkrampede og firkantede moral. Dertil forventer vi fejlagtigt, at en højhellig videnskab kan give os entydige svar på, hvordan vi bør leve: som om moral (stadig) var noget, der dumper ned fra himlen – fremfor at være noget, vi selv skaber, lytter og erfarer os frem til.
På opstyltet vis er vi derfor endt med at ‘forbyde’ ekstremerne, som var der tale om faktuelle fejl i f.eks. hjernen, der kan rettes op med terapi og psykofarmaka (dvs. skjult moralsk vejledning og designerdrugs).
Men det virker ikke. Tværtimod, så bliver det ved med at vælte frem med de forhastede og forråede mennesker, der søger livets hurtige kalorier: hvad end vi taler om penge, magt, sex eller anerkendelse.
En god start
Hvis vi for alvor ønsker at ændre på denne situation, kunne vi starte med at kalde den slags mennesker, hvad de i virkeligheden er: hensynsløse, ugenerøse, iltre, asociale, afstumpede, skruppelløse eller uhæmmede – alt efter, hvad situationen måtte fordre.
Vi bør med andre ord genlære, at de mange såkaldte ‘psykopater’ derude er usikre mennesker, der er ude af balance, hvortil vi moralsk bør anklage og fordømme dem for at være dårlige mennesker, og ikke alt muligt andet. Det er selvfølgelig ikke synderligt charmerende at anklage folk på den måde, men alligevel er det konstruktivt i den forstand, at det meget vel kan være første skridt i retning af en generobring og nyskabelse af vores moralske sprog, fremfor at vi tyr til de letkøbte diagnoser.
Som modvægt bør vi derfor også udvikle en ny forståelse af, hvad der er et godt menneske, så vi har noget at stræbe efter – herunder at opdrage vores børn efter. Der skal med andre ord tænkes nyt. Det rækker ikke, at vi blot længes efter fortiden, men besinde os på, at vi en vis forstand er kulturelt nulstillede. Vi ønsker endegyldigt at vende ryggen til datidens overhæmmede og pligttyngede moral og at hæve os over underskudsmentaliteten, og forsøge på ny at blive bedre mennesker med bedre værdier. Men vi mangler fortsat en diskussion af, hvordan vi skaber “det gode menneske”. Et sted at starte kunne være bestræbelsen på at udvikle en ressourcestærk generøsitet og en øget mellemmenneskelig formåen. Hvilket kan lyde nemt eller som blot en række flotte ord. I praksis er den konkrete bestræbelse imidlertid ganske svær.
Topfoto: Evil clown.Pixabay, Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
