BØGER // ANMELDELSE – Knud Michelsens doktordisputats kaster nyt og kritisk lys over Knud Rasmussen som både nationalhelt og kolonial aktør – et komplekst portræt af en mand, der ville bygge bro mellem Grønland og Danmark, men som endte fanget i sin tids fremskridtstro og formynderiske tankegang.
Det er vel ikke for meget sagt, at polarfareren Knud Rasmussen hører til på allerøverste hylde som dansk nationalhelt og brobygger mellem Grønland og Danmark. Han var manden, der trodsede naturkræfterne i en ufremkommelig og barsk natur i Nordgrønland og omegn og kortlagde en kultur og et landskab, som i de første årtier af det 20. århundrede fortsat bar på hemmeligheder.
Rasmussen var imidlertid, som Knud Michelsen viser i Knud Rasmussen og Grønlands kolonihistorie, ikke kun den enestående polarhelt, men også et menneske, der var optaget af at finde ud af, hvem han selv var med sine både grønlandske og danske rødder, og hvad fremtiden for inuk og Grønlandsk kultur kunne blive.
Da jeg fik bogen til anmeldelse, opholdt jeg mig i Nuuk, hvor jeg arbejder på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet. Jeg kunne ikke dy mig for at spørge et par grønlandske studerende, hvad de mon tænkte om Rasmussen
Knud Rasmussen var simpelthen dybt integreret i kolonihistorien, hvor han på mange måder satte sin egen dagsorden.
Knud Rasmussen og kolonihistorien
Emnet for Michelsens sprogligt veloplagte, lærde og originale værk er ikke den opdagelsesrejsende Knud Rasmussen, men snarere et menneske, som kæmpede med sin egen blandingsidentitet som både grønlænder og dansker, alt imens han engagerede sig i diskussioner om, hvordan forholdet mellem Grønland og Danmark skulle udvikle sig i modernitetens tidsalder.
Rasmussen levede i en tid, hvor Grønland fortsat var en ganske isoleret koloni, hvor det traditionelle fangererhverv fortsat fyldte det meste, men hvor moderniseringsprocesserne og dermed også landets fremtid i relation til europæisk kultur trængte sig på. Det er i dette højspændte konfliktfelt, at Rasmussens holmgang med dannelsesproblematikken – både den indadrettede og personlige og den udadrettede og civilisationshistoriske – skal findes.
Michelsens bog er antaget som doktordisputats, og som læser må man belave sig på en detaljerig beretning både på det personalhistoriske og samfundshistoriske niveau, ligesom forfatteren ikke holder sig tilbage for at føre indgående diskussioner med andre forskere.
Den tålmodige læser belønnes til fulde af det alt sammen, for Michelsens sammenføjning af Rasmussens personlige identitetsprojekt og hans engagement i den grønlandske kulturs fremtid er øjenåbnende og kaster et tankevækkende lys over en skikkelse, som med sin blandingsidentitet ville bygge bro mellem Danmark og Grønland.
Samtidig var han så bundet til en bestemt forestilling om fremskridt og udvikling, at han endte med at profetere den grønlandske kulturs undergang og endte i en position, som nutidens grønlændere af gode grunde forholder sig stærkt kritiske i forhold til.
Blandingsmennesket Knud Rasmussen
Knud Rasmussen havde familiemæssige rødder i såvel Danmark som Grønland. Hans mormor var inuit, og han var familiemæssigt integreret i både dansk mission og handel, ikke mindst gennem sin far, som i en periode var præst i det nuværende Ilulissat. Her voksede Rasmussen op, inden han som 12-årig kom til Danmark.
Han klarede sig ekstraordinært dårligt i skolen, og i mange år anede han ikke, hvad der skulle blive af ham, men han fandt som bekendt sin helt egen vej. Det er dybest set her, Michelsen sætter ind med sin sans for bevidsthedsmæssige forviklinger og metamorfoser i en kompliceret pendulering mellem sind og omverden.
Michelsen portrætterer et menneske, som var splittet mellem sin grønlandske arv som ’naturmenneske’ og sin danske arv som ’kulturmenneske’, men som alligevel formåede at samle det nærmest uforbindelige i et meningsfuldt livsprojekt.
Som bekendt gik Rasmussens vej over en række spektakulære ekspeditioner til Grønland, hvoraf den allermest berømte varede ikke mindre end tre år, og han og hans kolleger nåede vidt omkring i deres kortlægning af det arktiske Nord, folkevandringer, inuits åndelige kultur osv.
Rasmussen nåede også at anlægge en handelsstation i Thule og – hvilket er et centralt omdrejningspunkt hos Michelsen – at engagere sig i politiske diskussioner om Grønlands fremtid i et Danmark, som så småt var begyndt at indse, at man ikke kunne blive ved med at behandle grønlænderne som uselvstændige væsener, der måtte beskyttes mod det moderne samfunds økonomiske og kulturelle kræfter.
Forholdet mellem Rasmussen og statsminister Thorvald Stauning, og Rasmussens intervention i konflikten mellem Danmark og Norge om Østgrønland (som Danmark vandt), fremstår her som et højdepunkt i hans engagement i den politiske verden.
Natur og kultur
Michelsen viser, at Knud Rasmussens position var dilemmafyldt og måske endda rummede indre modsigelser, som aldrig blev helt forløst.
På den ene side forsvarede Rasmussen grønlænderne mod talsmænd for en dansk politik, som både var for konservativ og for paternalistisk. Hans forsvar for den grønlandske præst, debattør og forfatter Mathias Storch, som både ønskede modernisering og større selvstændighed, er et eksempel på hans ’grønlandske’ side.
Michelsen skriver også om Knud Rasmussens videnskabsopfattelse, som knyttes tæt til ekspeditionernes undersøgelsesmåder og inuits måde at rejse på – denne rejseteknik kan ses som en del af videnskaben, og i den forstand gav Rasmussen plads til inuits erkendelses- og opdagelsesformer helt ind i hjertet af sin forskning.
Rasmussen med at plædere for dansk som hovedsprog i den grønlandske skole, og i den forstand er det svært at se forskel på hans egen position og den daniseringspolitik i Grønland, som et par årtier efter hans død skulle slå ud i lys lue
Overordnet må man dog sige, at Rasmussens danske sind vandt over hans grønlandske.
Michelsen bruger helt berettiget en del plads på nogle meget stærke og usmagelige formuleringer, som han formulerer første gang i 1910 og gentager i 1920: ”Alle Naturfolks Liv i Fremtiden er kun afhængigt af dets Udviklingsmuligheder under nye Forhold. Vejen frem må gå over deres egen Races Lig. Det som det derfor gælder om, er at give Naturmenneskene i deres Sind og Gemyt en saa skaanselsfuld og varsom Død som muligt”.
I fortolkningen af dette udsagn og dets udlægninger de seneste årtier viser Michelsen sig som den eminente ideologi- og tekstfortolker, han er, og hans konklusion er, at hvordan man end vender og drejer citatet når Rasmussen hen ad vejen frem til en socialdarwinistisk historieforståelse, hvor der ikke var nogen vej udenom de stærkestes, dvs. den moderne europæiske kulturs, sejrsgang også i Grønland.
Rasmussen endte da også med at plædere for dansk som hovedsprog i den grønlandske skole, og i den forstand er det svært at se forskel på hans egen position og den daniseringspolitik i Grønland, som et par årtier efter hans død skulle slå ud i lys lue.
Et fatalt modsætningspar
Det er samtidig lige netop i forhold til det presserende spørgsmål om en modernisering af Grønland, at Knud Rasmussen på trods af hans store fortjenester og kritiske tilgang til dansk grønlandspolitik endte med at placere sig et sted, som snarere end at være et bud på en løsning skulle vise sig at være en del af selve problemet.
Ideen om ’naturfolk’ vs. ’kulturfolk’ og det dertil hørende inventar af forestillinger om fremskridt og modernisering er på mange måder så inficeret af kolonitænkning og imperialistisk tankegang, at det lige netop er denne dikotomiske forståelse, der må diskuteres.
Ikke mindst i dag, hvor danskere i lyset af behovet for at forstå, hvorfor nutidens grønlændere indimellem opfatter os som mindre fantastiske, end vi selv gør, er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved forsimplede ideer om udviklingens uafvendelighed.
Det er jo rigtig nok, at den europæiske kultur og kapitalisme vandt big time over alle de områder rundt omkring i verden, den havde i sit jerngreb frem til slutningen af Anden Verdenskrig. Siden er det blevet mere og mere synligt, at ideen om den vestlige verdens sejrsgang hviler på dybt problematiske præmisser, og har skabt en kaskade af problemer som vi fortsat betaler prisen for.
Præmissen for den socialdarwinisme, Rasmussen med diverse mellemregninger tilsluttede sig, er, at ikke bare naturen, men også de mennesker, som koloniseres, reduceres til det fremmede, som må underkastes det oplyste menneskes kontrol.
Rasmussens ide om naturmenneske vs. kulturmenneske og fremskridtet som historiens motor, som Michelsen titulerer udviklingstanken, hviler i den forstand på præmisser, der så let som ingenting kan konverteres til formynderisk tænkning og ideer om, at det ikke kan gå hurtigt nok med at få fjernet enhver kulturel anderledeshed fra jordens overflade.
Efter Knud Rasmussen
Grønland kom flere årtier efter Knud Rasmussens død til at betale en stor pris for ideerne om fremskridt forstået som assimilering og danisering. Med integrationen af landet som dansk amt i 1953 og de store moderniseringsprogrammer blev der nok skabt fremskridt i teknisk-økonomisk forstand, men de menneskelige omkostninger ved et så hurtigt og dramatisk kulturskifte viste sig hurtigt som sociale problemer og et kollektivt identitetstab af dimensioner.
Også afhængigheden af udenlandsk arbejdskraft ser ud til at forblive stærk i lang tid fremover – men håbet i Grønland er, at en bedre uddannet befolkning i højere grad end hidtil vil kunne sætte sig i spidsen for udviklingen
Men der arbejdes på sagen i en nutid, hvor spørgsmålet om grønlandsk kultur og identitet i en stedse mere globaliseret verden fortsat trænger sig på. Her spiller grønlandsk sprog en stor rolle, om end både dansk og engelsk ser ud til fortsat at måtte medtænkes hele vejen ned gennem uddannelsessystemet.
Også afhængigheden af udenlandsk arbejdskraft ser ud til at forblive stærk i lang tid fremover – men håbet i Grønland er, at en bedre uddannet befolkning i højere grad end hidtil vil kunne sætte sig i spidsen for udviklingen, godt hjulpet på vej af nye indtægtskilder i undergrunden og turisme.
I nutidens Grønland handler det overhovedet ikke om enten at gå til grunde eller forblive traditionel kultur, men om at skabe levedygtige forbindelser mellem fortid, nutid og fremtid. Ligesom det jo sådan set gør i Danmark.
Hvad angår Knud Rasmussen, må man på baggrund af Grønlands nyere udvikling spørge, om ikke den modsætning mellem natur- og kulturmenneske, han excellerede i, må erstattes af andre måder at forstå sagerne på.
I dag, hvor den såkaldte fremskridtstanke er endt i teknokapitalisme med enorm global ulighed til følge og en økologisk krise med nærmest uoverskuelige konsekvenser, fremstår selve ideen om kulturmennesket som et væsen, der løsriver sig fra naturen for at skabe fremskridt egentlig som den største illusion af dem alle.
En vis teoriløshed
Jeg synes ikke helt, at Michelsen når i mål med det, der i udgangspunktet fremstår som en kritisk-empatisk analyse af Knud Rasmussens diskurs.
I indledningen tager han i hastigt tempo afstand fra brug af teori og kritiserer principielle diskussioner med en blød formulering om, at teorien er materialet iboende. Dette kan læses som en sympatisk distance til teoretiske lakmusprøver i forhold til et komplekst empirisk materiale, og i den forstand er forbeholdet ok.
I Danmark fremstår Knud Rasmussen fortsat som en stor nationalhelt, videnskabsmand og dristig opdagelsesrejsende. Det billede piller Michelsen ikke ved
Problemet med den lidt nonchalante forståelse af teori er dog, at overvejelser i forhold til sprog, oplysningstænkning og magtens subtile mekanismer også kan være øjenåbnende og gøre noget synligt, som netop ikke er materialet iboende, men først bliver synligt med ’teoriens’ andet blik.
I et postkolonialt perspektiv, som Michelsen også forholder sig lettere distanceret til, kan man endda gå så vidt som til at sige, at en del af det arbejde, vi alle skal gøre i dag, hvis vi vil videre med relationen mellem Grønland og Danmark, er at undersøge, om det sprog, vi indtil nu har brugt, er brugbart og meningsfuldt – og hvis ikke, må vi finde nye måder at snakke om tingene på.
Knap så meget nationalhelt i Grønland
I Danmark fremstår Knud Rasmussen fortsat som en stor nationalhelt, videnskabsmand og dristig opdagelsesrejsende. Det billede piller Michelsen ikke ved. Anderledes tager Rasmussens eftermæle sig ud i Grønland, og også dette har Michelsen fat i. Rasmussen havde, som Michelsen skriver, måske nok historien med sig på sin egen tid, men i dag har han den delvist imod sig.
For mange moderne grønlændere fremstår Rasmussen som en mand, der ikke til bunds forstod de problemer, moderne grønlændere havde
Da jeg fik Knud Rasmussen og Grønlands kolonihistorie til anmeldelse, opholdt jeg mig i Nuuk, hvor jeg arbejder på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet. Jeg kunne ikke dy mig for at spørge et par grønlandske studerende, hvad de mon tænkte om Rasmussen. Svarene var, at han dybest set var en dansker, som var inficeret af kolonitænkning.
For mange moderne grønlændere fremstår Rasmussen i den forstand som en mand, der ikke til bunds forstod de problemer, moderne grønlændere havde og kunne få i forhold til moderniseringsprocessen i dens dansk-europæiske udgave, og som derfor endte på den forkerte side i forhold til den danisering af det grønlandske samfund, som udviklingen i Grønland siden 1970’erne har været et mere og mere udtalt opgør med – og som for så vidt fortsat er på dagsordenen.
Om Rasmussen nogensinde vil få samme status i Grønland, som han har haft i Danmark, er der grund til at tvivle på, og i en vis forstand er det historiens ironi, at manden, som ville gøre kulturmødet mellem danskere og grønlændere bedre og mere produktivt, så entydigt kom til at høre til på den danske banehalvdel – altså i Grønland.
At det er gået sådan med hans eftermæle, ville han med garanti selv være ked af at høre, for han opfattede i bund og grund sig selv som en ’blanding’ af dansk og grønlandsk.
Og måske er der også i nutidens Grønland brug for at forstå blandingsidentiteter og menneskers bøvl med at få tingene til at gå op i det identitetsmæssige kludetæppe af nationale, regionale og globale identiteter, vi alle – danskere såvel som grønlændere – i dag bakser med.
Knud Michelsens bog med dens historiske og nænsomt aktualiserende perspektiv er et eminent bidrag til en sådan afklaring.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og