BØGER // INTERVIEW – Når forfattere må leve udsatte liv med tæt på ingen indkomst, skyldes det en udbredt forestilling om, at arbejdet bærer lønnen i sig selv. Simone Bertelsen har mødt forfatteren Jeppe Krogsgaard Christensen, der er aktuel med den tænksomme og selvudleverende bog et år med læsning og skrivning.
Mod slutningen af vores snak indskyder Jeppe Krogsgaard Christensen – som var det tvingende nødvendigt lige at få med: ”Jeg kommer i hvert fald aldrig til at skrive en bog som den her igen!” Så hvad er det for en engangsforestilling af et værk, forfatteren, som jeg en torsdag eftermiddag møder på Den Sorte Diamant i København, har begået?
Der er tale om en bog, hvor han bryder med sit ellers så faste princip om aldrig at bruge sig selv privat i litteraturen. En bog, der opløser billedet af forfatteren, der ofte på romantisk vis realiserer sig selv og sine visioner på kvistværelset. En bog om forfatteren som én med huller i skoene. Som én, der ikke har været til tandlæge i over fem år, fordi han ikke har råd.
Ifølge Jeppe Krogsgaard Christensen findes der groft sagt to slags forfattere. Der er dem, som får forfattergerningen til at fremstå let og harmonisk. Og så er der dem, der beklager deres egen elendighed. Selv har han hidtil tilhørt førstnævnte, men med udgivelsen af et år med læsning og skrivning er de tider forbi: ”Jeg er nu endegyldigt trådt over i de beklagendes rækker,” siger han med et smil. ”Og det føles på en måde skamfuldt, men på den anden side føles det også vigtigt og fuldstændig rigtigt.”
Opgør med glansbilledet
et år med læsning og skrivning er en slags dagbog over et år som skrivende og læsende menneske. Forfatteren kalder den imidlertid ikke en dagbog, men en ’fastholdelse’. Heri ligger en dobbeltbetydning, eftersom bogen kan karakteriseres som en fastholdelse af et års tanker og følelser hos et menneske, der på godt og ondt er fastholdt af sin store passion – litteraturen.
”For 1,5 år siden gik jeg – som jeg så tit gør – og tænkte: ’Hvad fanden er det egentlig, jeg laver?’ Jeg har to børn og en hustru, der lever et liv med godt arbejde, fast indkomst, betalt ferie og pension. Men hvad gør jeg? Jeg tænkte, at jeg ville prøve at skrive for at få et overblik. At føre en form for journal over de tanker og ikke mindst følelser, der er forbundet med at skrive og læse”, forklarer forfatteren om bogens tilblivelse.
Langsomt gik det dog op for ham, at der måske var tale om noget større end som så. For livet som kunstner lever han naturligvis ikke alene. ”Bogen har jo for mig at se en relevans for alle sådan nogen som mig. For kunstnere og for hele kunstens og kulturens prekariat – alle de her mennesker, der lever af deres passion.
Et meget, meget stort felt, der ikke får meget andet end anerkendelse som betaling. Som lever under vilkår, som på mange måder er uacceptable og uværdige for et voksent menneske. De tanker er begyndt at overskygge den position, jeg havde før, hvor jeg har ment, at man nok kan bruge sig selv personligt, men ikke privat i kunsten. Det er et skel, jeg har prøvet at opretholde, men som nu er nedbrudt.”
Bogen kan, ifølge forfatteren selv, karakteriseres som et slags ”afforfængelighedsprojekt”. Det står, som det umiddelbart er skrevet og oplevet. Skamfulde og ængstelige tanker om, hvor det rent økonomisk kunne ende, lægges åbent frem for alle at se. ”Oftest er det jo virkelig ikke flatterende, det der står om mig selv, men det er nu engang sådan det er og altså et langt mere kompliceret billede end dét af forfatteren, der sidder i sit rum og har nogle kunstneriske kampe og så ellers får lavet sin ting – og så er alt godt.”
Den danske mentalitet er gennemsyret af en opfattelse af kunst som et hobbyprojekt
At der bl.a. i kunstneriske kredse og humanistiske universitetsmiljøer hersker meget usikre økonomiske forhold, skyldes langt hen ad vejen den danske mentalitet, forklarer han. Litteraturen og kunsten i det hele taget tilskrives en – åh! – så vigtig betydning i vores samfund, hvilket står i skærende kontrast til det faktum, at man ikke er villig til at betale værdige penge for den:
”Man kan sige, at kunstnere er underlagt et hobby-syn. Forfattere ses på samme måde som folk, der bygger modelfly, samler på frimærker eller går til keramik en gang om ugen. Superhyggeligt. Der er en underforstået idé om, at hvis du vil lave den slags hele tiden, skrive og arbejde med litteraturen hver dag, så må det bære lønnen i sig selv. Samtidig er vi et samfund, hvor dét at læse romaner, noveller og poesi tillægges kolossal betydning. I folkeskolen, i gymnasiet, på videregående uddannelser og hos skiftende kulturministre.
At hver forfatter er deres egen lille forretningsdrivende, skaber let et usolidarisk miljø, hvor det bliver på bekostning af de andre
Litteraturen regnes for enorm vigtig – for sammenhængskraft, for identifikation, for indblik i forskellige socialklasser. Alligevel er dem, der skaber litteraturen, også dem, der tjener mindst. Der er ikke nogen, der kan leve af at skrive skønlitteratur, som ikke indeholder bestialske mord eller slægter i tre generationer.”
– Skal forfattere ikke acceptere, at det handler om udbud og efterspørgsel? At der ikke er nok, der vil betale for deres passion?
”Det er indiskutabelt rigtigt, at der ikke er nok, der vil betale penge for det. Men det er en ret voldsom kontrast til, hvor højt vi som samfund værdisætter litteraturen. Og det er meget sjældent, jeg møder mennesker – også uden for litterære kredse – der ikke synes, at litteratur er væsentlig på den ene eller anden måde.”
– Kan du forstå, hvis folk vil indvende, at du – og alle de andre – kunne løse problematikken ved at tjene penge som – lad os sige: gartner – og så dyrke passionen ved siden af?
”Det er en helt legitim kritik. Jeg tror, at svaret for mig er, at det netop ikke er en hobby, noget man kan gå fra og til. Det er i mine øjne snarere en drift, der er lige så stærk som eksempelvis seksualdriften, og som gør én syg eller ulykkelig, hvis ikke den finder et udtryk, en forløsning.”
Edith Södergran har engang skrevet: ”Ingen kan gøre for deres stjerne, man er tvunget til at følge den”. Og det er sådan, det er, forklarer forfatteren og fortsætter: ”Det er ikke et forsøg på at få nogen til at synes, at det er synd for mig. Det er det virkelig ikke. Jeg har levet på den her måde i så mange år. Men jeg håber, at bogen kan være et spejl for andre i min situation og samtidig vise dem, der ikke er en del af det, som ligesom står på ydersiden, at det er sådan her, det er bag bogen, skulpturen, maleriet, teaterstykket.”
Usikker økonomi påvirker hele litteraturens økosystem
Jeppe Krogsgaard Christensen, der sideløbende med forfatterskabet arbejder som kritiker og redaktør, kender litteraturens økosystem særdeles godt og mærker på egen krop, hvad usikker økonomi gør ved miljøet. ”Man bliver de vilkår, man lever under: Smålig, egoistisk, ængstelig. Dét at leve med meget få penge, gør én meget pengefikseret”, siger han.
At hver forfatter er deres egen lille forretningsdrivende, skaber let et usolidarisk miljø, hvor det bliver på bekostning af de andre, hvis man f.eks. forhandler sit eget honorar for en optræden på en litteraturfestival op – for der er kun én pengepulje.
Hvis en får mere, må andre nødvendigvis få mindre. ”De dyre, solidariske principper er meget svære at holde i hævd, når man lever på den måde og er del af sådan et nulsumsspil. Man kan godt give udtryk for dem på de sociale medier. Men når folk forhandler deres løn og kræver meget store beløb, fordi de har skrevet en bog, der er et tilløbsstykke eller en sællert, så er det ultraliberal tænkning om udbud og efterspørgsel, der ikke rigtig matcher det politiske ståsted, mange kunstnere gerne giver udtryk for.”
Pengefikseringen hersker ikke kun blandt folk, der skaber, men også blandt dem der arbejder med det skabte, eftersom mangel på faste ansættelser snarere er reglen end undtagelsen blandt litteraturkritikere, oversættere, universitetsundervisere og så videre. Det hele hænger meget, meget tæt sammen, men det er ikke noget, vi taler ret meget om, mener han. Honorarerne for f.eks. litteraturkritikere er små og på nogle medier ikke-eksisterende, og det kan meget vel komme til at påvirke kvaliteten af deres arbejde.
”Et fortvivlende eksempel var Berlingskes anmelder Jakob Genz, der anmeldte Solvej Balles Om udregning af rumfang V uden at have læst de første fire bind i serien. Og som senere forklarede, at honoraret ikke var til at læse op på det samlede værk, til at bruge al den tid, det ville kræve. Man må spørge sig selv: Vil man virkelig have, at litterære værker, der tager flere år at skabe, formidles og vurderes af mennesker, der ikke har råd til at læse dem ordentligt? Litteraturkritikerne og dem, der skriver bøgerne, er på sin vis i samme båd. Passionerede og hårdt pressede på økonomien.”
når så man får en pris eller et legat, så betyder anerkendelsen, dét at blive set, alligevel mere end pengene
I sin bog beskriver Jeppe Krogsgaard Christensen flere gange det absurde i, at når han for en stund kan lægge de økonomiske bekymringer bag sig, fordi han modtager et legat, en pris med medfølgende penge eller en større sum i støtte fra Statens Kunstfond, så er det alligevel anerkendelsen, der varmer mest. Det får mig til at tænke på, om kunstnere – og alle der arbejder med kunst – selv er med til at understøtte et system, hvor kunsten har en værdi, der ikke kan måles – og derfor ikke bliver målt – i kroner og ører.
– Har alle os, der arbejder med vores passion, selv et ansvar? Vi tager opgaverne alligevel, fordi vi mener at dét at bringe kunsten for dagens lys, vejer tungere end pengene. Vi accepterer den kulturelle kapital som valuta?
”Hvis man har et arbejde, hvor man bare synes, at det okay, så er man mere villig til at gå ind og arbejde med at forhandle lønnen op. Fordi der er nogen, der tager den tid, man bruger på det, og som man egentlig hellere ville bruge på noget andet. Sådan ser man bare ikke på det, når man er skabende kunstner. Et ansvar? Helt ærligt – jo. Man kan sidde og have nok så mange økonomiske bekymringer, men når så man får en pris eller et legat, så betyder anerkendelsen, dét at blive set, alligevel mere end pengene. Sådan er det i hvert fald for mig, hvor barnagtigt og grotesk, det end måtte lyde.”
Forfatteren som klovn
I et år med læsning og skrivning står der i et notat: ”gik 16 km i dag. set udefra: forfatteren ude at gå en tur midt på en almindelig arbejdsdag. forfatteren som sanseligt menneske og livsnyder. forfatteren på den grønne gren. forfatteren som samfundets ædleste princip. forfatteren som samfundets milde eftertanke. set indefra: forfatteren som svimmel. forfatteren fuld af ætsende bekymringer. forfatteren med hul i skoen og våd sok. forfatteren som halsbrand og selvpåkørt katastrofe. forfatteren som en kæmpe idiot”.
Samfundets blik på kunstnere stemmer ikke overens med realiteterne, og det er også i høj grad selvforskyldt
Det er måske essensen af forfatterens projekt: At fortælle, hvordan det rent faktisk forholder sig. Samtidig understreger han, at forfatteres høje status i samfundet gør det svært at italesætte de usikre vilkår, de lever under. Ord har forskellig vægt, alt efter hvor man taler fra. Og han ved, at det kan skurre at tale om usikker økonomi, når man bor i et hus i Humlebæk, fordi ens partner har et langt mere solidt økonomisk grundlag. ”Men mit projekt med denne her bog har ikke været at overbevise nogen om noget. Det er derimod et forsøg på at vise, hvordan et liv som mit er, helt uden forfængelighedens eller forsigtighedens filtre”, siger han.
Samfundets blik på kunstnere stemmer ikke overens med realiteterne, og det er også i høj grad selvforskyldt. Netop derfor har Jeppe Krogsgaard Christensen altså nu skrevet et slags maskefald af en bog: ”Tomas Espedal har skrevet om forfatteren som klovn. Det kan jeg sagtens se mig selv i. Når jeg på en litteraturfestival eller andre steder læser op, så er jeg mit bedste, mest levende og legende jeg. Og hvem vil ikke gerne stå dér ved mikrofonen, mens tilhørerne i salen synes, at det, man har skrevet, er spændende?
Så jeg og så mange andre forfattere giver den i klovnens rolle. Grinende eller grædende. Det er på en måde smukt, på en anden måde så inderligt latterligt. Et latterligt liv. Som når jeg i årevis har insisteret på at betale min halvdel af udgifterne derhjemme. Det har jeg virkelig, virkelig kæmpet for. For så at finde ud af, da jeg en aften taler med min hustru, at det gør jeg slet ikke. Et det sørgeligt eller sjovt? Det er vel begge dele. Jeg kunne sgu ikke selv have skrevet en morsommere og ondere tragikomedie.”
et år med læsning og skrivning. en fastholdelse er netop udkommet på forlaget Melodika.
Klik dig videre til mere bogrelateret stof på POV International lige her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
