
LIV & MENNESKER // KLUMME – Tobakslugten! Det første, der rammer min næse, da jeg i eftermiddagssolen slår stål- og glasdøren op til opgangen. Den er sådan set nydelig med de let afrundede terrazzo-trappetrin. Ingen barne- og klapvogne, sådan som de køretøjer plejer at stå helt ude til højre under trinene til første sal. Der bor ingen børn i denne karré. I stedet et par rollatorer med cykellåse rundt om tremmerne mellem trappetrin og gelænder.
Og så lugten! En tung tobakslugt, der ikke stammer fra en slyngel, der overså skiltene om forbuddet mod rygning. Den breder sig som en årtier lagret dunst af askebæger i et brunt værtshus. Her i opgangen jævnligt suppleret og holdt i live, når en beboer åbner døren til en af lejlighederne for at ankomme eller gå.
Jeg var faldet i søvn i den sølvgrå taxi med det grønne logo. Vagterne er lange, og jeg transformerer mit liv de første dage på ugen. I begyndelsen følger jeg den normale søvnrytme. Men efter nogle dage er det lediggangen, der styrer balancen mellem arbejde og hvile. Det passer kroppen og er den bedste medicin mod den ulidelige ventetid. Efter et par dage på arbejde – som en soldat på manøvre.
Så skriger min ”bipper”. Jeg er nødt til at bruge en alarm, som forstærker lyden fra en køreordre. Har prøvet at glemme dem og så sidde der i dyb søvn og miste de ture, der er selve meningen med, at jeg er på arbejde.
”Indkøb” står der i køreordren.
Det er nærmest kvælende. Røgdunsten blander sig med den søde, halvrådne lugt af skrald i plastikposerne på gulvet i entréen
Sådan skifter rollerne i min arbejdsdag. Det ene øjeblik privatchauffør. Det næste – pædagogmedhjælper, når jeg kører med ”de særlige børn”. Og lige nu – en slags hjemme- eller handicaphjælper for borgere, der ikke kan eller tør bevæge sig ud i byen.
Jeg banker på døren på første sal.
– Jaaa, råber en skrøbelig stemme fra lejligheden. Kom bare ind, her er åbent.
Han har brugt tiden inden min ankomst til at slæbe sig fra soveværelset ud i entreen, har låst døren op og skyndt sig tilbage i soveværelset. Jeg ser hans sammenkrøbne skikkelse via spejlet i entreen. Jeg er faktisk ikke sart, men nu kommer den virkelig intensive sky af tobak. Det er nærmest kvælende, røgdunsten blander sig med den søde, halvrådne lugt af skrald i plastikposerne på gulvet i entréen.
Her har ikke været nogen hjemmehjælper de sidste par dage – og han har ikke selv orket at få efterladenskaberne fjernet derhen, hvor de hører hjemme – i containeren. Jeg ser det rodede køkkenbord og spisebordet, hvor der både ligger tøj, varer til dagligdagen og en stak af gratisaviser. Og nu – soveværelset. Han har et stort, lavt bord trukket hen til den højbenede seng. For enden står et tv og mellem denne kontakt med livet udenfor lejligheden – et rod af et glas og pilleglas, vand fra store flasker og et par overfyldte askebægre.
Så vemodig. Så meget offer for et lorteliv liv, han måske selv har en medskyld i
Lige nu – midt i denne elendighed og ensomhed, der ikke burde findes, har jeg kun en ressource tilbage. En veloplagthed, som i bedste fald er smittende, men i virkeligheden også er min medicin mod at blive rigtig ked af den skod-tilværelse, som manden lever lige nu. Måske i uger eller i måneder. Måske i flere år
Jeg ved det jo, for helvede, ikke!
Præsenterer mig, som om jeg befinder mig i en helt anden verden end den reelle elendighed i den lille lejlighed. Han har penge og indkøbsseddel parat. Hans ansigt er indfaldent og øjne ligger dybt som hos en underernæret krigsfange. Så vemodig. Så meget offer for et lorteliv liv, han måske selv har en medskyld i. Men ingen af os har lyst til at tale om det. Han roser mig for at være hurtigt fremme. Jeg bruger absurde replikker som ” … og hvad har jeg så fornøjelsen af at gøre for dig … ”.
Vi lever os begge 100 pct. ind i forestillingen om de gode menneskers liv.
På vej til supermarkedet rammes jeg af en slags unyttig vrede mod proportionerne i virkeligheden, som den udspiller sig i de medier, jeg selv er storforbruger af. Corona-tal for Gud ved hvilken gang. Der er findes næppe et større politisk perspektiv i kongeriget i disse dage. Den narcissistiske præsident, der kæmper for genvalg og formue. Metoo – nu også i de kreative fag, hvor chefredaktører og andre mediechefer klemmer sig ind i en helt ny rolle med tsunamier af undskyldninger som ” … vi har taget fejl, vi vidste det ikke … ”.
Det er middelstanden, der driver medie-platformene.
Det er middelstanden, der er politikere.
Det er middelstanden, der har ordet.
Men lige nu er jeg på indkøb for en usynlig mand, der sumper i sit eget lort. Han er ikke på arbejdsmarkedet. Han er måske/måske ikke en meget lille minoritet. Han er først og sidst totalt uaktuel og irrelevant for den øjeblikkelige folkestemning.
Et par ruller mariekiks, et franskbrød med birkes, Cola Zero. Et halvt karton cigaretter – og to flasker af den billigste vodka!
Jeg slår blikket ned, mens jeg afregner i supermarkedet og beder om en kvittering med sådan en stemme-styrke, at det kan høres hele vejen ned i køen. De må forstå, at varerne på båndet ikke er til Taxamanden selv: Et par ruller mariekiks, et franskbrød med birkes, Cola Zero. Et halvt karton cigaretter – og to flasker af den billigste vodka!
Tilbage i lejligheden er det tid til opgørelsen. Jeg gennemgår tallene så grundigt, at det lyder som om, jeg taler til en evnesvag. Det her var til taxikørslen. Det her var til vareindkøbet. Så siger jeg et par morsomheder for at kompensere for min nedladende omsorg.
– Og se hvor billig vodka kan værre. Jeg får dagens eneste smil fra den magre mand. Jeg bukker faktisk for manden og ønsker ham en god aften. Men så lægger han en hånd på min arm og stikker en 50’er ud med den anden.
– Det er til dig, siger han som tak for god service. Drikkepenge!
Jeg føler mig som en pusher, der burde skamme sig. Som en forbipasserende på et fortov, der pludselig modtager penge fra en tigger.
Men jeg tager imod sedlen med endnu et buk og et højlydt TAK til farvel!
Ude i taxien sunder jeg mig nogle sekunder for at få styr på mine følelser.
Jeg skammer mig!
LÆS ALLE TAXAMANDENS KLUMMER HER
Foto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her