SCIENCE FICTION // ESSAY – ”Dræbt efter at alle menneskenes påfund var slået fejl af de ringeste væsner, som Gud i sin visdom har sat på Jorden”. Man røber ikke det store ved at afsløre, hvordan det går de invaderende marsianere i H.G. Wells Klodernes kamp, der netop er genudgivet på dansk. For den er ikke bare en af de mest imiterede science fiction-skabeloner i verdenshistorien og en sand klassiker, den viser sig også uhyggeligt profetisk gang på gang.
H.G. Wells‘ Klodernes kamp er indbegrebet af en science fiction-roman. Den er mor til alle senere fortællinger om overlegne intelligensvæsners invasioner af jorden – det være sig på skrift, i billeder eller til musik. Den beskriver mødet med en overlegen teknologi, som ligger uden for vores fatteevne. Og så handler den i virkeligheden slet ikke om aliens, men om de væsner, der altid har interesseret os mest: os selv.
Dommedagsfortællinger
Vi kan selvfølgelig læse Klodernes kamp som en spændingsroman. Når Wells imidlertid benytter sig af det litterære trick at fortælle historien i første person og fra et punkt i tid efter marsianernes nederlag, så ved vi jo, at vores helt klarer den – og vi selv.
Når vores helte andre gange holder i hånden og afventer jordens undergang, så skyldes det i science fiction-litteraturen uvægerligt vores egen dårskab. Det være sig i atom-ragnarok-filmklassikere som Dr. Strangelove og On the Beach eller nyere aftapninger som satirefilmen Don’t Look Up, hvor grådighed forhindrer et altødelæggende meteornedslag i at blive afværget. Det er en anden skabelon.
Og berøring med denne damp, indåndingen af dens stikkende luft, var døden for alt levende
H.G. Wells
Invasioner fra rummet klarer vi som regel, om det er med hjælp fra mikroberne som i Klodernes kamp eller ved heltemodig indsats fra os selv som i alt fra klassikerne Invasion of the Body Snatchers og The Thing (From Another World) til nyere special effects-tunge film som Independence Day (langt hen ad vejen en kopi af Klodernes kamp) og senest Moonfall.
Krigen før krigen
Så hvad handler det egentlig om? Når vi husker, at Klodernes kamp blev udgivet i 1898, så kan vi se, at H.G. Wells var uhyggeligt profetisk. Han havde ikke oplevet rædslerne ved 1. verdenskrigs brug af giftgas, da han skrev om marsianernes ”sorte røg”:
”Disse dåser knustes, når de faldt til jorden – de eksploderede ikke – og udsendte øjeblikkeligt en enorm masse blæksort damp, der rullede og snoede sig op i en kæmpestor og ibenholtssort kumulussky, en glasagtig høj, der sank sammen og langsomt bredte sig ud over den omgivende egn. Og berøring med denne damp, indåndingen af dens stikkende luft, var døden for alt levende”.
Han havde heller ikke billedet af en moderne industrirobot foran sig, da han beskrev en af marsianernes ”håndteringsmaskiner”:
”Som jeg så den første gang, lignede den en art metaledderkop med fem leddelte, adrætte ben, og med et usædvanligt antal leddelte løftestænger og udtrækkelige gribetentakler rundt om på kroppen”.
Klodernes kamp er mere fiction end science
Vi kan så more os over, at H.G. Wells var lige så galt afmarcheret, hvad angår rumrejser, som Jules Verne, når han som sin franske kollega forventede de rumrejsende skudt ud af en gigantisk kanon. Science fiction-genren har det ellers mest med at gøre rumfartøjer væsentligt mere komfortable end dem, vi hidtil har frembragt på jorden.
På den anden side blev de geostationære satellitter, som hele vores moderne kommunikationssamfund er baseret på, beskrevet af Arthur C. Clarke, forfatteren til bl.a. Rumrejsen 2001, og deres bane omtales faktisk som et ”Clarke-omløb”.
Så lad os ikke afskrive science fiction. I Klodernes kamp er det heller ikke kapitel for kapitel marsianernes overlegne teknologi, der fylder mest. Det er de menneskelige reaktioner. Da angrebet begynder, og folk flygter i vild panik, afslører de alle facetter af den menneskelige natur.
Panik, flugt og nederlag
Ligesom det bekræfter vores tro på det gode i mennesket at se al den offentlige og private nødhjælp ved grænseovergangene mellem Ukraine og Polen, genkender vi også egoismen og selvopholdelsesdriften, når vi ser folk kæmpe om pladserne i tog på vej væk fra krigszonen.
Historierne om, at Orson Welles’ radioteater-opførelse af Klodernes kamp medførte udbredt panik i USA i 1938, fordi folk antog det for en virkelig reportage, er hovedsagelig falske eller stærkt overdrevne. Men taget ud af kontekst kan opfordringer til at søge i kældrene og sikre sig forsyninger af dåsemad naturligvis skabe panik i en krisesituation. I 1938 – året før 2. verdenskrigs udbrud – havde folk måske nerverne uden på tøjet.
De unyttige og besværlige og skadelige må dø
H.G. Wells
Og når katastrofen er indtruffet, og nederlaget er erkendt, så er der også nogle, der griber til våben og forbereder en sej kamp for at opnå revanche. Netop sådanne tanker har den artillerist, som H.G. Wells’ fortæller-jeg møder på sin flugt. Men soldatens tanker om atter at generobre magten over jorden på menneskehedens vegne kammer over i protofascisme og racehygiejne:
”Vi kan ikke have nogen svagelige eller tåbelige. Livet er virkeligt nu igen, og de unyttige og besværlige og skadelige må dø … Når alt kommer til alt, er det en slags uhæderlighed at leve og smitte slægten”.
Man fristes til at tilføje, at det var, ligesom en lille tysk korporal tænkte. Soldaten drømmer om at erobre marsianernes supervåben. Hvad ville der være sket, hvis Hitler havde haft den slags? Den spekulation er der selvfølgelig også skrevet mange bøger om.
Flyvende tallerkener og rumgys
Med teknologiens udvikling – altså vores menneskelige teknologi – har vi set med nye øjne på H.G. Wells’ beskrivelse af marsianerne og deres maskiner. I George Pals The War of the Worlds, hvor handlingen i øvrigt er forlagt fra omegnen af London til det sydlige Californien, er marsianernes krigsmaskiner i tidens ånd (1953) blevet til flyvende tallerkener. Måske også fordi det var en nemmere effekt at skabe på film.
Da Steven Spielberg lod sig inspirere af endnu et årtusindeskifte og sendte Tom Cruise i marken mod marsianerne i 2005-versionen af War of the Worlds, kunne computerteknologien imidlertid komme meget tættere på H.G. Wells’ vision.
If aliens visit us, the outcome would be much as when Columbus landed in America, which didn’t turn out well for the Native Americans
Stephen Hawking
Det gælder også den nervepirrende scene, hvor en af marsianernes fangarme udforsker en kælder, hvor vores helt har skjult sig. Denne oprindelige scene fra Klodernes kamp er nærmest blevet en science fiction-trope, som i forskellige forklædninger går igen i mange sf-gysere.
Fra Wells til Hawking
H.G. Wells vender igen og igen tilbage til billedet af marsianerne som højerestående i forhold til mennesket, ligesom menneskene der ubarmhjertigt træder på myrer. Eller han minder os om, hvordan menneskene – ikke mindst europæiske kolonisatorer – har udryddet dyrearter og ”laverestående racer”. Ingen forskønnende censur af hans ordvalg her i 2022-versionen på dansk:
”Tasmanierne blev, til trods for deres lighed med mennesker, fuldstændig fejet ud af tilværelsen af europæiske indvandrere i løbet af halvtreds års tilintetgørelseskrig”.
Sjovt nok citerer Stephen Hawking (i dokumentarfilmen Into the Universe with Stephen Hawking) næsten ordret dette forhold mellem den højere rumfarende civilisations forhold til jorden og menneskeheden. Vi bliver nødt til at ”keep watching the skies”, fordi de fremmede næppe vil os det godt:
“If aliens visit us, the outcome would be much as when Columbus landed in America, which didn’t turn out well for the Native Americans. We only have to look at ourselves to see how intelligent life might develop into something we wouldn’t want to meet”.
Hvad har vi lært?
Derved afslører Klodernes kamp sin klassiske science fiction-formel. Om det er marsianere eller andre aliens, om det er mennesker, der rejser ud i rummet ”where no man has gone before” (som det hedder i Star Trek – i øvrigt senere rettet til “where noone has gone before”), om det er tidsrejser, om det er et halvt hundrede år ude i fremtiden som 1984 eller flere tusinde – det handler som nævnt altid om os selv, og det handler om vores egen tid og eget perspektiv.
Ingen ville i slutningen af det nittende århundrede have troet, at menneskenes færd blev skarpt iagttaget og nøje fulgt …
H.G. Wells
Hvilket selvfølgelig ikke ændrer på, at H.G. Wells i Klodernes kamp også fik nedfældet nogle eminent citatvenlige sætninger – om de nu leveres med Orson Welles’ eller Morgan Freemans salvelsesfulde stemme:
”Ingen ville i slutningen af det nittende århundrede have troet, at menneskenes færd blev skarpt iagttaget og nøje fulgt af væsner, der stod højere i intelligens end menneskene …”
Eller – igen – vores menneskelige arrogance og bedrevidenhed, når astronomen Ogilvy afviser, at underlige lysfænomener på Den Røde Planet skulle være noget at bekymre sig om. Netop den sætning blev på Jeff Waynes konceptalbum The War of the Worlds let omskrevet og tilsat en rungende dyster trussel:
”The chances of anything living coming from Mars are a million to one, he said. But still they come”.
Klodernes kamp er en advarende pegefinger om katastrofer, der kan indtræffe. Vi kan ikke altid være sikre på, at Gud, Forsynet eller Moder Jord redder os – lige meget hvor modstandsdygtige vi bliver mod virus efter virus, der bliver kastet efter os, og som måske kan redde os en dag.
Så H.G. Wells’ klassiker har stadig noget at sige os i en tid, hvor klimaforandringerne længe er blevet negligeret … but still they come.
Klodernes Kamp
Af H.G. Wells
Oversat fra The War of the Worlds (1898) af Jannick Storm i 1974
Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udkom i en let redigeret udgave d. 1. marts 2022
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
