
KLIMA // KRONIK – Der tegner sig en leder i det fjerne. Og nej, det er ikke Greta Thunberg, men det store kollektiv, som hun er en del af, skriver Berit Dalsgaard Schelde og Sofie Groth. Ungdommen rører for alvor på sig for første gang i flere generationer.
Hver generation bliver i et vist omfang defineret af dets samtids store begivenheder og dets underlæggende stemninger og fortællinger. Disse begivenheder indeholder en skabende kraft i udviklingen af unges identitet og deres forståelse af sig selv i verden.
I det 20. århundrede har vi set mange af sådanne perioder og større begivenheder, der har været med til at forme de børn og unge, der voksede op i deres skygger og lysninger. Af de største kan nævnes den økonomiske krise i 1930’erne, verdenskrigene og Vietnamkrigen.
Ungdomsoprøret i 1968 gav os blomsterbørn, 80’erne gav os yuppiebørn. Nu spirer så de grønne børn frem for hvem, der måske er ved at udvikles et ny kategorisk imperativ – det grønne imperativ.
Klimakampen er nemlig for dem ikke bare et statement eller en mission. Den er noget, der ligger dybere. Noget eksistentialistisk. Det er måske ikke så underligt, idet klimaforandringerne reelt set truer deres eksistens.
Blandt unge dæmrer der en grøn bevidsthed og etisk fordring, hvor det belyser, at vi ikke bare har en praktisk opgave, men en etisk pligt til at handle bæredygtigt.
De unges klimakamp forvandler sig lige så stille til en grundlæggende etisk fordring, der former og udvikler identitet
For tidligere generationer hang Den Kolde Krig som et mørkt bagtæppe i deres liv. Perioden var i bedste fald ambivalent, da uvished og utryghed sameksisterede med efterkrigstidens gryende optimisme og håb for en ny verdensorden. Med dens element af overhængende, men også distanceret, eksistentiel trussel er Den Kolde Krig måske den periode, der fra et psykologisk perspektiv bedst kan sammenlignes med den virkelighed, vi står i nu.
Men modsat Den Kolde Krig, hvor borgere passivt kunne frygte magthaveres atomkrig, er klimakrisen mere present for den enkelte. Måske fordi det er borgerne, der tager det primære ansvar for handling, mens politikerne halter efter. Og har man handlemuligheder er en trussel nemmere at håndtere psykologisk, end hvis man kun kan forholde sig passivt.
Det er måske også en af forklaringerne på, at de grønne børn har fundet en måde at håndtere ambivalensen mellem en ukendt og distanceret fare og forståelsen af, at vi skal handle, som kunne atombomben affyres i morgen.
Dette er en vanskelig øvelse rent psykologisk, fordi menneskehjernen stadig er langt bedre til at reagere hurtigt på nærtforestående trusler end på trusler ude i fremtiden.
Som barn af 90’erne og ung af 00’erne i Danmark kan vi nok med en vis sikkerhed siges at være vokset op i en af de historisk mest trygge og rige perioder. Da finanskrisen i 2008 ramte som et lyn fra en klar himmel, mistede nogle alt, og det blev en begivenhed, der var med til at forme vores generation.
Endelig havde man råd til den store Mercedes og de røde bøffer. Endelig kunne man komme til Thailand og Mallorca i tide og utide. Og så stilles der pludselig spørgsmål ved etikken
Den kan måske også siges at have efterladt os i en form for kognitiv dissonans. Det vil sige, at vi psykisk oplever et ubehag, fordi vi indtager modstridende holdninger eller foretager handlinger, der strider imod egne værdier eller det vi ved, vi burde gøre. Fx nyder vi fortsat en overflod af forbrugsmuligheder og et ocean af gældstiftelsesmuligheder, selv om vi ved, at forbrugs- og gældskulturen indeholder en betydelig risiko.
Vi ved egentlig godt, at vi burde spare mere op og tage mindre risikable boliglån end vi gør, fordi en ny boble måske lurer i horisonten. Det er bare mere behageligt at lade være. Og for at komplicere forbrugs- og vækstambivalensen i vores liv yderligere begyndte klimaforandringerne at spøge i bevidstheden. Endnu en nagende grund til ændre på vores forbrugslivsstil.
Al Gore kaldte det allerede i 2002 en ”inconvenient truth”, en ubelejlig sandhed. Og klimaforandringerne er i sandhed ubelejliglige. Det er de, fordi de udfordrer vækst- og forbrugsideologien, som for de fleste virker langt mere tiltalende.
Nu gik det jo lige så godt. Ubelejlig, fordi konsekvenserne er uoverskuelige, hvis vi ikke gør noget, men formentlig også selvom vi gør noget. Under den kolde krig sås fra politisk side et økonomisk incitament til at løse udfordringerne pga. muligheden for handelsaftaler.
Vi ved egentlig godt, at vi burde spare mere op og tage mindre risikable boliglån end vi gør, fordi en ny boble måske lurer i horisonten. Det er bare mere behageligt at lade være
I stærk kontrast står klimakrisen med dens behov for økonomiske nedjusteringer, mindre forbrug og færre nemme, men også miljøskadelige, økonomiske gevinster, som fx nordsøolie. Den kognitive dissonans som både politikere og borger kæmper med eksisterer i det felt, hvor kapitalismens vækstmaskine forgylder vores egoer i forbrugsgoder, mens biodiversiteten smuldrer mellem fingrene på os, nager vores samvittighed og truer vores eksistens.
Lige nu slingrer politikere og borgere af sted mod solen i bedste Ikaros stil. Og dog.
Der tegner sig en leder i det fjerne. Og nej, vi taler ikke om Greta Thunberg. Vi taler om det store kollektiv, som hun er en del af. Ungdommen rører for alvor på sig for første gang i flere generationer. Det rumsterer i ideologiernes klassiske rød/blå korridorer, og en grøn overbevisning er ved at slå rod i børn og unge. Og de har ikke har tid til at vente på de vante partipolitiske interesser eller ideologier.
De oplever i højere grad end mange ældre generationer et pres og en virkelighed, som er med til at forme dem. Deres verdenssyn bliver et andet end tidligere generationers. De unges klimakamp forvandler sig lige så stille til en grundlæggende etisk fordring, der former og udvikler identitet. Klimaidentitet. Men som identiteter udvikles, positioneres de samtidig overfor andre identiteter.
Som klimaidentiteten med sit grønne imperativ og etiske fordring bider sig fast i en generation, kan den opleves som et indirekte angreb på andre generationers identitetsforståelse.
Mennesker føler sig nemlig nemt personligt angrebet, når deres levevaner angribes. Sådanne angreb modstås bedst ved at fornægte eller i hvert fald tale klimatruslen ned. Men villavejenes rødvinsdrikkende, Mercedeskørende og solferieflyvende falmende blomster-og yuppiebørn kan ikke slippe væk fra den grønne generations imperativ.
Hvis de grønne børn får lov at definere almindelig ordentlighed, som bl.a. at flyve mindre, spise mindre kød, sortere, skifte til elbil osv., kan man så være et ordentligt menneske, hvis man ikke lever sådan?
Det virkelig spændende, er ikke spændingen eller modforholdet mellem generationer. Det er mere selvbilledet og identiteten, de unge udvikler under det grønne imperativ, og hvordan det smitter af på os andre
Endelig havde man råd til den store Mercedes og de røde bøffer. Endelig kunne man komme til Thailand og Mallorca i tide og utide. Og så stilles der pludselig spørgsmål ved etikken. Spørgsmål til, om man er ordentlig overfor de unge og jorden, de skal leve på. Er min måde at være menneske på en ordentlig måde at være menneske på?
Det spørgsmål kan føles ubelejligt og unfair. Hvis man skulle være dramatisk, kunne man stille det op som en generationernes kamp, men det får man ikke meget ud af. At argumentere for én måde at leve på som bedre end en anden kan hurtigt opleves moraliserende, hvilket sjældent er konstruktivt.
Det er heller ikke specielt spændende.
Det virkelig spændende, er ikke spændingen eller modforholdet mellem generationer. Det er mere selvbilledet og identiteten, de unge udvikler under det grønne imperativ, og hvordan det smitter af på os andre.
At leve bæredygtigt er måske lige så stille ved at udvikle sig til et moralsk anliggende, selvom generation grøn ikke er en moraliserende bevægelse. Det er i højere grad en ungdom, for hvem det grønne imperativ er en indlejret naturlighed, som man ikke stiller spørgsmålstegn ved, men som man lever. Man gør ikke det grønne, man er det. Man har en klimaidentitet.
Foto: Jonathan Kemper on Unsplash
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her