DAGENS POV // MOKUGEKI – vidne til livet i Japan: Asger Røjle Christensen har arbejdet som journalist i Japan siden 1980’erne. Dengang hang der ikke aircondition-anlæg uden på alle bygninger, og på kontorerne stod der i den varme sommer elektriske vifter på ethvert skrivebord. ”Aircon” har forvandlet det japanske samfund.
Få ting har ændret det moderne samfund i Japan og hele Asien mere end udbredelsen af ”aircon”.
I vore dage skal man langt ud på landet, før man finder en bygning uden et aircondition-anlæg på ydermuren, men sådan var det ikke, da jeg kom til Japan første gang midt i 1980’erne.
Dengang sad man på de lange, varme, lumre sommerdage på kontorerne med åbne vinduer og ”sempuuki”, elektriske vifter, på samtlige skriveborde, rettet lige mod ens eget svedige ansigt. Engang imellem fløj alle papirerne gennem lokalet. Så måtte man samle dem op igen.
Vådt håndklæde
Jeg nød det ikke ligefrem, men jeg kan huske, at jeg dengang sagtens kunne klare at arbejde i varmen.
Det ville jeg aldrig have kunnet i dag. Der var kun et meget primitivt aircon- og varmeapparat i ”workroom” i min presseklub, og der var kun én indstilling.
Enten var det fuldt drøn lige ud i ryggen på de nærmeste – eller også slet ikke. Nogle af kollegerne insisterede på slet ikke, både sommer og vinter.
Hjemme var ”sempuuki” et af de første ord, vores små sønner lærte at sige. Aircon var for længst opfundet, men det var først i halvfemserne, at det blev almindeligt i alle japanske hjem.
Så vi boede i flere år sammen med mine japanske svigerforældre i en lejlighed uden aircon, men til gengæld med mulighed for at lave gennemtræk gennem hele lejligheden.
Meget ofte stod min svigerfar i bar overkrop og korte bukser midt i gennemtrækken og slog sig med et vådt håndklæde, når den fugtige varme nærmede sig fyrre grader. Ligesom den gjorde i Tokyo så sent som i sidste uge. Det føles, som om somrene bliver varmere og varmere.
Det barokke ved vore dages airconditionerede samfund er, at ”det afkøler rummene, men opvarmer byen”, som min erfarne kollega fra Bangladesh udtrykte det for nylig
Da vores ældste søn skulle i skole, flyttede vi til vores egen lille lejlighed i en anden bydel og købte vores eget aircon-anlæg, som mine svigerforældre i øvrigt overtog, da vi et par år senere flyttede til Danmark.
På den måde spredte brugen af aircon sig i Japan i de år i begyndelsen af 1990’erne til så godt som alle private hjem, ligesom det ti-femten år tidligere havde gjort i offentlige bygninger, caféer og restauranter.
Signal om velstand
I begyndelsen var aircon et signal om velstand og overflod, og man overdrev helt vildt. Først i Japan og dernæst i andre nyrige samfund i Østasien.
Jeg husker følelsen af at gå ind i en airconditioneret restaurant i Beijing i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne.
Det var så hundekoldt, at det ikke engang var rart, når man kom ude fra heden udenfor. Men det var moderne og et tegn på den nye tid, så der var stuvende fuldt alligevel.
Selvfølgelig fandt man efterhånden et mere rimeligt niveau, og i dag er vore dages østasiatiske bysamfund i stort set samtlige lande i flere måneder hver sommer illustrative eksempler på ”det airconditionerede samfund”, som der engang var en spændende bog om Singapore, der hed.
Ved aftenens vejrudsigt i tv-nyhederne er det gennem hele sommeren blevet en fast del af de opdragende formaninger, at især ældre mennesker for at undgå hedeslag rådes til at søge inden døre og skynde sig at tænde for deres aircon. Ikke noget med at spare på energien og elektricitetsregningen der.
Pause i døgnbutikken
Når vi andre – knap så gamle – er tvunget ud på gade og vej midt på dagen med solen højt på himlen, fordi vi har en aftale eller et arrangement, som vi simpelt hen skal til, så er det generelt fuldkommen accepteret, at man lige går et smut ind i hver eneste døgnbutik på vejen for at blive nødtørftigt akklimatiseret af butikkens aircon inden næste etape hen ad fortovet til den næste døgnbutik.
Måske køber man også lige en kold te eller vand for at kompensere for al den væske, man sveder ud.
Alligevel garanterer jeg for, at skjorten er gennemblødt, når man når frem. Og det er vigtigt at have en let bluse med i rygsækken, så man ikke blive syg og forkølet af den i øvrigt behagelige aircon i mødelokalet.
Nogle, både japanere og tilrejsende, er ligefrem begyndt at sove ved tændt aircondition for overhovedet at få den mindste søvn i de hede sommernætter.
Andre undgår at gøre det, fordi aircon gør luften knasende tør, og det er heller ikke rart at sove i. Selv sover jeg kun ved aircon, når temperaturen udenfor er helt dræbende, eller når jeg overnatter på hoteller, hvor man ikke kan åbne vinduerne.
Aircon er på de hedeste sommerdage i Tokyo en uvurderlig opfindelse, en guddommelig gave til menneskeheden. Men den er unægtelig kostbar, både i penge og i belastning af miljøet
Det barokke ved vore dages airconditionerede samfund er, at ”det afkøler rummene, men opvarmer byen”, som min erfarne kollega fra Bangladesh udtrykte det for nylig, da han gav mig idéen til denne klumme.
For det første bidrager brugen af aircon jo betydeligt til det japanske samfunds energiforbrug og dermed til den generelle globale opvarmning. Japanerne bruger langt mere energi på at afkøle deres bygninger om sommeren, end de bruger på at opvarme dem om vinteren.
For femten år siden blev der fra regeringens side dekreteret ”cool biz” i fem-seks måneder fra maj til november, hvor alle med premierministeren i spidsen dropper jakke og slips og møder op på arbejde i kortærmede skjorter, så man til gengæld ikke behøver at skrue så højt op for kontorernes aircon-anlæg.
Der eksisterer omhyggelige udregninger af, hvad det har sparet den japanske samfundsøkonomi for i omkostninger, og hvad det har sparet verden for i CO2-udslip.
Varmen slippes løs igen
Men for det andet bidrager de pulserende aircondition-maskiner uden på bygningerne helt konkret til en yderligere opvarmning af deres umiddelbare omkreds.
En opvarmning, som er mærkbar og målbar, når der står så mange af dem umiddelbart ved siden af hinanden, som der er begyndt at gøre.
Maskinen fungerer ved, at afkølingsvæske – en flygtig væske, som nemt fordamper – sendes gennem en række kølerør. Herved opsamler den varme fra den luft, der sendes forbi kølerørene, og fordamper, hvorved den forvandles fra en kold væske til en varm luftart.
Denne opvarmede luft føres derpå ud af bygningen, hvor varmen slippes løs i den omliggende atmosfære, og luften igen sendes gennem en kompressorenhed og nogle kondenserende rør og forvandles tilbage til afkølingsvæske. Og processen kan begynde forfra.
På den måde skubbes varmen fra bygningen ud i den i forvejen brandvarme by udenfor. Og behovet for mere aircondition, så snart man er inden døre, forstærkes.
Aircon er på de hedeste sommerdage i Tokyo en uvurderlig opfindelse, en guddommelig gave til menneskeheden. Men den er unægtelig kostbar, både i penge og i belastning af miljøet.
”Mokugeki – vidne til livet i Japan” er overskriften på en serie POV-klummer med iagttagelser, betragtninger og oplevelser fra forfatterens fire årtiers dækning af Japan og Østasien.
Foto: Tmal, Pixabay.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her