INTERNATIONALT // ANALYSE – Selv om Islamisk Stat led omfattende tab i Syrien og Irak, har bevægelsen stadig ambitioner om at skabe et kalifat. Målet er denne gang Sahel-bæltet i Afrika, men strategien er den samme: at så splid imellem forskellige befolkningsgrupper. Situationen i regionen, der i forvejen er hårdt ramt af tørke, kan udvikle sig til et skrækscenarie. Spørgsmålet er, hvordan Vesten spiller sine kort?
I sidste måned oprådte den selvudråbte kalif af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Bagdadi, i en video, der blev offentliggjort, hvor han sad og holdt et møde. Formentlig for at vise, at kaliffen var i live. Han har ikke været set siden sin første offentliggjorte video fra 2014, hvor han udråbte sig selv som kalif i Islamisk Stat.
Udover at vise, at manden rent faktisk stadig er i live, var ambitionen formenligt tillige at vise, at Islamisk Stat stadig eksisterer, trods de omfattende tab i både Syrien og Irak. Og at ambitionerne for Islamisk Stat desuagtet stadig er skabelsen af en ny stat, om end den rent geografisk har flyttet sig væk fra det arabiske hjørne af Mellemøsten over mod den vestlige del af Afrika, hvor nogle af verdens fattigste lande har til huse. I videoen pralede al-Bagdadi om nye celler i blandt andet Mali og Burkina Faso. Uden for Afrika har terrorbevægelsen tilsyneladende fået lokale celler etableret i Afghanistan, Sri Lanka og i Tyrkiet.
At organisationen stadig får støtte trods det såkaldte kalifats undergang i Syrien, vidner om bevægelsens tiltrækningskraft iblandt jihadister omkring i verden. Det viser også, at bevægelsen er gearet til at eksportere deres terror-formel til at strække sig over en større region, fra Indien til Vestafrika. Og hvis ambitionen om et egentligt kalifat ikke kan indfries, kan man tilsyneladende i stedet fokusere på at operere med lokale oprørsbevægelser. Bevægelsen har blandt andet stået for sit første angreb i DR Congo og tog ligeledes ansvaret for påskens terrorangreb i Sri Lanka.
Et grundlæggende kendetegn for gruppen er den bevidste strategi med at skabe sekteriske spændinger i et område. I Irak gik Islamisk Stat specifikt efter Yazidier og shiamuslimer. At splitte de forskellige etniske befolkningsgrupper i et givent område er en defineret strategi: at så splid og dermed slå rod i området.
Ved at angribe en specifik befolkningsgruppe mod en anden plantes en grundlæggende mistro i lokalområdet, som afholder folk fra at samarbejde med lokalstyret/regeringen, fordi det på sigt kan give bagslag. Dette er kernen i bevægelsens modis operandi; skabelsen af utryghed og usikkerhed iblandt lokalbefolkningen, som i sidste ende føler sig nødsaget til at slå gruppen følge, som sidste udvej for overlevelse.
Hvis svagt funderede stater ikke led under korruption, fattigdom, diskrimination og marginalisering af etniske befolkningsgrupper, ville bevægelserne ikke have held med at fremme deres sag
Men det er ikke kun kaliffen fra Bagdad, der har kronede dage. Også andre jihadistgrupper, herunder al Qaeda, al-Shabab i Somalia og Boko Haram i Nigeria kaster deres sorte svøb hen over Sahel-bæltet, syd for Sahara i Afrika, i disse tider. Det er ikke uden grund, at 16 nationer, herunder Danmark, har styrker i området, dels for at kapacitetstræne regeringsstyrker, dels for at bekæmpe jihadisme. FN har alene i Mali udstationeret 16.000 fredsbevarende soldater.
Der er en særlig grund til, at disse grupper har formået at slå rod i netop denne del af Afrika. Der er nemlig en række gunstige betingelser til stede for at sådanne grupper kan få succes her:
Korrupte, svagt funderede regeringer uden interesse for de fattigste befolkningsgrupper, svigtende landbrug, udbredt fattigdom samt forskellige etniske grupperinger, der kan spilles ud mod hinanden. Dette er ideelle vækstbetingelser for sådanne bevægelsers tilstedeværelse og fremgang i regionen.
Det viser samtidig, at jihadisme – som al fanatisme i øvrigt – i sin kerne ikke har noget at gøre med religion, selvom disse grupper naturligvis selv påstår det modsatte. Eller sagt omvendt; hvis disse svagtfunderede stater ikke led under korruption, fattigdom, diskrimination og marginalisering af etniske befolkningsgrupper, ville bevægelserne ikke have held med at fremme deres sag. Dette ses tydeligst, når man kigger på de mange forskellige bagvedliggende årsager for, at grupperne får opbakning. Det er sjældent et spørgsmål om religion, der er det afgørende tiltrækningsmoment, men derimod et ønske om hævn mod korrupte regeringer, korrupte politifolk, uretfærdig, ydmygende, vilkårlig behandling fra myndighedspersoner og en oplevelse af forskelsbehandling på grund af klasse eller etnicitet. Jihadismen er med andre ord en udtryksform for et symptom, men aldrig selve årsagen/sygdommen.
Dermed bliver jihadisme mere et spørgsmål om magt end om religion, og i svagt funderede stater med fattigdom, korruption og diskrimination, kan sådanne grupper netop slå rod, fordi de kan skabe rammer og en følelse af tilhørsforhold for befolkningsgrupper, der enten er diskrimineret eller marginaliseret af det øvrige samfund.
Hvis adgangen til en så vital natur resource som vand håndteres på korrupt vis, med ulige adgang for forskellige befolkningsgrupper, vil også dette problem kunne jihadiseres
Det er nogle mærkelige dynamikker, der skaber disse mekanismer. Et er, at mange af disse svage stater som Mali, Burkina Faso, Niger, Somalia og Nigeria alle hver især har alle forudsætningerne for, at jihadisme kan slå rod i deres lande. Noget andet er, at Vesten på paradoksal vis bidrager til at fremme processen: I sin iver efter at bremse jihadisme kan det være bedre at støtte den siddende, korrupte regeringsleder, velvidende, at det er netop denne korrupte magthaver, der har støbt grundstenene for disse gruppers stigende tilstedeværelse. Det er med andre ord tilsyneladende bedre at støtte en korrupt leder hvis alternativet er, at en jihadistgruppe skulle overtage magten.
Og dermed er Vesten med til at fastholde disse lande i et mønster med korruption og forskelsbehandling, samtidig med, at man ihærdigt prøver at bremse jihadismens fremmarch i samme lande. Det er på tragisk vis en gordisk knude. Og selvom vestlige styrker prøver at inddæmme problemet, er der en allestedsværende risiko for en spill over-effekt ind i andre lande.
Klimakrise og global ophedning
Udover at staterne i regionen er svage og betændte med korruption, lider flere af disse lande også under den globale ophedning. De er ramt af tørke i et omfang, der vil resultere i flere flygtningestrømme af såkaldte klimaflygtninge forårsaget af den globale klimakrise. Flygtningestrømme til nabolandene kan i sig selv være problematiske, fordi disse i allerede fattige lande kun bringer større spændinger mellem flygtninge og lokalbefolkningen. Klimakrise kombineret med jihadisme er en mildest talt uhensigtsmæssig cocktail, både for de enkelte lande, der i forvejen lider under et svagt strukturelt fundament, og for hele regionen på grund af den såkaldte spill over-effekt: at både jihadisme og klima-flygtninge breder sig til hele området.
En jihadiseret kamp om vand
Med den eksisterende klimakrise og den globale ophedning, er det blot et spørgsmål om tid, før manglen på vand i Sahel-bæltet bliver mere permanent. Kampen om adgang til vand vil også kunne politiseres. Hvis adgangen til en så vital naturresource som vand håndteres på korrupt vis, med ulige adgang for forskellige befolkningsgrupper, vil også dette problem kunne jihadiseres. For enhver forskelsbehandling kan puttes ind i en jihad-ramme. Korrelationen mellem klimakrisen og de ekstremistiske magtkampe i Sahel-bæltet er dermed uundgåelig.
Generelt bør man være tilbageholdende med altid at male fanden på væggen i politiske analyser. Men dette er et skrækscenarie, Vesten tager alvorligt; der er en reel risiko for store flygtningestrømme ud fra regionen. Det er ikke uden grund, at flere europæiske lande har styrker i området, nogle for at stabilisere landene, andre for decideret at bekæmpe jihad-grupper. Men det synes at være en svær kamp; eksempelvis er Mali et land med store udfordringer for de tilstedeværende franske styrker.
Det er ikke uden grund, at landet kaldes for Frankrigs Afghanistan. Med franske tropper til stede i landet siden 2013 er det imponerende, at landets jihadgrupper nu på 6. år stadig formår at udgøre en reel trussel mod landets eksistens. Ud af FN’s fredsbevarende styrker er næsten 200 dræbt siden 2013. Det er med andre ord ikke i sig selv en stabiliserende faktor at få fredsbevarende styrker til landet.
Spørgsmålet er, hvordan man bryder den onde cirkel – med korrupte magthavere, der bliver støttet/beskyttet af Vesten som et bolværk mod jihadisme, som samtidig formår at slå rod på grund af netop de korrupte magthavere, samtidig med den tiltagende klimakrise, der kan generere store flygtningestrømme i regionen? Som situationen er nu, ser det ud til, at Kaliffen fra Bagdad kan se frem til kronede dage i Afrika.
Topfoto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
