Kinok: Beast og den britiske skyld

af i Europa/Featured/Kultur/Liv & Mennesker/Politik & Samfund

FILM – En ny bølge af britisk film omhandler unge mennesker, vold, skyld og uhygge. I anledning af at Michael Pearce og Benjamin Kracuns “Beast” har premiere i danske biografer ser Kinok Frederik Bojer Bové nærmere på filmene og drager paralleller til Arctic Monkeys og Brexit.

Først ser vi havet. Så en strand. Så klitter og bakker. Rolige, velkomponerede widescreen-billeder af den ø, hvor vi skal tilbringe de næste omkring hundrede minutter. Men noget er galt. Små mindesmærker, blomster, stearinlys, billeder af unge kvinder. Ondskaben lurer i det velfrisserede.

Men det velfriserede er nu også slemt nok i sig selv. Vi klipper snart til en havefest, en 27-års fødselsdag for Moll. I sig selv er det lidt mærkeligt at en 27-årig fejrer sin fødselsdag med en havefest i sin forældres have, og de stramt komponerede billeder gør blot scenen endnu mere klaustrofobisk. Som en smuk lille detalje står der ‘birthday’ spejlvendt i vinduet: Det er blevet hængt op med tanke på folk indendørs, men det understreger pointen af at noget er galt.

Mellem disse to poler bevæger filmen sig: Det ordnede, det kontrollerede, og det vilde, det farlige

Da Moll forlader festen for på egen hånd at tage ud og danse sker der noget. Kameraet bevæger sig, følger efter hende. Musikken dunker, drinksne flyder, og kameraet kan lige knap følge med.

Mellem disse to poler bevæger filmen sig: Det ordnede, det kontrollerede, og det vilde, det farlige. Hvilke af de to poler der er mest farlig, hvilken der er mest normal, det er ikke til at vide. Det er i og for sig en stor del af filmens pointe.

Moll falder for den unge håndværker Pascal Reneuf, der, som gestaltet af folk-musikeren Johnny Flynn, ligner en lidt forpjusket udgave af James Dean. Han er charmerende, en smule farlig, symboliserer et oprør mod forældrenes verden. Selvom han, som han selv påpeger, sådan set tilhører den lille øs oprindelige befolkning, hvorimod hendes familie er de udefrakommende. You’re on my land, som han siger i et forsøg på at være morsom, som dog ikke falder i god jord.

Og, åh jo, så er han en af de hovedmistænkte i sagen om den stribe af bortførsler, voldtægter og mord, som ligger til grund for de mange mindesmærker i filmens startscene.

På sin vis kan Beast virke som en thriller eller en horrorfilm. Der er et mystisk landskab, mord og uhygge. Men i og for sig er det snarere en små-psykedelisk dannelsesfortælling, hvor en ung kvinde må navigere i en ustabil verden.

For en gang skyld er hun i centrum af billedet; kvinde, dyr, i en pludselig fjollet pæn stue. Hun ejer det rum. Ligesom hun ejer en såmænd ganske fremragende film

Den er fremragende af to årsager: Instruktør og fotograf Benjamin Kracun formår med enkle midler – måske lidt undervældende enkle, især sammenlignet med Kracuns billeder i andre film som For Those in Peril og Hyena – at fremstille filmens verden som verden, den unavngivne ø – som er Jersey, tæt på den franske kyst – har sine egne regler, normer, stemning. Men mere essentielt: Jessie Buckley er absolut forrygende i rollen som Moll.

Rødhåret, akavet, introvert, dyrisk; hun agerer det meste. Om verden omkring hende er klaustrofobisk velkomponeret eller håndholdt kaotisk, så er det en fascinerende fornøjelse at følge hende finde hendes plads. Der er noget skævt over Moll; hun er for gammel til sin familie, for lys til Pacal, for mørk til sin anden pæne bejler. For meget energi til den pæne verden, for usikker til den vilde. I meget lidt af filmen kan man sige, hun passer ind i billedet.

Men når hun så en sjælden gang gør, må man sige det gør indtryk. Jeg skal ikke afsløre dem alle – det siger vel sig selv, at de billeder ofte kommer på filmens vendepunkter – men en enkelt tidlig kan tjene som eksempel: Efter at Moll og Pascal har haft sex på en mark, ser vi hende næste morgen. Hendes jordfyldte negle graver ind i stoffet på forældrenes sofa. Håret er pjusket, tøjet i uorden. Hun læner sig tilbage, sukker dybt. Og for en gang skyld er hun i centrum af billedet; kvinde, dyr, i en pludselig fjollet pæn stue. Hun ejer det rum. Ligesom hun ejer en såmænd ganske fremragende film.

Britisk filmbølge

Men hvad er det for et rum hun ejer? Hvilken verden? Det er en udkantsverden, en mystisk verden. Nærmest en arkaisk verden. Og en ganske voldelig verden. Hvad siger den verden om virkelighedens Storbritannien?

Der laves mange udkantsfortællinger i Storbritannien for tiden, hvor personlig udvikling kombineres med genreelementer: Paul Wrigts For Those in Peril, der som nævnt har fotografen Benjamin Kracun til fælles med med Beast – stadig en fortrinsvis ung fotograf, men eminent til at fotografere hav og strand – eller danske Jeppe Røndes Bridgend om en bølge af selvmord i en lille walisisk by, eller måske endda Under the Skin hvor Scarlett Johansson spiller rumvæsen, der forsøger at blive menneske i det nordlige Skotland.

Fælles for disse film er først og fremmest udkantstematikken, men i ligeså høj grad – og ganske bemærkelsesværdig – er en fælles tematik om de her unge menneskers egen skyldfølelse. Moll begynder at føle sig impliceret i de mange mord på unge kvinder også selvom beviserne mod Pascal ikke er overvældende. Bridgend handler om en selvmordsepidemi blandt de unge walisere, hvor de unge sørger iscenesætter deres død så deres forældre finder deres lig. I For Those In Peril er den unge Aaron den eneste overlevende efter en drukneulykke, der har taget livet af fem andre unge mænd.

Forgangsfiguren for disse film er formentlig Lynne Ramsay, der i både Ratcatcher (1999), Morvern Collar (2002) og We Need to Talk About Kevin (2011) kredsede om unge mennesker, deres kapacitet for vold mod sig selv og andre – og den følelse af tab og skyld det efterlader i samfundet. De tre film handlede om henholdsvis en ung dreng, der er delvist skyld i en drukneulykke, de efterladte efter en ung mands selvmord, og en mor der forsøger at forstå hvorfor hendes søn blev massemorder.

Paradokset

Det er ganske paradoksalt, at dette konstante fokus på ungdommelig skyld falder sammen med en politisk situation hvor unge mennesker nærmest aldrig har haft mindre magt. Konstante nedskæringer på universiteter har medført protester, der dog ikke har haft nogen effekt. Ungdommen stemte massivt imod Brexit, men bliver som bekendt gennemført alligevel og medførte desuden, at den relativt unge David Cameron blev afløst af den ti år ældre Theresa May, ligesom Jeremy Corbyn er den ældste leder af Labour siden Michael Foot i midt-firserne.

Er det instruktører, der sparker til dem der ligger ned? Eller afspejler de en følelse, et tab, en usikkerhed overfor hvordan ungdommen skal kæmpe for sig selv, og hvem der i så fald er fjenden, der udmønter sig i indadvendt vold, depression og skyldfølelse?

Den britiske kulturkritiker Mark Fisher, også kendt som k-punk, skrev i sin bog Capitalist Realism: Is The No Alternative fra 2009: ‘[H]ow long can a culture persist without the new? What happens if the young are no longer capable of producing surprises?’ Hans pointe er, at den neoliberale kapitalisme er blevet så grundfæstet som en del af virkeligheden, at selve evnen til at tænke i alternativer er gået tabt. Som han citerer både Fredric Jameson og Slavoj Zizek for at have sagt: [|]t is easier to imagine an end to the world than an end to capitalism.

Arctic Monkeys

Denne manglende evne til at tænke i alternativer kunne man tydeligt se i et af årets vigtigste musik-albums: Arctic Monkeys’ Tranquility Base Hotel and Casino.

På den ene side præcis det som et britisk band af Arctic Monkeys’ kaliber plejer at lave: Et konceptalbum om verden som de ser det i en for dem ny musikalsk bane.

Men omend det musikalsk var anderledes, end hvad bandet tidligere har lavet, så var det dog ikke noget nytænkende musikalsk album, snarere var der en nostalgisk brug af loungepiano og præ-rock lydbilleder. Ligeledes var scifi-konceptet bag albummet også mærkelig dobbelt: Det var baseret på idéen om et luksus-getaway i det område af Månen hvor amerikanerne landede i 69, en drøm der snarere kommenterede på fortidens tabte løfter end dannede troværdige nye fremtidsbilleder.

Det er et album, der svælger i kapitalisme, reklame-muzak, slogans, gamle idealer. Der er en ironisk kritik, men der er stadig noget trist over den manglende evne til at sætte noget andet i stedet. Når bandet rent faktisk laver en sang, der hedder Science Fiction lyder omkvædet: I want to stay with you, my love / The way some science fiction does. Det er med andre ord ikke en science-fiction-sang, men en sang om science fiction.

Man kunne med andre ord ønske sig bedre bevis for Mark Fishers pointe. Selv når Arctic Monkeys er mest flippet, forbliver de ‘realistisk’ rock, ude af stand til at bryde med de emner de parodierer.

Drøm vs Fremtid

Men altså, hvad sker der så når ungdommen ikke formår at finde på noget nyt? Ja, på den vis byder Storbritannien jo også på et glimrende svar, for nationen har jo ikke stået stille de seneste år. Tværtom har nationen kastet sig ud i Europas største eksperiment siden Euroen: Brexit!

Vælgerne stemte ikke for nogen klar idé om et fremtidigt UK, de stemte for en drøm om dette. Og måske nok en ganske arkaisk, nostalgisk drøm

Så svaret lader altså til at være, at hvis ikke ungdommen finder på forandring så gør en ældre generation. Omend dette næppe er nogen trøst; hvad end man principielt mener om, at et land redefinerer sit forhold til EU og Europa, så burde det være tydeligt at Brexit-processen har været en katastrofal måde at gøre det på. De manglende planer og løsningsmodeller har også afsløret, at vælgerne ikke så meget stemte for nogen klar idé om et fremtidigt UK, som de stemte for en drøm om dette. Og måske nok en ganske arkaisk, nostalgisk drøm.

Og hvis man stadig var i tvivl om dette, burde man læse udenrigsminister og Brexit-forkæmper Boris Johnsons afskedsbrev, skrevet i protest mod at Theresa May endelig forsøgte at fastlægge nogle reelle principper for, hvordan Brexit skulle forløbe.

Efter at have opridset de sædvanlige løfter og floskler fortsatte han: That dream is dying, suffocated by needless self-doubt.

Men som Sex Pistol sang allerede tilbage i 1977: There’s no Future in England’s Dreaming.

Monstrøse mønsterbrydere

Det kan virke helt abstrakt – som en samfundslængsel efter det anderledes, der kommer til udtryk på den ene eller den anden måde. Når fremtiden slås ihjel, slår fortiden igen. Når de unge ikke kommer med noget, gør de gamle. Og jo mindre acceptabelt det bliver at tænke anderledes, jo mere monstrøs kommer det anderledes til at virke og være.

Det er derfor Moll er et Beast. Hun lever i en så klaustrofobisk og normbundet verden, at muligheden for at træde udenfor grænserne uden at blive monstrøs er minimale. Filmens største styrke er, at Jessie Buckley på én og samme tid kan portrættere både det skræmmende og det tiltrækkende ved den monstrøsitet. Det er filmens problem, at æstetikken ikke på samme måde formår at forbinde de to ting.

Beast
Instruktør: Michael Pearce
Find biograf her.

Andre anbefalinger:

På Filmstriben kan man gratis finde både For Those in Peril og We Need to Talk About KevinLigeledes kan Peter Stricklands The Duke of Burgundy med Sidste Babett Knudsen anbefales som eksempel på ny ‘weird’ britisk film.

Lyt til Arctic Monkeys – Tranquility Base Hotel and Casino.

For mere om UK’s manglende evne til at tænke anderledes anbefales Mark Fishers Capitalist Realism. Den er dejlig kort. Og mere specifikt om problemet med at tænke fremtid, se Simon Reynolds Retromania.

Fotocredit: Angel Films

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Europa