Klaus Wivel

Klaus Wivel: En fælles fjende – genmæle til Steffen Groth

i Mellemøsten/Medier af
MELLEMØSTEN-DEBAT // GENMÆLE – Steffen Groths forsvar for danske mellemøstforskere er sympatisk, men utilstrækkeligt. Det svarer ikke på, hvorfor de kræver lavere standarder af muslimske lande end af Israel, skriver Klaus Wivel, redaktionschef ved Weekendavisen, i et svar til POV’s skribent.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Det er fornemt selskab, Steffen Groth anbragte mig i, da han skrev et debatindlæg i POV i denne uge.

Men mens Henrik Dahl og Marianne Stidsen nok kan svare for sig selv, vil jeg helst udtale mig om noget, jeg har mere forstand på – mine egne synspunkter.

Man kan jo, når man læser Groths apologi for de anklagede mellemøstforskere, godt glemme, hvad hele anledningen til min leder i Weekendavisen sidste fredag var.

At kræve Israels militær boykottet er jo reelt det samme som at frakende landets ret til at forsvare sig selv. Det behøver man ikke at være Netanyahu-tilhænger for at forstå, hvad konsekvensen ville blive af

Og da der desuden nok skal være en del af POV’s læsere, der slet ikke har læst den (vi kører et fantastisk tilbud på vores digitale udgave for tiden!), vil jeg tillade mig at trætte med en kort repetition:

Sidste tirsdag offentliggjorde Politiken en underskriftindsamling, hvor 35 forskere – deriblandt dem, som Groth nævner ved navn – skrev under på et krav til “den danske regering, EU, og FN til øjeblikkelig at implementere en omfattende og juridisk bindende militær embargo af Israel”.

At kræve Israels militær boykottet er jo reelt det samme som at frakende landets ret til at forsvare sig selv. Det behøver man ikke at være Netanyahu-tilhænger for at forstå, hvad konsekvensen ville blive af.

Man behøver heller ikke være tilhænger af bosættelser og anden brutalitet mod palæstinenserne for at undre sig over, hvorfor de danske forskere kræver boykot lige netop efter en konflikt, hvor flere tusind granater har regnet ned over Israel fra det Iran-sponsorerede teokrati i Gaza. Findes der et land på kloden, som ville lade være med at svare igen på den slags?

Mellemøstforskerne opfordrede også til boykot “af institutionelle samarbejder med israelske universiteter og forskningsinstitutioner, som er medskyldige i Israels besættelse og militarisme. Denne boykot omfatter naturligvis ikke samarbejdet med individuelle israelske forskere og kolleger”, skrev de.

Mange er de sikkert ikke, de israelske universiteter, som kan siges at fungere helt uafhængigt af “Israels besættelse og militarisme”, al den stund de jo oftest er totalt understøttet af den israelske stat, så det lyder unægteligt som en boykot af hele det israelske uddannelsesvæsen.

Kort sagt: Danske forskere vil ikke gå i dialog med israelske universiteter.

Hvordan kan det være, at forskere, som må kende alt til resten af Mellemøstens langt, langt værre forhold til menneskerettigheder, politivold, brutalitet og undertrykkelse, kan samle sig om en stor underskriftindsamling, der kræver at boykotte Israel, områdets eneste demokratisk land?

Men boykottens konsekvenser var ikke mit egentlige ærinde i lederen. Jeg var mere optaget af noget andet: Underskriverne forklarede, at deres loyalitetserklæring til palæstinenserne og deres krav om boykot fulgte af deres virke som “akademikere, forskere og undervisere”. Ja, de skrev det flere gange. Det var deres forskning i Mellemøsten, der havde ført dem til denne protest.

Det er denne forbløffende konstatering, som min leder forsøger så svare på: Hvis det er forskning, hvilke principper er det så, den beror på?

Hvordan kan det være, at forskere, som må kende alt til resten af Mellemøstens langt, langt værre forhold til menneskerettigheder, politivold, brutalitet og undertrykkelse, kan samle sig om en stor underskriftindsamling, der kræver at boykotte Israel, områdets eneste demokratiske land?

Har man nogensinde set en tilsvarende, stor samlet underskriftindsamling vendt mod et andet mellemøstligt land? Jeg kan ikke erindre det. Hvorfor dette misforhold?

Steffen Groths svar på mellemøstforskernes vegne er på den baggrund sympatisk, men ikke særligt tilfredsstillende. Han er mest af alt ude på at bevise, at der sandelig er dem blandt underskriverne, der også har været kritiske overfor andre lande end Israel.

Selvfølgelig er der det.

For at lave en lidt grov sammenligning er de boykotkrævende danske mellemøstforskere som FN’s Menneskerettighedsråd: det eneste, man kan blive enige om, er at sende 20-30 årlige fordømmende resolutioner mod Israel og så en eller to mod Syrien sådan bare for balancens skyld.

Lad mig tage den af underskriverne, jeg har mest respekt for, og som Groth selv fremhæver: Rasmus Boserup. Denne forsker, som jeg ikke nævner i min leder, illustrerer min pointe.

Hans optræden i medierne er jeg ofte blevet klogere af. Mit indtryk har altid været, at han selv i sin kritik har formået at holde sig fri af politisering, og at han har udtalt sig om arabiske forhold med indblik og nuance. Jeg må indrømme, at jeg blev forundret over at se hans navn på den protestskrivelse forleden.

Jeg ved godt, at Boserup har skrevet godt, klogt og særdeles skarpt om Marokko, og jeg noterer mig, at han for nylig har støttet Amnestys kritik af Egyptens overgreb på menneskerettighederne og krævet, at den danske regering tog del i fordømmelsen. Men vil Amnesty og Boserup ligefrem boykotte Egypten? Nej. Hvorfor dog ikke?

Jeg ved også, at Boserup fra 2008 til 2011 var direktør fra for Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Cairo; et institut hvor den ene halvdel af bestyrelsesmedlemmerne er udpeget af den danske regering, den anden af den egyptiske.

Der er ingen tvivl om, at det egyptiske styre ser sig selv anerkendt i det institut, og at man opfatter de danske medarbejdere som gæster i landet, der ikke kan tillade sig hvad som helst. Dialog ville styret dog derimod hjertens gerne have med Danmarks repræsentanter.

Hvis Boserup er ligeså stenhård i sine principper mod Egypten, som han er mod Israel, ville han vel gå i brechen for, at hans gamle dialoginstitut i Cairo burde lukke med det samme

Jeg vil ikke belære Boserup om, hvordan menneskerettighedssituationen var blandt egypterne i årene op til det arabiske forår, mens han sad der; det ved han meget bedre end de fleste. Men jeg tør godt sige, at han heller ikke dengang krævede boykot af egyptisk militær og uddannelsesinstitutioner, skønt det var en diktator, der sad på magten. Naturligvis ikke.

I dag sidder der en endnu værre diktator ved på magten i Egypten. Hvis Boserup er ligeså stenhård i sine principper mod Egypten, som han er mod Israel, ville han vel gå i brechen for, at hans gamle dialoginstitut i Cairo burde lukke med det samme.

Hvordan føre dialog med et regime, der, som der står i Amnestys nylige protestskrivelse, “ligger øverst på listen over lande, når det kommer til antallet af dødsdomme og henrettelser, og er et af de lande, hvor der fængsles flest journalister lige efter Kina og Tyrkiet. Kritiske røster bliver ikke kun fængslet, men også udsat for tortur”?

Jeg fornemmer, at han her forholder sig mere pragmatisk, og jeg forstår ham godt. Faktisk erkendte han i en artikel i Weekendavisen (13. oktober 2017), at man som direktør på instituttet blev nødt til at fare frem med diplomati og varsomhed.

“I arbejdet på at fremme rettigheder i de arabiske autokratier kan det ikke nytte, at vi kommer anstigende med vores danske forståelse af situationen,” sagde han for fire år siden. Det er en symptomatisk udtalelse for mange mellemøstforskere, der er afhængige af at skulle arbejde i arabiske regimer, bilder jeg mig ind.

Det lægger bånd på den politiske aktivisme, og måske også hvad man tør informere den danske offentlighed om. I Israel kan man rask væk sige hvad som helst uden at behøve at frygte for karrieren.

Men spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor Boserup mener, at mellemøstforskere bedre over for Israel kan komme “anstigende med vores danske forståelse af situationen”.

Huset er stadig udlejet til Danmark af det syriske regime, der i den mellemliggende tid har slået hundredetusinder ihjel

Her er essensen af min kritik af den danske mellemøstforskning. At den alt for ofte har helt andre standarder over for de muslimske lande end over for Israel. Det er det, man kalder, “de lave forventningers racisme”.

Så er der Anders Hastrup, som jeg nævner ved navn i min leder, og som til hans egen glæde blev smidt ud af Syrien i foråret 2012. Hvordan kan jeg dog hævde, at han kun havde en “spag røst” over Bashar al-Assads grusomme styre, spørger Steffen Groth. Men Groth glemmer at nævne, at jeg i min leder skriver, at Hastrups kritik var spag, mens han sad som direktør i Det Danske Institut i Damaskus.

Jeg læste dengang med stor fornøjelse det fine interview, der var med ham i Information i april 2012, men jeg noterede mig også, at det blev lavet, da han var kommet hjem fra Syrien, hvor det immervæk var tryggere at tale ud.

Jeg har skam søgt på Infomedia, om jeg kunne finde regimekritiske udtalelser fra Hastrups side, mens han sad i det prægtige hus i Damaskus, men det er ikke lykkedes mig. Tværtimod måtte Hastrup se sig overfuset af tidligere, nu afdøde chefredaktør Herbert Pundik, der i juli 2011 mente, at Hastrup ved at holde dette hus åbent udviste en “stiltiende accept” af den syriske oppositions “fjende, Assads terrorregime”. Pundik mente, at den danske stat øjeblikkeligt burde lukke instituttet, og at Hastrup forholdt sig ukritisk til et styre, der “skyder civile demonstranter ned for fode”.

I marts 2012 – altså trekvart år senere og få uger før, Hastrup blev smidt ud – skrev Kristian Klarskov i Politiken en stærkt kritisk artikel om huset i Damaskus, hvor Hastrup altså stadig sad som direktør. Klarskov havde blandt andet kigget på husets hjemmeside og skrevet, at sitet var “renset for kritik af det syriske regime”.

Hastrup forsvarede sig ved hjemkomsten med, at huset tog imod syriske dissidenter; det var en grund til at holde det åbent. Igen et pragmatisk synspunkt.

Huset er stadig udlejet til Danmark af det syriske regime, der i den mellemliggende tid har slået hundredetusinder ihjel. Som underskriver af boykotkravet mod Israel sidste tirsdag mener Hastrup så i dag, at den danske stat straks bør komme af med huset i Damaskus?


Topillustration: Klaus Wivel, Weekendavisen og Steffen Groth, POV. Billeder fra pressefoto samt Facebook.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Klaus Wivel (født 1971) er redaktionschef. Af uddannelse er Wivel cand.mag. i dansk og kommunikation, og han har siden 1998 været udlands-, indlands-, sports- og kulturskribent ved Weekendavisen. Han har desuden været bogredaktør og var i to år avisens korrespondent i USA. Wivel er vidtfavnende, men har i særlig grad dækket den israelsk-palæstinensiske konflikt og USA. Forfatter er Wivel til bogen "Næsten intet - en jødisk kritik af Kierkegaard" (1999). Hans reportagebog "Den sidste nadver" (2013) om, hvorfor kristne forlader de arabiske lande, er udkommet i Norge, Sverige, Tjekkiet og USA. Derudover har han i samarbejde med cykelrytteren Michael Rasmussen skrevet selvbiografien "Gul feber" (2013).

Seneste artikler om Mellemøsten

Netanyahu

Netanyahus hævntogt

ISRAEL // KOMMENTAR – Optimismen er på vej og israelere taler forsigtigt