IDENTITETSPOLITIK // KOMMENTAR – Gyldendals direktør, Morten Hesseldahl, fandt det tunge retoriske skyts frem i et angreb på eleverne på Den Danske Filmskole i Berlingske. ”Stalins skueprocesser” råbte han i samklang med en række andre meningsdannere. Det er en overstyret historisk analogi, der skurrer i ørerne.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har netop færdiglæst den fremragende roman Metropol af tyskeren Eugen Ruge og er efterfølgende dykket ned i to historiske værker; Stalinismens fascination af Bent Jensen og Ellen og Adam – en fortælling om kærlighed og terror i Stalins Moskva af Morten Møller.
Både romanen og de to historiebøger skildrer Stalins blodige udrensninger i Sovjetunionen, Den store Terror, som kulminerede i 1936-38 med skueprocesserne mod påståede “folkefjender” og et ubegribeligt tragisk facit på 700.000 vilkårlige henrettelser og 1.5 millioner arrestationer og deportationer.
Det lyder næsten som en parodi på en kulturkonservativ skrækvision, men intet i Hesseldahls tekst tyder på, at det skal forstås humoristisk
På det bagtæppe slår det mig som en meget løsagtig historisk analogi, når Gyldendals direktør Morten Hesseldahl i Berlingske beskriver udsagn fra en elev på Filmskolen som “et ekko fra den kinesiske kulturrevolution, Stalins skueprocesser og fællesmøderne på Tvind”. Det lyder næsten som en parodi på en kulturkonservativ skrækvision, men intet i Hesseldahls tekst tyder på, at det skal forstås humoristisk.
Konteksten er, at en anonym førsteårselev på Filmskolen har skrevet et indlæg i filmmagasinet Ekko, hvor der rettes en kras kritik mod skolens lærerstab og fire konkrete midtvejsfilm. Den anonyme stemme er stærkt optaget af minoriteter, diversitet og racisme og mener, at Filmskolen og midtvejsfilmene fejler på de felter.
Pensum er angiveligt domineret af hvide mænd, og de fire midtvejsfilm gør sig, ifølge førsteårseleven, skyldige i at reproducere racistiske stereotyper.
Indlægget fremstår i mine øjne noget firkantet og fastlåst i snævre fortolkninger. Det er præget af en skråsikker tone, som mange af os imidlertid nok kan genkende fra faser i vores eget liv. En skråsikkerhed, der sommetider går hånd i hånd med en underliggende usikkerhed. Elevens anonymitet signalerer da heller ikke en magtfuldkommen udsigelsesposition, men afspejler snarere et sårbart ståsted.
Selektiv læsning
Jeg deler digteren Søren Ulrik Thomsens synspunkt om, ”at det etiske og det æstetiske ikke nødvendigvis hænger sammen, at verden ikke går op, og det er en spænding, vi må leve i”. Derfor har jeg det også svært med en moralistisk tilgang til kunst. Og den anonyme stemme tenderer for mig at se mod at anlægge ét altomsluttende etisk-politisk perspektiv, hvorfra der fældes forhastede domme.
Men hvad er der så galt med Hesseldahls bandbulle? Hvad er problemet i hans aktivering af det stalinistiske associationsarsenal?
Der er flere problemer. Læser man i Ekko reaktionerne fra de tre filmskoleelever, som kommenterer den anonyme kritik, viser det sig hurtigt, at Hesseldahls fremstilling, er særdeles selektiv. Sætter man sig udover rygmarvsreaktionerne, træder filmskoleeleverne bestemt ikke frem som en enhed af ideologiske kommissærer, der marcherer i takt.
Det er en kortslutning af den saglige diskussion at blande Filmskolens diskuterende, konfliktfulde, kreative rum sammen med kommunistiske diktaturers udrensningsmaskinerier
De tre filmskoleelever, der udtaler sig om den anonyme kritik, har hver sin distinkte stemme. Laura Dyrhcrone, som Hesseldahl citerer, er meget imødekommende over for kritikken og vil ”tage ved lære af, at nogen har haft en dårlig oplevelse med min film.”
Louis Francisco Charles Vernal forklarer overbevisende – siden udfoldet yderligere i Deadline på DR2 – hvorfor han ikke selv oplever den scene, han kritiseres for, som problematisk. Og understreger, at han er åben for enhver diskussion: ”Jeg bifalder alle undersøgelser og opgør med sig selv – som menneske, kunstner, institution og samfund”.
Thomas Elley hælder, som jeg fortolker ham, til at adskille æstetik og etik og distancerer sig tydeligt fra at fælde moralske domme i sin kunst: ”Jeg har lyst til at vise ting, der ikke er særligt rare i samfundet, uden at man nødvendigvis skal sige, hvornår det er moralsk dårligt eller godt.”
Så meget for den stalinistiske ensretning.
Kortslutning af saglig debat
Det andet afgørende problem i Hesseldahls udlægning er, at forlagsdirektøren løsriver citatstumper fra tid og rum og fortolker dem ind i en totalitær fortælling. Det er også kun i det lys, det dramatiske punktum i hans indlæg kan forstås.
Hesseldahl citerer som afslutning filmskoleleven Laura Dyrhcrone: ”Jeg oplever ikke, at vi censurerer og begrænser kunsten”, siger hun, ”men vi taler bare om den på en ny måde”. Og så følger Hesseldahl op med en manende, ildevarslende konklusion:
”Læs den sidste sætning igen. Den er virkelig uhyggelig.”
Hvem er det egentlig, der udviser meningsmæssig magtbrynde?
Sætningen bliver dog kun uhyggelig på grund af Hesseldahls fortælling og hans kobling til historiske rædselsscenerier.
Men Stalins skueprocesser udspillede sig i et ultravoldeligt totalitært regime, mens Laura Dyhrcrone er elev på en skole, hvor debat, kritik, fornyelse, kunstnerisk udfoldelse og prøvende, kollektive skabelsesprocesser er i højsædet.
Det er en kortslutning af den saglige diskussion at blande Filmskolens diskuterende, konfliktfulde, kreative rum sammen med kommunistiske diktaturers udrensningsmaskinerier.
Demokratisk dannelse?
Debatten har fulgt en dramaturgi med flere velkendte momenter fra hastige domme over skinger overdrivelse til massiv modvilje fra et oprørt hav af indflydelsesrige debattører.
Mens røgen langsomt lægger sig, står nogle interessante spørgsmål tilbage: Hvem er det egentlig, der udviser meningsmæssig magtbrynde? Er det den anonyme førsteårselev, der skriver et kritisk indlæg i et filmmagasin, eller Gyldendals direktør, der udråber det som et ekko af ”Stalins skueprocesser”, når en filmskoleelev, erkender at have taget ved lære af kritikken?
Og hvem fremstår mest demokratisk dannede? De filmskoleelever, der betoner ’diskussionen’, ’samtalen’ og ’debatten’, eller det enstemmige kor af markante meningsdannere, der som en pavlovsk refleks råber “Stalins skueprocesser” (Morten Hesseldahl), Hitlers, Stalins og Maos kunstsyn (Adam Holm) eller ”wokismens identitetspolitiske vanvid” (Jes Stein Pedersen), fordi et par unge mennesker ytrer ordene “hvid mand” og “racisme” på en diskutabel måde?
Alarmistisk overdrev
Uanset hvad man mener om antiracismens nutidige knopskydninger, er der i mediestormene en åbenlys asymmetri mellem på den ene side anstødsstenene – et anonymt indlæg fra en førsteårselev på Filmskolen; en medarbejder på CBS, der sætter spørgsmålstegn ved en sang – og på den anden side orkanen af alarmistiske angreb fra kommentatorer, politikere og menigmand.
Måske skal paranoiaparnasset passe på, at de ikke udvikler sig til det, de frygter – nemlig et langt mere magtfuldt meningstyranni end en anonym førsteårselev fra Filmskolen
Hver gang nogen aner et glimt af Det Store Identitetspolitiske Spøgelse, gjalder et unisont råbekor fra de fineste spaltepladser til de folkeligste facebooktråde om undergravningen af den frie kunst, truslen mod demokratiet eller den nært forestående stalinistiske ensretning.
Politikens blændende kulturskribent Eva Eistrup har, med adresse til blandt andet Morten Hesseldahl, døbt de angstfyldt fordømmende meningsdannere: paranoiaparnasset.
Måske skal paranoiaparnasset passe på, at de ikke udvikler sig til det, de frygter – nemlig et langt mere magtfuldt meningstyranni end en anonym førsteårselev fra Filmskolen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
