FORSKNING // KOMMENTAR – Et personangreb fra Henrik Dahl rettet mod professor Jakob Skovgaard-Petersen fra Folketingets talerstol illustrerer en mekanisme i en del af den forskningskritik, der florerer i debatten i dag. Svimlende generelle domme over hele forskningsområder afsiges med forsvindende bristefærdigt belæg.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Fredag d. 28. maj var der forespørgselsdebat i Folketinget under overskriften ”Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”.
Debatten var initieret af Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF). De to politikere mener, at der i dele af den danske universitetsverden er ”problemer med overdreven aktivisme på bekostning af videnskabelige dyder”, og at det ”kalder på handling”.
Den i forskningsverdenen højt estimerede Skovgaard-Petersen blev af Dahl karakteriseret som den ”notorisk enøjede danske mellemøstforsker”
Hidtil har det primært været kønsstudier, migrationsforskning og critical race theory, som har stået for skud, men i Dahls motivering af forslaget 28. maj, blev kampzonen udvidet. Nu kom også mellemøstforskning under beskydning:
”Vi kan ikke fx som politikere stole på den typiske danske mellemøstforsker”, lød det fra Dahl.
Professor Jakob Skovgaard-Petersen fik den tvivlsomme ære at blive fremstillet som en specifik personificering af ”forskning som er uanvendelig, og som ikke er til stole på”. Den i forskningsverdenen højt estimerede Skovgaard-Petersen blev af Dahl karakteriseret som den ”notorisk enøjede danske mellemøstforsker”.
Kender man bare lidt til Skovgaard-Petersens arbejde vil man vide, at den salve er fuldkommen skæv, og rekylen hugger hårdt og præcist tilbage på Dahl selv.
For hvem er egentlig den enøjede her? Hvem fordrejer virkeligheden? Hvem er den skamløst politiserende? Hvem fremsætter påstande blottet for belæg?
“Et system, som kun kan karakteriseres med ét ord: totalitært” – Marianne Stidsen
I Berlingske d. 1. juni foretager Dahl et sjældent men også sigende tilbagetog, efter at kritikken er haglet ned over hans udtalelse.
Han begrænser nu sin kritik til én anmeldelse Skovgaard-Petersen har skrevet. ”Jeg skulle ikke have sagt ‘ notorisk enøjet’”, siger Dahl. ”Jeg skulle have sagt, at hans anmeldelse var alt for enøjet.”
.@SociologenHD fra @LiberalAlliance angreb en navngiven islamforsker, men erkender nu, at en del af hans kritik var forkert.
Forskeren mener, at Henrik Dahl afslører sin egen politisering af forskning.#dkpol https://t.co/5dNxWhOkEQ
— Berlingske (@berlingske) June 1, 2021
Det er ikke længere forskningen – som han efter alt at dømme ikke har læst – men én anmeldelse, der ligger til grund for, at Skovgaard-Petersen fra Folketingets talerstol blev fremhævet som et eksempel på ”forskning, som er uanvendelig og som ikke er til at stole på”. Forsvindende minimalt belæg, maksimalt bombastisk dom.
Stidsens totalitære spøgelse
Marianne Stidsen er en af Dahls forbundsfæller. Hun praktiserer en særegen udgave af mistankens hermeneutik, altid på sporet af et totalitært spøgelse, som hun ser de flaksende skygger af overalt omkring sig.
Ligesom hos Dahl ender hendes afsløringsforsøg ofte som selvafsløringer.
I en kronik i Berlingske 31. maj opregner Stidsen titlerne på en række vidt forskelligartede forskningsprojekter inden for kunst og litteratur og indordner dem så under sin totalitære ide. Projekterne spænder fra ”kunstens samfundsmæssige værdi” over ”Finance Fiction” og ”Utopia without Future” til ”Den nordiske kolonialismes kunst”.
Wivels mistænkeliggørende motivspekulation højner ikke lødigheden af hans generalangreb på et helt forskningsfelt, som jeg i øvrigt tvivler på, at han er særligt godt opdateret på
Forskningsobjekterne, de metodiske tilgange og de teoretiske ståsteder er meget forskellige. Den eneste fællesnævner er, at projekterne er fra Stidsens naboinstitut på Københavns Universitet, og at de på en eller anden måde placerer kunst og litteratur i en samfundsmæssig sammenhæng.
Det er nok til at aktivere mistanken hos Marianne Stidsen og indskrive projekterne i den store omstyrtende identitetspolitiske agenda. De handler om noget ”kollektivt” og forkaster dermed ”det frie selvstændige individ”, må man forstå. Eller som Stidsen spidsformulerer det:
”Den venstreradikale universitetsdrevne aktivisme”, er nået langt i sit ”angreb på samfundet med det formål at omstyrte dets borgerligt-liberale, demokratiske fundament og erstatte det med et helt nyt system. Et system, som kun kan karakteriseres med ét ord: totalitært.”
Stidsens tankespring er nok yderliggående, men de tydeliggør en mere udbredt mekanisme, som også genfindes hos Dahl, Messerschmidt m.fl., nemlig ud fra et minimalt grundlag, et minimalt kendskab til den specifikke forskning, at drage maksimale konklusioner, blottet for forbehold, blottet for selvrefleksion, men fulde af mistænkeliggørelse.
Mellemøstforskningen under beskydning
Mekanismen går igen i en leder af Klaus Wivel i Weekendavisen, som Henrik Dahl brugte som springbræt for sit angreb på mellemøstforskningen. En gruppe mellemøstforskere har skrevet en solidaritetserklæring med palæstinenserne i Politiken (det skal for en god ordens skyld bemærkes, at Skovgaard-Petersen ikke er blandt underskriverne).
Forskerne opfordrer til boykot ”af institutionelle samarbejder med israelske universiteter og forskningsinstitutioner, som er medskyldige i Israels besættelse og militarisme” og understreger, at denne boykot ”naturligvis” ikke omfatter ”samarbejdet med individuelle israelske forskere og kolleger”.
I Weekendavisen fører det på lederplads til Wivels rasende dom over den danske mellemøstforskning en bloc. “Mellemøstforskningen i Danmark har kort sagt længe været grotesk enøjet”, lyder det.
Han foretager desuden en mistænkeliggørelse af feltets forskere over en kam, idet han postulerer, at de har været forsigtige med ikke at være “alt for uvenlige over for arabiske regimer, hvis lande de gerne ville kunne bo og arbejde i”
Dommen hviler altovervejende på forskernes politiske erklæring i Politiken. De streger til et portræt af forskningsområdet, som Wivel ellers tegner i lederen, er mere en forvrænget karikatur end en underbygget karakteristik.
Han foretager desuden en mistænkeliggørelse af feltets forskere over en kam, idet han postulerer, at de har været forsigtige med ikke at være “alt for uvenlige over for arabiske regimer, hvis lande de gerne ville kunne bo og arbejde i.”
En af dem, der nævnes ved navn i lederen er den tidligere direktør for Det Danske Institut i Damaskus, Anders Hastrup. Han skulle ifølge Wivel have ageret med ’spag røst’ overfor det syriske regime, hvilket i lederskribentens fortælling kædes sammen med, at det kræver samme regimes velsignelse, at bo i den “gamle pragtbygning i den syriske hovedstad”.
Men Wivel udelader et væsentligt element, der ikke passer ind i fortællingen. Hastrup blev i april 2012 erklæret persona non grata af regimet i Syrien. Han havde helt utilsløret hyldet Det Arabiske Forår, som han med begejstring kunne bevidne fra sin base i Damaskus.
“Det stærkeste og glædeligste øjeblik i mit liv” kaldte han dette forsøg på oprør mod “den gamle orden” i 2011. En stærk anstødssten for regimet, som desuden næppe så mildt på, at Hastrup husede systemkritiske kunstnere og intellektuelle i Det Danske Institut i Damaskus. Persona non grata var resultatet; ikke just et tegn på kritikløs følgagtighed.
Når Folketinget pålægger ledelsen at sikre den videnskabelige selvregulering, foretages der netop et indbrud i denne selvregulering
Wivels misvisende fremstilling af Hastrup og hans mistænkeliggørende motivspekulation generelt højner ikke lødigheden af hans angreb på et helt forskningsfelt, som jeg tvivler på, at han er opdateret på. Intet i hans tekst tyder på det.
Et par korrektiver til Wivels karikatur:
En af underskriverne, professor på RUC Sune Haugbølle, har både før og under krigen forsket i politiske fanger i Syrien, og i februar i år skrev han om undertrykkelse og mord på intellektuelle i Libanon og opfordrede den danske regering til at protestere.
En anden underskriver, tidl. seniorforsker på DIIS Rasmus Alenius Boserup, har skrevet om politisk vold og tortur i Marokko og Algeriet, så sent som i januar var han medunderskriver på et opråb til den danske regering om at protestere mod Egyptens massive menneskerettighedskrænkelser. Og en tredje underskriver, lektor på KU Rasmus Elling, forsker i oppositionsbevægelser og undertrykte mindretal i Iran.
Blot nogle nedslag, der viser hvor fortegnet Wivels billede er.
Men igen bliver den underliggende mekanisme synlig: politisk uenighed fører til, at maksimale konklusioner drages på et minimalt og manipuleret grundlag.
Wivel kroner sit vrangbillede ved afslutningsvis helt proportionsløst at konkludere, at på grund af forskernes skarpe kritik mod Israel, “den eneste jødiske og demokratiske nation i Mellemøsten, bør alle advarselslamper blinke”.
Folketingets paradoksale erklæring
Folketingsdebatten om aktivisme i visse forskningsmiljøer mundede ud i, at et flertal vedtog en tekst, hvori det indledningsvis lyder:
”Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.”
Hvis Dahl, Wivel og Stidsen skulle danne skole for, hvordan Folketingserklæringen skal fortolkes, ville det blive en regulær glidebane
Folketingsvedtagelsen kommer på et tidspunkt, hvor der med udflytninger og planlagte reduktioner, er meget på spil for universiteterne, dermed får den potentielt større betydning.
Der er noget grundlæggende paradoksalt over Folketingets forventningserklæring.
Ved at pålægge ledelsen at sikre den videnskabelige selvregulering, foretages der netop et indbrud i denne selvregulering. Og ved at specificere, at forskningen ikke må være forklædt politik og at ensretning skal undgås, udstikkes en regulerende retningslinje.
Formuleringerne er dog så brede og vage, at de kan tolkes efter forgodtbefindende. I hænderne på en fornuftig ledelse er de sikkert ufarlige og betydningsløse; men som instrument for en usikker ledelse kan netop de åbne, flertydige formuleringer give rum for problematiske processer.
Besindelse på liberale værdier
Hvis Dahl, Wivel og Stidsen skulle danne skole for, hvordan Folketingserklæringen skal fortolkes, ville det blive en regulær glidebane.
Så ville mistænkeliggørelsens fortolkningskunst vinde indpas, og uklare, frit formbare politisk bestemte kriterier ville fungere som en svært gennemskuelig rettesnor for forskning og forskere. Også når de skriver i Politiken.
Forskningen skal naturligvis diskuteres åbent og frit. Men den politiske kommissærstil, som insinuerende og inkvisitorisk fælder svimlende domme med forsvindende belæg over meningsmodstandere, er utrolig ufrugtbar og i mine øjne faktisk uhæderlig.
Associationerne til Joseph McCarthy ligger snublende nær
Mcchartyismens kommunistforfølgelse i 1950’ernes USA er en historisk advarsel om, hvor jagten på samfundsundergravende venstreorienterede intellektuelle kan ende. Selvcensur, paranoia, angiveri, udhængning.
Der er lykkeligvis langt igen. Men når man læser Stidsens genkommende forestillinger om ”venstreradikale”, der truer med at ”omstyrte” samfundet og indføre et totalitært system, ligger associationerne til Joseph McCarthy snublende nær.
Vi skal ikke have meningstyranni i Danmark. Hverken af højreorienteret eller venstreorienteret tilsnit. Og de tre debattører, jeg her har berørt, bør besinde sig på de liberale værdier, de ofte bekender sig til.
LÆS ALLE STEFFEN GROTHS ARTIKLER HER
Artiklen er redigeret kl 11.16 3. juni 2021.: Et eksempel på en mellemøstforsker er taget ud, da vi ikke ved tilstrækkeligt om hans forskning til at bruge den som eksempel.
Topfoto: Ft.dk
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
