KRIG I GAZA // KRONIK – Jeg vil insistere på nuancerne i denne debat – det er ekstremt vigtigt at mane til generel besindighed, skriver SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, i denne kronik. Iveren efter at beskytte jødiske medborgere og tage utvetydig afstand fra de ekstremister, der lader Hamas-flag vejre i vinden, brænder israelske flag på Christiansborg Slotsplads eller synger “From the river to the Sea!” må og skal ikke gå ud over de mange danske muslimer, der ikke sympatiserer med hverken drabene på uskyldige israelere, eller som intet slægtskab føler med Hizb-Ut-Tahrirs kald på død og ødelæggelse i islams navn.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I disse dage vælter billederne ind fra Gaza. Endeløse murbrokker. Døde, sårede, lemlæstede. Jeg synes, det er ganske fortvivlende.
Jeg har også haft lejlighed til at se nogle af de optagelser, der eksisterer fra Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober: likvideringer af israelere i deres biler, på gaden, i deres hjem, i deres haver. Gulve fyldt med blod og skudhuller overalt. Det er også ganske fortvivlende.
Den 7. oktober indledte den islamistiske terrorgruppe Hamas et bestialsk angreb på israelske civile. Under massakren blev 1.200 israelere brutalt tortureret og myrdet – heriblandt kvinder og børn. Cirka 240 gidslers skæbne kender vi ikke.
Som konsekvens er Gaza nu udsat for en ubarmhjertig gengældelseskrig, der ud over de direkte konsekvenser i form af de tusindvis af palæstinensere, der har mistet, eller vil miste, livet, også har ført til akut mangel på basale fornødenheder som mad, medicin og vand i hele Gaza. Humanitære pauser og civile korridorer er derfor altafgørende.
Ansvar for at beskytte vores jøder
Det er nu mere end 5 uger siden, at Hamas indledte krigen med sin forbrydelse mod menneskeheden. Debatten herhjemme er blevet tiltagende kold, hård og splittende. Der er ikke noget at sige til, at dén menneskelige lidelse og frygt, der hersker i Mellemøsten, giver anledning til følelsesmæssige udbrud og positioner, der er svære at forsone.
Hamas indledte sit terrorangreb, velvidende at Israel ville svare hårdt igen. Velvidende at børn ville blive ofre for modsvaret. Hvordan kan nogen kalde det for “frihedskamp” eller andet relativerende vrøvl? Som alle andre ekstremister lader de civile lide under deres ideologi. Palæstinenserne lider. Og har gjort det længe. De seneste uger har særligt i Gaza bragt tingene fra slemt til værre. Flere tusinder har mistet livet. Og lidelseshistorien er i forvejen lang og går langt tilbage.
Hvis man mener, at jøder ikke hører til i Danmark, eller hvis man har den mindste sympati for Hamas’ had til jøder og Israel, så kan jeg kun citere en tidligere SF-formands klare tale: “Skrub ad helvede til!”
Israelerne lider også. Også deres lidelser går langt tilbage. I disse uger smertes de over den uvisse skæbne for mere end 200 gidsler, de sørger også over deres tab, herunder de ca. 1.200, som blev dræbt ved Hamas’ terrorangreb for en måned siden.
De seneste uger har bekymret mig dybt. Danmarks ansvar for at beskytte vores jødiske mindretal er blevet mere presserende end længe. For på det seneste er det desværre blevet betydeligt sværere at være jøde i Danmark. Det er en skammelig erkendelse.
Forestil dig at være dansk jøde, bosiddende på Nørrebro, når en hyggelig aften pludselig forstyrres af en demonstration bestående af hundredvis af muslimske medborgere, der skriger på jihad og islamisk diktatur her i Danmark samt ødelæggelsen af Israel. Lige ude foran dit vindue. Det er ekstremt uhyggeligt.
Og lad os være ærlige: Ville en demonstration fra Israels Plads til Den Røde Plads via Nørrebrogade, med davidsstjerner og israelske flag til minde om ofrene den 7. oktober og med en kritik af Hamas, kunne forløbe fredeligt og uden at blive overfuset eller måske endog angrebet? Jeg tvivler. Og sandheden er nok, at hverken herboende jøder, danskere, der som jeg selv er forfærdede over terrorangrebet den 7. oktober, eller myndigheder, ville turde forsøge sig med en sådan markering.
Racisme mod muslimer er ikke ét hak bedre end antisemitismen, som herboende jøder oplever. Som samfund må og skal vi sætte os op imod begge dele
Danske jøder må også finde sig i at bevidne samlinger på Den Røde Plads, hvor deltagere erklærer sympati med Hamas – en organisation, der har udryddelsen af hele det jødiske folkeslag som hovedformål. Og forestil dig, hvordan det må være at se videoer af unge, der skænder lys og blomsterbuketter ved den israelske ambassade eller overmaler et mindesmærke for jøders flugt til Sverige under 2. verdenskrig. Hvis man kan nedlade sig selv til så ussel en gerning, hvor dybt er man så klar til at synke?
Derfor er det ekstra vigtigt, at hele resten af nationen sender et klart budskab til jøder i Danmark og dansk-israelere: I hører til i Danmark.
Det gør enhver sympati for Hamas – og enhver modsympati mod jeres ret til at eksistere som folk – derimod ikke.
Hvis man mener, at jøder ikke hører til i Danmark, eller hvis man har den mindste sympati for Hamas’ had til jøder og Israel, så kan jeg kun citere en tidligere SF-formands klare tale: “Skrub ad helvede til!”
Maner til besindighed
Samtidig – og jeg vil insistere på nuancerne i denne debat – er det ekstremt vigtigt at mane til generel besindighed. Iveren efter at beskytte jødiske medborgere og tage utvetydig afstand fra de ekstremister, der lader Hamas-flag vejre i vinden, brænder israelske flag på Christiansborg Slotsplads eller synger “From the river to the Sea!” må og skal ikke gå ud over de mange danske muslimer, der ikke sympatiserer med hverken drabene på uskyldige israelere, eller som intet slægtskab føler med Hizb-Ut-Tahrirs kald på død og ødelæggelse i islams navn.
Mange muslimer stigmatiseres i disse dage og møder også fordomme og racisme. Mange oplever også at blive taget til indtægt for synspunkter og holdninger, de ikke deler. Racisme mod muslimer er ikke ét hak bedre end antisemitismen, som herboende jøder oplever. Som samfund må og skal vi sætte os op imod begge dele.
Krigen mellem Israel og Gaza har et langt og kompliceret forspil, og enhver, der reducerer diskussionen til et spørgsmål for israelernes ret til at eksistere, eller imod palæstinensernes ret til frihed, taler imod bedre vidende og forvandler og forsimpler én af de mest indviklede konflikter i verdenshistorien til en holdsport. Det er både uværdigt og intellektuelt dovent.
Vi kan diskutere, vi kan argumentere, vi kan alt muligt. Men vi kan ikke tolerere antisemitisme
At være bevidst om historien er ikke det samme som at skulle acceptere terror mod civile. Og derfor fylder disse ugers mange demonstrationer mig også med bekymring – for jeg må ærligt sige, at jeg oplever det, som om uforsonligheden og ensidigheden sejrer over medfølelsen og indlevelsesevnen.
Jeg bryder mig ikke om, at vi skal have den konflikt reproduceret i Danmark i samme forenklede for/imod-logik. Vi lever trygt og med alle frihedsrettigheder på lang afstand – og med alle muligheder for både at sikre os alsidig og lødig information. Jeg har det temmelig stramt med de åbenlyse benægtelser af veldokumenterede realiteter.
Fra vores privilegerede afstand må det være muligt for langt de fleste at udvise medfølelse med både det jødiske og det palæstinensiske barn, som lige nu er ofre for krig – og udtrykke kritik af terror.
Den voksende antisemitisme og det had, den ondskabsfuldhed, de trusler, som herboende jøder nu oplever, er ganske enkelt ikke acceptabelt. Konflikterne i Mellemøsten skal ikke sætte den slags spor i Danmark. Vi kan diskutere, vi kan argumentere, vi kan alt muligt. Men vi kan ikke tolerere antisemitisme.
Krav på at leve i fred og tryghed
Hamas er en terrororganisation uden den mindste respekt for krigens regler – en islamistisk, tyrannisk og drakonisk bevægelse, hvis hovedformål er en udryddelse af alle jøder. Dens værktøjer er rædselsvækkende i deres bestialitet og byder på nogle af de værste mord, der er begået i nyere tid. Deres eksistens har ikke skyggen af positiv berettigelse.
Skal Gaza befries, som parolerne lyder, så bør Hamas fjernes først. Jeg så gerne, at palæstinenserne havde gjort det selv. For Hamas udbytter og undertrykker palæstinenserne med mafiøse metoder, de har ikke afholdt et valg i snart et par årtier, og de har systematisk skudt og bombet ethvert tilløb til en fredelig løsning med Israel i sænk.
Årtiers sikkerhedspolitisk pres har næsten tilintetgjort den israelske venstrefløj og de værdier, som prægede Israel i forrige århundrede. Tilbage står et mere formørket, ulige og mindre liberalt Israel
Staten Israel har, med ulovlige bosættelser, undertrykkelse af palæstinenserne og tiltagende opblomstring af udemokratiske tendenser, også meget at svare for, ligesom landets nuværende regerings despekt for demokratiet og retsstatens principper fortjener klar og skarp kritik, både af Danmark og af verdenssamfundet.
De rabiate, ultrakonservative bosættere ødelægger og forpester hverdagen for også fredelige palæstinensere og har trukket Israel længere og længere væk fra sekulære, liberale og demokratiske værdier. Årtiers sikkerhedspolitisk pres har næsten tilintetgjort den israelske venstrefløj og de værdier, som prægede Israel i forrige århundrede. Tilbage står et mere formørket, ulige og mindre liberalt Israel.
Angrebet den 7. oktober krævede naturligvis en israelsk reaktion. Men den må og skal tage maksimalt hensyn til uskyldige og civile – og krigens love skal overholdes. Der er brug for flere humanitære korridorer og for flere humanitære pauser, hvor civile, sårede, børn og ældre kan hjælpes ud af skudlinjerne.
Bundlinjen er bare, at der ikke bør eksistere et gran af tvivl om Israels ret til at eksistere og forsvare sig selv. Og både israelere og palæstinensere har legitime krav på at kunne leve i fred og tryghed.
Herhjemme skal man på lignende vis passe på med at sætte falske lighedstegn. Mens hundredvis af muslimer kalder til jihad i Nørrebros gader, og sociale medier druknes i kommentarspor, der kalder på Israels udslettelse, har danske jøder skrevet et fælles indlæg i Politiken, hvor de kræver, at Israels krigsforbrydelser fordømmes.
Det ville i dén grad være svalende, hvis flere muslimske organisationer tog kraftig afstand fra nogle af de uhyrlige sympatier, vi har set komme til udtryk ved de pro-palæstinensiske demonstrationer herhjemme. Hvor ville man ønske, at der her blev sagt noget i tråd med, hvad overrabbiner Jair Melchior forleden indledte markeringen af Krystalnatten med: at alle skal kunne leve i fred og sikkerhed.
Også i pro-palæstinensiske rækker er der behov for at reflektere nøjere over, om man virkelig fortsat vil lade de palæstinensere, der rent faktisk lever deres liv på kogepladen, være en brik i et større spil: For palæstinenserne ofres i vidt omfang også i en stedfortræderkrig. Store aktører har nemlig af flere årsager en interesse i at have konflikten kørende. Dels fordi den genbekræfter fortællingen om muslimer som globale ofre, dels fordi den styrker en monoman fortælling om, at Vesten og Israel er onde.
Lukker man øjnene for bl.a. Ruslands og Irans rolle, og lukker man øjnene for, at Hamas’ ledelse selv sidder i luksus og på behørig afstand af den ulykkelige og farlige situation i Gaza – ja, så er man enten himmelråbende naiv eller ekstremt kynisk
Fortællingen er samtidig hjælpsom, når fokus skal flyttes fra deres egne samfunds mange problemer. Den voksende islamisme i verden er en selvstændig udfordring for en fredelig løsning. Men ærlig talt – er der mange vestligt bosiddende muslimer, herunder palæstinensere, der reelt er villige til at leve deres liv i Mellemøsten eller i muslimske lande? Jeg tvivler. De voldsomme og meget hadefulde reaktioner herhjemme har også gjort krigen mellem Israel og Hamas til en værdi- og integrationsdebat i Danmark. Det mener jeg ikke, at ensidigheden i mange af de demonstrationer, vi ser, bidrager positivt til.
Lyt ikke til demagogerne
Hamas har som bekendt filmet deres terrorangreb den 7. oktober. Hamas har på RT-Arabic pralet med planlægningen og fejret drabene. De har pralet med deres forberedelser og truet med gentagelse – og de praler med deres russiske og iranske forbindelser. Altså: Krigen er i vidt omfang orkestreret og støttet af nogle af verdens værste regimer.
Så sent som for et par uger siden besøgte Hamas Moskva sammen med netop Iran. Det bør få en klokke til at ringe hos dem, der enten fornægter Hamas’ handlinger den 7. oktober, ikke anerkender, at Hamas er en terrororganisation, og ikke mindst dem, som tror, at den krig, der lige nu udspiller sig, kun er et spørgsmål om Israel. Lukker man øjnene for bl.a. Ruslands og Irans rolle, og lukker man øjnene for, at Hamas’ ledelse selv sidder i luksus og på behørig afstand af den ulykkelige og farlige situation i Gaza – ja, så er man enten himmelråbende naiv eller ekstremt kynisk.
Vil Israel så løse problemet på denne måde, vi ser nu? Nej. Isoleret set kan de utvivlsomt svække Hamas militært og i antal – også i dramatisk grad. Men de mange civile ofre, som stadig lever, vil huske dette. Nye rekrutter til den fortsatte konflikt reproduceres i hobetal. Og fremtiden ser dyster ud. Terror og radikalisering vil eskalere. Også her i Danmark og Europa. Det er ubærligt at tænke på.
Og i Israel vil man se tilbage på 7. oktober som endnu en dag, der bragte ubærlig sorg med sig. Den bragte også ny og voldsomt forstærket frygt og følelse af sårbarhed med sig. For der kom et hul i muren. Terroristerne kom. Og de dræbte løs. Og nu dræber det israelske militær løs. Og denne konflikt vil ingen ende tage. Frygt og følelsen af sårbarhed vil drive konflikten videre.
For mig er et israelsk barns liv ikke mindre værd end et palæstinensisk. I årtier har SF efterlyst en tostatsløsning og appelleret til fred. Kritikken af Israel har været skarp – for vi har også en anden forventning til et demokrati.
Israel får ikke fred, hvis ikke palæstinenserne får håb for fremtiden – og ligeså den anden vej
SF støtter fuldt ud palæstinensernes ret til at leve i sikkerhed. Vi fordømmer den israelske besættelse af Vestbredden, de ulovlige bosættelser og blokaden af Gaza. Vi tager stærkt afstand fra de ekstremistiske bosætteres vold, og vi støtter en tostatsløsning baseret på 1967-grænserne. Vi støtter også Israels og den israelske befolknings ret til at leve i tryghed og sikkerhed. Derfor fordømmer vi også den terror og de trusler, som Israel og landets befolkning har måttet leve med alt for længe. Vi fordømmer Hamas og deres islamistiske støtter i alle afskygninger, som ønsker Israel ødelagt og jøder dræbt eller forfulgt.
På den anden side af hegnet har Hamas, som udspringer af Det Muslimske Broderskab, med mafiametoder lagt deres islamistiske hånd på al økonomisk aktivitet i Gaza, og med “told” og krav om beskyttelsespenge, suget værdier ud af Gazas befolkning og holdt al opposition nede. Det er jo ikke et liv i frihed, som Hamas tilbyder palæstinenserne. Enhver, der påstår andet, tager fejl.
Men det ændrer ikke ved, at Israel må og skal lægge kursen om. De må forpligte sig på demokratiet. De må stå vagt om magtens tredeling. De må og skal stoppe de ulovlige bosættelser. De må og skal skabe rammen for en tostatsløsning og en fred. Israel får ikke fred, hvis ikke palæstinenserne får håb for fremtiden – og ligeså den anden vej. Det er den gensidige forpligtelse, som kun to selvstændige stater kan give hinanden. Derfor er tostatsløsningen den eneste mulige, hvis man ønsker fred for begge folk.
Der er intet, hverken i de seneste ugers begivenheder eller årtierne op til, der på nogen måde indgyder mig den idé, at meget fastlåste, meget forenklede og meget ensidige forståelser af konflikten bringer noget godt med sig. Tværtimod vil jeg påstå, at det er de meget forenklede fjendebilleder – både dernede og i resten af verden – der gør en fredelig løsning sværere.
Mit budskab skal derfor være en kølig bøn: Fald ikke for demagogernes forsøg på at få dig til at glemme din sunde fornuft. Og fald heller ikke for de politiske ekstremister, der har en interesse i at få dig til at vende ryggen til dine jødiske naboer eller holde alle landets muslimer ansvarlige for de grusomme tendenser, der hersker hos de mest ortodokse.
Brug i stedet din fornuft, og lad din basale og medfødte medmenneskelighed råde – i stedet for dit tillærte, politiske kompas. Det første vil tjene os bedre i sager som denne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
