Tønder Festival, dag 3: Stærke kvinder

i Featured/Kultur af

REPORTAGE – Lørdag på Tønder Festival er den store publikumstræffer. De lokale har fri og dukker op. Endagsbilletterne blev udsolgt kl. 15 på selve dagen, og det til trods for at regnen silede ned, pytterne blev større og man skulle kante sig udenom mudderet. 

Men hvis man nu i lang tid har glædet sig til at opleve Søren Huss, Niels Hausgaard, Sherryvore, Melissa Horn, Sharon Shannon eller The Brother Brothers, har betalt 800 kr for billetten og aftalt det med vennerne, så dukker man selvfølgelig op og tager det som det kommer.

Women’s Circle

Vi dukkede op kl 14 og havde ét bestemt programpunkt: Den særlige totimers koncert udelukkende med kvindelige kunstnere på scenen, Women’s Circle.

Sidste års nyskabelse blev gentaget, igen en dundrende succes.

Telt 1, det største, havde fået stolerækker foran scenen og var ellers proppet med stående publikum. Både mænd og kvinder var mødt op, og man kunne næsten på forhånd regne med at få én på opleveren, når man så rækken af cool kvinder bevæbnet med hver sin guitar og stærke sange.

Fra Irland, men bosiddende i Canada, den balstyriske og højeksplosive Irish Mythen, vi oplevede fredag, flankeret af en anden genganger, den canadiske sangerinde Tami Neilson der er flyttet til New Zealand. Fra USA de anmelderroste søstre Secret Sisters og de to vidunderlige hjemlige sangerinder Laura Mo og Annika Aakjær.

Nu kunne man godt tænke, at det ville være svært for de to danske sangerinder at gøre sig gældende i det udenlandske selskab, men glem alt om det. Ikke bare sprogligt havde de jo klart en fordel, men som de store humorister og skarpe iagttagere af vores gøren og laden, de begge er, fik de latteren til at rulle. I en sådan grad at de andre blev helt misundelige. De forstod jo ikke en pind af de historier, de fortalte, men fornemmede stemningen og begejstringen, og de kunne uden problemer være en del af festen.

Systemet er enkelt: Hver kunstner introducerer og synger sin egen sang, og så går stafetten videre. Vi nåede tre gange hele raden igennem og fik den ene imponerende, sjove, rå, muntre og virtuose oplevelse efter den anden.

Laura Mo

Første kvinde lagde hårdt ud med en hilsen til alle mændene: ”Det har været et dårligt år for jer. Sidste år til festivalen kunne I stadig give en tilfældig kvinde et klask i røven. Nu er det slut. I er afviklede. Men trøst jer. Det er ikke jeres skyld. Det er Eva. Ja, for så vidt Gud. For da han lavede Adam i sin tid og deraf skabte Eva, så var det jo den første perfekte produktion. Men så gjorde han som mange producere i musikbranchen. Deres motto er ‘Kill your darlings’, og det var da det, han gjorde, ham Gud. Han udstyrede hende med nysgerrighed, skabte æbletræet og slangen og så tog hun en bid, en forårsdag i maj.”

Det var introduktionen til sangen om Eva, der har en tusindårig samtale med Gud og efterhånden er nået til at foreslå ham: Kunne vi ikke starte på en frisk? Det er menneskeligt at fejle.

Med denne kærlige kommentar til #MeToo var tonen lagt. Women’s Circle er ikke en feministisk kampplads, men et seriøst forum, hvor vi kan grine af os selv og debattere kvindernes vilkår, både i livet og i musikken.

Senere fik vi historien om hendes far, der var sammen med en nordmand på fisketur. Uden held. Hans kommentar var: ”Ingen fugl. Ingen fisk. Nu starter jeg en steppebrand!” og så kastede han sin cigaret ud af vinduet.

Den energi og fandenivoldskhed har inspireret Laura Mo til denne sang.

Secret Sisters

De to søstre fra Alabama holdt lidt igen med historierne om sangene, men forstod det underspillede i den evindelige kærlighedsfrustration: ”Her er en sang om ham, der bor et sted med sin dejlige kone, der ikke er mig!”

Hvad de ikke frådser med i ord, kompenseres der så rigeligt for i vellyd. Deres smukke harmonier går lige i hjertet.

Tami Neilson

Det var et dejligt gensyn med den sprudlende sangerinde i glimmerkjolen og hendes stærke sange om kvindeskæbner. Hun kastede sig ud i en formidabel version af James Brown’s It’s a Man’s World.

Ganske passende til lejligheden, og elegant fornyet med et vers om de seje kvinder, vi ikke skal glemme, It’s a Woman’s World, fx hende, der sørgede for matematikken og udregningerne, som sendte de første mænd til månen. Og elegant suppleret med at vi her til lands har en regent, der har været i embedet i 46 år. I farten blev det vist til 64 år, men pyt. Pointen fik vi.

Irish Mythen

Den mandhaftige irske sangerinde, der har slået sig ned på en ø i Canada gav os en sprudlende version af sig selv. Med den hvide cowboyhat og støvlerne på lod hun os forstå, at hvad der foregår på lederplads i USA for tiden, det har ikke noget at gøre med amerikanerne, omend det er en katastrofe.

Og samtidig er der så meget skæg og ballade i hende, at hun ikke er til at styre. Hun er en meget fysisk sangerinde, vrider sig for at give guitaren ekko og fremstår totalt kontrolleret i sin lille kraftfulde krop. Hun ligner en landarbejder og man fatter slet ikke, hvordan hun har fået så kraftfuld og lys en stemme.

Hun sluttede koncerten i det helt rigtige hjørne med at synge en ægte folkesang fra Irland, uden guitar. En klassiker, nemlig Brendan Behans sang om at sidde i fængslet og længes efter ‘the Banks of the Royal Canal‘. Sangen hedder The Auld Triangle og blev gjort berømt af The Dubliners.

Det var en imponerende præstation fra Irish Mythen, der vist scorede koncertens største bifald.

Annika Aakjær

Jeg kan stadigvæk more mig over Annika Aakjærs fænomenale introduktioner til sine sange. De bliver hængende i hjernen. Ligesom Laura Mo er det underholdning af høj karat, samtidig med at man får alvor og inderlighed med i købet.

Hun lagde ud med at spille sin ‘dårligste sang’, som vi ikke skal regne med kommer på plade eller bliver indspillet nogensinde. Nu har vi sommer igen. Den handler om at være sommerdeprimeret, hvad hun er. Og med den sommer vi har haft har det været en meget svær tid for hende. Så er man nemlig nødt til at gå i shorts og det betyder, at man er nødt til at barbere sine ben.

I næste runde præsenterede hun så det hun kalder ‘sin bedste sang’, Alt hvad jeg vil sige.

Der er bare det, at den har de samme akkorder som en meget kendt sang, så hun skal hele tiden koncentrere sig om at synge sin egen sang og ikke den berømte sang. Og hun har helt ret, man lyttede jo med spidse øren og havde fornemmelsen af, at det da er en sang man kender, og så alligevel ikke.

Til sidst fik vi den utrolig smukke sang Skulder ved skulder. En sang til veninden, om deres venskab. En meget privat og følsom sang. Der er så bare sket det, at der ofte er en Maybritt!, der ringer og spørger, om ikke Annika Aakjær vil optræde med den sang til hendes bryllup med Henrik. Når hun siger Maybritt er det højt og vredt, aggressivt.

Det sker så tit, at der er en Maibritt!, der ringer, at hun har en seddel liggende i skuffen, lamineret, med hvad hun skal sige, så hun kan afvise Maibritt!, for det er jo en venindesang, og skal IKKE synges til noget bryllup. Og når røret er lagt på, så glæder hun sig over at have afvist hende og ser frem til at holde fri netop den dag.

Der er bare det, at Maibritt! nævnte det beløb, hun ville betale i honorar. Og lige pludselig får den sang sådan mere almen karakter, men er vel egentlig universel. Den kan da sagtens bruges til et bryllup! Og så må hun ringe til Maibritt! og sige, at hun gerne vil optræde til hendes bryllup, ikke mindst fordi den slags betalinger ofte foregår i en diskret konvolut.

De 6 kvinder på scenen er hver især et stort navn, men der var ingen stjernenykker. Kvinderne var tydeligvis glade for hinandens selskab og ydmyge overfor det fælles projekt. Inkluderende hedder det vel på moderne dansk. Befriende.

To timers intens nærvær, kun lidt distraheret af den silende regn på teltdugen højt over vores hoveder. Vi kunne skimte alle dem, der ikke var plads til inde i teltet, og som stod udenfor i kanten under paraplyerne.

Vi var i vidunderligt selskab med de skønne kvinder på scenen.

Så er stolene tomme efter en herlig koncert

Der er ikke noget feministisk tiltag med denne Women’s Circle, søndag eftermiddag er det mændenes tur i Gentlemen’s Circle.

For fotografen Jens Ulrich og mig blev koncerten med de stærke kvinder en smuk finale. Vi er festivalmætte og siger tak for endnu en god oplevelse i Tønder.

Topfoto: Women’s Circle
Alle fotos: Jens Ulrich/dizzyBild

Point of View er gratis, og vi, der blogger, modtager ingen betaling.
Hvis du holder af, hvad jeg skriver og har lyst til at støtte min forsatte skribentvirksomhed, så modtager jeg med glæde både små og store beløb på Mobile Pay 2424 6242

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5.
Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.

Seneste artikler om Featured

Lets Go Bananas med pastis

Pastis til påske

FRÆKKE FRISTELSER // MERCI MARSEILLE – Det er påske, og det er