KONCERTANMELDELSE – Guitarikonet Carlos Santana spillede sig igennem klassikerne med rutine og ro, men koncerten blev en ujævn blanding af charme, sjusk og uforløst potentiale.
Mandag aften havde omkring 7000 meget forskellige mennesker, med meget forskelligt udseende fundet frem til Royal Arena i København, hvor der ellers er plads til 14-15.000 mennesker.
Her var unge, gamle, svenskere og latinoer kommet for at se – og ikke mindst høre – den 78-årige guitarlegende Carlos Santana på det, der var bandets sidste stop efter en mindre Europaturné. Det tog Carlos-drengen med ophøjet ro.
Iført ganske almindeligt mandagstøj og den uundværlige hat sjoskede han ind på den tilproppede scene, som foruden et kæmpe trommesæt også havde cymbals, timbales, diverse andet percussion og et rend af korsangere, horn og naturligvis keyboard, bassist og ekstra guitarist på plads.
Derudover var der ægte tæpper på scenen, røgelsespinde og en … ja ganske hippie-flippet atmosfære. Desværre er det også det aftryk, koncerten med legenden fra den herostratisk berømte Woodstock-festival i 1969 efterlod mig.
Santana ramte tonerne, men ikke energien
Bevares, der kunne godt opildnes til livsglæde og sommerpjank, men helhedsindtrykket var såvel på lys og lyd til den halvrodede side. Der er ingen tvivl om, at Santana, der sad henslængt på en høj barstol med guitaren som en slags ekstra kropsdel det meste af tiden, mestrer sit instrument til perfektion. Hans guitar hviner, skråler, synger og græder – helt som den gjorde tilbage i 1960’erne og 1970’erne. Det, Carlos får ud af en guitar, kan kun de færreste kolleger matche: en varm, syngende tone, der kan hænge i luften så længe, at den synes at svæve og fylde rummet – som om tonerne holdes fast midt i luften.
Sjældent orkede orkesterlederen selv at sige noget i mikrofonen, men det blev da til den sædvanlige opsang til de mennesker, som ikke ønsker peace, love and understanding
Men igen … han fremstod meget henslængt, tyggede konstant tyggegummi og ofte virkede det som om, at han ikke rigtigt orkede at se ned på sine hænder og det instrument, som er blevet hans skæbne.
Klassikere fra 1970’erne som f.eks. ”Black Magic Woman”, ”Jingo”, ”Samba Pa Ti” og ”Oye Como Va” bliver leveret pligtopfyldende – som nok er den pæneste beskrivelse, jeg kan komme op med. Og de mange sangere, hvoraf en af dem rapper, præsterer det, der i min skoletid blev kaldt en noget rutinepræget præstation.
Samtidig er Santanas og bandets evne til at blande genrer og stilarter charmerende, men det er også dér, hvor jeg stejler. Det var sjasket – og med en uforståelig coverversion af Michael Jacksons ”Dangerous” er det nærmest idioti.
Carlos Santana har jo lavet en fremragende sang sammen med kongen af pop på dennes sidste album Invincible – den melodiske og smukke ”Whatever Happens”. Hvorfor fanden spiller I så ikke en version af den?
Sjældent orkede orkesterlederen selv at sige noget i mikrofonen, men det blev da til den sædvanlige opsang til de mennesker, som ikke ønsker peace, love and understanding. Man føler sig lidt dum som publikum, når det antydes, at der er mennesker i salen, som bare synes, at krig på den store klinge er fedt.
”When we did Woodstock, people said that the three names they remember was Jimi Hendrix, Sly And The Family Stone and Santana. Jimi and Sly are not here anymore, but I am”, konstaterede Carlos Santana til publikums vilde begejstring, da han en sjælden gang lod tyggegummi være tyggegummi. Og så sjoskede han igen hen på kanten af scenen og spillede videre.
Nummeret ”Maria Maria” mindede os om det kæmpe comeback, han fik omkring årtusindeskiftet med det millionsælgende album Supernatural (1999). Og koncerten blev da også lukket med det albums suverænt største hit ”Smooth”.
Desværre var denne koncert hverken supernatural eller smooth. Den var rodet, uengageret – og i bedste fald hyggelig fra tid til anden.
PS: Carlos Santanas kone Cindy Blackman Santana spiller trommer i bandet, og hun sætter en myndig og tung takt. Til gengæld, helt ærligt, synes en trommesolo i 2025 til den trættende side. Det er syv minutter af mit liv, som jeg aldrig får tilbage igen!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og