KOMMENTAR – I en ny udgave for børn af Halfdan Rasmussens børnerim, har Gyldendal valgt at udelade enkelte digte, hvor sprogbrugen er for gammeldags. Det handler først og fremmest om brugen af n-ordet, der på forfatterens tid ikke havde den postkoloniale, negative klang, det har i dag. Ikke mindst fordi de store europæiske lande stadig havde kolonier. POV Internationals litteraturredaktør Jakob Brønnum mener det er svært at tvinge et forlag til at udgive værker, det ikke kan stå inde for.
Det postkoloniale blik har hårde tider i Danmark. En tidligere minister og et fremtrædende medlem af regeringens støtteparti har offentligt krævet retten til at bruge n-ordet om mennesker, der er mørke i huden og stammer fra Afrika. Det vides ikke, om man også ønsker at anvende det om mennesker fra Sydøstasien.
Men ordet er dybt problematisk af en helt enkel grund: Det var det udtryk, koloniherrerne brugte om de undergivne, koloniserede folk, som ofte solgtes som slaver. Den grove overrepræsentation af sorte i de amerikanske fængsler, fortæller at de strukturer, n-ordet fremhæver, stadig fastholdes.
Der kan derfor ikke være grund til at betragte udtrykket som historisk og uden betydning i vor tid.
Det må være sådanne overvejelser, der er gået gennem redaktionslokalerne på Gyldendal, da man forberedte en ny udgivelse for børn af Halfdan Rasmussens børnerim. Her har man udeladt otte af rimene, fordi de indeholder n-ordet og begrebet hottentot, der ligesom begrebet eskimo er dårlig stil overfor de folkeslag, der er tale om. De bryder sig absolut ikke om det og føler sig fastholdt i en historisk situation, der ikke er så fjern endda.
Man tror åbenbart at forfatteren her siddet i sit tårn derhjemme og skrevet en bog færdig, som han så har sendt til forlaget der jublende har åbnet champagneflaskerne og derefter sendt den kommende klassiker til trykkeren.
De sociale medier er forventeligt gået helt amok. Folk truer med at melde sig ud af Gyldendals Bogklub og det, der er værre. Blandt kritikerne breder der sig den forestilling, at Gyldendal retter i forfatterens værker, selvom der udelukkende er tale om at udelade visse digte fra en antologi. Forlaget gør desuden opmærksom på udeladelserne i forordet. Bøger, der indeholder digtene kan stadig fås.
Udover det bemærkelsesværdige i, at så mange kommentatorer på de sociale medier mener, at de har ret til at bestemme, hvilke værker der indgår i en antologi, rettet til en bestemt målgruppe, rejser det en række problemer, at hysteriet er så voldsomt.
Det er formentlig de såkaldte ytringsfrihedsfundamentalister, der går forrest i debatten med synspunkter om brugen af n-ordet. Altså dem, der mener, at ytringsfrihed er retten til at sige, hvad der passer en, fremfor mere klassiske ytringsfrihedsforkæmpere, der – med rette – mener, at ytringsfriheden er noget magthavere i et samfund sørger for, at samfundets svageste har, for at de kan sikre sig, at de bliver hørt.
Indvendingen gælder ikke dem selv
Men hvordan kan det være, at deres indvending ikke gælder dem selv? Altså at forlaget, da har ret til ikke at ytre det, man mener man ikke kan stå inde for. Ytringsfrihedsfundamentalisten vil da vel ikke mene, at en kulturvirksomhed, skal markedsføre produkter, den ikke selv kan stå inde for?
Ud over de forskellige mangler i forståelsen af, hvad Gyldendal rent faktisk foretager sig i denne her sammenhæng – nemlig udelader enkelte digte fra en større børneudgivelse, og forsikrer, at man vil medtage dem i andre værker med voksne målgrupper – bærer kritikken også præg af, at man ikke ved hvordan bøger produceres.
Selvom man selvfølgelig som udgangspunkt må have respekt for et værk i sin historiske sammenhæng, er det altså ikke en helt entydig problemstilling. Skal man udgive et museum eller skal man udgive en ny bog?
Man tror åbenbart, at forfatteren har siddet i sit tårn derhjemme og skrevet en bog færdig, som han så har sendt til forlaget, der jublende har åbnet champagneflaskerne og derefter sendt den kommende klassiker i trykken. Sådan laver man altså ikke bøger. Forfatterens arbejde gennemgår en redaktionel proces. Forlaget bidrager med fagfolk, der læser med nye øjne og giver råd og kommentarer til mulige forbedringer. De otte rim ville aldrig være blevet taget med i en ny udgivelse i dag.
Selvom man selvfølgelig som udgangspunkt må have respekt for et værk i sin historiske sammenhæng, er det altså ikke en helt entydig problemstilling. Skal man udgive et museum eller skal man udgive en ny bog?
Nutidens børn
Forlagets chef for børnelitteraturen er ifølge Berlingske ikke i tvivl:
“Vi påtager os ansvaret for, at det vi udgiver i dag også er relevant for nutidens børn, nutidens forældre, bedsteforældre, institutionspersonale og bibliotekarer, som er reelt optaget af børnelitteratur. Når man laver en ny udgave tager man mange gange et værk op, ser på det og sammensætter det på en ny måde. Det kan være som her, hvor der også er tilført illustrationer, det kan være, hvor man udelader noget, hvor man sætter det sammen på en ny måde, som det også er sket her.”
Berlingske citerer en af Halfdan Rasmussens arvinger, der også gerne havde set digtene med i udgivelsen: ”Vi arvinger har kæmpet meget imod, at man censurerede bogen. Jeg synes, det er meget ærgerligt. Der står jo i forordet, at digtene er taget ud, og så kan man godt begynde at tænke sit. ‘Var han racist?’ Og det er selvfølgelig meget langt fra min fars intentioner og hele hans liv og virke.”
Det er netop her pointen ligger. Halfdan Rasmussen ville aldrig have brugt de udtryk i dag. Han ville formentlig være taknemmelig for denne lille udeladelse, der intet forringer ved det samlede værk og i øvrigt kun gælder for netop denne udgave af værket. Og ikke for fremtidige udgaver rettet mod et voksent publikum.
Omslaget på Blind Faith
Og hvad med andre overgreb? Omkring 1970 lavede bl.a. Eric Clapton, Ginger Baker og Stevie Winwood et helt enestående vellykket album med titlen Blind Faith. Albummet udgives stadig, men coveret volder problemet. De viser en pige, der har nøgen overkrop og som holder en aluminiumsflyvemaskine i hånden. Hendes spæde bryster er synlige og dominerer omslaget. I de udgivelser af værket, man kan købe i dag er omslaget enten ændret eller grundigt dækket til.
Hvordan forholder de debattører, der gerne vil lade Halfdan Rasmussen bruge det n-ord, der er på mode i visse kredse blandt vore nationalkonservative, sig til omslaget fra Blind Faith? Det vil de formentlig dække til. Synes de, det foto, der i dag forstås som børneporno, er værre fordi der i tilfældet med Halfdan Rasmussens børnerim “kun” er tale om mennesker fra en anden kultur, som det formidlingsmæssige overgreb begås mod?
Hvis man skulle læse Halfdan Rasmussen, der i øvrigt har skrevet flere glimrende voksendigtsamlinger, i gymnasiet, vil de udeladte rim, formentlig her være blandt det første, man tager frem. Med god grund
I Norge er man gået anderledes til værks. Her er hørespilsudgave af Astrid Lindgrens Pippi i Sydhavet Pippis far ikke negerkonge men Sydhavskonge. Også Thorbjørn Egners vise om hottentotten Hoa er sløjfet. I Sverige har bølgerne også gået højt og enkelte værker er blevet nyredigeret – eller censureret, alt efter temperament.
I diskussionen har kritikere anført, “jamen, hvad så med Bibelen – skal vi også til at skrive den om, med alle dens brutale og politisk ukorrekte sprogbilleder?” Hertil er der det at sige, at der er en lang tradition for at genfortælle netop Bibelen for børn i omskrevet form, ligefra Morten Pontoppidans opbyggeligt opdragende genfortællinger fra 1800-tallet til Møllehave, Bjarne Reuter og Ida Jessen idag.
Der synes i øvrigt ikke at have været protester mod ændringerne i titlen på Agatha Christies mesterlige kriminalroman Ten Little Niggers, der tidligt blev til indianere i danske udgaver og nu på engelsk hedder And Then There Were None.
Jeg har skrevet omkring 35 bøger og skulle det ske, at nogle af dem genudgives, når jeg ikke selv har mulighed for at have en finger med i spillet, vil jeg være taknemmelig for, at deciderede pinagtigheder redigeres bort, som havde det været en nyudgivelse.
Som svampe
En spansk bibliotekar forsvarede ifølge Politiken for nogle år siden, at man fjernede visse af de middelalderlige eventyr, der blev opfattet som sexistiske i bøger for de yngste:
”I den tidlige barndom er børn som svampe, der absorberer alt omkring sig, og dermed også normaliserer kønsdiskriminerende stereotyper. Elever i grundskolen har derimod en større evne til at tænke kritisk, og her kan bøgerne være en mulighed for at børnene kan lære selv at genkende kønsdiskriminerende elementer.”
Hvis man skulle læse Halfdan Rasmussen, der i øvrigt har skrevet flere glimrende voksendigtsamlinger, i gymnasiet, vil de udeladte rim formentlig være blandt det første, man tager frem. Med god grund.
Opdateret 16.05 med afsnittet om børnebibler og afsnittet om Agatha Christie.
Foto: Fra omslaget af ‘Abrakadabra og andre børnerim’, Gyldendals presseservice.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
