Kirsten Jørgensen: Om dæmoner og om hvordan man slår dem ihjel

i Tro og eksistens/Essays af
ESSAY – Alle kender trolls. Trolde på dansk. Forbitrede, ondsindede, ødelæggende kommentarer, der kan være meget ubehagelige. Men der er et middel imod dem, har jeg lært: man skal slå dem ihjel med kærlighed. Man skal tale høfligt, opmærksomt og venligt til dem, så svinder de ind som is i sol, og deres galde visner. Det samme er på færde i kristendommens fastetid, som er lige nu: det handler om at elske det onde til døde.

Dæmoner er der alle vegne i de bibeltekster, der hører fastetiden til. Dæmoner og dæmonfyrste og onde ånder. Jeg kan godt forstå, at mennesker for 2000 år siden fandt på tanken om dæmoner: for hvordan skulle man ellers forklare det, der ikke lader sig forklare med fornuften? Hvordan forklare de plager, mennesker møder, og som tilsyneladende ikke har nogen grund? Sygdom på kroppen og sygdom i sjælen. Hvor kommer det fra? Og så tænkte man dengang, at det måtte være faldne engle, Satans yngel, der var på færde. Dæmoner.

Jeg ved, hvordan det er at blive grebet af noget uhåndgribeligt ondt, og hvor lige for det ligger at tænke det ubegribelige som dæmonisk, og hvordan man bare kan ønske, at en stor hånd griber ind og fjerner den onde ånd. Jeg ved godt, at det er en ulogisk forestilling, men følelsen af at være i kløerne på en ond magt kan være så håndgribelig, at det føles som den eneste udvej.

På den måde findes dæmoner, selvom de ikke eksisterer.

Kynikeren kan fascinere, fordi han kan forekomme os at være realistisk, netop fordi han skraber bunden i menneskets sjæl. Intet er urørt og usagt

For nogen tid siden hørte jeg en samtale mellem forfatteren Jesper Stein og Iben Maria Zeuthen. I løbet af samtalen slog det mig, at der var en særlig form for dæmoni på færde i hans liv. Jeg vil tillade mig at kalde den dæmoni, han beskrev, for kynisme.

At være kynisk er at være ligeglad med andres ulykke. Kynisme er råhed; hensynsløshed. Kynisme er at foragte den menneskelige natur. Foragten er, at kynikeren ikke tror på det godes mulighed i mennesket. Kynikeren siger, at mennesket er lavt og ikke kan hæve sig over sine mest primitive behov. Kynikeren tror ikke på det godes magt i verden.

Kynikeren kan fascinere, fordi han kan forekomme os at være realistisk, netop fordi han skraber bunden i menneskets sjæl. Intet er urørt og usagt. Af sære grunde synes vi sommetider, at det onde er nærmere det realistiske og ægte end det gode.

Elsk den til døde

Jesper Stein har beskrevet en vanskelig opvækst i sin bog Rampen. Han blev i radioudsendelsen præsenteret som alkoholiker, kyniker og succesfuld krimiforfatter. Og han fortalte journalisten om sit alkoholmisbrug, som han efter mange, mange år omsider er sluppet ud af. Om hvordan han var kommet fra misbrug og mistro til tillid og god tro.

Til sidst spørger journalisten, hvor kynikeren så er henne nu? Og Jesper Stein svarer, at han prøver at gøre ham glad ved at vise ham alt det smukke og gode i livet. Han fortæller, at det er svært at være kyniker, når man først har opdaget, at det er et under at være til.

Jesper Stein har fået bugt med kynikeren, med sin onde ånd, sin dæmon ved at gøre dæmonen glad. Det overgår i visdom det, som mennesket i en af de meste citerede dæmonfortællinger i Biblen gør, nemlig Lukas’ fortælling om manden, der fejer sit hus fri for onde ånder (Lukasevangeliet kap. 11). Han renser dæmonen ud, fejer og siger ’Ud! gå væk!’ Og den går væk, men kun for at komme tilbage med syv andre dæmoner, og det sidste bliver værre end det første, står der ildevarslende.

Det er et under at være til, siger Jesper Stein, og har man først opdaget det, så er det svært at være kynisk, og så har man allerede omfavnet sin dæmon og smeltet den i sin livgnist og varme

Faktisk viser Lukas sig her i fortællingen lidt som en kyniker; du kan ikke slippe af med det onde, siger han. Det klæber til dig, og hvis du tror, du har fået det renset helt ud, så kommer det bare syvdobbelt tilbage. Du kan ikke hæve dig over det onde, det griber dig altid i struben, og hvis du tror, det er væk, bliver det bare værre.

Jesper Stein viser en anden vej. Han siger, at man skal gøre kynikeren glad. Man skal gøre sin dæmon glad. Hvordan? Ja, bestemt ikke ved at bortvise den fra sit hjem, sin krop, sin sjæl, men ved at tage om den og vise den det gode.

Man skal vise dæmonen, at det gode, det sande, det smukke findes. Man skal vise sin onde dæmon, kynikeren, der ikke tror på noget, at der faktisk er noget, der er værd at tro på.

Det er et under at være til, siger Jesper Stein, og har man først opdaget det, så er det svært at være kynisk, og så har man allerede omfavnet sin dæmon og smeltet den i sin livgnist og varme.

Så har man elsket det dæmoniske til døde. Så har man gjort dæmonen til en engel. Rejst den fra faldet.

Dæmoni er indkrogethed i sig selv, det er mistillid og mistro til livet. Hvis du føler dig grebet af den dæmoni, så vend ikke ryggen til den, men tag om den og gør den glad ved at pege ud i verden på alle livets undere, store og små.

Der er intet, der virker bedre i kampen mod dæmonerne end at håbe, tro og elske. Så lad os holde om dæmonerne og elske englene frem og det onde til døde.


LÆS ALLE KIRSTEN JØRGENSENS TEKSTER HER.


Illustration: Basilica of Sant’Apollinare Nuovo, Ravenna, 6. århundrede.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Kirsten Jørgensen er cand.teol. fra Århus Universitet og har arbejdet som præst siden 1993, de fleste år på Fyn. I 2014 flyttede hun til hovedstaden til et job som provst for kirkerne på Frederiksberg og præst i Godthaabskirken. I 2010 resulterede en mangeårig passion for det mellemøstlige i en kandidatuddannelse fra Center for Mellemøststudier ved SDU. Hendes interesse for teologi, filosofi, historie og politik har altid gået hånd i hånd og hun er sikker på, at det er bedst at lade være med at trække skellene mellem videnskaberne alt for hårdt op. Verden er relationer; mellem mennesker, ting og tanker.

Kirsten Jørgensen har udgivet bøgerne ”Mellemværende” og ”Længsel efter engel” og er redaktør og medforfatter på en række andre bøger. Hun er vild med sprog og det, ord gør. Hun skriver om Gud og enhver, om sjæl og samfund, om ånd og fod, og hun er sikker på, at der altid er mere at sige om det, vi troede, vi var færdige med.