KINA // ANALYSE – Den virale TikTok-trend #chinamaxxing bringer kinesisk kultur og hverdagspraksisser ind i vestlige feeds. Det kan udvikle sig til en soft power-gevinst for Kina i arbejdet med at forbedre sit internationale omdømme, som længe har været under pres – og som Xi Jinping i stigende grad søger at styrke gennem en aktiv brug af kultur og værdier, skriver Karina Marie Lin Halskov.
Hvem havde troet, at det at “blive kinesisk” skulle blive den næste store trend på sociale medier?
Under hashtagget #chinamaxxing erklærer TikTok-brugere, at de er midt i deres “kinesiske æra”. I online-slang betyder ordet maxxing at kaste sig fuldt ind i noget, men hvad indebærer det egentlig at “maxe ud” på at være kinesisk?
På sociale medier filmer især unge amerikanere sig selv drikke varmt vand om morgenen, gå rundt i pyjamassæt og sutsko derhjemme, dyrke tai chi i parken og koge congee til morgenmad. Trenden handler med andre ord om at dyrke en traditionel kinesisk livsstil.
Det er essensen af begrebet soft power. Og det er noget, der kan få Xi Jinping til at trække på smilebåndet
De seneste uger er der også opstået et online fællesskab omkring det at “være kinesisk” – noget, der isoleret set kan virke harmløst. Men i Beijing ser man det ikke som ligegyldigt, at kinesisk kultur finder fodfæste i den vestlige verden.
Kina har længe kæmpet med et negativt omdømme i Vesten, som blandt andet har været præget af undertrykkelse af ytringsfrihed og menneskerettighedskrænkelser mod minoriteter. Når tusindvis af unge i Vesten begynder at forbinde landet med noget positivt, som eksempelvis en sund og balanceret livsstil, kan det gradvist ændre opfattelsen af landet.
Det er essensen af begrebet soft power. Og det er noget, der kan få Xi Jinping til at trække på smilebåndet.
Kineserne er med på legen
“Du har mødt mig på et meget kinesisk tidspunkt i mit liv.”
Sådan står der på mange af de videoer, der florerer under hashtagget #chinamaxxing på TikTok.
For mange i den digitale offentlighed vil den slags umiddelbart få alarmklokkerne til at ringe. I en onlinekultur, hvor debatter om kulturel tilegnelse (eller cultural appropriation) længe har været intense, bliver influencere jævnligt kritiseret for at adoptere andre kulturers æstetik, traditioner eller livsstil.
Men denne trend synes at fungere efter en anden logik. Den udspringer nemlig ikke af vestlige influencere, der “låner” fra en minoritetskultur. Tværtimod drives den i høj grad af unge kinesere selv, som poster videoer, hvor de instruerer andre i, hvordan man “bliver kinesisk”: Drikker du koldt vand? Hvad laver du? Du er kinesisk nu!
Myndigheder i Beijing har inviteret udenlandske influencere på statsbetalte rejser til Kina for at promovere landet
Hvor appropriation-debatten typisk kredser om, hvordan majoritetskulturer udnytter minoritetskulturer uden respekt eller forståelse, fremstår dynamikken her snarere som en invitation end en krænkelse. Det er naturligvis umuligt at tale på vegne af de 1,4 milliarder kinesere, og trenden har også mødt kritik. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, hvor mange kinesiske stemmer på sociale medier, der aktivt opfordrer andre til at hoppe på trenden.
Når det pludselig er cool at være kinesisk
“Jeg vidste ikke, at det at være kinesisk er blevet cool og trendy nu,” siger en ung kinesisk mand i en af videoerne.
At trenden vækker begejstring hos mange kinesere, er i virkeligheden ikke så overraskende. For nogle opleves det som et sjældent øjeblik, hvor kinesisk kultur ikke først og fremmest forbindes med stereotyper eller politiske konflikter i vestlige øjne men med noget hverdagsligt og positivt.
Mange med kinesisk baggrund, der er vokset op i Vesten, kan genkende fortællinger om madpakker, der i skolegården blev mødt med rynkede næser, fordi de lugtede, eller om forældre, hvis sprogkundskaber blev gjort til grin. Ting, der tidligere kunne føles pinlige eller føre til social udskamning, bliver nu iscenesat i æstetiske videoer på TikTok og fremstillet som vaner og traditioner, man ligefrem bør stræbe efter. Man kunne næsten tale om en slags digital genopbygning af kulturel selvtillid, når andre nu forsøger at tage del i den kinesiske kultur.
Det skal igen understreges, at det på ingen måde betyder, at alle kinesere ser trenden på samme måde. Men det kan være en del af forklaringen på, hvorfor så mange reagerer positivt. For kinesisk kultur har langt fra altid været genstand for fascination eller romantisering i vestlige samfund.
Kinas omdømme har historiske rødder
Under og efter coronapandemien steg den anti-asiatiske racisme markant i den vestlige verden. I USA dokumenterede flere organisationer en tydelig stigning i hadforbrydelser mod personer med asiatisk baggrund, og en rapport viste samtidig, at tre ud af ti amerikanere med asiatisk afstamning havde oplevet en hadforbrydelse.
Den stigende anti-kinesiske xenofobi blev ikke ligefrem dæmpet af retorikken fra daværende præsident Donald Trump, som gentagne gange omtalte covid-19 som “kung flu” og “the Chinese virus”.
Men mistilliden til kinesere har langt dybere historiske rødder. I slutningen af 1800-tallet blev tusindvis af kinesiske arbejdere hentet til USA som billig arbejdskraft, blandt andet til jernbanebyggeri og minedrift. De arbejdede ofte under hårde forhold og til lavere løn end hvide arbejdere. Det skabte hurtigt vrede og frygt blandt mange i arbejderklassen, som begyndte at se kineserne som en trussel mod deres job og levebrød.
Xi Jinpings ambition er ikke blot, at Kina skal være økonomisk og militært stærkt. Landet skal også opfattes som et legitimt og attraktivt civilisatorisk alternativ til Vesten
Ud af denne frygt voksede forestillingen om “Den Gule Fare”, som var en racistisk forestilling om, at asiatere var fremmede og farlige. Forestillingen fik også konkrete politiske konsekvenser, da der i 1882 blev vedtaget The Chinese Exclusion Act, som var den første amerikanske lov, der begrænsede indvandring på baggrund af race.
Det ville være forkert at påstå, at Kinas dårlige omdømme udelukkende skyldes stereotyper og historiske narrativer. En række politiske forhold har i de senere år også rejst alvorlige spørgsmål om landets værdier og styreform: behandlingen af uighurer i Xinjiang, undertrykkelsen af pro-demokratiske bevægelser i Hongkong, kommunistpartiets håndtering af pandemien og manglende gennemsigtighed m.m.
Det dårlige omdømme, som Kina har båret igennem både historie og nyere tid, gør, at landet i stigende grad satser på at forme sit image positivt, og her sætter Xi Jinping lid til, at kultur og værdier kan spille en stadig større rolle.
Kultur = magt
Historisk har Kina haft svært ved at konkurrere med andre asiatiske lande, når det kommer til kulturel eksport til Vesten. I årtier har japansk populærkultur, særligt anime, haft enorm global gennemslagskraft. Samtidig har Sydkorea gennem K-pop, K-drama og K-beauty formået at positionere sig som en kulturel stormagt.
Kina har længe manglet samme globale appel. Men noget tyder på, at det er ved at ændre sig. For eksempel begynder C-dramas, altså kinesiske tv-serier, at finde et internationalt publikum. Myndighederne arbejder også aktivt på at styrke landets kulturelle tilstedeværelse. For eksempel har flere medier rapporteret, at myndigheder i Beijing har inviteret udenlandske influencere på statsbetalte rejser til Kina for at promovere landet.
Det kan lyde søgt at forbinde Xi Jinpings storpolitiske ambitioner med en TikTok-trend, der får flere vesterlændinge til at dyrke kinesiske hverdagsvaner. Men netop sådanne fænomener illustrerer, hvordan kulturel indflydelse kan fungere som geopolitisk redskab.
Blød magt tager tid
Begrebet soft power blev formuleret af den amerikanske politolog Joseph Nye som evnen til at opnå indflydelse ved at forme andres præferencer gennem appel og tiltrækning frem for tvang. Nyere studier peger på, at blød magt er et sværere redskab for regeringer at anvende end hård magt af to grunde. For det første ligger mange af de vigtigste ressourcer bag blød magt uden for statens direkte kontrol. For det andet virker denne slags magt ofte indirekte ved at forme det politiske og sociale miljø omkring en politik, som kan tage flere år, før de ønskede resultater viser sig.
Så hvis man har tålmodigheden til det, så kan landets kultur og værdier blive særdeles magtfulde redskaber på lang sigt. Og netop tålmodighed har den kinesiske leder Xi Jinping meget af.
Man kan undre sig over, hvorfor romantiseringen af kinesisk kultur så let kunne gå viralt
Under Xi Jinping er kultur blevet et eksplicit politisk redskab. Han har gentagne gange understreget behovet for at “fortælle Kinas historie godt”. Ideologisk står Xi i forlængelse af Mao Zedong, der anså kunst og kultur som redskaber i en politisk kamp. Forskellen er blot, at projektet i dag ikke handler om revolution, men om national genoprejsning og global positionering.
Xi Jinpings ambition er ikke blot, at Kina skal være økonomisk og militært stærkt. Landet skal også opfattes som et legitimt og attraktivt civilisatorisk alternativ til Vesten. I det lys fremstår tusindvis af unge mennesker, der ironisk eller ej erklærer sig for at være kinesiske, måske ikke helt så ubetydelige, som det ved første øjekast kan virke.
Legitimitet styrker Kinas internationale position
Kina er i dag verdens næststørste økonomi. Landet oparbejder stadig større militær kapacitet og udfordrer USA teknologisk og strategisk på flere fronter. Så hvorfor skulle det have nogen betydning for Xi Jinping, hvordan Vesten opfatter landet?
Det hele handler om legitimitet. Kina arbejder målrettet på at fremstille sig selv som en stabil og ansvarlig stormagt. I internationale fora understreger kinesiske diplomater ofte behovet for multilateralt samarbejde og fredelig problemløsning. Samtidig kritiserer Beijing ofte vestlige handlinger, som de mener strider mod international lov – netop for at positionere sig som repræsentant for en retfærdig verdensorden. Efter USA’s militære aktioner i Venezuela i begyndelsen af året fordømte Kinas udenrigsministerium handlingerne som “ulovlige og bølleagtige”. De tog også kraftigt afstand til Trumps angreb på Iran og opfordrede landene til at gå den diplomatiske vej.
Det åbne vindue, som Det Hvide Hus skaber, når det gambler med international ret, giver Beijing mulighed for at rykke ind og fremhæve sig selv som den ansvarlige voksen i rummet.
Er #chinamaxxing en flugt?
Man kan undre sig over, hvorfor romantiseringen af kinesisk kultur så let kunne gå viralt.
USA har det seneste år i høj grad været præget af stærk intern polarisering. Under Donald Trump er alliancer blevet udfordret, handelskonflikter intensiveret, og den politiske retorik skærpet. Det er derfor ikke overraskende, at mange amerikanere har haft brug for en pause fra det hele.
I dette lys kan #chinamaxxing også forstås som en form for kulturel distance og en måde at rette blikket væk fra Trumps USA. Selvom det blot er en trend, der sikkert snart afløses af en ny, begynder vestlige deltagere i trenden alligevel gradvist at forbinde Kina med sutsko og Tai Chi frem for de problematiske konflikter, som mange i Vesten ellers typisk associerer med landet.
For Xi Jinping er det en kæmpe gevinst.
Læs mere om Kina i POV lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og