KINA OG USA-VALG // ANALYSE – For Kina er det utroligt afgørende, hvem der bliver USA’s næste præsident. Donald Trump har irriteret kineserne med handelskrig og sanktioner – men også givet Kina uventet spillerum på verdensscenen. Joe Biden kan levere den stabilitet, Kina savner globalt og i stormagtsforholdet, men også stække landet, hvis han kan samle en alliance af de lande, der i stigende grad er kritiske overfor Kina, skriver Jan Larsen og konkluderer, at eet står klart for kineserne: uanset hvem, der bliver præsident i USA, så bliver den Kina-kritiske linje ved.
Ved sidste amerikanske præsidentvalg var der ingen tvivl blandt kinesiske kommentatorer og analytikere. Donald Trump var klart at foretrække fremfor Hillary Clinton. Med sit vedholdende fokus på fairness og Kina’ s tvivlsomme forhold til menneskerettigheder ville Clinton blive rigtig besværlig for de kinesiske ledere og forretningsfolk, lød vurderingen.
Donald Trump derimod, fremstillede sig selv som forretningsmanden. Lige hvad kineserne kunne bruge. Og jo, Trump havde også råbt op om Kina som den store skurk, der snød og tog jobbene fra amerikanerne. Men som de dygtige forretningsfolk, som kineserne vitterlig er, så var det næsten forudsigeligt, at de fik Trump til at droppe de højt profilerede valgløfter. Kogt ned til en Maggie-terning, så er Kina efter de fire år med Trump kommet styrket ud af forholdet til USA. Mest på grund af Trump selv.
Handler om stil og strategi
Set fra Beijing er præsidentvalget denne gang meget sværere. De kinesiske kommentatorer og analytikere er splittede i svaret på, hvem af de to kandidater, der vil være bedst for Kina.
Udadtil har Kina da også holdt forholdsvis lav profil under valgkampen. Fra den politiske ledelse har der de sidste måneder været længe mellem kommentarerne til Trumps anti-Kina-optrapning, og talsmændene i udenrigsministeriet har neddæmpet den ellers grove nationalistiske retorik. Også fordi de har nydt godt af, at emner som raceuroligheder og fremfor alt corona-epidemiens omfang i USA, har overskygget Kina som valgtema.
Men kineserne er ved at indstille sig på fire år, hvor presset fra USA bliver hårdere, uanset hvem der vinder. I over 40 år er amerikanske præsidenter gået ind for samarbejde med Kina, med det slet skjulte mål at det kommunistiske land i takt med øget velstand og bedre sociale forhold, ville vælge demokratiet som styreform – og åbne økonomien for vestlige (og især amerikanske) virksomheder.
Hårdere linje mod Kina
Men den vej og åbning har Kina ikke valgt. Partileder Xi Jinping har formået at styrke partiets altdominerende rolle – og sin egen position, endog så meget, at han nu sidder som præsident på livstid.
Men for første gang er Kina sikker på, at man de næste fire år vil stå overfor en amerikansk præsident, der med opbakning fra befolkning og parlament vil skrue bissen på overfor Kina.
Det fremgår af den seneste Pew meningsmåling, der viser at hele 73 pct. af amerikanerne har en negativ indstilling til Kina. I 2006 var tallet blot 29 pct. Samtidig lægger begge partiers valgprogrammer op til stramninger – og de første præsident- og vicepræsidentdebatter bekræfter, at de største forskelle overfor Kina ikke handler så meget om politik, men mere om stil og strategi.
Og det er også dét, der deler kineserne i, hvem af de to kandidater, de tror vil være bedst for Kina.
Hvor står Kina i dag
I modsætning til USA, så står Kina meget bedre rustet netop nu, hvor landet de kommende 5-10 år står overfor at gennemføre de vigtigste ændringer, siden Deng Xiaoping åbnede op for udlandet og startede markedsøkonomi med statslig styring.
Kina blev ”verdens fabrik” og partiet fastholdt den overordnede ledelse. Landet er blevet rigere, men ikke rigt. Nu skal skiftet fra industriproduktion til højteknologi gennemføres. Og Kina er trådt ind på verdensscenen som kommende stormagt, økonomisk f.eks. med infrastrukturprojektet Belt and Road Initiative (De nye Silkeveje). Og politisk med satsning på stor indflydelse på FN, aggressiv udenrigspolitik i det Sydkinesiske Hav og overfor Taiwan.
Ambitionerne er tårnhøje, hvor Kina, som det fremgår af planen om Made in China 2025, vil være verdensførende på alle højteknologiske områder, udvikle militæret og rumforskning og få bugt med US-dollar-dominansen ved at satse på det digitale valutamarked.
Meget af Kina er stadig tredje verden
Metoden er stadig den samme, hold konkurrenterne ude af Kina og giv kinesiske virksomheder økonomisk og lovgivningsmæssigt forspring og støtte.
Men man skal ikke glemme, at Kina på hjemmefronten stadig er ret meget tredje verden. I år kan man fejre et farvel til den ekstreme fattigdom. Men ifølge premierminister Li Keqiang må 600 mio. kinesere stadig klare sig for 1000 kroner om måneden. Det er et land, hvor uligheden er meget høj og stigende, hvor hverken sociale ydelser, pensioner eller sundhedsvæsenet bare kommer i nærheden af, hvad vi betegner som velfærdsstat.
De sidste tyve års økonomiske stormskridt med tocifrede vækstrater hvert år er (selv fraregnet corona-konsekvenser) er afløst af mere moderate 5-6 pct. – også fordi økonomien er ved at blive omlagt, så de massive offentlige investeringer skal erstattes af en økonomi, der er drevet af øget forbrug hos kineserne selv – eller betegnelsen hjemlig cirkulationsstrategi, som Xi Jinping om nogle uger vil præsentere i landets nye femårsplan.
Trump’s uforudsigelighed
Men lad os se på, hvordan kineserne selv ser de to kandidater og konsekvenserne for Kina, hvis de får magten. Trump’s første fire år giver et godt billede af, hvordan han givetvis vil fortsætte frem til 2025.
Trump har bl.a. startet en handelskrig og beskyldt Kina for ulovlig statsstøtte, kaldt dem manipulatorer, fordi de har holdt Yuan-valutaen kunstigt lavt, udvist kinesiske diplomater og bandlyst kinesiske tech-firmaer, herunder giganten Huawei. Og siden februar har han, hvor som helst og når som helst, påpeget, at Kina er skyld i corona-virusset, der har spredt sig kloden rundt.
Med til billedet hører også, at Trump har kaldt Xi Jinping ”en stor leder” og proklameret nærmest kærligt venskab mellem de to. Ifølge Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, John Bolten, så langt, at Trump bad Xi om, at Kina købte flere sojabønner fra amerikanske landmænd, så han havde større chance for at blive genvalgt.
Kina har ofte haft gavn af Trump
Men Kina har haft allerstørst gavn af Trump, f.eks. hver gang han har meldt USA ud af det globale fællesskab og/eller brudt årtier gamle alliancer.
Bare nogle få eksempler. Med et vift med hånden meldte Trump USA ud af det internationale klima-samarbejde på baggrund af Paris-aftalen. Kina udnyttede straks tomrummet til at lade Xi Jinping erklære, at Kina var parat til at støtte verdens klima (selvom landet har nogle ganske sorte miljø-klimamæssige huller i karakterbogen).
Det samme skete, efter Trump havde meldt USA delvist ud af Verdenshandelsorganisationen, WTO. Straks var Kina ude og erklære sig som garant for frihandlen i verden. I forhold til Verdens sundhedsorganisationen, WHO, var historien den samme, blot rækkefølgen omvendt, da Trump beskyldte Kina for at have kapret FN’s sundhedsorganisation – og som konsekvens standsede USA’s bidrag til WHO.
Trump er ikke ideologisk fjende
Trump er ikke nødvendigvis ideologisk fjende af Kina. Han har f.eks. overfor Xi Jinping stillet sig forstående overfor Kinas hårde fremfærd i Xinjiang mod det muslimske mindretal, uighurerne. Og det er heller ikke, fordi Trump af hjertet støtter demonstranterne i Hong Kong. Som Kina-kommentatoren, Minxin Pei, udtrykker det: “Trump can be persuaded, if the price is right”.
Og ser vi lidt fremad, så aner kommunistpartiet måske muligheder i Trump’s alliance-opbrud, når det gælder Taiwan, der efter Hong Kong synes banket på plads, og står øverst på Xi Jinpings to do-liste. Tankegangen kunne være, at når Hong Kong lykkedes under Trump, så var det måske værd at teste, om et svagt USA under Trump var en gylden lejlighed til at tage slaget om Taiwan, der for kineserne er en oprørsk provins, der hører hjemme i Kina.
Biden får nok at se til i USA
Kineserne kender på forhånd Joe Biden meget bedre, end da Trump i 2016 blev valgt til præsident. Både som senator og mest som Obamas vicepræsident har Biden besøgt Kina mange gange – og havde hyppige møder med Xi Jinping i den periode, han under Hu Jintao var ”lærling” som kommende kinesisk leder.
Biden har derfor slet ikke samme ry, som partifællen Hillary Clinton havde. Kinesiske analytikere, som findes i stort tal hovedsagelig i landets mange tænketanke og på landets universiteter, forventer ikke, at en Biden som præsident vil lave hurtige forandringer eller brutalt gøre alvor af sine trusler mod Kina – i hvert fald de første år. Kineserne vurderer, at Biden vil have nok at se til hjemme i USA.
Og får de ret, så passer det perfekt ind i et kinesisk scenarie for de kommende år, hvor Kina har brug for en periode uden alt for megen indblanding udefra til at satse 200 pct. på at give kinesiske virksomheder og forskning den store indsprøjtning, så de teknologisk kan komme (næsten) på omgangshøjde med vestlige konkurrenter.
Bidens styrke på længere sigt
Men hvor Biden vil være Kinas absolutte favorit på kort sigt, så er der på længere sigt, blandt de kinesiske analytikere, en vis frygt for, at Biden kan slå meget hårdere ned på nogle af de områder, hvor kineserne i stigende grad møder modstand rundt om i verden.
Det er mange af de emner Trump også har taget op, såsom kinesernes krav til udenlandske virksomheder om tvungen teknologiudveksling og deling af ophavsrettigheder og teknologi. Og selvfølgelig de helt store uenigheder om, hvor langt Kina har overskredet internationale aftaler om stats- og produktionsstøtte.
Trumps metode har været, at USA på egen hånd har indledt handelskrig mod Kina. Biden derimod har erklæret, at kampen for at få Kina til at konkurrere på fair og lige betingelser bør ske ved at bruge de alliancer, hovedsagelig med vestlige lande, som kan gå op mod Kina. Og ikke kun på erhvervs- og handelsområdet, men også i forbindelse med spørgsmål om menneskerettigheder.
Biden vil samle alliancer
Derfor kan USA under en præsident Joe Biden ventes at genindtræde i flere af de multilaterale organisationer som WHO (sundhed) og WTO (handel). Også et styrket NATO vil kunne lægge pres på Kina.
Foto: Wikipedia Commons
For de fleste kinesiske analytikere ser Biden ud til at blive den foretrukne amerikanske præsident på kort sigt, men på lang sigt den sværeste modpart. Det er vurderingen, at hans regering i starten vil være i stand til at sikre en bedre dialog med Kina – også på områder som miljø og klima. De to vigtigste krav for kineserne, stabilitet og ingen væsentlig indblanding i landets indre anliggender, ville også være opfyldt for en stund.
Men udfordringen for Kina bliver Bidens langsigtede strategi, hvis det lykkes ham at samle alle de alliancer af lande, som er kritiske overfor Kina. Det vil være meget stærkere, end når USA agerer på (Trump’s) egen hånd.
LÆS FLERE ANALYSER OG REPORTAGER AF JAN LARSEN HER
Topfoto: Cai Wong, Flickr
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og