Kina journalistik

Mette Holm: Journalister udvises – Kina formørker sig selv

i Medier/Politik & Samfund af
KINA // ANALYSE – Kinas beslutning om at fratage en stribe journalister ved amerikanske medier retten til at arbejde i Kina er et slag mod pressefriheden og oplysning i det hele taget. Det er samtidig led i de kinesiske magthaveres langsigtede plan om at få styr på også den internationale nyhedsformidling, som de har det på den hjemlige. De vil bestemme, hvad vi får at vide om og fra Kina.

Kina afviste onsdag at forlænge i alt 13 amerikanske journalisters korrespondentvisa, dvs. ret til og mulighed for at dække begivenheder i Kina for deres arbejdsgivere, de amerikanske medier Wall Street Journal, New York Times og Washington Post.

Det sker i kølvandet på, at USA i februar erklærede fem kinesiske nyhedsorganisationer for statslige ’udenlandske repræsentationer’. Det var hævn for, at Kina udviste tre Wall Street Journal-journalister, fordi deres avis havde en leder under rubrikken ’Kina er Asiens virkeligt syge mand’. Magthaverne i Kina blev så rasende over lederen – og rubrikken i særdeleshed – at de fluks udviste de tre journalister, som end ikke havde skrevet lederen i deres avis.

Journalistikken er seneste slagmark i de voksende modsætninger mellem Xi Jinpings Kina og Donald Trumps USA. D’herrers forgængere har siden begyndelsen af 1970erne – deres mange modsætninger til trods – bestræbt sig på at finde punkter, de kunne enes om, og forsøgt at indhegne deres uenigheder.

Kina har længe forbeholdt sig ret til at udelukke journalister, som magthaverne ikke bryder sig om. At USA er begyndt at give igen med samme mønt, er nyt

Foreign Correspondents’ Club of China, FCCC, som er udenrigskorrespondenternes forening i Kina, beklager inddragelsen af kollegernes arbejdstilladelse: ’Deres umiddelbare udelukkelse fra at bedrive journalistik i Kina beskærer os i antal og ånd, men ikke i vore bestræbelser på med stor energi at dække Kina. Når verdens to mest fremtrædende økonomier bruger journalister som brikker i et diplomatisk spil, er der ingen vindere. Journalister kaster lys over den verden, vi lever i. Med denne handling, formørker Kina sig selv’ skrev FCCC i en erklæring onsdag.

Et sørgeligt eksempel på Kinas evne til at formørke sig selv var torsdagens gode nyhed om, at onsdag var der ikke et eneste nyt tilfælde af Covid-19 i Kina, hvor sygdommen har sit udspring. Eftersom Kina sender så mange falske meldinger og rutinemæssigt forvrænger virkeligheden, så det passer i magthavernes kram, ja så er det meget, meget svært at tro på så god en nyhed, uanset hvor gerne man vitterligt vil.

Kampen mod uafhængig journalistik

Mens Kina rutinemæssigt stiller massive hindringer i vejen for at bedrive ordentlig journalistik i landet, har udvist udenlandske journalister, trukket deres ansøgninger om arbejds- og opholdstilladelse i langdrag eller simpelthen afvist indrejse til det kinesiske fastland, adskiller den seneste udvisning og arbejdsforbud sig ved også at omfatte Hong Kong og Macao. Hidtil har Kina nogenlunde respekteret sine forpligtelser til at yde de to tidligere udenlandske territorier større frihedsrettigheder end i selve Kina. Men sådan er det tilsyneladende ikke længere …

Kina har længe forbeholdt sig ret til at udelukke journalister, som magthaverne ikke bryder sig om. At USA er begyndt at give igen med samme mønt, er nyt. Xi Jinping og Donald Trump har da også deres modvilje mod uafhængig journalistik til fælles. Trumps forgængere har typisk hyldet frie medier og udtryksfrihed i det hele taget. Nu forfalder Amerika til kinesiske metoder.

De fem kinesiske organisationer, hvis status er ændret af USA, er det statslige nyhedsbureau Xinhua, China Global Television Network, China Daily Distribution, der står bag avisen af samme navn, samt Hai Tia Development USA, der står bag Kinas Kommunistpartis ledende avis, Folkets Dagblad. Alle fem organisationer er statslige, og som følge af deres nye status skal de registrere alt, hvad de ejer eller lejer i USA, de skal søge om tilladelse til at erhverve nye eje- eller lejemål, og de skal registrere navnene på deres medarbejdere i USA, også amerikanske statsborgere. Dog er de ikke forpligtet til at melde deres øvrige gøren og laden til de amerikanske myndigheder, ejheller deres journalistiske aktiviteter.

Journalist eller spion

Da jeg i begyndelsen af 1990’erne søgte arbejds- og opholdstilladelse i Kina var det en klæg og besværlig proces. Myndighederne var sikre på, at jeg var spion. Hverken jeg eller min avis kunne få klart svar, kun undvigelse på undvigelse. Ingen nævnte den egentlige årsag, som sandsynligvis var, at jeg havde været syv uger i Beijing som TV-A’s reporter under opstanden i 1989, og så de kinesiske magthaveres dybt indgroede modvilje mod oplysningers frie bevægelighed.

Tyv tror, hver mand stjæler, og begrebet uafhængig journalistik eksisterer formelt ikke i Kina

Udenrigschefen på Folkets Dagblad fortalte mig engang henkastet, at ca. 25 pct. af hans korrespondenters stof havnede i avisen, resten af de indsamlede oplysninger gik direkte til udenrigstjenesten. Han havde meget svært ved at forstå, hvordan en avis eller noget medie kunne være uafhængigt af staten, som bestemmer alt i Kina.

Akkrediteringer til forskellige officielle begivenheder i Kina i 1990erne, dengang de var håndskrevne. Nutidens, digitalt fremstillede, er ikke nær så personlige

Kinas medier skal opdrage, ikke oplyse. Magthaverne forsøgte med al deres magt at få kineserne til at glemme overgrebene og derfor også at holde udenlandske journalister, der havde været tæt på begivenhederne, ude.

Da jeg endelig fik min opholdstilladelse og den guldrandede arbejdstilladelse, skyldtes det udelukkende en snu kinesisk medarbejder på Danmarks ambassade i Beijing dengang.

Han vidste som enhver kineser – og mangen en udenlandsk journalist – at kinesiske medier står til statens rådighed med alle deres indsamlede oplysninger; udenrigskorrespondenter er altså en slags spioner for deres stat. I det lys er det selvfølgelig ikke så sært, at kineserne stiller sig modvillige over for vestlige journalister. Tyv tror, hver mand stjæler, og begrebet uafhængig journalistik eksisterer formelt ikke i Kina.

Noget for noget

I begyndelsen af 1990’erne begyndte Kina så småt at genskabe kontakten til omverdenen efter tilbageslaget som følge af massakrerne mod befolkningen i 1989. I den anledning ønskede partiavisen Folkets Dagblad at åbne en redaktion i Norden med udgangspunkt i København.

Min ven på ambassaden var fuldt bekendt med mine vanskeligheder ved at få lov at arbejde i Kina, selvom det på ingen måde var et diplomatisk anliggende. Ikke desto mindre benyttede han kinesernes ansøgning til at udvirke min arbejdstilladelse og det – må jeg i dag med skam at melde bekende – uden den danske ambassades vidende, endsige godkendelse. Den slags er jo netop ikke et diplomatisk anliggende i vor del af verden.

Omkostningerne er en vigtig brik i den mur af forhindringer, Kina bygger for at undgå udbredt journalistisk dækning af det vældige og mageløse land

Dengang talte de danske medarbejdere på ambassaden ikke kinesisk, så det stod min ven frit for at kaste min ansøgning ind i forhandlingerne om Folkets Dagblads kontor i København, hvilket jeg er ham evigt forbunden. Formlen var enkel: hvis I vil have en mand i København, ja så må I give Mette Holm opholds- og arbejdstilladelse i Kina til gengæld. Så var den ged barberet.

Med arbejdstilladelsen i hånden har jeg gennemtrawlet en meget stor del af Kina. Dengang var jeg eneste faste danske korrespondent og delte kontor i Beijing med nordiske kolleger.

Forleden læste jeg i mit fagblad, hvordan DR’s Philip Khokhar savner danske kolleger, mens artiklen forsøgte at finde svaret på, hvorfor den arme mand skal være så alene på pinden. Svaret er enkelt og har været det samme i mange år, også mens max en håndfuld danske medier vitterligt har haft faste folk i Kina: Det er ganske enkelt virkelig dyrt at have en korrespondent, som kan have vanskeligt ved at rejse omkring, og som regel dårligt kan klare sig uden massiv hjælp fra tolke, fixere osv. Typisk skal man også betale for, hvem det måtte passe myndighederne at sende med på en reportagerejse.

Selvom det på en måde er en anden historie, hører den med i det store billede, fordi omkostningerne er en vigtig brik i den mur af forhindringer, Kina bygger for at undgå udbredt journalistisk dækning af det vældige og mageløse land.


LÆS METTE HOLMS ØVRIGE ARTIKLER PÅ POV HER.


Det bærende billede er fra Foreign Correspondents’ Club Chinas Facebook-profil.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Mette Holm er Asien-journalist og forfatter med baggrund i antropologien, født i 1953. Hun har beskæftiget sig med Kina siden slutningen af 1970erne, var udvekslingsstuderende og læste kinesisk i Beijing 1981-82 og har studeret, boet, rejst og arbejdet i det vældige land gennem alle årene, så det sammenlagt er blevet til mere end 10 år i Kina. Siden hun blev journalist i 1987, har hun dækket Kina og nabolandene på udlandsredaktionerne hos bl.a. Ritzaus Bureau, TV-Avisen, TV2’s Nyheder, Jyllands-Posten, Weekendavisen og DRP1’s Orientering. Hun har skrevet 15 bøger og bidraget til flere om bl.a. Kina, Mongoliet, Myanmar og Vietnam, er flittig kommentator i medierne og foredragsholder i det ganske land, dels om Kina og sit øvrige revir, dels om menneskerettigheder, dels om FN’s verdensmål – eller en blanding. Privat nyder hun at udforske verden, ro på fladt vand på Øresund i sin kajak og vandreture i barndommens revir, Dyrehaven. Skribenter på POV får ikke betaling. Du er mere end velkommen til at støtte Mette Holms artikler på POV via mobile pay 28 12 53 00. På forhånd tak. Mere om Mette og hendes aktiviteter her: www.metteholm.com.

Foto: Torsten Graae

Seneste artikler om Medier