1. MAJ // DANSK POLITIK – Hver politisk fløj ser sig selv som bedre og klogere end den anden. Enige kan de dog blive om, at kvinder, der ikke makker ret, skal tugtes. Men hvor højrefløjen giver ren røv at trutte i med sin opfattelse af, at kampen om ligestilling er gået for vidt, stiller venstrefløjen igen ekstreme krav til kvinder – krav, der lige som sidst vil føre til splittelse og bagslag for kvindesagen. Det mener journalist Dorte Toft, der i 70’erne var aktiv i den spirende rødstrømpebevægelse, men blev vippet ud.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tilbage i starten af 1972 røg jeg ud af rødstrømpebevægelsen, fordi jeg ikke kunne acceptere mantraet ”ingen kvindekamp uden klassekamp, ingen klassekamp uden kvindekamp”. For mig var det næsten på linje med ”Ingen kvindekamp, før der er to torsdage i hver uge”, men debat var der ikke rum til.
Venstrefløjsfeminister var de gode, vi andre de uønskede, lød beskeden, da bevægelsen blev kuppet på et fællesmøde i Tåstrup – et af de allerførste fællesmøder.
Højrefløjen var ikke blot ædende ond over de ekstremt venstreorienteredes meningstyranni på universiteter og udenfor, men også over de satans rødstrømpekvinder og deres kritik af mænd
Min holdning var, at kvindens kamp måtte tage udgangspunkt i egen opvaskebalje – i eget liv i hjemmet og på arbejdspladsen, og den kamp var svær nok i sig selv, for den blev ingen populær på. Men oveni kom altså venstrefløjens krav om, at kvinden som en anden Wonder Woman også skulle kunne bekrige det værste af det værste, kapitalismen.
Ingen klassekamp, ingen kvindekamp! Kravet var en sikker opskrift på splittelse, frafald og i sidste ende dødsstødet for en kvindebevægelse, der ellers var blomstret hurtigt op takket være rummelige, positive basisgrupper. Det var min opfattelse.
Forspildte muligheder
Venstrefløjen er den dag i dag stolt over, hvad rødstrømpebevægelsen præsterede. Men jeg græmmer mig over de mange forspildte muligheder, for rødstrømperne blev straffet dobbelt, da tidsånden skiftede.
Højrefløjen var ikke blot ædende ond over de ekstremt venstreorienteredes meningstyranni på universiteter og udenfor, men også over de satans rødstrømpekvinder og deres kritik af mænd. Bitterhed over for kvinderne var dog ikke forbeholdt højrefløjens mænd, for den stak også sit grimme hoved frem blandt de ”gode”.
Sexisme har bred appeal. Ellers havde Danmark for længst sikret øremærket orlov til fædre, for plusserne opvejer minusserne. Ellers havde Danmark for længst haft vedtaget et samtykkekrav i voldtægtslovgivningen. Ellers havde de mange økonomiske stramninger ikke ramt kvinder allerhårdest. Ellers havde tjenestemandsreformen fra 1969 ikke overlevet frem til den dag i dag – den reform, der sikrer højere lønninger til mandefag end til kvindefag, ud fra en opfattelse af, at det altid er farmand, der er familiens brødføder. Ellers, ellers, ellers.
Selv når magten var der, turde man ikke af frygt for at tabe taburetter og for murren i eget bagland. Kvindekamp var blevet et råddent æg, og det stinker stadig.
Da rødstrømpebevægelsen efter systemstiftet fik en dobbelt afklapsning, blev det slut for kvindekampen uden for de rettroendes rundkreds. Selvransagelse vedrørende prisen for trolovelsen? Jeg har ikke i skrifter eller bøger kunnet finde tegn herpå fra de markante røde kvinder, hvoraf flere fik bevægelsen som et trinbræt til gode karrierer.
Mit indtryk er, at intet parti efterfølgende ønskede at blive associeret med kvindekampen, udover på skåltaleniveau – selv ikke den overlevede, mindre ekstreme venstrefløj. Ingen gad seriøst at arbejde på at fjerne de benspænd, der stadig var for lige muligheder. Selv når magten var der, turde man ikke af frygt for at tabe taburetter og for murren i eget bagland.
Kvindesagen var blevet et råddent æg, og det stinker stadig.
Trist er også, at det smukke ligestillingssamarbejde på tværs af fløje, der i flere omgange har været blandt stærke kvinder på Christiansborg, og blandt andet dokumenteret i bogen Køn, Magt og Mangfoldighed, er stendødt.
Fælles for stemmeret, #Metoo og samtykkelov
Vi burde have lært af historien. Skal noget rykke, skal kvinder, der ønsker lige muligheder og deres allierede blandt mænd, arbejde på tværs af fløje. Sådan fik kvinder stemmeret tilbage i 1915.
#Metoo-bevægelsen blev også et fællesanliggende for kvinder og deres mandlige allierede på tværs af partiskel. Der opstod et fælles opgør mod, at visse magtmennesker gramsede løs og truede med karrieremæssige følger, hvis ikke kvinden makkede ret. Men den danske modvilje mod kvindesagen gjorde, at det herhjemme tog to omgange med #Metoo, før gennembruddet kom. Ligene, der var faldet ud af partiernes egne skabe, kunne heller ikke længere proppes tilbage.
Samtykkeloven fordrede også samarbejde på tværs. De venstrefløjspartier og diverse NGO’er, der nu rask væk hver især smykker sig med æren for samtykkeloven, glemmer, at de i mange år forud sang sangen for døve øren.
Satte egne karrierer på spil
I mine øjne skete skredet, da to erklæret borgerlige kvinder, Kirstine Holst, aktiv i de Konservative i Fredericia-kredsen, og kommunikationsrådgiveren Rulle Grabow, tidligere spindoktor i Løkke Rasmussen-regeringen, satte egne karrierer på spil.
Kuppet af rødstrømpebevægelsen den gang i Tåstrup var som at blive fældet bagfra af et spark i knæhaserne
De to kvinder provokerede højlydt i relation til en konkret voldtægtssag. Men kræfterne blev først og fremmest brugt på en lang dialog med Venstre og Konservative på Christiansborg om det urimelige i en lovgivning med rødder i 1600-tallets kvindesyn. Kun tæv og trusler om tæv fra gerningsmanden talte for, om der kunne rejses tiltale, og selv blødninger og blå mærker er set afvist med, at ”hun ville jo have hård sex”.
Min kritik af rødstrømpebevægelsen kan ses som blot et partsindlæg fra borgerlig side, og det var jeg da også i mange årtier, præget som jeg var af forståelse for erhvervsvirksomheders vilkår via mine forældre og egne erfaringer. 68’ernes oprør var ikke mit. Jeg havde for travlt med at arbejde. Var intet politisk dyr, bevægede mig slet ikke i de cirkler.
Kuppet af rødstrømpebevægelsen den gang i Tåstrup var som at blive fældet bagfra af et spark i knæhaserne. Jeg havde i basisgruppen mødt herlige kvinder fra alle lag og ikke set kuppet komme, om det nu var, fordi jeg var naiv eller dum.
Vi hører derfor blot hovsa på hovsa, når Danmark rasler ned i ligestillingsindekser, mens medierne svælger i historier fra overdrevet om kvinder som det favoriserede køn med mænd og drenge som tabere
Et par år senere var jeg dog bedre forberedt, da jeg mødte samme intolerance blandt enkelte medstuderende på journalistuddannelsen i Århus. ”Det er synd, at du var den eneste, der sagde noget fornuftigt på plenum, Dorte, for med din politiske observans kan vi ikke bruge det til noget,” lød en af beskederne.
Magt fostrer intolerance
Da borgerligheden generobrede sin plads ved bordenden, åndede jeg lettet op. Respekten for, at mennesker er selvstændige individer, ikke får, kunne genindføres. Men nej. Det skete ikke.
Venstrefløjens absolutisme, opdelingen i gode og onde, viste sig ikke at være et særsyn. Højrefløjen har så rigeligt demonstreret, at intolerance og meningsdiktatur har mere med magt at gøre end fløj. Måske er venstrefløjen mere præget af unge højtråbende utopister, mens højrefløjen er præget af ældre, kyniske aktører, men det er så forskellen. Så de sidste ti år har jeg været politisk hjemløs.
Kvindesagen, der stadig halter såret afsted, er nu under angreb fra begge fløje. På højrefløjen er det for længst blevet et slagnummer, også fra kvinders side, at angribe kvinder, solidt bistået af medier.
Senest gælder det angreb på kønsstudier, som i forvejen var udsultet grundet betændtheden ved kvindesagen. Vi hører derfor blot hovsa på hovsa, når Danmark rasler ned i ligestillingsindekser, mens medierne svælger i historier fra overdrevet om kvinder som det favoriserede køn med mænd og drenge som tabere, og om kvinder som forråder deres biologi, om kvinder som terrorister og som det lyvende køn. Højrefløjens propagandamaskine kører på højtryk.
Ingen fløj modstår fristelsen i en banal opdeling mellem de gode og de onde og i en dehumanisering af de onde
På venstrefløjen er der så småt gang i en nyere version af ”ingen kvindekamp uden klassekamp”. Nu udstilles kvindesagsforkæmpere som onde, hvis de ikke fatter, at arbejdet for sorte kvinder, gule, handicappede, transkvinder, non binære, prostituerede m.fl. skal prioriteres forud for alt, fordi de grupper har det allersværest. Og protester mod at erstatte ordet kvinde med individ eller person i relation til for eksempel menstruation og graviditet, ses som transfobi fra en del på venstrefløjen, mænd som kvinder.
De røde vil igen det gode, men skaber igen splittelse og frafald og i sidste ende endnu et tilbageslag for kvindesagen. Denne gang bliver prisen dog højere, for den skal også betales af de mest sårbare.
Ingen lærer af historien, hverken højre- eller venstrefløj. Ingen fløj modstår fristelsen i en banal opdeling mellem de gode og de onde og i en dehumanisering af de onde. Det gælder så ikke kun køn, men også klima, og allerværst står det til i relation til indvandring.
Opdelingen sker, selv om verden ikke er sort/hvid. Selv om alle ved, at der også findes fanatikere, løgnere, røvhuller og gramsere blandt de selvudnævnt gode, om røde, blå eller brune.
SKULLE DU EVENTUELT ØNSKE AT LÆSE MERE FRA DORTE TOFTS HÅND, SÅ KLIK HER
LÆS MERE OM KØN HER
Foto: Rødstrømpernes basisgruppe i Helsingør
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
