KONCERT // ANMELDELSE – Lørdagen stod for mit vedkommende i poppens tegn, men af den lidt mindre opskruede slags. Hverken Caroline Polachek og Tobias Rahim havde dansere med på scenen, men en del musikere og en relativt normal scenografi. Alligevel leverede de koncerter, hvor de fantastiske sange blev større på grund af de stjerner, der performede dem.
Caroline Polachek
Caroline Polachek laver alternativ pop, og har fået et kæmpe gennembrud de sidste år, måske særligt hos det publikum, der læser f.eks Pitchfork. Hun var oprindeligt med i electro-duoen Chairlift, men er siden gået solo og har lavet meget af sin nyere musik med folkene omkring det indflydelsesrige hyperpopselskab PC Music, særligt produceren Danny L Harle, og var også med på Charli XCXs ’New Shapes’, der var Ugens Uundgåelige herhjemme.
Hendes musik er hypermoderne, men har stadig præg af klassisk artpop som Kate Bush og sågar måske Enya? Det er en sprængfarlig blanding.
Arena var propfyldt, og publikum kunne synge med på de fleste sange, så hun har tydeligvis også ramt en nerve herhjemme. Hun er også en helt særlig artist. På scenen stod også både guitar, bas og trommer lidt ovre i det ene hjørne, men det var sangeren, der bar hele koncerten.
Ligesom på plade åbnede hun med ‘Welcome To My Island’, og det virkede virkelig som om vi var på en helt særlig Caroline Polachek-ø, et helt særligt univers
Hendes stemme er helt lys og smidig, hooksne på hendes sange består gerne af melismer helt oppe i Nattens Dronning-lejet, og hendes fremtoning på en scene er fantastisk. Jeg tænker, om hun ligesom Kate Bush og David Bowie har fået mimetimer, for hun er fantastisk til at posere og skabe stærke billeder: Den spændte krop, badet i røg og rødt lys, knejsende, drejende, hoverende med mikrofonen i vejret.
Her hører det vitterligt med til historien, at det er en 38-årig krop der står på scenen, og at det er tydeligt når Polachek hiver armene i vejret – som hun ofte gør – at den har hår under armene.
Polacheks album Desire, I Want To Turn Into You handler om at leve sine følelser og sit begær, og hun var her for at performe sine egne følelser, ikke for at det mandlige publikum skulle kunne projicere deres normative begær over på hende. Det er sådan set også nyt at kvindelige popkunstnere kan få lov til at optræde på den måde på Arena. Det virker måske bare så selvfølgeligt, at man godt kan glemme det, men det var på egen vis lige så nødvendigt som f.eks Lil Nas Xs queer-seance på Orange.
Desire, I Want To Turn Into You er en af årets bedste plader, en helstøbt samling artpopsange med stærke produktioner og kæmpestore hooks. Når Polachek sang det så stærkt live, kom det endnu mere til live, og særligt de gigantiske guitarakkorder kunne fint gøre op for at lydbilledet i sagens natur var lidt mindre poleret. Det eneste som trækker lidt ned var måske netop koncertens helstøbte natur.
Ligesom på plade åbnede hun med ‘Welcome To My Island’, og det virkede virkelig som om vi var på en helt særlig Caroline Polachek-ø, et helt særligt univers, hvor følelser er kæmpestore, popmusik lidt mere innovativ, og forholdet mellem kønnene lidt mere ligeligt.
Men det virkede også som sin egen ø. Det var et magisk univers at være en del af en lille times tid, men Polachek gik ikke i kødet på verden udenom. Det gjorde oplevelsen en smule mindre end den burde være, men det var en vidunderlig utopi, hun fik givet os på bedste popmanér, med stærke sange, moderne rytmer, samt lys, scenografi og performance.
Tobias Rahim
Tobias Rahim er i øvrigt også 34 år gammel og ikke det teenage sexidol, han nogle gange virker som om. Og hold da fast hvor han også brugte sin krop som del af koncerten, som han stod der i guldlæderbukser og guldfrynser, der det meste af tiden blottede den også ret gyldne overkrop.
Det har vakt genklang, den måde han har bearbejdet maskulinitet på i numre som ‘Når mænd græder’, men han er også en voksen mand, der helt åbent inviterer til at blive begloet og projiceret begær op på.
Rahim er en helt ny mand, en helt ny krop, et helt nyt popideal, der indtog Orange som sidste del af sit danske erobringstogt. Det er nok Arena-koncerten sidste år, som vil blive kaldt skelsættende, men der var noget helt rigtigt over, at Danmarks p.t. bedste popstjerne nu endelig fik sin fortjente plads i Roskilde-historien.
Hvad er det dog ved sangene fra Når sjælen kaster op, der gør dem så forbasket enestående? Langt hen ad vejen er det jo bare firserpop med gode tekster. Rahim gør det stort set aldrig mere kompliceret end det behøves, og bruger hellere endnu en repetition eller et lille break end han gider skrive et ambitiøst c-stykke.
Men hver sang har alligevel noget, måske noget producermæssigt. Lydbilledet passer altid perfekt, de små detaljer giver hver sang sit særlige univers, og fordi Tobias Rahim netop rent tekstmæssigt spænder så vidt, så betød hver eneste nye single en massiv ny besked, der væltede Danmark bagover nok engang.
Hver single var en ny persona: Deltidsarbejder på Mucki Bar, grædende mand, luder i Dubai, Fadumas ven fra 5. A. Jeg ved ikke, om andre i dansk pophistorie har været så gode til at tage så mange danskere så mange mærkelige steder hen.
De store ballader
Og hold da kæft hvor blev vi taget med lørdag aften. Pladsen var propfyldt, og alle var med. Vi skreg og hoppede til pophitsne som ‘Mucki Bar’, ‘Vi 1’ og naturligvis ‘Stor Mand’, men det var helt ærligt de store ballader, som gjorde forskellen.
‘Når mænd græder’ voksede og voksede og voksede, indtil det virkede som om Rahim var igang med at rense hele verden for toksisk maskulinitet. Jeg er selv blevet far for nylig, og måtte kæmpe hårdt for at holde tårerne tilbage, særligt ved linjen om også at lære sin far at græde. Min søns liv bliver bedre af at den sang findes i verden.
Bedst af alt var naturligvis ‘Kurder i København’. Det er allerede på plade en fabelagtig, nærmest prog-agtig popkonstruktion, men live blev det endnu vildere.
Til en lang instrumental intro med kurdiske instrumenter fortalte Rahim om, hvordan familien blev forfulgt i Tyrkiet, og hvor meget det betød at stå på Danmarks største scene og åbent kunne sige han er kurder.
Vi har aldrig haft nogen som ham. Jeg ved ikke, hvor mange der findes som ham rundt omkring i verden
Så begyndte den melankolske, nærmest hiphoppede sang med de stærke linjer om at overvinde racisme og skabe sit liv i et nyt land, indtil vi først fik et vers på kurdisk med langsomt svævende melodier og så et kulminerende techno-rave med mere kurdisk instrumental ekvilibrisme og kæmpe kædedans over hele pladsen.
Jeg har helt ærligt aldrig set noget lignende. Det er svært at sætte ord på hvor vildt det er, at 100.000-vis af danskere deltager i den her fejring af indvandringens positive potentiale på en genial kurders præmisser.
Det er Tobias Rahims helt særlige kvalitet: Blandingen af at ryste simple pophits ud af ærmet, og så kombinere dem med de her geniale, episke, næsten musicalagtige balladeseancer, fyldt med en helt særlig blanding af det personlige og det politiske.
Vi har aldrig haft nogen som ham. Jeg ved ikke, hvor mange der findes som ham rundt omkring i verden. Hvis Tobias Rahim kan bare nogenlunde holde niveau, så fylder han Orange igen og igen og igen. Og det mest spændende er næsten, at jeg har ingen idé om, hvad hans sange til den tid vil handle om.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her