Synnøve Søe mødte ad skæbnens kringlede veje Mary og senere hendes mand, Verner. De to, der er oppe i 60’erne og har boet hele deres liv i Thy, havde aldrig været på kunstmuseum, før Synnøve Søe tog dem med på ARoS.
Læs hendes hjertevarme og gribende beretning om, hvad der kom ud af det møde.
Første møde.
Kapelhusvej nr. 6.
Kapelhusvej nr. 9.
Ræhr By (fem kilometer fra Hanstholm).
1960.
”Vil du gifte dig med mig?” spurgte Verner Lauridsen, første gang han så sin nabo, Mary.
”Jeg var fem år, Verner var syv-en-halv, og jeg sagde ja. Lige med det samme.”
Aros Allé 2,
Aarhus C.
Kunstmuseet ARoS.
Oktober 2014.
”Hwa’?” sagde Verner og så sig forbavset omkring.
”Ka’ man et’ fo’ en bette øl her? Eller hwa? Kaff’?” (Kan man ikke få en lille øl her? Eller hvad? Kaffe?)
”Verner, her, din billet…” Jeg rakte både Verner og Mary en entrébillet til ARoS.
”Hwa? 130 kroner?!” Jeg siger jer, Verner gav et hop, alle i køen kunne se at han var chokeret.
”Do mo jo wær’ gall’!” (Du må jo være vanvittig.)
”Verner, kom no, vær´ no søø’!” sagde Mary og aede sin mands lyseblå skjorteærme, den mand, hun 15. juli i år blev forlovet med for 45 år siden, Mortens Aften i år er det 38 år siden de blev gift.
”Æ’ ka’ bare et’ klår’ de’ hæ’! De’ æ’ fo’ di fin’, de’ æ’ no mi’ mening…” (Jeg kan bare ikke klare det her. Det er for de fine, det er nu min mening.)
”Verner…”
I ved, hvordan det er, man støder ind i hinanden på nettet i et eller andet fællesskab uanset hvor på kloden man befinder sig og ofte er forskellighederne enorme, men alligevel ”er der noget fælles” og sådan fandt Mary og jeg også hinanden for lidt over 5 år siden.
Vi skrev først sammen, begyndte så at tale i telefon af og til, men hun boede og bor i Dragsbæk i udkanten af Thisted, og jeg boede på Bornholm, så vi sås ikke, men så flyttede jeg til Aarhus og så kom Mary på besøg med sin Verner, som hun hele tiden havde truet med.
”Wi wil møj gern’ se din Århus, de’ do ka’ li’,” bad Mary (Vi vil meget gerne se dit Århus., det du kan lide), og da jeg var nyforelsket i byen, blev jeg så glad for udfordringen, og de skulle da først og fremmest se det jeg elskede allermest, Kunstmuseet ARoS.
”De’ whed æ’ skutt om wi wil’ wær’ mæ’ te’, wi ka’ da prøv’, men wi hå’ et forstan’ po’ de”,” sagde Mary (Det ved jeg squ ikke, om vi vil være med til, vi kan da prøve, men vi har ikke forstand på det), og jeg forsøgte at forklare hende i telefonen at kunst skulle man ikke have forstand på, det skulle man bare opleve med et åbent sind.
”Jow,” sagde Mary,” så ses wi på frædaw, et?” (Ja. Så ses vi på fredag, ikke?)
Og det gjorde vi.
Mary steg ud af bilen, her hvor jeg bor på Langenæs i Aarhus C. Slank og veltrænet i sorte leggings, en syrenfarvet skjorte, sort tætsiddende jakke og med D&G solbrillerne i håret. BAMM!
Jeg må åbenbart ha’ set meget forbavset ud.
”Wa trod’e do, Synnøve, at wi går run’ i Thisted uden kla’ eller hwa’? Wi har go’e botigger ka’ æ’ låw dæ’ fu’.” (Hvad havde du tænkt dig, Synnøve, at vi går rundt i Thisted uden tøj på eller hvad? Vi har gode butikker, kan jeg godt love dig.)
Der stod en lille gruppe københavnere sikkert på kunst & gastronomi-tur foran ARoS, da vi kom, de tog selfies foran indgangen. Men det så ud som om de forsøgte at fange Mary og Verner på billederne også, måske på en lille video for at få den ægte nordjyske dialekt med og senere skrive på Facebook:
Sådan nogle ”knolde”. ARoS here we come!
”Hwor går wi in’ hen’?” Verner så på den store ARoS bygning i røde mursten med Olafur Eliassons Regnbue allerøverst oppe. (Hvor går vi ind henne?)
”Æ’ tøws dæ den ser skjøn u’,” sagde Mary og så gik vi ind. (Jeg synes da, den ser flot ud.)
Når jeg har venner med på ARoS, der ikke selv går der ofte, eller ikke har været der før, vælger jeg altid max tre udstillinger vi skal se. Der er ikke noget værre, end nogen der trækker én rundt i flere timer for at se alt muligt kunst i en pærevælling, jeg vil hellere fordybe mig og så komme igen.
Den dag jeg var på ARoS i oktober 2014 med Mary og Verner begyndte vi med den store Michael Kvium udstilling, FOOLS.
Vi gik stille rundt i den store øreformerede udstilling med de 202 portrætter.
”De er lige store, billederne,” Verner så på en katolsk præst med en lort på hovedet.
”Ja,” svarede jeg, ”De er 30 x 30 cm.”
”Det er helt fantastisk, det her, hvad var det kunstneren hed?” spurgte Mary, mens vi gik langsomt rundt i den pakkede udstilling der endte med at blive set af over 200.000 museumsgæster i de fire måneder den var på ARoS’ vægge.
”Michael Kvium.”
”Hvor er han fra?” spurgte Verner og var standset op foran et portræt af en mand med et kranium oven på sin skaldede isse.
”Kvium er fra Horsens.”
”Horsens?” Verner vendte sig om mod mig.
”Horsens, Horsens?”
”Ja, Horsens her i Jylland.”
”Det var sgu da lige godt satans.”
Mary var betaget af et portræt af en kvinde, ”eller er det en mand?” spurgte hun.
”Det må man selv bestemme, hvad synes du?” svarede jeg.
”Det ved jeg godt nok ikke, men jeg tror mest på at det er en kvinde, hvad er det hun har i munden?”
Jeg grinede.
”Jamen, er det hendes tunge hun rækker ud, eller spiser hun en rød pølse eller er det en pik hun har i munden?”
Jeg trak på skuldrene og smilede og glædede mig over, at mine venner var så optagede af udstillingen, for det var de.
Fra Kvium gik vi over og så en stor udstilling INKLUSION/EKSKLUSION af Hanne Nielsen og Birgit Johnsen, der arbejder med video, dokumentar og installationer og har arbejdet sammen siden 1993.
Jeg er fuldstændig vild med deres værker og det har jeg været længe, er der mon nogen her, der kender videoværket ”AFRIVNING AF LØG” fra 1995? Genialt, men det synes jeg deres værker – nye som gamle – er, geniale.
”Hold da op?!” Mary puttede begge hænder op for sin mund da hun så videoværket, ”Constructions in Space” fra 1996. En nøgen mand ligger på et bord på en øde mark. Det eneste, der bevæger sig er mandens pik og en svæveflyver, der cirkler rundt over ham. Svæveflyet er fastgjort i en lang line til den nøgne mands pik.
Verner stod og så på en monitor der viste en smuk kvinde der pressede større og større svensknøgler ind i munden, indtil hendes mund var ved at sprænges. Verner havde begge hænder i bukselommerne. Jeg sagde ikke noget, så bare på ham og tænkte på, at Verner havde haft hver eneste størrelse og slags svensknøgle i sine store mekanikerhænder.
Han kom i lære som mekaniker i Hanstholm, da han var 17 og blev udlært i 1973. Da han blev 18 og fik sit kørekort, købte han sin første bil – en Volvo PV445.
”Vi malede den selv, den blev ”køkkenblå”, en tand mørkere end Madam Blå-farven,” har Mary en gang fortalt mig. Hun var femten da Verner købte Volvoen. Mary kom i lære på kontor, hun og Verner blev gift i 1979 og Verner var medejer af flere autoværksteder op gennem ’70erne. Han fik sit eget i 1986 og endelig i 1994 fandt han dét sted hvor han ville være forever.
Verner købte Uno-X tanken med autoværksted og bolig på 1.salen i Dragsbæk i udkanten af Thisted, og dér lige ud til fjorden flyttede Mary og Verner og deres børn Kenneth, Brian og datteren Marlene ind.
Børnene er flyttet for længst nu, men Verner og Mary bor her stadig og der er stadig fuld gang i autoværkstedet, Verner fylder 65 her i sommer.
Alt det tænkte jeg på, mens jeg så på Verner med hænderne i lommen, der nøje studerede ”Monkey Wrench” – kvinden der putter svensknøgler i munden. Gad vide, hvad Verner tænkte? Og hvad med Mary og videoen med den nøgne mand på marken, hvad tænkte hun mon på?
I oktober 2014 havde den australske kunstner, Ron Muecks mesterværk den kæmpestore skulptur BOY stadig hæderspladsen i bunden af ARoS, niveauet over kælderen med ”De 9 Rum”, og der gik vi nu ned. Allerede fra den brede snoede åbne, hvide trappe midt i ARoS’ hjerte kunne Verner og Mary se BOY tættere og tættere på, men kun ovenfra. Da de tog det sidste skridt ned ad trappen og stod foran BOY rakte Verner spontant ud efter Mary og trak hende ind til sig og sådan stod de længe, tæt, tæt og i komplet tavshed, begge dybt og uforklarligt berørte af BOY.
Vi var nærmest udmattede da vi kom ud i oktober solen foran ARoS.
”Du fik hverken øl eller kaffe, Verner?” sagde jeg drillende.
”Det havde han da ikke tid til,” grinede Mary.
”Det var fantastisk!” sagde Verner med sin dybe bløde stemme.
”Dét var det,” sagde Mary med en stemme fuld af kærlighed, ja, intet mindre.
”Jeg har aldrig været på et museum før, det har du da heller ikke, vel Verner?” spurgte Mary sin mand.
”Nej, aldrig.”
”Ha ha hah! Det må da være løgn! Har I aldrig været på museum før i dag?” jeg var lige ved at trille rundt af grin.
”Nej,” sagde Mary.
”Nej,” sagde Verner.
”Jamen, hvad fanden ind i helvede – undskyld mit sprog – men hvad fanden har I så lavet?!”
”Knoklet,” sagde Verner tørt.
Fredag, Skt. Hans Aften, kommer Mary og Verner igen på besøg fra Thisted, som de efterhånden har gjort en hel del gange, men denne gang kommer de for første gang med deres børnebørn, Mikkel på 10 og Mille på næsten 7 år.
Mary har bedt mig finde et skønt sted at holde sankthans, og det bliver med Valhalla Spejderne, som jeg ikke kender noget til, men de laver både børne- og voksenbål ved Brabrand Sø og rister pølser og jamen, vi glæder os og da de 4 fra Thisted skal være i Aarhus til på søndag, så var det jo naturligt, at jeg foreslog at de skulle tage en tur i Tivoli Friheden hvor til Mary svarede:
”Hvad går der på ARoS?”
Alt det her om Mary og Verner og deres første besøg på ARoS fortalte jeg til en veninde i går og hun var bare sådan:
”Kender DU sådan nogen mennesker?!!”
”What the fuck mener du,” spurgte jeg pludselig meget hidsig.
”Hvornår er de fra? Hvornår er de født?” spurgte hun.
”Verner er fra samme årgang som dig, 1952, Mary er fra 1955, hun er kun syv år ældre end mig, jeg er 62’er…”
”De lyder godt nok som om de er meget bagud!” sagde min veninde.
”SÅ stopper du!” nærmest råbte jeg ned i telefonen. Jeg reagerer ikke nice, når nogen ”kløver” mine venner og slet ikke, hvis de tror, at det er gratis.
”Jeg synes bare det er fantastisk at der leves så parallelle liv i Danmark, tænk at det findes…”
”Hvad findes?” spurgte jeg.
”Sådan nogen danskere, der ikke har været på museum? De er ikke en gang 70 år!”
”Hvornår har du været på museum sidst?” spurgte jeg min veninde og her fulgte så en meget lang og ”kantet” udspørgen fra mig. Resultat? Min veninde ville ikke sige hvornår hun sidst havde været på bare et bymuseum.
Da jeg sagde at jeg i vores over ti år lange venskab aldrig havde hørt hende tale om hverken museer eller udstillinger, blev hun top irriteret.
”Hold nu op, Synnøve, jeg undrer mig bare over hvor forskellige vi er, kan du ikke skrive om det?”
”Det gør jeg altid. Det er det eneste jeg skriver om,” sagde jeg, ”Forskelligheder – I love it!”
Jeg er født i Herlev – prale, prale, det er Gitte Stallone og Janni Spies også – cool tøser! – men nu går jeg ned og får lavet mig en T-shirt inden jeg skal ud og brænde heksen af til Valhalla spejdernes bål ved Brabrand Sø – så de ikke brænder mig af – og ordene skal stå på engelsk så hele verden kan forstå det, just in case:
BORN IN JUTLAND
NOT?
POOR YOU
Eller som Mary siger:
”I skal grine meget af os, før I får en 25-øre.”
Foto øverst er fra Mary & Verner Søe Lauridsens fotoalbum (og nej, til dem, der er interesserede: vi er ikke i familie så vidt vi ved, hun er ”kun” min veninde. I øvrigt er hun både kontoruddannet og uddannet sygehjælper) <3
PS: Mary har selv stavet det, der er citeret på ”thysk”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
