De ultraliberale mørkemænd skal genopfinde sig selv – kan de det?

i Politik & Samfund af

POLITIK // KOMMENTAR – Liberal Alliances folketingsgruppe består efter valget af fire hvide mænd, hvoraf mindst tre har gjort sig til talsmænd for yderligtgående reaktionære synspunkter. Synet på kvinder, homoseksuelle, indvandrere og klima er alt andet end progressivt, og hvordan lader det sig forene med et liberalt verdenssyn? Eller er skattelettelser alt, der betyder noget? Povl Gad diskuterer partiet, der fik bank af vælgerne og nu skal genopfinde sig selv under en ny leder.

Det danske demokrati skylder liberalismen alt. Liberalismen var den strømning, der i midten af 1800-tallet skyllede hen over enevælden og sikrede os de borgerlige frihedsrettigheder som religions-, ytrings- og pressefrihed, folkestyre og meget andet vi i dag tager for givet. Det var også de liberale idealer om menneskelig frihed og individets integritet, der i årene omkring 1900 førte til opgør med kvindeundertrykkelse, forstokket seksualmoral og klasseinddeling af samfundet som noget uforanderligt. Og i kombination med marxisme blev liberalismen op igennem det 20. århundrede drivkraften bag velfærdsstaten, ungdomsoprøret og hvad der ellers ligger til grund for den skandinaviske relativt frie og lige samfundsmodel. På den måde har liberalismen i mere end 100 år været en progressiv kraft, der har formet vores værdier, kultur og samfund.

På den baggrund virker det bemærkelsesværdigt, at vi i Danmark har et politisk parti, der hedder Liberal Alliance og er så udtalt anti-progressivt, at selv fjenderne i Dansk Folkeparti må være misundelige. Efter massakren til folketingsvalget, hvor partiet mistede 70% af deres vælgere og folketingsmandater, består gruppen nu af fire hvide mænd, hvor i hvert fald de tre på forskellige måder og tidspunkter har gjort sig bemærket med yderligtgående reaktionære holdninger i forhold til fx kvinder, udlændinge, miljø og seksualitet.

Det gode valg i 2015 skal dog nok ikke tilskrives Anders Samuelsens succes med at træde ind i dette vakuum, men nærmere andres fiasko. Da vælgerne løb skrigende væk fra Venstre efter Lars Løkkes besvær med at kende forskel på sin privatøkonomi og statskassen, var der ikke rigtig andre steder at løbe hen

Vi har en Ole Birk Olesen, der i 2010 skrev et kontroversielt indlæg med syv anklager mod kvinder. Først da han i 2017 var blevet minister, måtte han modstræbende tage afstand fra sine udtalelser, der blandt andet indbefattede påstande om, at kvinder er uden moral, ikke i kontakt med deres forstand og ikke egnede til at oppebære en civilisation.

Vi har en Henrik Dahl, der til sin tydelige utilfredshed blev overset som minister, og måtte nøjes med sine ordførerskaber indenfor blandt andet uddannelse. Her har hans primære bidrag til verden været at være perfid og nedladende, når han ved enhver tænkelig lejlighed har skældt ud på vores dovne og uduelige gymnasieelever og studerende. Men også på udlændingeområdet har den tidligere SF’er udmærket sig. Blandt andet deltog han sidste år på et møde i det højrenationalistiske parti Dansk Samling, hvor han argumenterede for en udlændingepolitik, som muligvis ville tilfredsstille selv Rasmus Paludan.

Og så har vi partiets nye leder, Alex Vanopslagh. Det unge stjerneskud koketterer ligefrem med at være reaktionær i sit syn på homoseksuelle. Hans miljø- og klimapolitik består åbenbart i at beskylde klimaforkæmpere for at ville indføre socialisme af bagvejen. Eller at bekæmpe affaldssortering, hvilket hans kampagne mod affaldssortering op til kommunalvalget i 2017 primært handlede om. Den eneste løsning på klimaproblemerne, jeg har hørt Alex foreslå, er at sænke skatterne og lade markedskræfterne klare ærterne. Hvis folk har penge nok, køber de vel også en el-bil, skal man forstå.

Ligesom Ole har Alex måtte padle baglæns i forhold til fortidens udfald mod kvinder i almindelighed og feminister i særdeleshed. Dette køn, der angiveligt bare tørster efter at blive domineret såvel på arbejdspladsen som i dobbeltsengen. Endelig må man bide mærke i Vanopslaghs udprægede heroisering af det, han kalder det konkrete Danmark, det vil sige alle dem, der arbejder med produktion, logistik og håndværk. Med til denne historie hører naturligvis, at de andre – fx dem, der arbejder med viden eller omsorg – tilhører et abstrakt og ukonkret Danmark, som Alex til gengæld sjældent skjuler sin foragt for.

Sidste blad i det forrevne firkløver er den detroniserede kronprins Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Af de fire er han den mindst yderligtgående. Det mest bemærkelsesværdige er nok, hvordan han efter et par partiskift blev underligt tavs om alle sine meninger fra tiden i Radikale Venstre og formand for Radikal Ungdom. Fx hvordan hans kritiske holdning til kongehuset blev udskiftet med et ridderkors. Hvordan hans humanisme, indvandrervenlighed, miljøbevidsthed og kamp for LGBT-rettigheder lidt efter lidt er blevet udskiftet med et ensidigt fokus på nedsættelse af registreringsafgiften.

Efter massakren til folketingsvalget, hvor partiet mistede 70% af deres vælgere og folketingsmandater, består gruppen nu af fire hvide mænd, hvor i hvert fald de tre på forskellige måder og tidspunkter har gjort sig bemærket med yderligtgående reaktionære holdninger i forhold til fx kvinder, udlændinge, miljø og seksualitet

Som sådan er skattelettelser jo nok det eneste, der rigtig samler partiet. Mindre offentlig sektor, der går rundt og bureaukratiserer, og mere privat sektor, der producerer og eksporterer. Mere til de rige og virkelystne, mindre til de dovne og uduelige. Kombineret med en socialdarwinistisk ringeagt for samfundets svageste og en blind tro på markedskræfternes evne til at løse alle verdens problemer, er dette ultraliberale ståsted blevet en slags vrangbillede på sit eget ophav, der handlede om frihedsrettigheder til alle og individets ukrænkelige integritet. Det er så i hvert fald en frihed og integritet, der kun gælder de rige, stærke og kyniske som de karakterer, man møder i Ayn Rands romaner. Og altså muligvis også kun, hvis der er tale om hvide, heteroseksuelle mænd?

Det får vi at se, når partiet har slikket sine sår – inklusive dem, der sidder i ryggen. Den nye partileder har udtalt, at man efter Venstres knæfald for Socialdemokratiet nu må stå sammen med de to tilbageværende borgerlige partier for at trække Danmark i den rette retning. Og med det mente han de Konservative og Nye Borgerlige. Dette er bemærkelsesværdigt, da det er første gang et af de etablerede partier rører Pernille Vermund med en ildtang. Det kan ses som et fingerpeg om, at den Henrik Dahlske fremmedforskrækkelse bliver toneangivende fremover. Omvendt kan det jo også være, at Simon Emil, befriet for minister- og kronprinseansvar, genopdager sit progressive gemyt og formår at trække i den anden retning. Eller det kan være, at partiet bliver trukket midt over og går under i liberalismens iboende konflikt mellem det progressive og det reaktionære.

For på trods af min indledende hyldest til liberalismens progressivitet, er det ikke ligefrem nogen ny konflikt. I dansk sammenhæng er det svært at pege på præcis hvornår det skete, men sprængningen af Venstrereformpartiet i 1905 er ikke noget urimeligt sted at sætte fingeren. Her blev det Radikale Venstre adskilt fra det, der skulle blive det nuværende Venstre. Op igennem det 20. århundrede har de Radikale som oftest samarbejdet med Socialdemokratiet om at op- og udbygge velfærdsstaten, mens Venstre allierede sig med de konservative i forsøget på at bremse projektet. På den måde endte De Radikale som socialliberale med en værdipolitisk progressiv tilgang, mens Venstre blev det borgerligt-liberale parti, der mest formåede at videreføre en liberal økonomisk politik. Men ingen forblev det fuldtonede liberale parti, som vi kender fra andre lande.

Spørgsmålet er, om der overhovedet er plads i markedet til et reaktionært parti, fyldt med ultraliberale mørkemænd

Da Venstre under Anders Fogh bevægede sig mod midten i sin økonomiske politik, skabte det et vakuum på den liberalistiske højrefløj, som Ny og senere Liberal Alliance udfyldte. Dog i en lidt mere ekstrem version end Venstre nogensinde har været.

Det gode valg i 2015 skal dog nok ikke tilskrives Anders Samuelsens succes med at træde ind i dette vakuum, men nærmere andres fiasko. Da vælgerne løb skrigende væk fra Venstre efter Lars Løkkes besvær med at kende forskel på sin privatøkonomi og statskassen, var der ikke rigtig andre steder at løbe hen.

Men med et konservativt parti, der årtier efter Tamilsagen og den efterfølgende nedsmeltning langt om længe har genvundet lidt troværdighed, et Radikalt Venstre der delvist har frigjort sig fra Socialdemokratiet, og med adskillige nye partier på højrefløjen, var der til gengæld masser af steder at løbe skrigende hen for Liberal Alliances skuffede vælgere i år. Og det vil der efter alt at dømme også være til næste valg. Så spørgsmålet er, om der overhovedet er plads i markedet til et reaktionært parti, fyldt med ultraliberale mørkemænd.

Rettelse 17/6 2019 klokken 09.57: Artiklens genre er ændret fra ANALYSE til KOMMENTAR, red. 


Foto: Collage af POV International, Steen Brogaard, www.ft.dk og www.liberalalliance.dk

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Povl Heiberg Gad er kulturhistoriker med speciale i nazisme og arkitektur og erhvervs-ph.d.-studerende ved CBS, Center for Business Data Analytics.

Hans forskningsfelt er Big Data kombineret med kvalitative studier af medlemsvandringer i fagforeninger samt dataetik.

Seneste artikler om Politik & Samfund